O.C. Molbech, Oluf Christian Molbech, 7.12.1860-29.12.1927, forfatter. Født i Kiel, død i Birkerød, urne på Birkerød kgd. M. blev student 1879 fra Hauchs skole, 1880 cand.phil. En tid studerede han statsvidenskab, blev 1887 sekondløjtnant, 1901 løjtnant ved forstærkningen. 1888 løsrev han sig fra det æstetiske miljø hvori han var opvokset og rejste til USA hvor han indtil 1899 var beskæftiget med tømmerhandel i de store skovdistrikter i de nordlige stater samtidig med at han stiftede grundigt bekendtskab med det primitive emigrantliv og studerede indianernes kultur. Efter sin hjemkomst forsøgte han i Tyskland at skabe sig en eksistens ved tømmerindustrien, men det mislykkedes. 1905-25 var han ansat i J. Jørgensen & Co.s bogtrykkeri. - M. udfoldede en omfattende litterær virksomhed, dels som udgiver af personal- og litteraturhistoriske værker: General Edvard Emil Langbergs Hændelser, 1902, C. F. Tietgen: Erindringer og Optegnelser, 1904, Christian Molbech og hans Søn Christian K. F. Molbech, 1908, Chr. K. F. Molbech: Udvalgte Digte, 1921 og Adam Oehlenschläger: Udvalgte Digte, 1922, dels som skønlitterær forfatter med en række novellistiske skildringer af sine oplevelser i USA og af emigranternes vilkår, Skoven hævner, 1904, Over Havet, s.å., Den gule By, 1905, Pocahontas. s.å. og Høg over Høg. 1908 samt digtsamlingen Emigrantens Sange, 1910. Hans betydeligste litterære indsats er dog en på omfattende studier hvilende halvdokumentarisk fremstilling af indianernes undergang. Indianerliv. Et døende Folks Saga, 1911, Skovens Helte, 1912, og Kampen om Prærien, 1915. En påbegyndt samlet skildring af det europæiske kolonisationsarbejde under titlen Pelsværkshandelen i Nordamerika lykkedes det ham ikke at få fuldført.

Familie

Forældre: professor Chr. K. F. M. (1821-88) og Mathilde Krabbe (1841-1908). Gift 7.10.1890 i Brooklyn med Aasta Christiane Schack, født 16.8.1871 i Nørresundby, død 18.1.1939 i Birkerød, d. af garvermester Simon Adolph S. (1828-93) og Asta Karoline Marie Mortensen (1830-1910).

Ikonografi

Mal. af Aage Bertelsen. Tegn. af Gerda Ploug Sarp. Foto (Fr.borg).

Bibliografi

Ludv. Holstein i Politiken 13.11.1904. Poul Levin sst. 6.3.1905. Harald Nielsen: Af tidens træk, 1909 107f. Samme i Nationaltid. 4.1.1928. Palle Rosenkrantz i Berl. tid. 31.12.1927. Carl Dumreicher i Nationaltid. 27.4.1928. Axel Henriques: Glade år, 1930 194-97.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig