Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P. Em. Hansen

Oprindelige forfattere HCro og PUM
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P. Em. Hansen, Peter Emanuel Hansen, 12.10.1846-23.12.1930, forfatter, oversætter. Født i Kbh. (Frels.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). H. havde fra sin ungdom stærke litterære interesser og var 1865-70 skuespiller ved Det kgl. teater. Derefter fik han ansættelse i Store Nordiske Telegrafselskab og udsendtes 1871 som telegrafist til Sibirien. Fra det danske selskab gik han over i det russiske telegrafvæsens tjeneste og forflyttedes 1881 til St. Petersborg (Leningrad) som lærer i engelsk og telegrafi ved det elektrotekniske institut. – Den interesse for samfundsspørgsmål H. lagde for dagen i sin forfattervirksomhed i 90erne henledte den russiske regerings opmærksomhed på ham, og han blev benyttet som leder af socialt arbejde, særlig under hungersnøden 1899-1900. 1904-07 var han som embedsmand knyttet til "Kejserinde Marias Institutioner" hvorunder en del af det russiske undervisnings- og forsørgelsesvæsen sorterede. Han blev flere gange udsendt på studierejser til Skandinavien og Vesteuropa. 1917 kom han tilbage til Danmark og levede sine sidste år her. – H. har skrevet artikler i russiske tidsskrifter om sociale forhold særlig i de skandinaviske lande. I bogform kom bl.a. Obščestvennaja samopomošč' v Danii, Norvegii i Švecii (Offentlig selvhjælp i Danmark, Norge og Sverige, 1898) og Trudovaja pomošč' v Skandinavskich gosudarstvach (Hjælp gennem Arbejde i de skandinaviske Lande, 1899). Sin største betydning fik han som oversætter fra russisk til dansk og omvendt, oftest i samarbejde med sin hustru. Han har oversat værker af I. A. Goncarov, L. N. Tolstoj (se P. E. H.s kronikker Hos Tolstoj i Politiken 20., 21., 22. og 25.5.1918) o.fl. russiske forfattere og har ved sine oversættelser af H. C. Andersen, Kierkegaard, Holberg, Ibsen, Bjørnson, Strindberg o.fl. bidraget til at gøre nordisk litteratur kendt i Rusland. Særlig samlingen Fiordy (Fjordene I–XIII, 1909-13) bringer på russisk et rigt udvalg af samtidens nordiske litteratur (fx Johs. V. Jensen, Karin Michaelis, Johan Bojer, Per Hallström). H. var russisk virkelig statsråd. Han fik i Danmark i sine sidste år understøttelse af staten.

Familie

Forældre: arbejdsmand, senere værtshusholder og sukker-husforvalter Gotfred H. (1814-86) og Mariane Dam (1815-1902). Kalder sig på sine på russisk udgivne bøger Pëtr Gotfridovič Ganzen. Gift 1. gang 9.1.1882 i Irkutsk med Marija Aleksandrovna Engelfeldt, født 22.7.1852 i Bijsk, Vestsibirien, død 29.1.1888 i St. Petersborg. Gift 2. gang 24.8.1888 i St. Petersborg med oversætter Anna Vasiljevna Vasiljeva, født 8.12.1869 i Kasimov, Guv. Rjazan', død 1942 i Leningrad, d. af æresborger Vasilij Vasiljev (død 1891) og hustru, f. Alanceva (død 1890).

Udnævnelser

R. 1895.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Kenneth H. Ober i Svantevit III, 2, 1977 89-100 (oversættelser, bøger og artikler på russisk 1885-1917). Samme i Canadian review of comparative lit., 1979 369-75.

Kilder. Brevveksl, m. I. A. Gončarov i Literaturnyj archiv VI, Moskva, Leningrad 1961 37-105. Brevveksl, m. L. N. Tolstoj i Tolstoj i zarubeznyj mir I, red. I. I. Anisimov, Moskva 1965 = Literaturnoe nasledstvo LXXV 314-34. Brevveksl, m. S. A. Tolstaja i Scandoslavica XXIV, 1978 49-62 (såvel breve som kommentarer på russisk).

Lit. J[ulius] C[lausen] i Berl. tid. 24.12.1930. Kenneth H. Ober: P.E.H. and the popularization of Scandinavian lit. in Russia 1888-1917, Illinois 1974 (utrykt disp., maskinskr. eks. i Kgl. bibl.). Samme i Svantevit II, 2, 1977 5-17. Dot Strand Johansen og Peter Ulf Møller i Fund og forskning XXIII, 1977-78 151-68. Papirer i Kgl. bibl. Anna og P.E.H.s fælles arkiv i Institut for russisk lit. (Puškinhusct) i Leningrad. Foreløbig beskr. af dette arkiv i Ezegodnik Puškinskogo doma na 1971 g., Leningrad 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helene Crone, Peter Ulf Møller: P. Em. Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290763