Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Rung

Oprindelig forfatter MaHvi
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Rung, Otto Christian Henrik Rung, 16.6.1874-19.10.1945, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død i Kbh., urne på Frbg. ældre kgd. R. var københavner; opvokset i det fornemme Store Kongensgadekvarter i et lokalpatriotisk officershjem, student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1893, og som voksen virksom i en folkeligere del af den indre by, kvarteret omkring domhuset og højesteret. – Den betydeligste del af hans livsværk er nært forbundet med Kbh. R. arbejdede livet igennem på to spor: det juridiske og det litterære. 1900 blev han cand.jur., 1900–07 assistent i kriminal- og politirettens justitskontor, protokolfører sst. 1907, kgl. udnævnt 1910, protokolsekretær i højesteret 1919–32. I organisationslivet varetog han flere tillidsposter for kunstnere. Han var formand for Danske dramatikeres forbund fra 1922, medlem af radioudvalget fra 1926, var 1926–28 formand for teaterrådet, og han virkede for kunstnernes rettigheder. 1959 stiftedes Otto Rungs Forfatterlegat på grundlag af hans efterladte formue. Alt imens R. røgtede sit arbejde i de kbh.ske retssale frembragte han et stort og mangesidigt forfatterskab inden for flere genrer; romaner, noveller og skuespil. Meget af det er glemt, men dengang vakte det stor opmærksomhed både hjemme og ude i Europa (værker af ham blev oversat til en halv snes sprog), på grund af den raffinerede, næsten udspekulerede stil og de tidsprægede emner fra psykologiens overdrev og fra fremmede lande. Debutromanen Det uafvendelige kom 1902, Sidste Kamp, 1904, Den hvide Yacht, 1906, Skyggernes Tog, 1909, Den lange Nat, 1913, Den store Karavane, 1914. Med disse bøger havde den unge R. uddybet sine åndsaristokratiske meninger, vist sit fænomenale observeringstalent og sin interesse for Nietzsche, men endnu ikke den forståelse for småkårsfolk som han også havde lært. Det som efter R.s eget udsagn rystede hans verdensbillede var Alberti-skandalen, som han fik nær ind på livet gennem to års arbejde som sekretær mens sagen pådømtes ved politi- og kriminalretten. Med denne store mands fald slukkedes R.s Nietzsche-begejstring. Han følte P. A. Albertis bedrageri som afslutningen på en epoke. – Nu vendte R. opmærksomheden fra det fjerne til det nære og fandt i sit daglige liv i og uden for domhuset stof til en række romaner og noveller som han befolkede med "skælme og skurke", typer han kendte fra retten. Paradisfuglen, 1919, er nok hans mest menneskevenlige roman, hvor Flora vokser op som en blomst midt i gullaschbaroners og småforbryderes skumle verden i et hus bag domhuset (hvor også den anarkistiske Ishøj bor, et portræt af vennen, proletardigteren Jakob Hansen). En anden københavnerroman Da Vandene sank, 1922, fra de store bankkraks tid, afslører de store spekulanters forbryderiske spillermentalitet og giver fortrolige billeder af den indre by, ligesom En Pige i to Spejle, 1936 viser kvarteret omkring et andet folkeligt hus, Assistenshuset.

R.s romaner er stofrige, fængslende, glimtende af skarpe iagttagelser, men ofte løse i kompositionen. Hans force var den slebne stil, den velturnerede pointe, det snurrige, som indrammes bedst i novellens stramme form. R. var selv klar over at han var størst i den korte form. Han havde oversat og lært af novellisten Edgar Allan Poe og dyrkede selv genren med en række mesterlige noveller, ofte med Storm P.-agtige figurer fra den småkriminelle verden. Flere af dem er humoristiske som fx dem om gentlemantyven Peter Kop med spytkrøllen, elegante overraskel-sesnumre som Det muntre Hjul. Han kunne være kynisk objektiv (Sagen Arnoldi, Kvindehandleren Reuter) og undertiden mild og følsom (Dorthe Vantmagers Seng, I Forgaarden). R.s produktion viser en sjælden evne til at se tidens tegn, en sans for det tidstypiske. Og da han tog sig på at beskrive den periode han kendte allerbedst, sin egen barndoms- og ungdomstid, som han med samme øje for det karakteristiske kaldte klunketiden, gjorde han et lykkeligt greb. Han giver med memoireværket Fra min Klunketid, 1942, en enestående samfunds- og kulturhistorisk skildring af slutningen af århundredet og begyndelsen af det næste, på lunerig måde karakteriseret gennem de polstrede, uldklædte møbler så man både fornemmer tidens lune hygge og dens forløjede forskansen sig bag plyds og uld. Ideen med de skærmende draperier om møblerne i en krisetid kan han have fået fra Virginia Woolfs Orlando (1928) som oplever victorianismens tid på lignende måde. Men det bevingede ord klunketiden er R.s fortjeneste som navn på den kuldskære tid efter 1864. Man ser i R.s erindringsbog det fine Store Kongensgadekvarter for sig, den selvbevidste burgøjserfamilie, børnenes på én gang hårde og frie opdragelse, tjenestefolkene. -R. havde gjort tilløb til denne bog allerede i romanen Da Vandene sank hvor han gav en hvassere karakteristik af børnekår i borgerskabet end i Fra min Klunketid tyve år senere. Endvidere havde han skrevet det fine essay: Københavnsk Selskabsliv omkring Aarhundredskiftet i Danmark i Fest og Glæde V, 1935. De betydeligste selvportrætter af R.s stilfærdige, iagttagende person finder man i Paradisfuglens assessor Blunck og i Holger Gude fra Da Vandene sank. I memoirerne træder han selv ikke meget frem, mere hans tid og miljø. Men af det store forfatterskab er det for denne uforlignelige københavnerbog han huskes.

Familie

Forældre: løjtnant, senere kaptajn, meteorolog Georg Adolph R. (1845–1903) og Hanne Christiane Berg (1851–1912). Gift 2.10.1907 på Frbg. med Gertrud Vilhelmine Klamke, født 26.3.1882 på Frbg., død 25.4.1959 i Gentofte, d. af grosserer Nicolai Gottlob K. (1845–1920) og Hilda Henriette Andersen (1852–1919). -Brortil Wm. R.

Annonce

Udnævnelser

R. 1931.

Ikonografi

Buste af H. Vedel, 1894. Selvportr. i pastel (Kgl. bibl.). Mal. af Einar Wegener ca. 1908 (Danske dramatikeres forbund). Tegn. af Harriet Fischer, 1915 (Teatermus.). Afbildet på plakat af Achton Friis, 1927. Skitse og mal. af Poul Schrøder, 1942. Tegn. af bl.a. Henri Nathansen (Kgl. bibl.) og Otto Christensen (sst.). Foto.

Bibliografi

Udg. Noveller I-III, 1927.

Kilder. O. R.: Fra min klunketid, 1942 (3. udg. 1965). Lit. Georg Brandes: Fugleperspektiv, 1913 82–87. Studenterne fra 1893, 1918 41f. Chr. Rimestad: O. R., 1924. Samme i Politiken 16.6.1934. Tom Kristensen sst. 12.10.1942. Henning Kehler i Berl. aften 15.6.1934 og 30.10.1942. Ejnar Thomsen i Århus stiftstid. 1.10.1942. Emil Frederiksen i Berl. tid. 16.6.1944. Tom Kristensen i O. R. Gyldendals julebog, 1945 9–18. Samme: Mellem krigene, 1946 355–58 (optr. fra Politiken 16.6.1944) og 360–65 (optr. fra Politiken 2.5.1945). Mogens Knudsen i Danmark VI, 1946 222–25. Tom Kristensen i Danske digtere i det 20. årh., ny saml. 1955 39–76. Niels Birger Wamberg sst. 2. udg. I, 1965 254–65. Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Hvidt: Otto Rung i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296703