• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Sarvig

Oprindelig forfatter SRoss

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ole Sarvig, 27.11.1921-4.12.1981, forfatter. Ole Sarvig blev student fra Efterslægtselskabets skole 1940, tog filosofikum s.å, og drev kunsthistoriske studier. 1944–45 var han medarbejder ved Weilbachs kunstnerleksikon og 1946–48 virkede han som oversætter og forlagskonsulent. 1950–53 var Ole Sarvig kunstkritiker ved dagbladet Information, 1953–54 redaktionssekretær og kunstkonsulent ved Danmarks radios fjernsynsafdeling. Over længere perioder opholdt han sig i udlandet: i Norge 1945–46, Frankrig 1948–49, Skotland og Irland 1949–50 og Spanien 1954–62; herefter slog han sig ned på Christiansdals klostergård i Sydsjælland.

Ole Sarvig har modtaget en lang række priser og udmærkelser, således Kritikerprisen 1960, Søren Gyldendal prisen 1964, Det danske akademis pris 1967 og Lyrikerprisen 1968. Han var medlem af kulturministeriets udvalg vedr. kultur- og kunsthistoriske museer 1971–76, repræsentantskabet for filminstituttet fra 1972 og Det danske akademi fra 1972. Foruden sit kunsthistoriske og skønlitterære forfatterskab har Ole Sarvig oversat en lang række værker, overvejende fra engelsk, hvoraf især hans Shakespeare-oversættelser har vundet stor genklang for deres dramatisk-mundrette kvalitet.

I den metafysisk orienterede kreds omkring tidsskriftet Heretica, 1948–53, var Ole Sarvig den digter der med størst konsekvens beskrev det moderne menneskes krisesituation i en verden uden faste normer, truet af undergang. Hans forfatterskab udgør en storslået og sammenhængende analyse af vor tids angst og splittethed bestemt af et syn på vor kultur som værende i åndeligt forfald. Denne tilstand ser Ole Sarvig også bekræftet i den abstrakte billedkunsts fragmenterede skildringer af menneskesindet. 1945 oversatte han José Ortega y Gassets essay La Deshumanizacion del arte, 1925 som Menneskets fordrivelse fra kunsten, en analyse netop af den fremmedgørelse som den moderne kunst er et udtryk for. Dette emne diskuteres af Sarvig selv i de kulturkritiske og kunstfilosofiske værker, Krisens billedbog, 1950 (2. forøgede udg. 1962), Midtvejs i det tyvende aarhundrede, 1950, Glimt, 1956 og Stedet, som ikke er, 1966. Sammen med bøgerne om Gitz-Johansen, 1945, Edvard Munchs grafik, 1948 (3. revid. udg. 1980), Nattevagten, 1951 og Palle Nielsen, 1966, vidner disse essaysamlinger om en enestående indsigt i kunstens væsen og historie. Overhovedet udgør Ole Sarvigs talrige kritiske og filosofiske skrifter en hovedhjørnesten i forfatterskabet og må vurderes som en fortsat kommentar og supplement til hans digteriske produktion.

Annonce

Kernen i Ole Sarvigs lyrik udgøres af de fem digtsamlinger han skrev under og umiddelbart efter anden verdenskrig (et fyldigt udvalg, Den sene dag, udk. 1962). De danner en cyklus hvis bindeled er digterens søgen efter et svar på den universelle krise. Debutsamlingen Grønne Digte, 1943, er endnu harmonisk i anslaget. Men den anelsesfyldte tone der gennemstrømmer de første teksters drømmeagtige, udviskede gengivelser af den ydre virkelighed er blot et varsel om den desperate følelse af isolation og hjemløshed i en udslukt civilisation der i bindets anden del er skildret i et skarpt sanset, yderst kompliceret billedsprog.

I Jeghuset, 1944, digtkredsens centrale bind, portrætterer Ole Sarvig storbyen som stedet, hvor nutidsmenneskets skæbne fuldbyrdes. Det er en øde by – som fremstillet i en række raderinger af den åndsbeslægtede grafiker Palle Nielsen – hvor mennesket blot skimtes som et ubetydeligt, identitetsløst punkt. For at overvinde følelsen af tomhed søger digteren tilflugt i "jeghuset", et forsøg der blot fører til endnu større afmagt og ensomhed. Ladt alene tilbage analyserer Ole Sarvig nu samtiden med udgangspunkt i nøglebegrebet "insektfolket" der symboliserer den golde intellektualisme som er ude af stand til at åbne sig for livet selv. Jeghuset beskriver krisens kulmination men antyder samtidig en frelsemulighed i de afsluttende digtes kredsen om Kristusskikkelsen.

