Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul la Cour

Oprindelig forfatter PSchm

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul la Cour, Paul (ved dåben Poul) Arvid Dornonville de la Cour, 9.11.1902-20.9.1956, forfatter. Året efter Paul la Cours fødsel måtte faderen afstå gården Søgård i Rislev for siden da at ernære sig som landbrugsfaglig skribent og redaktør hvilket tvang familien ud i en stadig omfiyttende og økonomisk usikker tilværelse. Dette og faderens sårbare idealisme med hang til fantasteri samt udbruddet af første verdenskrig kom til at præge Paul la Cour for hele livet. Efter at have gået i skole i Århus og Lyngby tog han mellemskoleeksamen fra Øregaard gymnasium 1918. Han begyndte i gymnasiet men forlod skolen uden afsluttende eksamen, hvorefter han lærte landvæsen i et års tid, for derpå 1921 at blive elev i Colbergs boghandel i Rønne. Her begyndte han at skrive og male. Han debuterede 1922 med digtsamlingen Dagens Alter.

1923 rejste Paul la Cour til Frankrig hvor han opholdt sig i syv år under økonomisk meget vanskelige forhold. I løbet af disse år udsendte han fire digtsamlinger og én mindre roman. Samlingerne Arkadisk Morgen, 1924, Matisse-Bogen, 1924 og Den galliske Sommer, 1927 vidner ligesom debutsamlingen om hans formelle, skolede evner og rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik. Derimod præger nogen større originalitet samlingen Den tredie Dag. 1928 der betød Paul la Cours gennembrud som lyriker og en forløsning af hans kunstneriske intentioner. Bidragende hertil var hans møde med fransk ekspressionistisk kunst og med Henri Bergsons filosofi og dens forestilling om intuitionens evne til at trænge bag om det værendes former til dets varen (la durée), den sammenhæng hvori det værende er led i en uendelig fortsat skabende proces. Svarende hertil blev den grænseoverskridende enhedsoplevelse væsensmærket for Paul la Cours digtning, idet den virkelighedsoplevelse han kaldte "tingenes tale", "de fortryllede dage", "det åbne" og hvori det ukendte fremmede åbner sig så sansning og tydning er forenet, blev et konstituerende tema i hans produktion. I den lille ægteskabsroman Aske, 1929 føres dette tema ind som fordring i de personlige forholds verden samtidig med at en religiøst farvet humanisme der har sin rod i en sublimeret skyldfølelse trænger sig på i forfatterskabet.

Efter hjemkomsten til Danmark 1930, hvor Paul la Cour bosatte sig i Kbh., blev han litteraturkritiker ved Tilskueren (1931–39), senere desuden konsulent ved Gyldendal (1933–56) og litteratur- og teateranmelder ved Forum (1936–41). Udogmatisk men med stor indfølingsevne og præcision evnede han som litteraturkritiker på én gang at formidle og tage stilling til samtidens litteratur og dens orienteringsforsøg under 30'ernes økonomiske og politiske kriser. En beskeden del af hans litteraturkritik fra 30'erne er sammen med senere litteratur- og kunstkritiske samt politisk-kulturfilosofiske artikler og essays samlet i udvalget Solhøjde. 1959, hvori han fremtræder som en af sin generations betydeligste kritiske begavelser.

Annonce

Sit skønlitterære forfatterskab fortsatte Paul la Cour efter hjemkomsten med det fortællende digt Leviathan, 1930 og digtsamlingerne Menneskets Hjem, 1931 og Regn over Verden, 1933, der tematisk ligger i forlængelse af Den tredie Dag. Men samtidig betød årene 1931–33 en kursændring for Paul la Cour idet han under indtryk af nazismens frembrud vendte sig imod sin egen digtnings forudsætning, ekspressionismen, og rejste kravet om en social digtning der uden at være partipolitisk skulle træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Solidaritetstanken der for Paul la Cour ikke var klassebunden men en almen, humanistisk idé, blev det etiske centrum i hans forestillingsverden og styringspunktet for hans vægtige produktion i 30'ernes anden halvdel. Med den store roman Kramer bryder op, 1935 søgte han gennem en højtdreven sensibilitet og erindringskunst at nå til indsigt i de psykologiske forvrængninger der fordrejer medfølen og solidaritet til had og aggression.

