Nicolai Søtoft

Nicolai Søtoft, Nicolai Bierfreund Søtoft, 31.3.1790-5.6.1844, forfatter, præst. Født i Assens, død i Øster Egesborg, begravet i Præstø. S. blev student 1811 fra Nykøbing F., cand.teol. 1816, 1817 residerende kapellan i Købelev og Vindeby, Lolland, 1823 sognepræst i Præstø og Skibinge, 1835 i Øster Egesborg ved Vordingborg, i hvilket kald han sad til sin død. Fra skoletiden var han nær ven med Poul Martin Møller; som student gjorde han yderligere bekendtskab med B. S. Ingemann, Peder Hjort og Chr. Winther; han kom i fru (Thomasine) Gyllembourgs hjem hos den unge J. L. Heiberg og tog ivrigt del i tidens æstetisk bevægede akademiske liv. Digter var han allerede i skolen; efter en ret ubetydelig debut med et bind Romantiske Digte I (1815, heri et Frithiof-drama) kastede han sig ind i Baggesen-Oehlenschläger-fejden med den satiriske litteraturkomedie Aandernes Maskerade, 1816 – et forsøg i Ludwig Tiecks manér, men uden hans vid eller hans poesi. S. var rastløs produktiv i disse år, skrev både vers og fortællinger, men dyrkede især dramaet. Hans udgangspunkt er Tieck, Zach. Werner og Ingemann, men i hans brogede teater spores indflydelse fra så forskelligt hold som Shakespeare, Pedro Calderon og August v. Kotzebue. Adskilligt forblev i skrivebordsskuffen, men 1821–28 udgav han følgende dramatiske værker, hvoraf flere stammer fra hans tidlige ungdom: Leonardo og Blondine, 1821, Christian den Fjerdes Dom, 1821, Kirkens Band, 1822, Jernmasken, 1823, Daniel Ranzau, 1823, Borgens Bruud, 1825, Theater I, 1828 (heri bl.a. idyllen Hyrdedrengen og den skotske tragedie Mac-Lean). Efter en 14-årig pause hvori S. fordybede sig i teologiske, filosofiske og filologiske studier fulgte 1842 (i en i øvrigt såre mislykket digtsamling Et Pantheon) den græske tragedie Danaiderne, tænkt som første led i en trilogi, en lærd pastiche der havde vundet Carsten Hauchs, Heibergs og P. O. Brøndsteds interesse. Efter S.s død udgav D. G. Monrad den svage tragedie Knud den Hellige, 1847; den omtales allerede i et brev til Ingemann 1817, men fuldførtes først omkring 1840. – Kun tre af S.s skuespil kom frem på Det kgl. teater. Hans eneste succes var Christian den Fjerdes Dom, en vel fortalt patriotisk anekdote der 1822–50 oplevede 16 opførelser. Som forløber for "Elverhøi" har stykket nogen teaterhistorisk betydning; her skabte J. C. Ryge sin uforlignelige Christian IV, og herfra lånte Heiberg den virkningsfulde idé at benytte nationalsangens toner både i ouverturen og i slutningskoret. Ridderskuespillet Kirkens Band, en groft antikatolsk Kotzebueiade der henrev censorerne, gik kun tre gange, og Hyrdedrengen, en pinlig og smagløs fortsættelse af Oehlenschlägers skønne idyl, endda kun to. – S. var mere belæst og ivrigere for at eksperimentere end flertallet af sine digterbrødre. Hans ujævne og uensartede produktion indeholder prøver på tysk skæbnedrama, spansk lyrisk tragedie (Borgens Bruud), shakespeareske krønikespil (Daniel Ranzau, Mac-Lean), men tilegnelsen af de fremmede mønstre er rent udvendig. Han er interessant ved sit forsøg på at bryde Oehlenschläger-traditionen. Men talentet er beskedent, kun enkeltheder lykkes. Gennemgående er personkarakteristikken svag, stilen usikker, dunkel og smagløs, hans herredømme over sproget ringe. Trods stort opbud af effekt savner hans stykker alt dramatisk liv.

Det urolige, overspændte og forskruede i S.s digtning genfindes i hans personlighed. Biskop J. P. Mynster, der betragtede ham som et "mislykket Geni", skriver i sin visitatsbog om S. som prædikant: "Hvad i Øvrigt Indholdet var, skal jeg ikke kunne sige; nogle christelige Ord, nogle moderne Anskuelser, uden Orden eller Tankegang, uendeligt langt, Foredraget ubehageligt og drævende". Mildere dømte nabopræsten P. Rørdam, selv om han ikke var blind for hans særheder. Hans elskværdigste sider kom til deres ret i baronesse Christine Stampes kreds på Nysø som han fra sin Præstøtid tilhørte. Her kunne den dystre romantiker slå sig løs ved dilettantforestillingerne på Thorvaldsens fødselsdag som Johan v. Ehrenpreis eller Zierlich i "Aprilsnarrene". Men han led tydeligt under samtidens mangel på anerkendelse; over for Brøndsted præsenterer han sig som "en Landsbypræst, der ikke hører til den æsthetiske Volée i vore Dage".