Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nis Petersen

Oprindelig forfatter SRoss
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nis Petersen, Nis Johan Petersen, 22.1.1897-9.3.1943, forfatter. Født i Vamdrup, død i Laven, urne på Vestre kgd., Kbh. Efter moderens tidlige død blev P. sammen med sine to søskende opdraget i et stærkt indemissionsk miljø – et miljø som også fætteren Kaj Munk voksede op i – hos sin mormor i Herning. Året efter sin realeksamen 1913 kom P. i apotekerlære i Nakskov, men fandt sig aldrig tilrette her og begyndte tidligt i 1918 som journalist ved Holbæk Amts Avis; samme efterår udnævntes han til redaktionssekretær. Allerede i Holbæk begyndte P. at bygge sin egen – i mange år almindeligt accepterede – myte op som verdens-omvandreren og opdigtede forskellige reportager om imaginære bedrifter i Sydamerika. Da han desuden rettede en række skarpe angreb på navngivne privatpersoner afskediges han 1920 -forøvrigt med en smuk anbefaling fra bladets redaktør der var udmærket klar over P.s skrivetalent. Indtil foråret 1921 arbejdede P. som medredaktør af et fagligt tidsskrift i Kbh. Herefter ophørte hans borgerlige tilværelse. Fra nu af var han vagabond, digter og løsarbejder. Altid på flugt for sig selv blev han hjemløs – og havde indtil nu hovedsagelig drømmerierne været hans desperate middel til at overvinde angstneuroserne, så blev det nu også alkoholen. Det har været vanskeligt at følge P.s spor de næste år. I beg. af 1922 levede han som hjemløs i Kbh., læste meget, især F. Nietzsche og R. Kipling, skrev meget, siddende på kommunale læsesale, og fik samme år afvist manuskriptet til digtsamlingen For Tromme og Kastagnet. I de flg. år vagabonderede P. i Jylland og Sverige, men altid med et fast holdepunkt i søsterens og svogerens hjem i Viborg, og i biblioteket her, der gav ham mulighed for at drive sine kildestudier til Sandalmagernes Gade. Fra 1926-29 levede P. som skotøjsarbejder i Viborg, men et brud med svogeren drev ham igen ud på landevejene. I 1930 opholdt han sig i en længere periode i Herning støttet af en kreds af venner. Herfra rejste han hen på forsommeren 1931 til Færøerne hvor han afsluttede sin roman. Gennem sit ægteskab fik P. lidt mere hold på sit liv. Rejserne, som han tidligere mest havde fantaseret over, blev nu realiseret: rejser til Sverige og Norge, senere Irland, England, Norditalien og Spanien. I forbindelse med skilsmissen oplevede P. en stærk depressionsperiode, opholdt sig først i Bergen, derefter i Nordjylland. I Ålborg fik han 1937 meddelelse om tildelingen af det Ancherske rejselegat, og her lærte han sin anden kone at kende. Årene 1938-39 blev dog atter en kriseperiode bestemt af økonomisk ruin og desperation over manglende produktivitet. Det skyldtes hustruen og veninden fra Herningtiden, Ellen Bülmann, at det trods alt lykkedes P., fra slutningen af 1930erne og i sine sidste leveår, at komme ud af sit menneskelige forfald. P. selv forsøgte at forklare sit splittede væsen som et resultat af bruddet med sin pietistiske opdragelse. Og det er utvivlsomt dette brud med et livssyn, i hvilket ansvar og synd er absolutte størrelser, der har belastet ham med den kroniske skyldfølelse og skæbnesvangre ubeslutsomhed der forfulgte ham hele livet, en skepsis og angst, en følelse af at være udstødt der også karakteriserer en lang række af hans fiktive personer.

P.s eksistentielle angst kommer tydeligst til udtryk i hans lyrik som han begyndte at skrive allerede i 1915. Afsky for første verdenskrigs rædsler er i disse digte, der først blev udgivet 1951 under titlen For Tromme og Kastagnet, blandet med egne selvmordsstemninger: den politiske tidskommentar lykkedes aldrig rigtig for P. hverken her eller i det kendte digt Brændende Europa fra 1933. Altid skrev han om sig selv, skjulende smerten bag en patetisk eller forsoren-fandenivoldsk tone. Det heroiske menneske – Nietzsche og Kipling gør sig her stærkt gældende – der efter nederlag hjemme drager ud i ensomheden fungerer som P.s ideal, hans uopnåelige drøm. I hans næste digtsamling, Nattens Pibere, 1926 ser han dog ikke mere vagabondens skæbne udelukkende som et resultat af borgerskabets afvisning, men også som en underkastelse under en højere magts bestemmelse – mennesket udsat for Jobs prøvelser. Samme holdning, iblandet en desperat tro på fællesskabet, karakteriserer P.s øvrige digtsamlinger, En Drift Vers, 1933, Til en Dronning, 1935 og Stykgods, 1940. Adskillige af disse digte er flot og trodsigt klingende, som Et Kvad om en Knes fra Peene og En Ballade om Borgmesteren i Galway i hvilke Kipling og dennes efterligner, canadieren Robert Service, bliver stadig tydeligere forbilleder også med hensyn til versformen: langlinjede, fortællende ballader. Helt uden heroiske attituder, enkle og gribende i tonen, er de bekendende tekster, Kit in Memoriam og Den lille Gæst og i et digt som Elegi er det lykkedes P. at skabe en kunstnerisk fuldgyldig overensstemmelse mellem hans egen smerte og splittelse og periodens – 1930ernes – disharmoni. P.s gennembrud – også på det internationale plan – kom med Sandalmagernes Gade, 1931, en historisk roman fra Marcus Aurelius' Rom, skrevet i en bevidst drillende, anakronistisk stil men egentlig en moderne journalistisk reportage hvori P. lader den urolige europæiske mellemkrigstid spejle sig. To tidsaldre paralleliseres, i hvilke samfund og livssyn er gået i opløsning i total afmagt over for evangeliets kærlighedsbudskab. Miljøet er genskabt med en overdådighed af levende detaljer, baseret på omfattende antikvariske studier, og romanens myldrende liv er glimrende fastholdt med en moderne filmisk teknik der tillader både brede panoreringer og præcise fokuseringer på hver enkelt af bogens store galleri af farverige og ofte blakkede personer. Den mest fremtrædende figur er den vege Marcellus – en romersk repræsentant for "den Aargang, der maatte snuble i Starten" (Jacob Paludan) – hvis tre kærlighedshistorier udgør handlingens ledetråd. Han rammes af de omsiggribende kristenforfølgelser, men har ikke format til martyriet. Tilfældigt dræbes han som "et Udkast havnet i Skæbnens store Papirkurv". – Også P.s anden roman, Spildt Mælk, 1934 handler om menneskeligt nederlag og skæbnens tilfældighed, denne gang med emne fra Irland under friheds- og borgerkrigen 1922. Artistisk set rummer bogen blændende indfangede enkeltheder, tæt sansede naturindtryk og frapperende rids af mennesker, hærdede og kyniske som de var blevet efter mange års blodig strid. Men det stramme greb om kompositionen der kendetegner Sandalmagernes Gade på trods af den enorme stofmængde er her løsnet. I stedet for en egentlig gennemgående handling præsenteres læseren for et flimmer af løst sammenføjede episoder, scener med mord og plyndring, fattigdom og sorg over de døde, skildret med en blanding af hårdkogthed og sentimentalitet.

Denne blanding kendetegner også den sidste del af P.s forfatterskab der bortset fra den moraliserende aforismesamling, 99 Bemærkninger, 1936 består af noveller der sædvanligvis først blev offentliggjort i ugeblade før de udkom i bogform. Engle blæser paa Trompet, 1937 indeholder fortællinger der virker som episoder fra de to romaner og har som regel et internationalt miljø. Derimod er teksterne i de senere samlinger, Dagtyve, 1941, Muleposen, 1942 og Stynede Popler, 1943 oftest baseret på P.s oplevelser fra strejftogene i den danske provins. Stoffet er gerne af anekdotisk natur serveret med et vid og en excentricitet i billedsproget der peger på den engelske humorist P. G. Wodehouse som et muligt forbillede. I P.s sidste noveller leger han i mindre grad med ordene, sproget bliver mere fortættet og får derved større kraft, en kvalitet der udmærker hans bedste novelle, Den herreløse Mand, et idealiseret selvbiografisk portræt af en karakterstolt, åndsoverlegen vagabond. P. var rodløs hele sit liv. Barndommens uberørte idyl som udtrykt i digtet De smaa Børns Smil, oplevelsen af såvel kærligheden som døden og håbet om guddommelig nåde repræsenterede ganske vist for P. muligheden for at overvinde kaos; men endog døden skyede han som en frelsemulighed – til stede hos ham er stedse en skjult frygt for døden som dom. P.s nærmest nihilistiske livssyn var et typisk fænomen hos en række af 30ernes forfattere, men er hos ingen anden i dansk litteratur blevet udtrykt med større desperation og intensitet.

Annonce

Familie

Forældre: garvermester Knud P. (1862-1906) og Karen Kristine Nissen (1873-99). Gift 1. gang 15.4.1932 i Kbh. (b.v.) med skuespiller, recitatrice, senere dipl. talelærer Ellen Malberg, født 2.4.1907 i Kbh., død 26.12.1983 sst. (Bispebjerg) (gift 2. gang 1943 med violinist ved DR Sven Hillbrandt, 1908-77), d. af skuespiller Henrik M. (1873-1958) og Anna A. Hansenmeyer (1883-1969). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 28.1.1938 i Herning med journalist Anna Elisabeth (Annalise) Staggemeier, født 21.4.1905 i Vejle, d. af landinspektør, senere i Brønderslev, Anton Emil S. (1870-1944) og Inger Agathe Jacobsen (1881-1972).

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp og af Ivan Opffer. Relief af broderen C. V. Garm. Buste af samme, 1950 (Laven). Foto.

Bibliografi

Udg. Saml. digte, 1949 (nyt opl. 1966). Mindeudg. I-VIII, 1962.

Bibliografi. K. F. Plesner: N. P.s bøger, 1947. Frits Johansen: N. P. bibliografi, 1953.

Lit. Tom Kristensen i N. P., 1943 = Gyldendals julebog 1943 7-19. K.F. Plesner i Gads da. mag. XXXVII, 1943 198-210 (også i forf.s Gode klerke, 1944 172-85). Hans Th. Jørgensen: Dage med N. P., 1944. Hans Brix:

N. P., 1947 (2. udg. 1948). Annalise Nis Petersen: Mod hæld. N. P.s sidste år, 1948. Niels Møgelvang Nielsen: Den regntunge sky, 1951. Kj. Elfelt: N. P. som journalist, 1954. Cai Clausen: Irland og N. P., 1955. Jørgen Andersen: N. P., 1957. C. V. Garm: Gråd og granit, 1962. Frederik Nielsen: N. P., 1970. Bibs Tuxen: Et stykke ad vejen med N. P., 1975. Papirer iKgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel: Nis Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295697