Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Thune Jacobsen

Oprindelig forfatter NiN
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Thune Jacobsen, Otto Ludvig Thune Jacobsen, 5.4.1871-12.6.1957, forfatter. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Garn.). T.J. blev student 1888 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og cand.teol. 1894, var 1898–1904 assistent på universitetsbiblioteket og var 1916–56 viceprovst på Regensen hvor han udøvede en stilfærdig, men betydningsfuld og meget påskønnet gerning blandt studenterne. Han udfoldede et religionsfilosofisk og åndshistorisk forfatterskab af særpræget tilsnit; han lod sig ikke rubricere i nogen bestemt skole, men havde sit eget ansigt; det var mest de religiøse spørgsmål der optog ham, men lige så lidt som det ville være rigtigt at betegne ham som "liberal teolog", lige så lidt var han traditionstro kirkemand; en radikal rationalistisk tendens indgik en ejendommelig forening med en spekulativ, ortodoks tendens.

T.J.s eneste mere direkte religionsfilosofiske skrift er den lille bog Sandhedens Erkendelse, 1908 hvormed han ønskede at yde "et Bidrag til Belysning af Religionens Logik", idet han skelnede mellem tre forskellige former for erkendelsen i en opadstigende trinrække. Den objektive erkendelse udtrykker sig i faste begreber som dog kun er mulige ved at man abstraherer fra virkeligheden. Dette er de eksakte videnskabers erkendelsesmåde. Den subjektive form for erkendelse betjener kunsten sig af; den udtrykker sig i ideer som imidlertid for at kunne gennemføres kræver at der ses bort fra virkeliggørelsen. Det højeste erkendelsestrin er det praktiske som væsentlig er religionens sag, og som former sine resultater i love hvorved både virkeligheden respekteres og ideerne gennemføres i den. En hertil svarende tredeling gennemføres overalt i forfatterskabet uden dog at virke hverken trivielt eller skematisk. I T.J.s sikkert betydeligste værk Gennem Modsætninger, 1905 skelnes der således mellem en forstandsperiode som ligger bag os, en følelsesperiode som vi befinder os ved afslutningen al, og endelig en viljesperiode som vi står foran. Det er et åndfuldt skrift hvori "følelses-perioden's kamp for at finde sandheden aflæses af de forskellige synspunkter for forholdet mellem tro og viden, fri forskning og religiøs sandhedserkendelse. T.J. fandt at den moderne tænknings mekaniske synspunkt må suppleres med det teologiske, og at de to synspunkter skærer hinanden i de store genier, i hvem modsætningen mellem tro og viden forsones. Herunder redegøres der for hvorledes Søren Kierkegaard indtager en central stilling i udviklingen fra romantik til realisme og betegner en kritik af begge. Kierkegaard opfattes som en betydelig sundere og mindre "sær" personlighed end det plejede at ske. Der tales om hans naturs "cryptogame" ejendommelighed, ɔ: dens evne til "i det skjulte at formæle Modsætningerne". Dette synspunkt er i to kapitler gennemført med kraft og selvstændighed og er betegnende for forfatteren. I det store skrift fra 1909 Folkene og Sandheden gennemføres en lignende tredobbelt betragtning på religionshistorien. Det samme – af det Hegelske tese-antitese-syntese tydeligt afhængige eller i hvert fald dermed beslægtede -synspunkt anlægges senere på noget snævrere områder: evangeliernes Jesusbillede (Jesus og Evangelisterne, 1911), antikkens, særlig jødedommens historie (Antikken og Kristendommen, 1922) og endelig kristendommen selv med dens tre typer: Matthæus' autoritetsreligion, Paulus' personlighedsreligion og Johannes' realitetsreligion (Før Dogmerne blev til, 1926). I Jesus af Nazareth, 1940 giver T.J. sit eget Jesusbillede som lægger stærkt vægt på en psykologisk forståelse af Jesus og hans selvbevidstheds vækst både i forholdet til de legemligt lidende, de åndeligt forkomne og disciplene og dog fastholder korset, lidelsen som midtpunktet i kristendommen. To gange greb T.J. ind i den aktuelle debat, dels 1914 med Født af en Kvinde hvor det gjaldt striden om jomfrufødslen, dels 1942 med pjecen Fra Sandhed til Virkelighed (i slægt med bogen: Paa Vej mod Virkeligheden, 1938) hvormed han gjorde sine særegne synspunkter gældende i øjeblikkets situation. T.J.s forfatterskab har helt igennem sit eget præg, fint og kultiveret i sprogtone og stil, vidtspændende med dets brede horisont og dog almenmenneskeligt og tilgængeligt for enhver dannet læser, optaget som det er af de store fællesmenneskelige spørgsmål og båret af en overlegen kunstnerisk afrundet og samtidig jævn og billedrig fremstillingsevne. Ejendommeligt er det at han mere end i Danmark blev anerkendt i Sverige hvorfra han også modtog den største påskønnelse idet Lunds universitet 1918 udnævnte ham til æresdoktor i teologi.

Familie

Forældre: dr.med. Ludvig Jacobsen (1840–92) og Vilhelmine Thune (1844–1933). Ugift. – Bror til E. T.J.

Annonce

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1941.

Ikonografi

Mal. af Gorm Hansen, 1941 (Regensen), litografi af samme. Buste. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Inbjudning till teol. doktors promotion vid Lunds univ.s 250-årsfest, 1918 XIVf. Interviews i Kristeligt dagl. 4.4.1941 og Vendsyssel tid. 13.5.1950. Bene Larsen i Bed. aften 31.3.1941. Søren Holm i Nationaltid. 4.4.1946. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Nøjgaard: Otto Thune Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298407