Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palle Rosenkrantz

Oprindelig forfatter DPre
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Palle Rosenkrantz, Palle Adam Vilhelm Rosenkrantz, 22.4.1867-1.10.1941, baron, forfatter. Født i Helsingør, død i Charlottenlund, urne på Søllerød kgd. Efter faderens død 1873 tilbragte R. et par tidlige barneår i Italien, kom 1878 i Metropolitanskolen, var 1881–84 på Herlufsholm og blev 1885 student fra Borgerdydskolen i Kbh., cand. jur. 1891, by- og herredsfuldmægtig i Rødby 1893 og 1895 førstefuldmægtig i Lollands nørre hrd. Et flot anlagt liv og en alt for redebon kautioneren ødelagde hans økonomi, og 1898 gik han konkurs, flyttede til Kbh., opnåede en beskeden stilling som sagførerfuldmægtig, blev siden ekspeditionssekretær i telefonselskabet og fik 1909 bestalling som overretssagfører. For at supplere sine indtægter begyndte han at skrive. En tilfældighed, en oprørende behandling fra en yngre retsbetjents side førte R. ind på den kamp mod den kriminelle retspleje der optager en væsentlig del af hans forfatterskab, og hvis første litterære udslag En Tilsiaaelse, en dramatisk skitse, blev trykt i Vagten 1899 og som omarbejdet helaftensstykke opført med megen succes på Dagmarteatret n.å. Kampagnen fortsatte R., dels i blade, periodica eller selvstændige skrifter om foreliggende retstilfælde, nye og gamle, inden- og udenlandske (Dødsdommen i Karlsruhe, 1907; Bancals Hus, 1908), dels i skuespil som Den røde Hane, 1908, Betroede Midler, 1910, Den flyvende Kommission, 1918 eller i romaner som Baldrian, 1913, der behandler sagen mod lægen Poul Nordentoft som han viede et særligt arbejde, Naar en Dommer lager Fejl, 1909, ligesom han tog affære for biskop Anton Bast med Biskop Bast og de Fattiges Penge, 1928. "Moderne retspleje" er emne for Et Eventyr i Natten, 1926 hvor R. tager afstand bl.a. fra nævningeinstitutionen, men videst kendt er Mordet i Vestermarie, 1902 der er helt Blichersk i tonen og er R.s smukkeste bog som med omhu og sand psykologi klarlægger et justitsmord. R.s agt og holdning har altid været dikteret af medfølelse og retfærdighedssans og i lige grad af afsmag for polititerror som af frygt for indblanding af juridisk ukaldede.

I sine første bøger, et par ret upåagtede herregårdsromaner, havde R. vist et morsomt og levende fortælletalent, men blev nu af den megen anerkendelse, han høstede for Mordet i Vestermarie inspireret til at skrive kriminalromaner. Sine emner har han bl.a. fra Pitaval eller andre kriminalbiblioteker, men ofte søger han tilbage til sin bevægede ungdom og dens oplevelser. Allerede Hvad Skovsøen gemte –, 1903 indeholder de momenter der karakteriserer R.s kriminalromaner: virkningsfulde scener og optrin, en spændende og velbegrundet slynget handling og uløseligt forbundet dermed en kærlighedsaffære – dyder der også udmærker Det tredie Skud. 1904, Amtsdommer Sterner, 1906, Amy's Kat. 1907, Barberkniven, s.å. o.a..foruden et utal af noveller. Hyggelige og fornøjelige er Den sjette Sans, 1911 og Baldrian, 1913 der rummer en god portion selvironi og lige så meget er en munter roman, i hvilken genre R. leverede et mesterstykke med Markis'en af Carabas, 1905 hvori han tegner et humoristisk dobbeltselvportræt og prikker samtiden med en række kvikke satiriske udfald. Bredere socialt sigte har Storhertugens Hjerte, 1909 som i Storhertugens Arvinger, 1938 har fået en fortsættelse der vittigt alluderer til nyere politiske og forfatningsmæssige forhold. Af hans samtidsbøger skal i øvrigt nævnes Jordskælvet, 1919, en samfundsroman, slægtsromanen Junkerne fra Lindenborg (Gyldendals konkurrence 1923) og Dr. Higgins klarer det Hele, 1934 hvor R. vender tilbage til kriminalromanen. Helt for sig er Eneboeren, 1936 som trods lidt påklistret Freud er et fængslende arbejde om en dansk eventyrer og adelsmand.