Den mystiske oplevelse og vågnende religiøse bevidsthed øges i de to næste prosalyriske samlinger. Mangfoldighed, 1945, er en beskrivelse af de første skridt mod erkendelsen af, at vi må vende tilbage til jegets tomme hus og gennemleve den nihilistiske tilstand for at kunne overvinde den, og gradvis ses angstfølelsen som et udgangspunkt for skabelsen af nyt liv. I Legende, 1946, føres vi da gennem en række apokalyptiske scenerier frem til forårsmysteriet. Nu finder manden og kvinden, hvis omrids skimtes i det foregående bind, hinanden og forløses hermed gennem en næsten panteistisk forening med Kristus i den genkommende natur. Menneskets genfødelse og sejr over mørket skildres i samlingen Menneske, 1948. Dets hovedmotiver, digterens oplevelse af kærligheden og hans søgen efter Kristus, smelter sammen i en forståelse af kærlighedsmysteriet som et udslag af guddommelig nåde. En epilog, Min kærlighed, tilføjet 1952, understreger endnu engang erkendelsen af tomhed og ensomhed som udgangspunkt for forvandlingsprocessen.

I Ole Sarvigs første roman, Stenrosen, 1955, symboliseres dette udgangspunkt i miljøet: den udbombede tyske hovedstad efter 1945. Førkrigstidens Berlin, et billede på menneskets dæmoniske kræfter, genopbygges imidlertid i samme ånd hvilket bogens livsfarligt kvæstede hovedperson føler sig ude af stand til at acceptere. Ole Sarvigs fascination af dette ingenmandsland mellem liv og død forklarer hans brug af kriminalgenren for hans to næste romaner, De sovende, 1958 og Havet under mit vindue, 1960. Ligesom Graham Greene benytter Ole Sarvig spændingselementet som udgangspunkt for en beskrivelse af menneskets ondskab: at løse kriminalgåden betyder derfor at erkende ondskaben – og om muligt at besejre den. Sarvigs romankunst er således egentlig ren symboldigtning og i stigende grad mærket af religiøse undertoner mens den ydre virkelighed i takt hermed nedbrydes og opløses.

I radioromanen Limbo, 1963, opgiver Ole Sarvig fuldstændig den traditionelle romanform til fordel for en lyrisk indre monolog der skildrer en afdød mands fortsatte liv i hans enkes sjæl og hendes længsel efter ham. Bogen – en af efterkrigstidens mest fascinerende religiøse manifestationer – portrætterer således et ventende menneske i et foreløbigt tomrum før forløsningen gennem døden. De to radiospil, Stemmer og I mørket fra 1970, fortsætter i deres behandling af menneskets udsatte situation, sat i relief af truende katastrofestemninger med nåden og kærligheden som den eneste udvej, hovedtemaet i Sarvigs forfatterskab.

Elementer af kriminalgenren – dog denne gang helt uden metafysiske aspekter – genfindes i den burleske satire over dansk provinsliv, romanen Glem ikke, 1972. Dens filmiske kvaliteter peger frem mod den eksperimenterende novelle I lampen, 1974, skrevet for TV-teatret. Teksten er tydeligt underkastet en visuel behandling og et ønske om at skabe nye læseroplevelser gennem de ledsagende, intense fotografier (af Morten Bo og Jørgen Borg) der på én gang drager tingene nærmere til læseren og formidler en overnaturlig oplevelse i billedernes symbolske, undertiden skræmmende kontrast mellem lys og mørke. Også her udtrykkes Ole Sarvigs syn på livet som en anelsesfyldt lidelsens vej der må tilbagelægges for at vi kan nå frelsens lys: oplevelsen af kærlighedens mysterium som Sarvig finder udtrykt i Det ny testamente, især i Jesu prædikener og lignelser, i en genkendelse af Evangeliernes billeder belyst af denne tid der er titlen på en bog fra 1953 (genudsendt 1979 med akvareller af Jens Nielsen). Emnet beskæftiger ham også i artikelsamlingen Igår – om lidt, 1976 hvor Sarvig træder frem som bekendende konfessionsløs kristen, men ligger egentlig bag hele forfatterskabet frem til de sidste bøger.

