Oluf Bang, 22.8.1882-28.10.1959, forfatter. Født på Frbg, død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, begravet på Frbg. (Solbjerg). B. blev student fra Schneekloths skole, tog 1905 juridisk embedseksamen og var sagførerfuldmægtig til 1908. Efter en kort tid i finansministeriet blev han ansat i ministeriet for offentlige arbejder som fuldmægtig 1922–28. Jævnsides hermed fungerede han som auditør ved statsbanerne og blev en kortere periode konstitueret som dommer i byretten 1920–22. Politik optog ham meget, i nogle år var han således sekretær i det konservative folkepartis forretningsudvalg og stillede op som folketingskandidat i Helsingørkredsen 1913 og 1918. Men ved siden af alt dette fik han også tid til at beskæftige sig med teatret der fra de unge år havde haft hans store interesse. I tiden op til første verdenskrig skrev han teateranmeldelser i dagbladet Vort Land, og 1921 debuterede han som dramatiker på Dagmarteatret med et skuespil om Christian II, tilskyndet af Poul Reumert der selv spillede titelrollen. Det dramatiske forfatterskab videreførtes i de følgende år, dels på Dagmarteatret med Det sidste ord, 1924, Dommeren, 1925, Kvinden på fyrre, 1927, Ære, s.å. og Fru september, 1933, dels på Det ny teater med Fru Claras skyld, 1926. På Folketeatret opførtes Nævning Olsen, 1939 der året efter blev filmatiseret under titlen Familien Olsen. Det kgl. teater bragte Judas, 1935 og Gudernes gave, 1943. Som dramatiker tilhørte B. den efter-ibsenske retning, den psykologiske naturalisme, og som instruktør fulgte han denne teaterforms metoder.

Men det var dog på radioen B.s egentlige virke kom til at falde. I ministeriet kom han tidligt i kontakt med den nyoprettede statsradiofoni, 1925 blev han sekretær i radiorådet, og 1928 knyttede Emil Holm ham fast til radioen som dramatisk konsulent og instruktør. Som instruktør virkede han i fulde 25 år og var uden tvivl den enkeltperson der fik den største betydning for hørespillets udvikling. Langt den overvejende del af radioens lødige dramatiske udsendelser i disse år var tilrettelagt og instrueret af ham. Samtidig udfoldede han en flittig skribentvirksomhed. I talrige kronikker ytrede han sig om hørespillets æstetik og fremtidige muligheder. Yndlingstemaet var at øjet binder fantasien mens øret frigør den. Mange af hans synspunkter på hørespilgenren har på flere områder foregrebet den senere vældige udvikling. – B.s kærlighed til klassikerne og vide kendskab til den dramatiske litteratur gjorde ham til en bredtfavnende udvælger af repertoiret samtidig med at kvalitetskravet, såvel til repertoiret som til de medvirkende kunstnere satte radioteatrets høje niveau. Rent teknisk gennemlevede han radiofoniens udvikling fra de direkte udsendelser til anvendelsen af båndet og den dermed avancerede klippeteknik. Dog var det ikke de store tekniske muligheder der særlig appellerede til B.s fantasi. Om teknikernes arbejde sagde han: "Det kan man sætte dresserede abekatte til at bestride". Ligeså betragtede han TVs muligheder som et blot og bart underholdningsmedium og en teknisk kuriositet. For B. var ordet det første og største, og for ordet, stemmerne, dialogen havde han et "absolut gehør". Han forstod at vælge sine skuespillere med og for øret og "orkestrere" udsendelserne med den rette balance mellem forskelligt klingende stemmer. Han vidste hvor nådesløst mikrofonen afslører en manglende dækning for udtrykket. Hans glubende interesse for det psykiske konfliktstof satte sig spor i utrættelige bestræbelser for at trænge ind i skuespillerens proces. Som analytiker og forløser blev han en enestående vejleder for de mange kunstnere der gennem årene kom til at stå i gæld til ham på det radiofoniske område. Han var en ener som animator og instruktør med "sin tankes kølige klarhed, sin tales flydende flothed og sine rappe riposter" (Poul Reumert). B. skrev også selv en lang række hørespil bl.a. Don Juan vender tilbage, Sandhedens erkendelse, Guld, Dommeren (ikke at forveksle med skuespillet) og Affæren Hopkins. Han har endvidere skrevet romanerne Byen, 1924 og Florentinsk mosaik, 1958.

Som sceneinstruktør ejede B. ikke de samme indlysende talenter som på hørespillets område. Han iscenesatte bl.a. Henrik Ibsens Brand, 1939 på Folketeatret, og her blev det karakteristisk nok de naturalistiske, borgerlige scener der lykkedes bedst. B.s flersidige funktioner på DR: dramaturg, forfatter, instruktør og en kort periode afdelingschef gav ham en betydelig magtposition som naturligt affødte kritik. Når man betænker at der udsendtes to hørespil pr. uge og radioen kun rådede over to faste instruktører kunne det heller ikke undgås at masseproduktionen på "Danmarks største teater" kom til at lide under en rutine der virkede sløvende, og med årene gav sig mærkbare udslag i ringere produktioner. Hertil kom at B.s konservative holdninger over for teater, drama og spillestil også kom til at spærre for en videre udvikling. Hans manglende fornemmelse for samtid og fremtidsvisioner kastede skygger over hans sidste periode på DR. Men hans store iscenesættelser har bestået prøven og er blevet radio-klassikere der atter og atter genudsendes og modtages med begejstring også af yngre generationer. Madame, Blodbryllup, Parasitterne, Båndet og Anna Sophie Hedvig blot for at nævne nogle eksempler er perler i Radioteatrets arkiv og fortæller noget om B.s spændvidde som instruktør og hans usvækkede kærlighed til dramaet og de store skuespilleres præstationer. –

Familie

Forældre: premierløjtnant af infanteriet, senere assistent Nicolai Ferdinand Hendrik Apollo B. (1847–85) og Vilhelmine Rauberg (1851–1921). Gift 1. gang 18.6.1907 i Kbh. (Matth.) med. Esther Magdalene Bartholdy, født 28.6.1881 i Kbh. (Johs.), død 22.11.1952 på Frbg., d. af komponist Johan B. (1853–1904) og Octavia Tørsleff (1854–1945). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 31.5.1927 på Frbg. (b.v.) med journalist Asta Margrete Rode, født 28.10.1903 på Capri, d. af forfatter Helge R. (1870–1937) og forfatter Edith R., f. Nebelong (1879–1956). Ægteskabet opløst 1946. Gift 3. gang 2.3.1946 i Torslunde, Lolland med cand. mag., stud. med., sidst kommunelæge på Strynø Ulla Brandt, født 16.8.1906 i Århus, død 13.1.1954 i Rudkøbing, d. af sagfører, senere bankbestyrer i Landmandsbanken Jacob B. (1875–1932) og Betty Julia Seiersen (1882–1954). Gift 4. gang 1.8.1958 i Kbh. (b.v.) med journalist, senere forfatter Guri Schade, f. Bonnén, født 30.7.1914. på Frbg., død 24.6.1977 i Kbh. (gift 1. gang 1931 med forfatter Jens August Schade, født 1903, ægteskabet opløst 1939; gift 2. gang med violinist Franz Otto (Otte) Hans Pfaffstetter, 1919–74, ægteskabet opløst); antog navnet Guri Oluf Bang, d. af kunstmaler Folmer Bonnén (1885–1960) og Hildur Ludovika Svane (1882–1959).

Udnævnelser

R. 1927.

Ikonografi

Mal. af Henrik Lund, 1908. Tegn. af Otto Christensen. Foto.

Bibliografi

Det kgl. teaters program 26.3.1935. Robert Neiiendam: Folketeatret 1845–1945, 1945. Berl. tid. og Politiken 29.10.1959. Leif Ahm: En verden i lyd og billeder, 1972. De musiske udsendelser DR 1925–75 I, 1975; II, 1976. – Radioteatret (DRs arkiv).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig