• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Abildgaard

Oprindelige forfattere MeHa og M-LP

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ove Abildgaard, Ove Johannes Abildgaard, 17.9.1916-11.10.1990, forfatter. Fra købmandsgården i Lemvig blev Ove Abildgaard som 13-årig sendt til Haslev gymnasium hvor han blev student 1935. Han studerede jura og litteratur i København og kom gennem Unge kunstneres klub i kontakt med 40'ernes lyrikergeneration. Et huslærerophold i Dybvad skov 1943–44 betød en afgørende modning af hans forfatterplaner; han debuterede 30 år gammel som lyriker og begyndte at leve af sin pen som leksikonmedarbejder, kronikør, oversætter, boganmelder ved den socialdemokratiske presse 1953–66 og 1967-86 programmedarbejder ved Danmarks radio.

Ove Abildgaards egentlige forfatterskab er ikke omfangsrigt – under ti digtsamlinger, nogle privattryk og essaysamlingen Det langsomme forår, 1957 samt et erindringsværk – men meget markant. Med sin biologisk indstillede fantasi, sit barokke billedsprog, sine drilagtige rytmebrud og sin underfundigt-blufærdige selvironi vandt han straks med sin første digtsamling Uglegylp, 1946 og endnu mere med Hvirvler, 1948, Glødende sten, 1952 og Sommerens ekko, 1954 anerkendelse som generationens dristigste ordjonglør og klichédræber, en hverdagshumorist, "rugbrødnær ved livet/imellem sol og nælde", en skarp satiriker og en alvorligt sandhedssøgende tankedigter der undrende kredser om livsgåderne bag naturens selvfølgelighed, avl, vækst, modning, død.

Uden at slippe sit sproglige vid eller spillet mellem sansning, stemning og refleksion har Ove Abildgaard bevæget sig fra det undertiden aforistisk pressede henimod et roligere lyrisk åndedrag. Efter den lidt usikkert søgende Cementmanden, 1964 mærkes i Og Lises hånd i min, 1972 og især i Mariehønen, 1976 en ny varme og et voksende mod til det direkte personlige og medmenneskelige mens erfaringens dyrekøbte humor frigøres i små fine allegorier der i raffineret form lader dyre- og planterigets uanseligste tabere og oprørere komme til orde. 1986 kom erindringsværket Hvorfor netop idag, da det er søndag : glimt fra en barndom i tyverne.

Annonce

Ove Abildgaards offentlige profil er lige så stilfærdigt konturfast som hans digtning. En åben læser, en venlig vejleder, en rolig og redelig medieformidler af al god poesi, gammel som ny.

Ove Abildgaard fik 1951 Morten Nielsens mindelegat, 1954 Henri Nathansens fødselsdagslegat, 1955 Johs. Ewald-legatet, 1963 Aarestrup-medaljen og 1988 Holger Drachmanns legat.

Familie

Ove Abildgaard blev født i Lemvig; begravet på Søndermark kirkegårds ny fællesgrav, Frederiksberg.

Forældre: købmand Alfred Julius Abildgaard (1876–1954) og Asta Katrine Dalgaard (1886–1965). Gift 5.5.1948 i Kbh. (b.v.) med Unnur Skuladottir Thoroddsen, født 12.7.1917 i Isafjord, Island, datter af advokat, altingsmand Skuli Thoroddsen (1890–1917) og Gudrun Skuladottir (1897–1950).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Ringkøbing amts dagbl. 11.1.1949, Inf. 6.11.1954, Pol. 5.6.1955, Vejle amts folkebl. 21.7.1963. Ove Abildgaard: Det langsomme forår, 1957. M.-L. Paludan: Ti unge lyrikere, 1951 51–56. H. Fonsmark: Lyrikken 1945–52, 1952 48–51. Jørgen Gustava Brandt: Præsentation, 1964 10–13. Peter Brask: Tekst og tolkning, 2, 1974 12–50.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Marie-Louise Paludan: Ove Abildgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285660