Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Nansen

Oprindelig forfatter AlFr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter Nansen, 20.1.1861-31.7.1918, forfatter, forlagsdirektør. Peter Nansen var af jødisk slægt. Hans farfar var nationaløkonomen og bladmanden M.L. Nathanson der lod sine børn døbe, blandt dem Peter Nansens far der blev præst i den danske folkekirke. Om sin oprindelse sagde Peter Nansen at han havde haft den lykke at blive født som en passende blanding af dansk kristenhed og jødisk race. Den rastløse energi han var udrustet med tilskrev han sit jødiske blod, kristenheden fik han for meget af i sin barndom; han vendte den tidligt ryggen. Sin barndom tilbragte han i Ålborg og fra 1873 på Herlufsholm. 1879 blev han student, privat dimitteret fra Haderslev læreres skole, 1880 cand. phil. Han indledte et studium af statsvidenskab men gik så over til journalistik, først ved Berlingske Tidende hvor hans farfar og hans morfar havde været redaktører, men hvor han selv ikke passede, fra 1883 en kort tid ved Nationaltidende og fra 1884 i elleve år ved det nyoprettede Politiken hvis indhold og stil han i høj grad var med til at præge, dels ved sin trang til at drille og chokere borgerskabet, dels ved så vidt muligt at sørge for at selv den mindste notits var sprogligt uangribelig. Han blev Edvard Brandes' bedste støtte; sammen bar de det daglige arbejde. I sine første journalistår var han medudgiver af et lille kortlivet teaterblad og 1889-90 redaktør af månedsskriftet Af Dagens Krønike.

Sit boglige forfatterskab indledte Peter Nansen 1883 med Unge Mennesker, en samling noveller der i Berlingske Tidende fik en hård medfart; alene det ville have umuliggjort hans forbliven ved bladet. Han fortsatte med flere prøver på kleinkunst, men udgav så 1892 brevromanen Fra Rusaaret om et far- og søn-forhold og mellem 1893-95 de tre kærlighedsromaner Julies Dagbog, Maria og Guds Fred der gjorde ham til en af tidens mest læste forfattere som behagede ved sin stil men forargede ved sit livssyn og sin – set med nutidens øjne – beskedne vovethed. Selv satte han sin litterære produktion højt og forestillede sig at de tre bind Samlede Skrifter 1908-09 (3. udg. 1920) ville blive en konfirmationsgave. Han bestyrkedes i sin vurdering af den interesse udlandet viste hans bøger. De blev oversat til flere sprog, Maria til i alt ni; en fransk udgave af romanen blev illustreret af Pierre Bonnard. I Tyskland fik han en formelig menighed, og Peter Nansen er ikke den eneste forfatter der har fået sympati for det land hvor hans værker gør lykke. Under første verdenskrig lagde han, upopulært, ikke skjul på sine synspunkter; han havde sine meningers mod.

I forfatterskabet blev der en pause da Peter Nansen nytåret 1896 forlod Politiken for på opfordring af Jacob Hegel at blive litterær leder af Gyldendal. Valget vakte anstød og forargelse; den radikale letbenede journalist og det konservativt seriøse forlag passede ikke sammen mente mange. Men valget viste sig at være rigtigt. Peter Nansens tilsyneladende nonchalance dækkede over en dynamisk kraft, og en inderkreds vidste at i alle halvfemsernes rørelser inden for kulturlivet havde han spillet en ikke ubetydelig rolle. Personlig udøvede han en overordentlig charme, nok større end nogen som helst anden i datidens litterære verden. I øvrigt havde han det hele: forretningssans, evne til at løse knuder, til at vinde og forlige mennesker. Han var som Ole Wivel, en af hans efterfølgere i Gyldendals direktion, har sagt, på én gang engageret i den litterære kunst og i forlagsvirksomhedens kunst. Hurtigt rykkede han forlaget op af den stagnation der fulgte efter den første Hegels død, imødegik med dygtighed den konkurrence der truede med at fratage det dets førsteplads på det danske bogmarked og vedligeholdt dets tiltrækningskraft over for norske forfattere. Hans forlagsmæssige hovedmodstander, Ernst Bojesen, var ham klart overlegen med hensyn til idérigdom og markedsføring, til gengæld havde Peter Nansen større litterær indfølingsevne end Bojesen og overgik ham som forretningsmand i den store stil. Allerede i tiltrædelsesåret gennemførte han at Gyldendal købte guldalderforlaget C.A. Reitzel, fra 1893 ejet af George C. Grøn (1864-1923) der, skønt millionærsøn, var kørt fast. 1901 fulgte købet af Jydsk Forlags-Forretning i Århus og 1903 Peter Nansens største bedrift: sammenslutningen af Det nordiske Forlag og Gyldendal til Aktieselskabet Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag der fik en aktiekapital på 2,4 mio. kr., et for et forlag dengang helt enestående beløb. Selskabets ledende direktører blev Nansen og Bojesen, formelt ligestillede, men Peter Nansen tydeligt førstedirektøren. 1906 købtes det norske Albert Cammermeyers Forlag (solgt igen 1915), 1909 Det Schubotheske Forlag, Danmarks ældste forlag og det eneste som efter 1903 foruden Gyldendal udgav lødig skønlitteratur. I bogbranchen talte konkurrenterne om trusten i Klareboderne. Mindre heldige transaktioner var, har man senere indset, de køb af samlede forfatterskaber en gang for alle som Peter Nansen efter tidens mode foretog i årene før første verdenskrig. Køb af den art lagde grunden til misundelse forfatterne imellem og til utilfredshed fra deres eller deres arvingers side hvis købet blev en for indbringende succes for forlaget. Muligheden for at dette kunne lide tab var jo også til stede, publikums gunst er ingen fast størrelse.

Annonce

Efter 1903 stod Peter Nansen på sin magts tinde, tiljublet af en utallig venneskare, betragtet som forfatternes særlige beskytter og som den danske bogverdens førstemand, højt vurderet af samtidige store udenlandske forlæggere der havde kendskab til danske forhold. 1906 var han medstifter af og blev formand for den med den gamle boghandlerforening konkurrerende Dansk forlæggerforening, en forløber for den nuværende forlæggerforening. 1914, efter forliget mellem Gyldendal og boghandlerforeningen, blev han formand for denne forenings alt dominerende forlæggerråd og virkede for en forsoningspolitik. Den eneste virkelige kritik af ham der hørtes var en fortsættelse af den allerede fra halvfemserne eksisterende fordømmelse af hans skønlitterære udgivelsespolitik. Han og dermed også forlaget blev beskyldt for at udgive sædeligt nedbrydende bøger, og omkring 1910-11 da bøger som Karin Michaëlis: Den farlige Alder og Agnes Henningsen: Den elskede Eva blev udsendt kendte forargelsen ingen grænser.

Dens pennefører havde i halvfemserne ikke mindst været K.G. Brøndsted; efter 1910 førte Mads Jepsen og P. Lauritsen an i koret. Peter Nansen lod sig ikke anfægte af kritikken, men svarede at et stort forlag som Gyldendal blot havde eksistensberettigelse så længe det gæstfrit stod åbent for alt hvad der rørte sig i tiden. – Efterhånden viste der sig tegn på at Peter Nansens position udhuledes indefra. Nye kræfter gjorde sig gældende i forlagets ledelse, efter at Fr. Hegel (d.y.) 1912 var indtrådt i direktionen, og Peter Nansens helbred svækkedes mere og mere så han måtte ty til kraftige stimulanser. Følgen var at han blev en ustabil og ofte fraværende arbejdskraft. Mellem ham og familien Hegel kom det til et brud, og i foråret 1916 fratrådte han sin stilling. Begivenheden vakte den største opsigt og blev livligt kommenteret i pressen der gennemgående tog Peter Nansens parti. I en bog samlet af Lis Jacobsen,Sophus Michaëlis og Otto Rung takkede og hyldede næsten hundrede digtere og videnskabsmænd ham som forlægger. Sin egen bog Mine 20 Aar i Gyldendal formede Peter Nansen som et lidenskabeligt opgør med familien Hegel der efter hans opfattelse ikke vurderede hans betydning for Gyldendal højt nok; heller ikke, mente han, havde Jacob og Julie Hegel vist sig som sande venner da det gjaldt. Bogen er skrevet i vrede og er ikke udelt behagelig at læse, men også en vred mand kan have ret i det væsentlige. – 1915 havde Peter Nansen brudt sin litterære tavshed med romanen Brødrene Menthe som han selv anså for sit hovedværk, men som hos flertallet af hans læsere vakte mere ubehag end beundring. "I proper Stil en snavs Historie" skønnede Vilh. Andersen. Efter fratrædelsen udgav han bl.a. fortællingen Livets Lyst, 1917 og under titlen Portrætter, 1918 en samling biografier hvor den jounalistiske raphed i Læge-Kongressens Heroer, 1884, hans første succes, er modnet til nænsom menneskekundskab. En samling selvbiografiske kronikker så lyset i Politiken jan.-aug. 1917. – Det bedste mindesmærke over sin gerning satte Peter Nansen selv gennem omformningen af Gyldendal til et moderne storforlag der har kunnet møde modgang og kriser. Hans omdømme som forfatter har udviklingen ikke været gunstig.

Familie

Peter Nansen blev født i Kbh. (Garn.), død i Mariager, begravet i Kbh. (Vestre). Forældre: kateket ved Garnisons kirke, senere sognepræst, sidst i Højelse og Lellinge, Ferdinand Peter Nicolai Nansen (1825-99) og Johanne (Hanne) Henriette Buchheister (1826-70). Gift 1. gang 23.8.1887 i Lellinge med skuespiller Louise Brock, født 26.3.1864 i Kbh. (Fødsst.), død 6.12.1900 sst., d. af kaptajn, senere oberst Frederik Christian Kaas (1825-76) og adopteret af bødkermester Martin Møller Brock (1824-94) og Signe Cathrine Funch (1837-1912). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 14.3.1896 i Kbh. (b.v.) med skuespiller Betty Müller (Betty Nansen), født 19.3.1873 i Kbh. (Frue), død 15.3.1943 på Frbg., d. af skuespiller, teaterdirektør, senere regissør ved Dagmarteatret Frederik Carl Christian Oscar Müller (1845-95) og skuespiller Maria Petrine Petersen (1855-1929). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

To mal. af H. Olrik, 1880 (Kgl. bibl.), afbildet på sammes altertavle 1883 (Skt. Matthæus k., Kbh.). Karikatur af K. Gamborg, 1886 (Fr.borg) og af Alfred Schmidt s.å. og 1887 (sst.). Tegn. af E. H., 1896 (Kgl. bibl.). Tegn. af K. Søborg, 1900 og af R. Blix, 1904. Karikatur af Alfred Schmidt 1904-05 (Fr.borg). Mal. af Henrik Lund, 1906 (Gyldendal) og af Olaf Pio, 1910. Akvarel af Emil Krause, 1916 (Kgl. bibl.). Tegn. af H. Jensenius, 1917. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1918 (Kgl. bibl.). Tegn. af Alfred Schmidt (sst.), Fr. Andersen og selvportr. (alle Kgl. bibl.). Buste af L. Tuxen. Mal. af Vald. Andersen og af Regitze Winge. Tegnet på dødslejet af Mogens Gad. Bronzerelief på gravstenen. Foto.

Bibliografi

Udg. Saml. skr. I–III, 1908-09(3. udg. 1920).

Kilder. P. N. i Politiken 28.1., 11.2., 25.2., 26.2., 6.3., 8.3., 9.3., 25.3., 26.3., 8.4., 10.4., 30.4., 2.5., 17.6., 18.6., 12.8., 13.8. og 17.8.1917. P. N.: Tyve år i den gamle gård, 1916. Samme: Mine 20 år i Gyldendal, 1918. Interview i Chr. Rimestad: Digtere i forhør, 1906 10-13.

Lit. Josef Fischer: Simon Lazarus og hans efterkommere, 1911 16. M. L. Nathanson og hustru Ester f. Herfort og deres efterkommere, ny udg. ved Steffen Borup, 1981. A. Dolleris: Danm.s boghandlere III, 1906 242-44; 1906-18, 1919 265. C. E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 55-65. K. G. Brøndsted: Tilbageblik på forårets såkaldte "litterære kamp", 1899 22-25. P. Lauritsen: Gyldendalske forlag og danske litteraturforhold, 1911. Mads Jepsen: P. N. Journalisten, forfatteren, forlæggeren, 1912. P. N.: Nogle Mads Jepsenske aktstykker, 1913. P. N., forlæggeren. Hyldest og hilsen fra digtere og videnskabsmænd, ved Lis Jacobsen m.fl., 1916. Johs. V. Jensen: Årbog 1916 195-202. Berl. tid. 1.8.-3.8.1918. Politiken 1.8.-8.8.s.å. Lis Jacobsen sst. 20.1.1961. J. L. L[ybecker] i Dansk boghandlertid. 8.8.1918. Poul Levin i Årbog for bogvenner II, 1918 47-59. Georg Brandes: Saml. skr. 2. udg. III, 1919 277-87. Arthur G. Hassø: Den danske boghandlerforen.s hist., 1937. C. M. Hansen i Bogormen XXXV, 1938 125-28. Laur. Nielsen: Gyldendal gennem 175 år, 1945 125-29 149-51. Fr. Hegel: Erindr. I–11, 1956. Karl Otto Bonnier: Bonniers V, Sth. 1956 43f. H. P. Rohde: Ernst Bojesen, 1958. Aleks. Frøland: P. N., 1962. Harald Grieg: En forleggers erindr., Oslo 1971. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974. Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968. Peter de Mendelssohn: S. Fischer und sein Verlag, Frankf. a. M. 1970. Niels Birger Wamberg: Digterne og Gyldendal, 1970. Jesper Düring Jørgensen i Fund og forskn. XXII, 1975-76 223-42 (heri brevveksl, m. Brandes). Fr. Lasson: Ekbatana, 1981.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aleks. Frøland: Peter Nansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294802