Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Wivel

Oprindelige forfattere MeHa og TBro

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ole Wivel, 29.9.1921-2004, forfatter, forlagsdirektør. I 2. del af sine erindringsmotiver, Tranedans, 1975 giver Ole Wivel en direkte selvkarakteristik i forbindelse med en aftenlig familiescene hvor han har læst eventyr for børnene. Det er forvandlingshistorien om kong Lindorm, om den splittede der bliver hel. Hvad der strides i den eftertænksomme oplæser er netop selvransagelsen over for umiddelbarheden, en konflikt der vil helbredes af hengivelse. Men forløsningstrangen er under stadig mistanke. Ole Wivels løsning på denne personlige og tidstypiske disposition hedder "en slags ligevægt". Og ligevægten er det billede både offentligheden og nærmerestående har af den mangesidige personlighed der gavmildt har stillet sine praktiske organisatoriske og sensitivt analytiske evner til rådighed – i en stadig søgen efter sig selv.

Forsoning af modsætninger, indre og ydre, var kendetegnende for Ole Wivels virksomhed. En mand ved et stort omstillingsbord, lyder i korthed et andet selvportræt i hans både åbenhjertige og forbeholdne erindringer hvis første del, Romance for valdhorn, 1972 fortæller historien fra begyndelsen.

Opvæksten foregik i morfars hus, det Julius Tafdrupske konfektionspalæ på Vesterbrogade i København hvor flere generationer levede sammen i et veletableret og patriarkalsk bourgeoisimiljø. Han blev student 1939 fra Skt. Jørgens gymnasium og studerede derefter litteratur ved Kbh.s univ. til 1943. Sommerhuset i Vedbæk og ferier i Kandestederne dannede et kulturgeografisk net under Ole Wivels æstetiske interesser i 1930'ernes følsomme jazztid. Oplevelse af krigen og besættelsen vendte rundt på forestillingerne om tysk romantik fra Friedrich Holderlin til Stefan George, hengivelsen blev til kritisk refleksion. Arbejde i Røde kors, et forbindelsesled til fangerne, blev hans modstandsrolle.

Annonce

Hans livsroller dækker et stort repertoire. Digter, forlægger, pædagog, historiker, politisk kommentator, administrator, en hel initiativgruppe samlet i ét spil. En af Ole Wivels store indsatser er knyttet til den første efterkrigstid og dens kulturkritiske klima. Vilhelm Grønbechs kætterske tanker om kampen for en ny sjæl ligger bag holdningen og ideerne der skulle kanaliseres gennem Wivels forlag som startedes 1945. De kom tydeligt til udtryk i det litterært toneangivende tidsskrift med kætternavnet Heretica (1948-53). Selv tog han del i redaktionen sammen med Martin A. Hansen i de to midterste årgange, med en drejning fra det akademiske til det folkelige der også gav sig udtryk i hans år som højskolelærer på Askov fra 1951-53. Deraf ikke mindst den helt folkelige succes som Hereticatidens ganske avancerede æstetik og lyrik opnåede.

Det begyndte ellers ved inddragelse at et nyt miljø fra Århus universitet med Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen og til dels Jens Kruuse som kraftcenter. Ole Wivel fik disse forbindelser til at gå i ét og drejede sig selv i religiøs retning, hvad der til gengæld skabte afstand til radikale kredse. Den kontakt bedredes da han som resultat af et langtrækkende samarbejde med Louisianas grundlægger Knud W. Jensen gik ind i Gyldendals direktion, 1954-63, og med varig plads i bestyrelsen atter blev direktør 1971-80. Allerede i den første periode lykkedes det Ole Wivel og hans meddirektører at modernise det store forlag og gøre det litterært toneangivende ved sikre kontakter med samtidige forfattere, ikke mindst den ny generation af digtere. Tidsskriftet Heretica fik således sin fortsættelse i Vindrosen med Tage Skou-Hansen og Peter P. Rohde i redaktionen for at tegne en ny spændvidde. Ind imellem var han en tid forstander for Krogerup højskole.

Et andet udtryk for omstillingsbordets kombinationer er vejen fra den grundtvigske studenterkreds og til den borgerlige studenterforening hvor han begge steder i flere omgange var formand og ledende senior. Stadig en slags ligevægt, men ikke kun accepter, også protester – en dialektik man tydeligt kan følge i hans forfatterskab som omfatter lyrik, kritik, mono- og autobiografi. Det begyndte med digtsamlinger under krigen, og de nåede et højdepunkt af ideologisk tidsbevidsthed med I fiskens tegn, 1948 og Jævndøgnselegier, 1949 med emner koncentreret om krigen og kunsten, i en stemning af forventning med tydeligt kristne tonegange. Inden den karakteristiske selvkritik satte ind igen udløstes en art befrielse i bekendelsesskriftet Den skjulte gud. Breve til en præst, 1952 og digtsamlingen Maanen, s.å. At konfliktstoffet er kunstnerisk set mere udfordrende ser man af følgende samlinger, især Nike, 1958. Kunsten og krigen hed en samling artikler midt i tresserne, mellemstation mellem Poesi og eksistens, 1953 og Poesi og protest, 1971, titler som udtrykker forløbet gennem det aktive politiske engagement i Vietnamkrigens skygge over verden. Gennem tresserne var han medstifter af Den danske Algierkomité, af Dansk Bertrand Russell råd og Landsindsamlingen Vietnam 69. Digtsamlingen Gravskrifter, 1970 samler lyriske udtryk for denne tidsånd. At han samtidig kunne være medlem af planlægningsrådet for forskningen og formand for sektoruddannelsesrådet for de videregående uddannelser siger noget om hans integritet.

Danmark ligger her endnu, 1979 lyder meddelelsen seismografisk sikkert med en præcis, alvorlig munter samling "postkort og portrætter" der i 1981 fulgtes af Skabelsen. Et digt om Guds elskværdighed. Med et stort greb tilbage i de tidlige års religiøse udbrudsforsøg opfangede han her firsernes ny lydhørhed for sjælens toner. Digtets otte sange er ikke en gengivelse af skabelsens dage, men inspirerede digteriske overvejelser og tilnærmelser til begyndelsen, til de skabende ord. Det er et stort og smukt anlagt forsøg på at trænge igennem til et sprog for det før-os-værende, det fremmede, det helt anderledes, under indtryk af bl.a. truslerne mod jordens økologi og hele balance. Det er som billeder i "øjenhulernes hulspejl for verdensrummets tvivlsomme endelighed". Bogen er et godt udtryk for Ole Wivels ukuelige vilje til at tænke om, at afsøge forudsætninger, at tage sig selv og verden op til revision.

Samme evne til indtrængen i sammenhænge præger hans samtidshistoriske, kritiske essays og hans monografi over vennen Martin A. Hansen. Det todelte værk (1967-69) er en fortælling om digterens skæbne og værk ud fra et vitalt grundproblem: at kunst nok kan bringes i forhold til troen, moralen og politikken, men ikke på deres betingelser. Ansvaret for ordenes virkning på liv og død mener han var den beundrede digterskikkelses problem. På sin måde genfindes denne tanke i Ole Wivels meget indforståede skildringer af en række samtidige malere og af den fint lysende beretning om Skagens maleriske kultur i Rejsen til Skagen, 1977. Dér kommer man også tæt på den blufærdigt uforbeholdne digter.

Ole Wivel fortsatte sit erindrigsværk med Kontrapunkt, 1989 og Lyset og mørket. Mit venskab med Knud W. Jensen, 1994. I biografien om Karen Blixen, 1987, inddrages personlige erindringer. Blandt hans senere digtsamlinger kan nævnes Iris, 1993, Sol og krig, 1995 og Kroketkuglen. Erindrings- og portrætdigte, 1998.

Ole Wivel var formand for studenterkredsen i Kbh. 1955-57; ledende senior i studenterforeningen 1957-58 og 1961-62; medlem af kulturministeriets kulturudvalg 1962-68 og af planlægningsrådet for forskningen 1973. 1964 blev han medlem af Det danske akademi og 1973 af Akademiet for de tekniske videnskaber. Ole Wivel tildeltes Aarestrup-medaljen 1961, Johannes Ewald-legatet 1986 og Holberg-medaillen 1994.

Familie

Ole Wivel blev født i Kbh. (Maria), begravet på Vedbæk kirkegård. Forældre: grosserer Carl-Eilert Wivel (1891-1971) og Karen Margrethe Tafdrup (1897-1984). Gift 20.5.1944 i Vedbæk med Ann Grethe Helsteen, født 30.4.1921 i Kbh. (gift 1. gang 1942 med Gunnar Stenaae, født 1907; ægteskabet opløst 1944), datter af speditør Carl Wilhelm Heinrich Max Hintz (1891-dødsår ukendt) og Karen Astrid Emilie Helsteen (1891-1982).

Ikonografi

Afbildet på mal. af H.C. Højer, 1952 (Askov højskole). Tre tegn. af H. Lollesgaard, 1963 (Kgl. bibl.). Litografi af S. Havsteen-Mikkelsen, 1967. Foto.

Bibliografi

Udg. Jævndøgn. Digte 1943-55, 1956. Digte 1948-58, 1960. Udv. digte, 1971.

Kilder. Romance for valdhorn, 1972. Trio i nr. 3, 1973. Tranedans, 1975.

Lit. Vagn L. Simonsen i Catholica X, 1953 16-24. Poul Vad i Heretica VI, s.å. 272-83. Knud Hansen i Kirke og kultur X, Oslo s.å. 619-24. Emil Frederiksen i Danske digtere i det 20. årh. II, 1955 322-36. Jørgen Andersen sst. 2. udg. III, 1966 225-41. Bent Haugaard Jeppesen sst. 3. udg. III, 1981 314-25. Joran Mjoberg i Nord. t. for vetenskap, konst och industri XXXVIII, Sth. 1962 343-55. Samme i Samtiden LXXI, Oslo s.å. 498-508. Samme: Drømmen om sagatiden II, Sth. 1968 389-403 495-99. Birgit Helene Hansen: Omkr. Heretica. Vilh. Grønbechs forfatterskab som forudsætn. for Hereticas første årg. med særligt henblik på Ole Wivels produktion, 1970(2. udg. 1972).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Torben Brostrøm: Ole Wivel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299465