Peter Raun Fristrup

Peter Raun Fristrup, 16.11.1854-12.11.1913, forfatter. Født i Kbh. (Trin.), død i Ordrup, begravet i Kbh. (Holmens). F., oprindelig selvstændig fotograf, var tidligt stærkt teaterinteresseret, fik allerede i seksten års alderen sit første stykke antaget på Frbg. morskabsteater og forsøgte sig nogle år som skuespiller ved Casino. Hans egentlige talent var et sikkert scenisk håndelag der førte ham ind på dramatisk forfattervirksomhed. Denne evne anvendte han til at bearbejde udenlandske stykker, dramatisere bekendte romaner og samvirke med betydelige men i teknisk henseende mindre drevne skribenter. Fra 80erne og indtil sin død fik han derved – snart åbenlyst, men oftest unævnt – sin andel i mangfoldige danske skuespils sceneheld og sit spøgende mente, men af ham selv skattede tilnavn, Danmarks Shakespeare. Denne virksomhed som udelukkende blev hans erhverv knyttede hans arbejde til opførelser på samtlige københavnske scener og udstraktes ikke blot til provinsen men, under pseudonymet Bernt Fredgren, også til Sverige hvor forskellige teaterdirektører (bl.a. Hj. Selander i Göteborg) antog stykker af ham: Fændrik Stål, Faste Forland (efter Jonas Lies fortælling), Debet og Kredit (efter Gustav Freytags roman) m.m. Herhjemme opførte Dagmarteatret 1883 folkekomedien Lille Pierre (efter A. Dumas), 1887 Landmandsliv (efter Fritz Reuter) der blev en stor succes, og Marstals Plads (s.m. forfatteren Carl Markman; trykt 1888), 1896 De unge Mennesker (s.m. P. A. Rosenberg); Folketeatret 1889 Hr. Pickwick (efter Charles Dickens) og lystspillet Den kjære Husfred (s.m. Carl Markman), 1890 folkelivsbilledet Det gamle Kongens Kjøbenhavn, 1895 Rosenborg og Natten til den 28de Juli (efter Fergus Hume), 1897 Kristen Bloks Ungdomsstreger (efter B. S. Ingemann), 1901 Thummelumsen og 1905 Byens Stolthed (begge s.m. Gustav Wied), 1908 lystspillet Jægermesterinden (s.m. Charlotte Eilersgaard), 1911 2 x 2 = 5 (s.m. Gustav Wied) og 1914 Mikkel Larsens Drenge (s.m. Johan Skjoldborg); Casino 1890 Et Kjøbmandshus i Skærgaarden (efter Emilie Carlén), 1892 folkekomedien Sypiger, 1902 Dr. Nicola (efter Guy Boothby og s.m. Fr. Ricard), 1906 operetten Yduns Æbler (s.m. Carl Arctander og til musik af Aug. Enna) og 1907 Dronningen af Montmartre s.m. Hakon Schmedes); Det ny Teater 1910 Fra Piazza del Popolo (efter Vilh. Bergsøe, kun opført få gange), 1913 Anne Lykke (s.m. Rose Bruhn) og 1914 Husmandstøsen (efter Selma Lagerlöf); Nørrebros Teater 1902 Taksameterkuskens Datter og 1904 Reklameprinsessen (begge af "Frip og Rik", ɔ: F. og Ricard, fra 1906, da Arctander medarbejdede ved en række revuer, omdøbt til "Trianglen"). 1887 opførtes, ligeledes på Nørrebro teater, F.s originaleste indsats, parodikomedien Svend, Knud og Valdemar (udg. 1900; optr. 1970) der er blevet spillet mange hundrede gange og så sent som 1970 opførtes i Riddersalen med stor succes. – I provinsen og ved dilettantforestillinger var hans sangfarce Lille Nitouche (trykt 1903) yderst populær. – En plads for sig indtog F.s samarbejde med Sven Lange (1907 En Digters Kærlighed på Det kgl. teater, 1908 Gamla goda Tiden på svenske scener og endelig Marie Grubbe der først 1929 fra Sverige overførtes til Folketeatret). – F.s øvrige forfatterskab var væsentlig af let humoristisk art. Som medarbejder ved "Klods Hans" skabte han tre genrer som siden ofte er efterlignet: humoresken i den bredtgemytlige gadejargon (et udvalg i Med Sod og Kalk. Kakkelovnsmandens Optegnelser, 1901) og parodien på provinsiel journalistik (Snollerød Avis) og forloren lejlighedslyrik (P. Ferd. Vadum: Vadums Harpe, 1912; optr. 1970). Ved hans død lå en overfladisk, men livligt skrevet bog – Scenens Navne. Skikkelser og Indtryk -færdig og udkom 1913.