Og med digtsamlingerne Dette er vort Liv. 1936 og Alt kræver jeg, 1938 søgte han i sin lyrik at formidle solidaritetstanken, først og fremmest i de store digte Aargang 1902, 1914, Hotellet og Rue Dante der betegner højdepunkter i hans digtning. Men den beherskede optimisme som præger Dette er vort Liv i retning af at kunne være med til at reorganisere samfundet, er i Alt kræver jeg forvandlet til desperation og afmagtsfølelse. Den truende verdenskrig var en medvirkende årsag til et fornyet opbrud i Paul la Cours digtning hvorunder han søgte tilbage til sin digtnings udgangspunkt. Opbruddets nødvendighed blev fastholdt i digtsamlingen De hundrede Somre, 1940 ligesom det spores i kunstnermonografierne Niels Lergaard, 1938 og Axel Salto, 1940.

Under krigen udsendte Paul la Cour foruden en række artikler kun monografien Astrid Noack, 1943, til gengæld intensiveredes hans oversættelsesarbejde af primært fransk digtning og kunstkritik. Først med digtsamlingen Levende Vande, 1946 forløstes han til en fornyet kunstnerisk produktion der med Fragmenter af en Dagbog, 1948 og digtsamlingen Mellem Bark og Ved, 1950 udgør det måske væsentligste led i den lyriske modernismes frembrud i dansk efterkrigslitteratur. Mens det etiske problem var det centrale for Paul la Cour i 30'erne, så blev det i 40'erne forbundet med overvejelser omkring de æstetiske, formelle eksperimenters mulighed for at formidle "tingenes tale" og med refleksionens problem som grænse og hæmning.

Med Fragmenterne søgte han at nå ud over refleksionen. I poesien, som for Paul la Cour var en væremåde, søgte han den virkelighedsbinding der kunne placere efterkrigsmennesket i en eksistentiel ansvarlighedssammenhæng og overvinde værdikrisen. I sin søgen efter sprogligt at frigøre denne oplevelsesmåde rejste han i Fragmenterne kravet om selvforvandling og om en upersonlig, ren lyrik der gennem det korte digts poetiske billedsprog skulle formidle "enheden i det liv, vi lever". Men Paul la Cours egen digtning fra disse år rummer kun få udtryk for "det åbne"s indbrud i sproget men desto flere næsten ekstatiske udtryk for længslen efter det. Og det blev hans digtnings smertelige vilkår at ud af denne konflikt skabte han sit mest helstøbte og artistisk stramme værk Mellem Bark og Ved, hvortil tematisk hører digtene fra første afsnit af Efterladte Digte, 1957.

Hvor eksklusiv Paul la Cours digtning i 40'erne end var, så blev den dog af ham selv opfattet som det punkt, hvorfra samtiden kunne bevæges og forvandles. Den kolde krigs optrapning bragte ham tidligt en indsigt i efterkrigstidens udfordringer: befolkningseksplosionen og de kapitalistiske industrilandes udnyttelse af den tredje verden og jordens ressourcer. Alligevel blev han gennem sin digtning og tilknytning til henholdsvis det bevidst upolitiske tidsskrift Heretica (1948) og til det kommunistiske parti som han uden at være medlem af følte sig kritisk-solidarisk overfor, fanget i en konflikt mellem sit kunstneriske og sit politiske engagement som han forgæves søgte at løse ved sit brud med Heretica i marts 1949.

Fra begyndelsen af 50'erne indledte Paul la Cour en udstrakt foredragsvirksomhed om kulturfilosofiske og -politiske problemer idet han aktivt medvirkede i Mellemfolkeligt samvirkes kulturprogram for udviklingslandene. Efter 1952 at have bosat sig i Hvalsø begyndte han at arbejde på et værk om Hellas som dog aldrig blev fuldført. Forsommeren 1953 udarbejdede han på opfordring den ufuldendte selvbiografiske skitse Sejladsen om Solen der er hans eget klareste udtryk for hans kunstneriske og sjælelige særpræg, og s.å. rejste han til Grækenland hvorfra en del af hans dagbogsoptegnelser er udgivet i De knuste Sten, 1957. Rejsens store betydning kan foruden heri aflæses i en række centrale artikler fra årene 1954–55 der sammen med selvbiografiskitsen er optaget i Solhøjde, og som udgør et sidste højdepunkt i hans kritiske og essayistiske forfatterskab. Rejsens kunstneriske nedslag er samlet i andet afsnit af Efterladte Digte hvori hans stadige søgen og krav om forvandling fremstår som en ofte desperat dødslængsel, på én gang udtryk for afmagt, fortvivlelse over hjemløshed i tiden og potenseret livsdrift.