Sit sceneheld med En Tilstaaelse fulgte R. op med en Skriftefader, 1900 der spiller blandt lollandsk adel. Anne Kirstine, et ægteskabsstykke, 1903, refuseredes af Det kgl. tater, blev opført af Arbejdernes teater og er siden blevet spillet mange hundrede gange af omrejsende selskaber og dilettanter. Fromme Løgne, s.å., om Boston-processen mod præsten Henry Ward Beecher blev også refuseret, en skæbne mange af R.s skuespil har lidt. Af hans siden opførte scenearbejder skal nævnes Københavnsk Porcellæn. 1911 med emne fra R.s tid ved telefonselskabet, I Kongens Fred, 1912, der behandler skyld- og strafproblemet, og Lottens Forlovelse, 1915, en satire over det forlorne frisind. En række af hans romaner er dramatiserede, men et teaterstykke der kunne bevare hans navn for den danske skueplads er det ikke lykkedes ham at skrive. Også som teaterkritiker har R. virket, især i Masken, som han redigerede 1911–15. I sine senere år virkede han ved radioen. Kendt er herfra bl.a. det historiske hørespil Sørensen, om Frederik VII og grevinde Danner, som blev filmatiseret 1940 med Bodil Ipsen og Marguerite Viby. R. syslede allerede i barneårene med historisk litteratur, var en ivrig læser af historiske romaner og har selv skrevet et par af de bedste dansk litteratur besidder. Allerede Mordet i Vestermarie kan betragtes som historisk roman (emne fra F. M. Langes "Forsete", 1835), men det var tobindsværket fra Henry VIIIs England, Kongelig Elskov, 1904, fortsat i Anne Boleyn, 1905 der skabte hans navn inden for genren. Overvejende behandler han emner fra fædrelandets historie i 16- og 1700-tallet, reformationstiden i Bent Bille, 1906, enevældens begyndelse i Just Høg og hans Fæstemø, 1912, i Dina, 1910, en rørende skildring af det fra Ulfeldtaffæren berygtede fruentimmer, i Manden paa Hørsholm, 1927, tiden omkring stormen på Kbh. 1659, og i Kaj Lykke, 1938, en kraftig roman som søger at rehabilitere den letsindige herre. Stort anlagt er værket om Griffenfeld, to bind, 1937, hvori R. udreder årsagerne til kanslerens fald, og såre fornøjelig bogen om Tordenskiold, 1939. Et emne fra den italienske renæssance behandles i Dansemesteren i Forli, 1924, og et oldtidsemne i Messias, 1940, hvor kristendommens første tid er set med jødiske øjne. Alle R.s historiske romaner er baseret på historie, de historiske kendsgerninger er hovedsagen, og det er flere gange lykkedes ham at kaste tilforladeligt lys over svundne begivenheder og vække interesse for dem.

Annonce

Jævnsides med R.s historiske interesse må nævnes hans personalhistoriske. 1902–03 fuldførte han det af N. P. Bransager påbegyndte værk Den danske Regering og Rigsdag og skrev heri om landstinget (bind II). Alene førte R. værket å jour 1934 i Den danske Regering og Rigsdag 1903–34, et bestillingsarbejde som har flere morsomme karakteristikker, men ikke tør kaldes pålideligt. Megen kritik mødte Prokuratorerne i Danmark I-II, 1927–28, som Sagførerforeningen 1919 betroede ham at skrive og som skildrer standens historie fra dens fremkomst 1638 til sagførerloven 1868. Et udvalg af jurister er behandlet i Amlmandsbogen, 1936, portrætter og biografier af stiftamtmænd og amtmænd i Danmark 1660–1935; personalhistorie er ligeledes Det kgl. danske Hof, 1937. Endelig må nævnes R.s egne erindringer og konfessionelle skrifter: Billeder fra min Barndom, 1917, Junkerdrømme, 1918, Tre Aar paa Herlufsholm, 1927 og. Tredive Aar paa det danske Parnas, 1927 hvori han morsomt og overlegent tager stilling til sig selv og sin litterære samtid. I forbindelse med disse skrifter ligger det nær at omtale R.s interesse for sin stand og sin familie. I Danske Herregaarde ved 1920 I–III, 1922–23, som R. var medredaktør af, skrev han sytten af værkets monografier og fik siden lejlighed til i et særskilt arbejde at behandle Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924. Bevarelsen af vore gamle herregårde og den kultur der knytter sig til dem, var for R. en hjertesag. R. var redaktør af Dansk Adels Blad, 1919–20 og har skrevet hovedparten af festskriftet Dansk Adel, 1932. Omtales skal endelig hans virksomhed som oversætter som han flittigt har drevet siden forfatterskabets begyndelse. Nævneværdig er fordanskningen af G. Vergas Landsbyhistorie fra Sicilien, 1899, G. d' Annunzio: Den Uskyldige, 1900, flere skuespil af Alfred Sutro og Bernard Shaw (Pygmalion). R.s forfatterskab er kvantitativt et af de største i samtiden. Det er selvsagt af noget svingende karakter, og i dag er det navnlig hans kriminalromaner der stadig huskes og genoptrykkes, ligesom det i samtiden var dem der blev oversat, især til engelsk.

Familie

Forældre: ministerresident i Italien, baron Iver R. (1813–73) og Julia L. Mackenzie of Tarbat (1840–1911). Gift 11.11.1897 i Kbh. (Skt. Johannes) med Edle Christiane Nielsen, født 10.4.1869 i Nørresundby, død 2.6.1954 i Gentofte, d. af købmand Laurids Mørup N. (1829–96) og Margrethe Coldberg (1836–1923):

Ikonografi

Mal. af Aug. Hærning, 1918. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, s.å. (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1942. Foto.

Bibliografi

P. R.: Billeder fra min barndom, 1917; Junkerdrømme, 1918; Tre år på Herlufsholm, 1927; Tredive år på det da. parnas. 1927 (heri bibliografi 238–44) (erindr.). -Georg Brandes: Saml. skr. XV, 1905 220–24. Samme: Fugleperspektiv, 1913 77–81. Vilh. Andersen i Klare druer, red. Palle Rosenkrantz, 1907 188f. Jens Pedersen: P. R. og hans romaner, 1914. Sv. Leopold: Tres talenter, 1918 129–32. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937 378f. Henning Kehler: Den festlige strid, 1939 75–82. L. B[obé] i Pers.hist.t. 11.r.II, 1941 256–58. Vald. Koppel: Medmennesker, 1947 194–97. -Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Daniel Preisz: Palle Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296564