Niels Hofman Sevel Bloch, 14.7.1761-1.12.1829, forfatter. Døbt i Ålborg. Død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1778 fra Ålborg og lagde sig efter studiet af klassisk filologi og filosofi. I årene 1785–87 besøgte han flere gange Norge. Imidlertid var han kommet i forbindelse med en international eventyrer, tyskeren Johan Gottlieb Herman, der under navn af Pallini og Mortczini vakte en del opsigt i Kbh. B. var i begyndelsen betaget af hans mystik, men indså senere at han var en svindler, og førte i årene 1788–89 en skarp polemik imod ham, støttet af Werner Abrahamson og af Schack v. Staffeldt der var B.s nære omgangsven. 1795 promoveredes B. til dr. phil. ved Kiels universitet for en afhandling De vita Samii Philosophi, og han benyttede derefter sin jus docendi til at holde forelæsninger ved Kbh.s universitet over en række højst forskellige emner som handelsgeografi, engelsk sprog, filosofiens historie, Shakespeare, berømte græske mænds levned m.m. Sidstnævnte forelæsning stod i forbindelse med udarbejdelsen af hans livs hovedværk Navnkundige Grækeres korte Biographier I–II. 1800–02 der til dels er bygget på førstehåndsstudier. I øvrigt måtte han fra morgen til aften slide med informationer for at kunne underholde sin moder. 1802–06 var han konstitueret som konrektor ved Trondheims skole, og disse år regnede han for de lykkeligste i sit liv trods de personlige kontroverser han der havde med byens højeste gejstlighed. Under sit ophold i Trondheim begyndte han udgivelsen af et populærvidenskabeligt tidsskrift Throndhiemske Blandinger (hæfte 1–3, 1804), hvori han meddelte flere oversættelser af oldtidens klassikere, og som desuden indeholder historisk-topografiske bidrag af interesse. Da B. 1806 forlod Trondheim ville han sejle til Kristiania på et Rostockskib, men dette blev opbragt af en engelsk fregat, og han måtte igen tilbage til Trondheim. Han rejste da over land til Kristiania, og udtog af sin dagbog på denne sidste rejse har han meddelt i et særskilt lille skrift, Reise-Iagttagelser som en slags håndbog for rejsende. Efter sin hjemkomst levede han i Kbh. som litterat til sin død. Han ernærede sig ved journalistik, redigerede dagbladet Dagen 1816–17 og oversatte en stor del skrifter af historisk og skønlitterært indhold. Under pseudonymet N. Sørensen forsøgte han sig også som humoristisk forfatter. Han var medlem af flere videnskabelige selskaber.

Familie

Forældre: rådmand, by- og rådstueskriver i Ålborg Søren B. (1731–82) og Ane Marie Sevel (1732–1809). Ugift.

Udnævnelser

Tit. professor 1817.

Ikonografi

Stik af A. Flint.

Bibliografi

N. H. S. B.: Rejseiagttagelser, 1808.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig