P.A. Heiberg, Peter Andreas Heiberg, 16.11.1758-30.4.1841, forfatter. Født i Vordingborg, død i Paris, begravet sst. (Montmartre). Efter faderens tidlige død flyttede moderen til Vemmetofte hos sin far, sognepræst Peder Heiberg, der var halvblind. H. blev student 1774 fra Vordingborg og tog i febr. 1777 sammen med K. L. Rahbek den nylig indstiftede filologiske embedseksamen hvor han især udmærkede sig i græsk. 1779 udgav han en oversættelse af Moses Mendelssohns Phædon, eller om Siælens Udødelighed. Han skal have søgt blandet selskab i sine unge dage, spillet, gjort gæld, været stærkt engageret med ågerkarle. I midsommeren 1779 flygtede han til Sverige og lod sig hverve som soldat; senere har hans modstandere ikke forsømt at drille ham med den lovovertrædelse, hvori han skulle have gjort sig skyldig. En farbror der var klokker i Bergen købte ham fri af tjenesten, og H. studerede nu en tid i Uppsala hvor han ville tage doktorgraden. Men 1782 rejste han til Bergen og prøvede at slå sig igennem, først som huslærer hos en provst Krog, senere som kontorist i et købmandsnus. På denne tid begynder hans litterære liv, idet han gjorde bekendtskab med Johan Nordal Brun og Claus Fasting og gjorde udkast til en tragedie Axel og Valborg; H. var også i sit senere forfatterskab af norsk skole. Opholdet i Norge fik en brat ende da han i et brev til sin bror havde røbet en efter hans mening uhæderlig fremgangsmåde fra hans foresattes side. Brevet blev åbnet og han blev nødet til at underskrive en tilbagekaldelse. Han rejste til Kbh. hvor han fik ansættelse som assistent hos notarius publicus og 1787 bestalling som translatør i spansk, portugisisk o.fl. sprog. S.å. udgav han en bearbejdelse af Eusebius, eller hvad Gavn man høster af Dyden i vore Tider, en satirisk fortælling i Voltaires manér af Jean de Laveaux. Bogen blev med nogle spydige ord tilegnet Rahbek der svarede i Lærde Efterretninger, og H. gav ham igen i den ubehagelige artikel Beviis at Hr. Rahbek ikke besidder de fornødne Egenskaber enten til at være Recensent eller Oversætter. Der udveksledes endnu et par indlæg; også senere fik H. og Rahbek lejlighed til at krydse klinger, uden at Rahbek tabte tålmodigheden med sin vanskelige kammerat.

S.å. udsendte H. første hæfte af Rigsdalersedlens Hændelser, et satirisk tidsskrift med romanramme som fortsattes lige til udgangen af 1793. Dets forbillede var Charles Johnstons Chrysal, or Adventures of a Guinea. H. angriber i flæng både almenmenneskelige svagheder og tidens brøst: tallotteriet, toldspionagen, bedærvet købmandsmoral, adelen, øjentjenerne, projektmagerne, tyskerne osv. Som dets 40. kapitel indeholdt skriftet en komedie, Virtuosen (senere omdøbt til Virtuosen Nr. 2) der skildrer en tysk svindlers afsløring. Men allerede forinden havde han optrådt som dramatiker med komedien Forvandlingerne der opførtes på Det kgl. teater 4.3.1788 og blev gunstigt modtaget. Emnet var fra en af Cervantes' noveller, dog en smule fordansket. S.å. kom karakterkomedien Heckingborn, bearbejdet efter Der Spleen af Stephanie d. y. (der allerede var oversat af Dorothea Biehl) hvis emne er en misantrops helbredelse. 1789 udgav H. to operaparodier: Michel og Malene, rettet imod Dorothea Biehls Orpheus og Eurydike og Holger Tydske imod Jens Baggesens Holger Danske.

Foranlediget af en i øvrigt højst respektfuld udtalelse af J. C. Tode om at Heckingborn ikke havde gjort lykke, åbnede H. en overflødig pennefejde der udartede til et klammeri af ganske personlig art. Derimod deltog H. ikke i den såkaldte Holgerfejde der var fremkaldt af hans travesteren af Baggesens stykke. Skønt H. have spottet syngespillet som genre og harceleret over at almindelige mennesker midt i deres tale pludselig gav sig til at synge, skrev han selv 1789 to syngespil: Selim og Mirza (der straks blev parodieret af C. Olufsen med Jokum og Maren og af Tode med Ole og Sidse) og Indtoget (først opført 1793) hvori han har "havt den Grille, (...) at ville overalt motivere Sangen, for at giøre den musikalske Deel deraf saa meget meere rimelig". Ligeledes fra 1789 er de to Lystspil Virtuosen nr. 1 og 2. I sommeren 1791 skrev H. komedien De Vonner og Vanner der blev opført tre gange i jan. 1792 og derefter forbudt på grund af den stærke satire over landofficererne der jo for en stor del var tyske og derfor genstand for H.s særlige uvilje (især vakte det anstød, at H. havde skrevet at "den blaa Kjole" i huse hos folk af middelstanden sås hellere end "den røde"). Fra 1791 er fremdeles syngestykket Chinafarerne (opført 2.3.1792) det friskeste af H.s stykker, med gode og naturligt anbragte viser. Disse to sangspil er H.s bedste og viser ham i besiddelse af virkelig komisk kraft. Endnu indleverede H. i febr. 1793 til teatret et lille vittigt stykke, Hofsorgen, som blev forkastet af teaterchefen og udgivet med en vidtløftig redegørelse for sagens enkeltheder i første udgave af H.s Skuespil. Som efterslæt til H.s skuespildigtning kom i anden udgave komedierne De syv Tanter og Menneskekenderen samt syngespillet Mystification. – H.s dramatiske digtning indtog en vigtig plads i samtidens bevidsthed, måske nok så meget for sine satiriske hib som for sine dramatiske og poetiske dyder, han fortaber sig let i grovkornede og pamfletagtige udfald mod hjemlige forhold og institutioner. Det samme kan med nogle forbehold siges om hans talrige vers og viser, de har nok af peber og salt, men ingen musik eller sødme, fx Hver Mand i Byen om Indtoget taler, 1790, Verden af Krig og Fejde er fuld, 1791, Fred med Kongerne paa Jorden, 1793, Vor Klub er dog en herlig Sag, 1794, Min politiske Omvendelse, s.å., Laterna Magica, s.å. (efterlignet af J. L. Heiberg, Christian Wilster m.fl.).

Både skuespil og viser pådrog H. retssager. Hans første proces foranledigedes af en ugrundet beskyldning imod admiralitetet i Virtuosen nr. 2, den skaffede ham en bøde på 200 rdl. Anden gang han kom i konflikt med loven og politiforordningerne var 1790, da hans førnævnte indtogsvise indeholdt ordene "Ordener hænger man paa Idioter" der blev vurderet til en bøde på 150 rdl. for hans "Fornærmelse imod Personer" og hans "dumdristige Kritik over Hans Majestæt Kongens Forhold med at uddele Ordener". I denne sag havde H. dog ikke blot befolkningen på sin side, men også regeringen fandt at politimesteren havde vist utidig tjenstiver; det skal have været i sammenhæng hermed, at reskriptet af 3.12.1790 bestemte, at misbrug af trykkefriheden skulle forfølges ved de almindelige retter. I de følgende år blev H.s forfatterskab stærkt præget af hans sympati med den franske revolution og det had til "aristokraterne" der som en smitte fra Paris bredte sig til en del af Kbh.s borgere. Under mærket Simon Sanddru skrev han i Rahbeks Den Danske Tilskuer bitre og uligevægtige artikler der smagte af politisk demagogi. En af dem, fra 17.3.1794, indeholdt en lidet tilsløret anklage imod den engelske gesandt Hailes for at have optrådt fornærmeligt mod den danske nation under Christiansborgs brand. Gesandten klagede, og Rahbek måtte møde for hof- og stadsretten, men blev frikendt. Ulykkeligvis indflettede H. i sin vise Vor Klub osv. nogle uforsigtige ord om "King George", og Rahbek trykte visen uden først at indhente hans samtykke i Den Danske Tilskuer. Denne gang anlagde generalfiskalen proces mod H. selv, retten tolkede hans noget tvetydige linjer på den for ham ugunstigste måde, og han idømtes en bøde på 300 rdl. H. udgav sagens "Procedure og Dom" 1795 med et motto af sin yndlingsforfatter Charles Churchill (hvis digt Selvstændighed han havde oversat i 1. bind af For Sandhed.).

