Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.L. Møller

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P.L. Møller, Peder Ludvig Møller, 18.4.1814-6.12.1865, forfatter. Født i Ålborg, død i Sotteville-lés-Rouen, begravet sst. M. drev i sin ungdom allehånde studier, først medicinske, derefter teologiske, siden sproglige og navnlig æstetiske. Han blev student 1832 fra Ålborg. 1834-37 boede han på Regensen, 1838-39 på Elers' kollegium. Han kom tidligt ud i et ret farligt ungdomsliv, nåede aldrig at komme på ret køl og stod for mange samtidige som eksemplet på den fortvivlede æstetiker der kæmper mod filisteriet og i tilgift lader det gå ud over moralen. M. gav i sin ungdom bidrag til mange blade og tidsskrifter. Han var fra 1837 medredaktør af Nordisk Ugeskrift, fra 1840 litteraturanmelder ved Berlingske Tidende, skrev desuden i Ny Portefeuille og Figaro. Han kom herved i nær berøring med G. Carstensen og redigerede for ham 1842 Nye Intelligensblade og 1845 Dansk Album for Litteratur og Kunst. Helt på egen hånd optrådte han som udgiver af bladet Arena 1843 og af den æstetiske årbog Gæa 1845-47 (titlen og til dels indholdet som et modstykke til J. L. Heibergs Urania). Desuden var han i dybeste hemmelighed bidragyder til Corsaren – et forhold der kom ham dyrt at stå. Årbogen 1846 indeholdt nemlig et litterært causeri om årets litteratur, hvoriblandt Stadier paa Livets Vei fik en sjusket bedømmelse, og bogens forfatter blev berørt med ret personlige allusioner. Søren Kierkegaard blev rasende og gik under mærket Frater Taciturnus over til modangreb i en navnkundig artikel i Fædrelandet 27.12.1845, hvori han omtalte en passus i M.s indlæg som "et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa fredelige, respectable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste". Den videre polemik kom vel ikke til at kompromittere M. mere, men han var allerede ved sigtelsen for smædeskriveri stillet tilstrækkeligt i gabestokken. Han hævnede sig vel ved at offentliggøre en nedrakkende anmeldelse af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (Kritiske Skizzer II, 1847), men betragtede allerede sin fremtid som ødelagt. Han havde – vist for sangvinsk – aspireret til at blive Adam Oehlenschlägers efterfølger som professor i æstetik, 1841 vundet universitetets guldmedalje for besvarelsen af spørgsmålet "Har Smag og Sands for Poësi i Frankrig i de senere Tider gjort Frem- eller Tilbageskridt?", udgivet J. H. Wessel (1850) og Steen Steensen Blicher (1846-47). Men de udvalgte æstetiske arbejder fra årene 1840-47 samlede i to bind Kritiske Skizzer (1847; et udvalg 1971) blev ikke et habilitationsskrift, snarere en mindebog.

M. havde allerede 1846 forladt landet og begivet sig på en længere udenlandsrejse, fra hvilken han aldrig skulle vende hjem. 1848 opholdt han sig i Tyskland og talte i tyske aviser Danmarks sag; det er muligt at han har tænkt på at blive tysk skribent. Fra slutningen af 1851 opholdt han sig i Paris som han sjældent forlod, og da kun for korte provinsrejser. Han bidrog med nogle småartikler til Biographie universelle og Nouvelle biographie générale. 1857 vandt han anden gang universitetets guldmedalje for en afhandling om det nyere danske og franske lystspil. Til forskellige danske blade sendte han flere hundrede korrespondancer, men hans skribentvirksomhed forsumpede efterhånden aldeles. Det sidste værdifulde han skrev var det smukke portræt af hans store litterære ideal, Adam Oehlenschläger. Et Erindringsblad fra 1861 (udg. 1876 og med indl. 1964). Sygdom og armod gjorde det af med ham. 1865 tog han til Dieppe i Normandiet for at en luftforandring kunne hjælpe ham, men da det ikke lykkedes og han teede sig ret afsindigt, prøvede man at sende ham tilbage til Paris; på vejen døde han i et hospital nær Rouen.

M. ville egentlig have været digter. At han var noget af en poetisk natur viser hans udgivne samlinger: Lyriske Digte, 1840, Billeder og Sange, 1847, Løvfald. Digte af Otto Sommer, 1855. M. var ikke nogen stor formkunstner, men han havde kønne motiver. Bedst er de digte hvis emner er litterære: Holberg, Ewald, Oehlenschläger, Grundtvig, Byrons Skygge, Digterdøden; fremfor alt hans største indsats, den græsk-romantiske ballade Arion. Glimrende er hans oversættelser af G. G. Byron, H. Heine, A. de Musset og A. Púsjkin. Men det er kun som kritiker, velnok den betydeligste i årene før Georg Brandes han vil erindres i vort åndsliv. Hans væsentligste indsats blev opgøret med den heibergske spekulative digtning. Gerne fremdrager han den ældre og naivere danske romantik der satte fantasi og følelse i højsædet. Hertil kommer et stærkt krav om en psykologisk og symbolsk digtning der foregriber de litterære strømninger efter 1890. Men han hjalp dog også unge talenter som H. V. Kaalund på vej, han satte M. Goldschmidt i gang som digter og var H. C. Andersens og Emil Aarestrups mest forstående kritiker. Men M.s egentlige sympatier lå hos den romantisme som var udgået fra Byron, og han var den første i Danmark der behandlede den som en litterær bevægelse. Vel bekæmpede M. i en ældre tids ånd den nye retnings sønderrevne livsfølelse og disharmoni, men han var selv et barn af denne ånd. Interessante er de nye synspunkter for kritik, han under påvirkning af C. A. Sainte-Beuve bringer ind i den litterære diskussion; kritikkens opgave var for ham at erkende det værdifulde i alle digterværker og at fremstille de poetiske individualiteter i en kunstnerisk form. Rigtignok spildte han den største del af sit forfatterskab på en ikke meget frugtbar og sjældent loyal polemik. Trods en ret omfattende og intelligent læsning i samtidens inden- og udenlandske litteratur – han fulgte forbavsende godt med og introducerede en række moderne, især franske forfattere i Danmark – forblev der altid noget ufærdigt eller umodent ved ham. Det bedste han har skrevet turde være afhandlingen om Heibergs Syvsoverdag i Kritiske Skizzer og det førnævnte prisskrift Det nyere Lystspil i Frankrig og Danmark (udg. 1858), en ualmindelig kyndig og velskreven dramaturgisk undersøgelse der den dag i dag har holdt sig ganske frisk.

Annonce

Familie

Forældre: købmand, senere ejer af Mariendal ved Ålborg Erich M. (1780-1839) og Georgine Sophie Magdalene Kanneworff (1792-1856). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af J. Th. Lundbye, 1846. Tegn. af David Jacobsen fra 1840erne (Kgl.bibl.) og tegn. efter denne af P. Klæstrup (sst.) som forlæg for træsnit af H. P. Hansen, 1886. Træsnit i samme type 1896 og 1902, på det sidste en formentlig urigtig angivelse af, at originalen er af Constantin Hansen.

Bibliografi

Breve til H. C. Andersen, 1877 532-38. Brevveksl, med C. Hauch i Danske studier XXIX, 1932 157-65. – C. Klitgaard i Pers. hist. t.12.r.IV, 1949 133-41 (geneal.). M. Goldschmidt: Livs erindr, og resultater I, 1877 (ny udg. 1965) 298-329. O. Borchsenius: Fra fyrrerne I, 1878. Carit Etlars minder fortalte af ham selv, 1896 136-49. P. P. Jørgensen: H. P. Kofoed-Hansen, 1920. Paul V. Rubow: Dansk litterær kritik, 1921 (2. opl. 1970) 200-08. Jul. Clausen: En kvindes kærlighed. P. L. M. Mathilde Leiner, 1928. Frithiof Brandt: Den unge Søren Kierkegaard, 1929 160-304. H. C. Andersens brevveksl, med Edv. og Henriette Collin II, 1934 37f; VI, 1937 231f. Rik. Magnussen: Søren Kierkegaard set udefra, 1942 80-89. Hans Hertel i Scandinavica VIII, Cambr. 1969 35-48. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: P.L. Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294749