Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter P. Rohde

Oprindelig forfatter VeJes

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter P. Rohde, Peter Preisler Rohde, 15.3.1902-15.5.1978, forfatter. Peter P. Rohde var jævnaldrende med århundredet, og dets strømninger og begivenheder afspejlede sig stærkt og karakteristisk i hans liv og tænkning. Hans kundskaber og fremstillingsevne, hans åndelige vitalitet, engagement og produktionskraft forenede sig til et stof der i større sprogområder skaber internationalt kendte skribenter. Der var noget i ham både af en H.G. Wells og en Arthur Koestler. Allerede som dreng – i et "fredsommeligt og småborgerlykkeligt barndomshjem" -skrev han romaner og historiske værker. Efter studentereksamen 1921 (Østersøgades gymn.) læste han til cand. mag. i engelsk og dansk og blev færdig 1929. Men forinden havde et Englandsophold 1926 inspireret ham til hans først offentliggjorte bog: Verdenskrisen og det britiske Rige, 1928, en aktuel analyse der typisk for forfatteren er sat i bred kulturhistorisk sammenhæng. Bogens synsvinkel er marxistisk.

Som så mange andre intellektuelle følte Peter P. Rohde sig tiltrukket af den marxistiske teoris evne til at give mening og indre helhed i samfundsopfattelsen, han taler et sted om dens "storhed i tankebygningen". Da han efter eksamen var arbejdsløs skrev han en ny bog med motiv fra det britiske imperiums krise, Indien og den indiske Frihedskamp. Verdenskrisen og Indien, 1932. Her kombineres i et stort afsnit om indisk religiøsitet den marxistiske grundholdning med psykoanalyse. Man må erkende, siger Peter P. Rohde, at også andre kræfter end de økonomiske spiller formende ind i åndslivets forløb. Han fortsatte sine bøger om England med Den engelske Arbejderbevægelse, 1933 og skrev 1934 om Litteraturen og Bourgeoisiet. 1932 blev han adjunkt ved Rungsted stats- og kostskole og standsede midlertidigt sin egentlige litterære produktion bortset fra en skoleopera over H. C. Andersens Klokken sammen med lærerkollegaen Karl Clausen (1935; opført i Kbh. og Stockholm). Men bekæmpelsen af nazismen som han havde mødt under en cykletur til Sydtyskland og Østrig 1930 engagerede ham stærkt, bl.a. i Studentersamfundet hvor han var formand 1934–36, og i tidsskriftet Kulturkampen.

1938–39 opholdt Peter P. Rohde sig i London og oplevede her München-forliget da vestmagterne solgte Czekoslovakiet til Hitler. I forvejen var hans dragning mod marxismen og Sovjet forstærket under indtryk af den økonomiske krise i vesten. Nu forekom vestmagternes eftergivenhed og blindhed over for nazismen ham at have nået et højdepunkt. 30.9.1938, den dag premierminister Chamberlain vendte tilbage til London fra München, sendte Peter P. Rohde Kulturkampen en artikel om forliget med ordene: "Det hidtil stærkeste værn mod nazismen er dermed bristet og Sovjetunionen vil i fremtiden være henvist til sig selv i kampen mod nazismen, som nu nærmer sig dens dør. Det demokratiske Europa har kapituleret". Samme dag meldte han sig ind i Danmarks kommunistiske parti. Allerede 1935 havde han besøgt Sovjet og her ment at finde friheden, ligheden og broderskabet "lige om hjørnet". Indmeldelsen i DKP fundamenterede hans ideologiske binding til den østlige stormagt og fastlåste ham i positioner han siden måtte frigøre sig fra under bitre opgør. Hitler-Stalin-pagten aug. 1939 rystede ham, men han tolkede den som Sovjets berettigede nødværge. Han blev en meget benyttet taler i partiafdelingerne og forfægtede i medierne de kommunistiske synspunkter.

Annonce

Besættelsen april 1940 afbrød ikke disse aktiviteter, men natten til 23.6.1941 efter det tyske overfald på Sovjet var han blandt de kommunister det danske politi arresterede. Efter to måneder i Vestre fængsel overførtes han til Horserødlejren. Ved tyskernes totale magtovertagelse 29.8.1943 foretog de danske myndigheder sig intet for at slippe kommunisterne i Horserød fri, men det lykkedes Peter P. Rohde sammen med andre at flygte. Fra november organiserede han Frit Danmark-arbejde i Århus. Herunder lærte han Ina Haxen at kende der senere blev hans kone. Hans ægteskab med en englænderinde var under krigsårenes omvæltninger gået i opløsning. 2.12.1944 blev han arresteret af Gestapo og i det meste af et døgn gennempryglet hvad der bibragte ham en høreskade der plagede ham resten af livet. Han sad først i tysk arrest i Århus, men blev januar 1945 transporteret til Frøslev hvor han var til befrielsen i maj.

Efter krigen trådte Peter P. Rohde uden for nummer i skolevæsenet, blev lønnet funktionær i det kommunistiske parti og opstillede ved valget okt. 1945 som folketingskandidat i Maribokredsen uden at blive valgt. 1947 fratrådte han stillingen i DKP, flyttede sammen med Ina Haxen og søgte forgæves nyt gymnasieembede. De tog 1949 til Israel i et forsøg på emigration. Ikke mindst under påvirkning fra Ina Haxen var Peter P. Rohde blevet optaget af zionismen. Samfundsformen i Israel bjergtog dem, men alligevel vendte de efter et halvt år tilbage til Danmark. Først 1951 fik Rohde ved den konservative undervisningsminister Flemming Hvidbergs mellemkomst embede som adjunkt, fra 1953 lektor ved Østre Borgerdyd skole i Kbh.

Han pensioneredes 1969. Men det var hans utrættelige virksomhed uden for skolen som skribent og fordragsholder, som kommentator, polemiker og formidler der gjorde hans navn landskendt og hans person omstridt. Hans aktuelle standpunkttagen samarbejdede frugtbart med hans lærdom. I det hele taget holdt modsatrettede tendenser hinanden i balance i hans personlighed hvorved en dimension føjedes til hans sjældne pædagogiske evne. Han lagde sit stof klart og begribeligt frem sådan som han tolkede det, i en rolig, ligefrem fortællerytme, men ofte med tilspidsede formuleringer der også ud fra hans egne forudsætninger forenklede, men til gengæld åbnede for udsyn. Han var skiftevis åben og indfølende i sine analyser og benhård i forsvar for sine standpunkter. Hans stilfærdige, nærmest tilbageholdende personlige fremtræden stod i ejendommelig modsætning til hans engagerede temperament som han engang gav udtryk for med ordene: "Den, der ikke har en mening burde ikke have lov til at føre en pen, han er ikke forfatter, han er sekretær. Men det forstår sig, en forfatter må begrunde sine meninger, de må ikke forveksles med kapricer".

I næsten alle årene efter krigen (1949–67) var Peter P. Rohde kronikør og litterær anmelder ved det partipolitisk uafhængige Information. Men han skrev lejlighedsvis også i andre aviser, var flittig bidragyder til tidsskrifter og samleværker og benyttede radioen og i sine senere år også TV som medium. Først og fremmest skrev og redigerede han bøger. Tobindsværket Sovjetunionen igaar – idag – imorgen (1945) og Sovjetunionen økonomisk socialt – kulturelt (1946) er en apologi, en blanding af faktiske oplysninger og ideologiske vurderinger, som eftertiden og Peter P. Rohde selv har dementeret. Sovjet fremstilles som et klasseløst socialistisk samfund under forvandling til kommunismens rige hvor alle "får ethvert behov tilfredsstillet og ikke behøver at nære bekymring for, hvad morgendagen vil bringe". Særlig ironisk i betragtning af begivenhederne få år senere virker Peter P. Rohdes understregning af at de nationale spørgsmål, inclusive jødernes, nu er løst "til fuldkommenhed" i Sovjet.