Der er nu en pause i H.s produktion; han ville ikke være den "Tordenleder" der altid trak magtens lyn til sig, havde heller ikke megen tid, da han var blevet familiefar og måtte arbejde hårdt som translatør og medhjælper for den gamle notarius C. Schmidt. 1796 blev hans ro dog afbrudt af en ny og ørkesløs polemik og skuespilleren Marie Preislers formentlige tilsidesættelse ved Det kgl. teater ("Dyvekefejden"). H. havde her at gøre med sin medbejler til det liberale publikums gunst, M. C. Bruun, der udskældte ham kraftigt i sit dramaturgiske tidsskrift Svada og tillagde ham "for meget af Fremfusenhed, Selvindbildskhed og Skældesyge, for lidet af rolig Eftertanke og Besindighed". Begge parter forløb sig, de blev vel forligt, men meningsfriheden kompromitteredes ved disse ubændige pennefejder, og regeringen nedsatte en komité af fire mænd til at udarbejde et udkast til en trykkefrihedsanordning. Til den litteratur, dette skridt fremkaldte, bidrog H. med sin pjece En Draabe i det store Hav afskrifter om Skrivefriheden, 1797, hvori han viser mere mådehold i tanke og udtryk end sædvanlig.

De nærmest følgende år blev afgørende for H.s skæbne. Under H.s forretningsrejse i Norge sommeren 1797 havde N. D. Riegels udgivet nogle åbne breve til ham. De fremkaldte et modskrift fra Christian Colbiørnsens side, hvori også H. nævntes, flygtigt men uvenligt. Da nu embedet som notarius publicus blev opslået i febr. 1798 indgav H., der allerede var konstitueret men ikke egentlig havde udsigt til det, sin ansøgning, men det blev givet til G. H. Olsen, fhv. professor ved Sorø akademi, senere konsul i Tunis og Algier. De to ansøgere indviklede sig i en heftig polemik med hinanden, og navnlig var H.s indlæg skarpe: Suum cuique, 1798 Tu si tacuisses, Philosophus mansisses, 1798. Flere deltog i fejden og H.s tøjlesløse sprog opmuntrede M. C. Bruun til at udsende skandaleskriftet "Bevis, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embedet efter de Søgendes Duelighed". Det var imidlertid indlysende, at H.s vrede havde samlet sig om Colbiørnsens hoved: i ham så han ophavsmanden til sit uheld og mod ham rettede han sine personlige angreb. Navnlig fremsatte han en odiøs hentydning til en affære i Nærum hvor en kromand havde mistet sin bestalling, efter H.s mening på Colbiørnsens tilskyndelse og som hævn for at have modsat sig et overgreb af den almægtige kancellideputerede. Fra ham troede H. også at det sagsanlæg udgik som blev hans bane. H. havde i For Sandhed 1798 udgivet to meget dristige skrifter. I Politisk Dispache havde han anstillet betragtninger over hvad Danmark, England og Frankrig ydede til deres regenter og deres underhold, og i Sproggranskning under fiktion af et ordbogsarbejde uddelt yderst hensynsløse satiriske hib til højre og venstre. Sagen, der foranledigedes ved en skrivelse fra kancelliet af 26.2.1799, blev ført med stor hårdnakkethed fra begge sider. H. udgav alle akterne i trykken arkvis under titlen Læsning for Publikum, ialt 37 numre, og tillige i et særskilt hæfte akterne i sagen mod kromanden i Nærum. Dette nye forfatterskab blev standset ved trykkefrihedsforordningen af 27.9.1799, hvilken H. mente at være blevet udarbejdet for en del med hans tilfælde for øje og "sammenjasket" så hurtigt at den kunne finde anvendelse på hans dom. Denne faldt 24.12. s.å. Man lod heri H.s tidligere presseforseelser gælde som skærpende omstændigheder og kastede sig blandt hans senere synder især over den ytring i Suum cuique, at han i sin tid var blevet tiltalt for "Udtryk mod Master Pitt, som Kongen befalede skulde anses som brugte mod Kongen af Storbritannien". Dommen lød på at han burde forvises fra kongens riger og lande.