Paul la Cour var en anspændt, uroligt søgende digtertænker, hvis kritiske begavelse synes større end hans kunstneriske. Som forfatter og litteraturkritiker indtog han en central plads som medium for tidens kulturelle strømninger. Hans forfatterskabs stadige sublimeringsforsøg af såvel det konkret-personlige som det konkret-politiske ind i en metafysisk, eksistentiel-humanistisk ansvarlighed gør det til et seismografisk fintfølende udtryk for den borgerlige humanismes anfægtelser i mellem- og efterkrigstiden.

Paul la Cour modtog Gyldendals Herman Bang-Legat 1944, Det Ancherske legat s.å., Henri Nathansens mindelegat 1948, Holberg-medaljen s.å., Otto Benzons forfatterlegat 1950.

Familie

Paul la Cour blev født i Rislev, Præstø amt, død på amtssygehuset i Roskilde, bisat i Kbh. (Vestre), asken spredt i Øresund 5.12.1956. Forældre: redaktør J.C.B. la Cour (1872–1917) og Helen Rode (1871–1961). Gift 1. gang i Paris med Emilie Thérese Poncelet; ægteskabet opløst 1934. Gift 2. gang 21.4.1934 på Frbg. (b.v.) med senere diplom. talelærer Eva Sigesmunda Bang, født 24.2.1908 på Frbg. (gift 1. gang med mag.art., senere musikchef Kai Aage Bruun, 1889–1971, gift 3. gang med redaktør Peter de Hemmer Gudme, 1897–1944), datter af forfatter, Oluf Bang (1882–1959) og Esther Bartholdy (1881–1952). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 25.11.1942 i Kbh. (b.v.) med Gerd Marie Nielsen, født 24.3.1920 i Egersund, Norge, (gift 2. gang 1971 med bogtrykker Hakon Hougaard Holm), datter af Lili L. B. Nielsen.

Ikonografi

Tegn. af Niels Hansen, 1922, Eugène de Sala, 1931 og F. Strobl s.å. Tegn. ca. 1932. Mal. af Preben Wilmann (Fr.borg). Mal. af Mogens Lorentzen udst. 1936. Tegn. af Preben Butzon-Pedersen s.å., af Otto Christensen 1939 og 1940 (Fr.borg), Johs. Nielsen 1941, Carl Jensen 1942 og 1950, Martinus Hougaard 1949 og Asger Muchitsch 1955. Mal. af Karen Trier Frederiksen, 1956 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Udg. Udv. digte 1928–51, 1951. Paul la Cour, red. Ole Wivel og Gerd la Cour = Gyldendals julebog 1956. Efterl. digte, udg. Ole Wivel, 1957. Solhøjde. Et udv. af artikler og foredrag, udg. Bjørn Poulsen og Ole Wivel, 1959. Lit. Per Vogt: Tendenser mot tiden, Oslo 1946 103–22. Thorkild Bjørnvig i Heretica IV, 1951 11–41. Samme: Virkeligheden er til, 1973 7–55. Sv. Erichsen i Perspektiv IV, 1956 nr. 4 31–38. P.G. Lindhardt sst. XIII, 1966 nr. 3 13–16. Poul Vad i Vindrosen IV, 1957 31–44. Ejler Bille sst. 45–49. Karla Frederiksen: Min ven Paul la Cour, 1958. Møde med Fragmenterne, red. Ejvind Larsen, 1959. Steffen Hejlskov Larsen i Edda LXI, Oslo 1961 334–72. Otto Kampp Olsen: På vej med Paul la Cour, 1962. Povl Schmidt: Paul la Cour. Symbol og virkelighed, 1963 (heri bibliografi). Samme: P. la C, 1971. Ole Wivel: Martin A. Hansen II, 1969. Samme: Tranedans, 1975 116–23. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i da. lit. 1870–1970,1971 95–101 187–89.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Schmidt: Paul la Cour i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 5. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293172