Mens den retrospektive samling, Forstadsdigte, 1974, endnu udtrykker en stærk følelse af usikkerhed og frygt, søges denne tilstand, livets inferno, overvundet i Ole Sarvigs betydeligste roman De rejsende, 1978. Hovedpersonen, den midaldrende dansk-amerikaner Dan T., rejser ud for at efterspore sin fars fortid for at overvinde sin barndoms traumer og genvinde sin tabte identitet. Romanen er både en poetisk og politisk vision gennemvævet af allusioner til Dantes guddommelige komedie. Imidlertid synes Dan T. at rejse i den modsatte retning: ikke mod paradis men ind i en kaotisk nutid. Overvindelsen af dens dæmoniske kræfter, lysets sejr over mørket der symboliseres i hovedpersonens genforening med Betsy (Beatrice) skulle være skildret i et flg. bind. I stedet medførte sygdom og død i Ole Sarvigs nærmeste omgivelser en overvældende lyrisk produktivitet, en "salmestorm", der i udvalg udkom i det dybt personlige bind Salmer og begyndelser til 1980'erne, 1981. Stærkt påvirket af barokkens kontrastfyldte salmedigtning skildrer Sarvig i et lidenskabeligt, undertiden erotisk sprog sin egen længsel efter forløsning gennem kærlighedsoplevelsen, der veksler med meditationer over evangeliet og ekstatiske anråbelser af Gud som frelseren for menneskets lidelser. Samlingen bekræfter Ole Sarvigs position som den største religiøse danske digter i nyere tid og den betydeligste repræsentant for et livssyn der hverken søger psykologiske eller sociale forklaringer på det moderne menneskes fremmedgørelse og identitetskrise, men konsekvent peger på en metafysisk løsning.

Familie

Ole Sarvig blev født i Kbh. (Skt. Anna), død sst. (Holmens), begravet i Bavelse. Forældre: malermester, senere tegnelærer ved Frbg. tekniske skole, Carl Eskild Sarvig (1892–1940) og Helga Annette Henriksen (født 1897, gift 2. gang 1956 med Johs. Andreas Mohn, født 1893). Gift 1. gang med tegner Anna Margrethe Sørensen, født 31.1.1921 i Kbh. Gift 2. gang med danser Marie Hauge, født 4.11.1917 i Lillehammer, Norge. Gift 3. gang 1949 med maler Patricia Ferreira Stacey, født 1.2.1923 i Graff-Reinert, Transvaal, Sydafrika, datter af Thomas Stacey og Jessica Ferreira. Gift 4. gang med forfatter Ulla Borup Nielsen, født 13.10.1927 i Esbjerg, datter af boghandler Otto Nielsen og Alice Nielsen. Ægteskabet opløst. Gift 5. gang 22.12.1962 i Sorø (b.v.) med teaterinstruktør, kostumier Helen Aileen Dewell, født 11.3.1928 i Plains, Kansas, USA, død 28.1.1980 i Bavelse, datter af handelsmand Millard P. Dewell (1900–75) og regnskabsfører Ruby E. Wright (født 1904).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Hanne Marie Svendsen: Romanens veje, 1966 9–24 og Poul Borum: Samtale med Ole Sarvig, 1969. -Henning B. Fonsmark i Gads da. mag. XLIII, 1949 518–25. Samme: Lyrikken 1945–52, 1952. Steffen Hejlskov Larsen i Danske studier, 1961 85–104. Torben Brostrøm: Poetisk kermesse, 1962 (2. udg. 1968). Carl Martin Frovin Jørgensen: Ole Sarvigs lyrik, 1971 (heri bibliografi). Ole Wivel i Det danske akad. 1967–74, 1974 201–12 (jfr. sst. 213–22). Preben Skovgaard Andersen: Omkr. Ole Sarvigs Kristusdigte, 1979 (heri bibliografi). Poul Borum i Danske digtere i det 20. årh. 3. udg. III, 1981 409–25. Tidstegn, en bog om Ole Sarvigs forfatterskab, red. Iben Holk, 1982. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 28. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896