H. forlod Kbh. 7.2.1800 og kom sidst i maj til Paris. Hans hus havde været samlingsstedet for de franske republikanere i Danmark, nu gjorde han bitre erfaringer om venskabets holdbarhed. En endnu langt bitrere kalk måtte han tømme da han i sept. 1801-maj 1802 kæmpede en håbløs kamp for at beholde sin unge hustru der forlod ham for at ægte C. F. Gyllembourg; om denne tragedie kan læses i hendes biografi. Under sine bestræbelser på at få tilladelse til at vende tilbage til Danmark og intervenere i den fortvivlede sag om hustru og barn gik han så vidt som til at bønfalde sin fjende Colbiørnsen om at støtte hans ansøgning om benådning: "jeg har altid vidst, at denne ædle Stolthed er et af de skønneste Træk i Deres Karakter" men forgæves. Nu havde han "kun det usle Liv tilbage". 1802 fik han en fransk bestalling som translatør, n.å. fik han en ansættelse i det franske udenrigsministerium (bureau des traducteurs) hvor han langsomt avancerede og til sidst blev bureauchef. Stillingen var for en mand med H.s store kundskaber og eminente arbejdskraft lidet byrdefuld, han havde nok af otium og fik på sine rejser i Europa i Napoleons følge lejlighed til at overvære mangt og meget på nært hold. Med sine foresatte var han tilfreds, især beundrede han Talleyrand. Efter dennes fald mistede også H. sin stilling, 1.1.1817, men han fik en pension på 3000 frcs. og kunne være glad over at være sluppet bort i tide, idet man under den følgende tids udrensning af ministeriet forjog embedsmænd fra Napoleonstiden i mængdevis og uden godtgørelse.

Der blev nu tid for ham til forfattervirksomhed. Af hans skrifter fra alderdommen skal fremhæves Précis historique et critique de la constitution de la monarchie danoise, 1820, Lettres d'un Norwégien, 1822, Politiske Aphorismer, 1826 (meget udbredte i en spansk udgave). Et par andre politiske skrifter udkom i Norge hvor han var fri for censur; også i danske blade skrev han fra tid til anden med sin gamle uskånsomme pen. I Juliens månedsskrift, Revue encyclopédique, anmeldte han danske skrifter, endog Ingemanns Waldemar den Store. Men denne senere produktion havde ringe virkning i hans fædreland, kun Enevoldsmagtens Indførelse i Danmark, 1828, blev en publikumssucces. Mest interessante er for en nutidslæser de selvbiografiske skrifter Om mit Forhold til Baggesen, 1826, Tre Aars Ophold i Bergen, 1829 og navnlig Erindringer af min politiske, selskabelige og litterære Vandel i Frankrig, Rhapsodie, 1830, en livligt skrevet og anekdoterig bog, kun plettet af mange personlige udfald. En lys stribe falder ind i den ensomme mands liv ved sønnen J. L. Heibergs besøg 1819–22 der rigtignok kom til at svie hårdt til hans økonomi; senere besøgte sønnen ham med sin hustru 1836. Om at vende tilbage til Danmark gjorde han sig undertiden tanker; de kunne sikkert være realiseret i Napoleonstiden, men senere stødte de bl.a. på den vanskelighed at han frygtede for at miste sin lille pension. Han anede vel også at han ville blive en overflødig i sit hjemland. Med sin tidligere hustru blev han på sine gamle dage forsonet; han oplevede også et religiøst gennembrud, hvorefter han fandt en forsynets finger i sin skæbne. Hans sidste år var sørgelige, halvblind og venneløs famlede han sig frem ad Paris' gader.

H. glimrer som forfatter på baggrund af 1790ernes oftest udvandede og kerneløse prosa og poesi. Han var en kraftig og livlig skribent, og man forstår at han i den franske revolutions dage stod for det oplyste danske publikum som en art overmenneske. Men som politiker savnede han tydelige idealer, et konkret program, en taktik samt enhver art af hensyntagen over for sine meningsfæller. Der var noget formålsløst ved hans uendelige kontroverser med samtidige. Han søgte formelig konflikter, kunne blæse ubetydelige ting op til noget stort, endte i reglen, om han ikke allerede var begyndt, i personlige sigtelser. Hans hidsige polemik er ofte perfid og altid fuldkommen hensynsløs. Men efter de store ulykker der ramte ham kom karakterens granit for dagen; vel aflagde han aldrig det kværulante i sit væsen, men han imponerer ved sin trofasthed mod den politiske liberalisme hvis talsmand han havde været i sin velmagtstid. – En yngre bror Ludvig Heiberg, født 12.9.1760, død 21.9.1818, dimitteredes 1777 fra Vordingborg, blev 1783 cand. philol. og 1785 magister. N.å. blev han konrektor i Ribe og 1797 rektor i Odense. I tidsskrifter beskæftigede han sig med leksikografiske spørgsmål og udgav 1807 B. G. Sporons værk om "eenstydige Danske Ords Bemærkelse". Et bidrag til græsk leksikografi: Sylloge vocum græcarum kom 1815 i et skoleprogram fra Odense. Tit. professor 1810.

Familie

Forældre: rektor Ludvig H. (1723–60) og Inger Margrethe Heiberg (1737–1826). -7.5.1790 i Kbh. (Nic.) med Thomasine Buntzen (Thomasine Gyllembourg), født 9.11.1773 i Kbh. (Nic), død 1.7.1856 sst. (Holmens) (gift 2. gang med C. F. Gyllembourg, 1767–1815), d. af stadsmægler, dispachør Johan B. (1728–1807) og Anna Bolette Sandgaard (1751–82). Ægteskabet opløst 1801. – Far til J. L. H. (1791–1860).

Udnævnelser

R. 1815. –

Ikonografi

Mal. af Jens Juel, 1789 (?) (Fr.borg), kopi (sst.), raderet af V. Kyhn, 1868, gengivet i flere træsnit 1882 og 1884, det ene af H. P. Hansen. Stik af G. L. Lahde, 1794, efter dette en række litografier og træsnit 1833–73. Fremstillet på satirisk stik af Lande, 1796. Tegn. af C. A. Ehrensvärd. Tegn. af Fournier ca. 1800–1801, efter denne stik af Chrétien. Tegn. af J. Görbitz (Nasjonalgalleriet, Oslo), litografi af samme 1830, efter dette to litografier af E. Lehmann, det ene 1839, samt et træsnit 1860. Afbildet på mal. af Maria Staun, af V. Rosenstand, 1868, samt flere af V. Neiiendam (et i Holbergske selskab, Oslo). Buste af Th. Stein udst. 1901. Silhouet af Ida Schiøttz-Jensen. -Gravstenen fra Paris rejst som monument i Vordingborg 1901 (kirketorvet).

Bibliografi

Udg. Skuespil I–III, 1792–94. Saml. skuespil, udg. K. L. Rahbek I-IV, 1806–19. Udv. skuespil, udg. J. C. Unge, 1836. Udv. skrifter, udg. Otto Borchsenius og Fr. Winkel Horn, 1884.

Kilder. P. A. H.: Om mit forhold til Baggesen, Drammen 1826. Samme: Tre år i Bergen, Drammen 1829. Samme: Erindringer af min politiske, selskabelige og litterære vandel i Frankrig, Kria., 1830. Erindr, i uddrag på fransk m. noter af E.-G. Ledos i Revue des études hist. LXXXII, Paris 1917 407–16, i Revue des etudes napoléoniennes XV, Paris 1919 195–217 283–306 og i Revue des questions hist. 3. ser. I, Paris 1922 298–415. Johanne Luise Heiberg: P. A. H. og Thomasine Gyllembourg, 1882 (4. udg. ved Aage Friis og Just Rahbek I–II, 1947). Breve fra P. A. H" udg. Johan Ludvig Heiberg, 1883. S. Birket Smith: Til belysn. af litterære personer og forhold, 1884 3–199 (breve). Tilskueren, 1902 666–72 (breve). Pers. hist. t. 6.r.I, 1910 204–13 (breve til J. N. B. Abrahamson). Heibergske familiebreve, 1943 (breve fra Johan Ludvig H. til P. A. H.). LU. Fr. Bajer: Nordens politiske digtn., 1878. Christen Thaarup: P. A. H., 1883 (også i Hist. t. 3.r.II, 1860 107–258). Edv. Holm: Den offentlige mening og statsmagten, 1888 (reproudg. 1975). Henrik Jæger: En gammel kærlighedshist., Kria. 1891. H. Schwanenflugel: P. A. H., 1891. Johs. Grønborg: P. A. H. og hans hustru, 1915. Sofie Aübert Lindbæk i Edda XXXIV, Oslo 1934 87–104. Paul V. Rubow i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I, 1936. Anne E. Jensen: Rahbek og de da. digtere, 1960. H. P. Rohde i Fund og forskn. VII, 1960 50–84 (m. breve). Henning Fenger: The Heibergs, N.Y. 1971. Povl Ingerslev-Jensen: P. A. H., 1974. Vagn Børge i Fr.borg amts avis 26.5.1976.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. P. A. H., Johanne Luise og J. L. H., Thomasine Gyllembourg, 1978 – Rigsark. Foreløbige arkivreg. XX.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig