Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Gjerlew Meyer

Oprindelig forfatter UAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ove Gjerlew Meyer, ca. 1744-4.11.1790, forfatter, lagmand. Født på Fredrikshald, Norge, død i Kristiania, begravet i Tønsberg. M. gik i skole i Kristiania (Oslo) samtidig med Johan Herman Wessel og blev student 1762. Efter at have taget teologisk attestats blev han jurist (latinsk eksamen 1771), 1778 byfoged og by-skriver i Tønsberg, 1790 tillige lagmand i Tønsbergs og Fredrikstads lagdømme og fra 1789 tillige assessor i overhofretten. Han var en varm norsk patriot og optrådte allerede 1771 i trykke-frihedsperioden med to brochurer om et norsk universitet: Undersøgelse, hvorvidt de Aarsager kan gjalde, der anføres som Hindringer for et norsk Académies Oprettelse, og En Nordmands Besvarelse paa nogle nyere Indvendinger imod et Académies Oprettelse i Norge. Universitetssagen var en yndlingstanke han stedse bevarede og søgte at gøre gældende for kronprins Frederik (VI) ved hans besøg i Norge 1788 med skriftet Noget om Kjøbstaden Tønsbergs Forfatning, først trykt 1822 i Budstikken, 3. årg. Også som embedsmand synes han at have været meget virksom og dygtig, men hvad der især har gjort ham bekendt er den rolle han spillede i Det norske selskab hvis stifter han blev 1772, og som han i flere år som dets formand ledede. M. kastede sig her ud i et lidenskabeligt forsvar for Nordal Bruns værker hvori han så en norsk national programdigtning og som han mente var for uretfærdigt behandlet af de danske kritikere (se hans Betænkning over Recensionen af Zarine. 1772). Han forsøgte sig også selv som skønlitterær forfatter, men uden held.

Familie

Forældre: rektor, sognepræst Edvard Offesen M. Gift 18.12.1779 i Holmestrand med Susanne Fredrikke Hansen, døbt 8.9.1761, begr. 30.7.1785 i Tønsberg, d. af købmand Hans H. og Kirsten Grønhoff.

Ikonografi

Malet portræt (Det norske selskab, Oslo).

Annonce

Bibliografi

E[milie] Bfernhoft]: Stamtavl, over slægten Bernhoft, Kria. 1885 174f. N. Meyer: Den dansk-norske slægt Meyer, Mejer, Krog-Meyer, 1926 36. J. H. Wessel: Saml. digte, udg. Israel Levin, 1862 (ny udg. 1901) især XLIII-LII LXXIIf. A. H. Winsnes: Det norske selskab, Kria. 1924 11-14.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen: Ove Gjerlew Meyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294309