1945–46 redigerede han Frit Danmarks Hvidbog I–11 om besættelsestiden, 1948 udsendte han Engelsk Litteratur 1900–1947, men hans interesse drejedes i stigende grad mod udviklingen i de socialistiske lande hvor udrensninger med anti-jødisk islæt skræmte, og den særlige jugoslaviske socialisme fængslede ham. Processerne i Prag (Slansky) og Moskva (lægerne) omkring årsskiftet 1952–53 blev vendepunktet. Han og hustruen fandt dem utvetydigt antisemitiske og gav offentligt udtryk herfor, men følte sig med denne opfattelse isolerede inden for DKP. Hun var blevet partimedlem 1945. De drøftede udmeldelse, men troede at kunne påvirke partiet indefra. Efter at have skrevet et avisindlæg "Idioti eller antisemitisme" blev Ina Rohde imidlertid februar 1953 ekskluderet for bagvaskelse, og i april fulgte eksklusionen af Peter P. Rohde, motiveret med "politiske uoverensstemmelser". Eksklusionerne vakte stor offentlig opmærksomhed. Rohdes opgør med egne tidligere holdninger tog nu fart. I erindringsbogen Midt en ismetid, 1970 skriver han at han som andre intellektuelle havde ladet sig "tage ved næsen af myten, den universalforklaring marxismen foregav at være". Efterhånden som myten slap taget skærpede han sine angreb på Sovjet og sine tidligere partikammerater. Sovjetunionens udenrigspolitik, som han 1954 skrev for Det udenrigspolitiske selskab – i hvis bestyrelse han sad fra selskabets stiftelse 1946 til sin død – giver udtryk for hans ændrede holdning. Krig og krise i Mellemøsten, 1956 (udvidet udgave 1967, oversat til svensk) analyserer konflikterne omkring Israel ud fra det hovedsynspunkt at jøder og arabere er brikker i et imperialistisk spil med Sovjet i en af skurkerollerne.

Peter P. Rohde blev Nato- og EF-tilhænger – det sidste, bl.a. fordi han i fællesmarkedet så en mulighed for at genoprette det europæiske fællesskab fra før reformationen. Og sammen med sin kone førte han en årelang og bitter polemik om kommunisternes intentioner i Danmark op til befrielsen 1945. Ægteparrets synspunkt var at kommunisterne via deres indflydelse i modstandsbevægelsen sigtede mod en magtovertagelse hvis befrielsen kom østfra. I den dermed sammenhængende debat om den "skæve våbenfordeling" tog Peter P. Rohde og hans kone (der i krigens sidste tid var ansat i den illegale danske militære efterretningstjeneste i Stockholm) officerernes parti mod kommunister og andre modstandsfolk, jf. Peter P. Rohdes forord til officeren S. Schjødt-Eriksens bog En udsat post, 1976.

På det almenkulturelle plan fortsatte Peter P. Rohde sin virksomhed. Han var redaktør af tidsskriftet Vindrosen 1954–58, sammen med Tage Skou-Hansen. Han skrev et introducerende forord til deri danske oversættelse af Henry Millers Krebsens vendekreds, 1954 og gjorde sig også på anden måde gældende i periodens fremstød for den frie seksuelle skildring selv om han her mere sloges for et princip end for en hjertesag. 1953 udsendte han et lille udvalg af Søren Kierkegaards dagbogsoptegnelser (am. udgave 1959), den første af hans mange Kierkegaard-bøger. Hans lille skildring af filosoffen Et geni i en købstad udkom 1956 i Oslo og fulgte 1962 som tillægsbind med tredieudgaven af A.B. Drachmann, J.L. Heiberg og H.O. Langes udgave af Kierkegaards Samlede værker I-XX der udsendtes 1962–64 med tekst og noteapparat gennemset og ajourført af Peter P. Rohde. Han omarbejdede og udvidede Et geni i en købstad til en tysk udgave, S.K. in Selbsterzeugnissen, 1959. Den blev oversat i USA, England og Japan og kom 1960 på dansk under titlen Søren Kierkegaard. 1961–64 udsendte Rohde endelig et firebindsudvalg af Kierkegaards dagbøger med kommentarer. Rohde havde livet igennem beskæftiget sig med Kierkegaard, skiftevis tiltrukket og frastødt, men med årene stadig mere fængslet af hans appel til den enkeltes ansvar.

I religiøs henseende var Peter P. Rohde agnostiker, men "den etiske faktors primære betydning for kulturen" optog i stigende grad den gamle marxist. Formuleringen brugte han i efterordet til det store værk Den græske kulturs historie, der blev hans vægtigste litterære indsats. Det er i fem bind: Den store moder, 1958, Heros, 1959, Prometheus, 1961, Jomfruen, 1965 og Den store moders genkomst, 1966. Værket, der 1979 kom i ny udgave, er båret af Peter P. Rohdes lysende fremstillingskunst og hans personlige tolkninger som fagfolk kan finde diskutable, men oftest inspirerende. Han fremhæver meget stærkt den asiatiske, især persiske, indflydelse på græsk kultur og paralleliserer ofte med jødisk historie mens han i én vældig bevægelse fører læseren gennem sit stof: fra den minoiske tids frugtbarhedskult og matriarkalsk prægede samfundsopfattelse over den klassiske græske storhedsperiode med dens rationelle tanke frem til bystatens undergang og hellenismens og dermed frugtbarhedsguddommenes tilbagekomst, udtrykt til sidst i kristendommens Mariadyrkelse. Peter P. Rohde mener at kristendommen – hvormed "noget fundamentalt nyt, den europæiske kultur" begynder – sejrede på grund af den universelle etiske holdning i en samling Jesuord. I "det ny testamentes variation af Den store moders evangelium får disse tanker plads" skriver han.

I Dansk Litteraturhistorie II, 1965 stod Peter P. Rohde for afsnittet Idédigtning og politisk gennembrud om perioden 1840–70 og i Vor kulturarv VI, 1970 skrev han om Mennesket i nutidens samfund. 1970 kom erindringsbogen Midt i en ismetid der nærmest er samtidshistorie fortalt og fortolket ud fra Peter P. Rohdes personlige oplevelser. Den er bemærkelsesværdig bl.a. ved sine hårde domme over dele af forfatterens egen fortid og over tidligere kampfæller. I Både – og. Tanker i tide – og utide, 1972 samlede han et udvalg af sine artikler og brudstykker af større værker; den er et supplement til erindringsbogen. S.å. udgav han Jøder i det 20. århundrede. Han var medforfatter til Communism in Scandinavia and Finland, New York 1973.

1963–70 redigerede han Munksgaardserien, der især udmærkede sig ved oversættelser af udenlandske værker om filosofi, teologi, litteraturteori m.v. Han udgav 1969–70 de islandske sagaer og 1973 den ældre Eddas gudesange. De seneste ti år af sit liv afsluttede han endelig det store forfatterskab med en række kulturhistorisk prægede rejsebøger fra Israel og Italien. Nogle bidrag til nærværende udgave af Dansk biografisk leksikon (Vilh. Andersen, Martin Andersen Nexø, Poul Borchsenius) var noget af det sidste han skrev. Han var da svækket af sygdom, og synet svigtede, men han havde stadig store planer bl.a. om en romersk kulturhistorie. Produktionstrangen forlod ham aldrig, og selv om han sjældent lod sig mærke med det mente han at han som "frafalden" blev modarbejdet i medier og institutioner. I erindringsbogen kommer galden op hvor han taler om "hævngerrige og magtsyge" folk på venstrefløjen.

Men Peter P. Rohde blev også hyldet, tidligst fra jødisk side. Jødisk Ungdoms forening udnævnte ham 1962 til årets Ben Adam, og s.å. fik han sit navn indskrevet i Jerusalems gyldne bog. En skov ved Nazareth blev 1979 opkaldt efter ham. Han blev ridder og fik 1973 Brandesprisen, 1975 Det danske akademis lille pris (Selskabet for de skønne og nyttige videnskabers). Blandt Peter P. Rohdes organisatoriske hverv kan udover de tidligere anførte nævnes bestyrelsesposter i Ligaen for tolerance, Dansk-israelsk selskab, Penklubben og Dansk forfatterforening hvor han i en periode var næstformand. Han var medlem af den danske nationalkommission for Unesco.

Familie

Peter P. Rohde blev født i Kbh. (Jacobs), død i Hornbæk, begravet sst. Forældre: garvermester Holger R. (1858–1934) og Vilhelmine Caroline Preisler (1860–1939). Gift 1. gang dec. 1937 i England med Jane Kirk. Gift 2. gang 2.1.1953 i Mora, Sverige (b.v.) med oversætter Ina Margrethe Goldschmidt, født 17.9.1905 i Malmö (gift 1. gang 1926 med Adam Afzelius, 1905–57; gift 2. gang med civilingeniør Carl Olaf Haxen, født 1897), datter af direktør Alfred Israel G. (1878–1968) og forfatter Astrid Ingeborg Warberg (1882–1973).

Udnævnelser

R. 1969.

Ikonografi

Mal. af Knud Larsen, 1942. Mal. af Karen Trier Frederiksen udst. 1963. Foto. Mindesten ved Tsipori nær Nazareth 1979.

Bibliografi

Peter P. Rohde: Midt i en ismetid, 1970 (selvbiogr.). Interviews i Berl. aften 10.3.1962, Aktuelt 11.3. s.å. og Politiken 15.3. s.å. – Erl. Bjøl i Politiken 16.5.1978. Jens Kistrup i Berl. tid. s.d. Torben Brostrøm i Information s.d. Rich. Oestermann i Jerusalem post 31.5. s.å. Ina Rohde: Da jeg blev jøde i Danm., 1982 – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Peter P. Rohde i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296467