N.D. Riegels

N.D. Riegels, Niels Ditlev Riegels, 27.6.1755-24.8.1802, forfatter. Født på Søllestedgård, Lolland, død i Gunslev, Falster, begravet sst. R. blev student 1771 (priv.dm.) og studerede 1775–79 ved tyske universiteter, men tog ingen afsluttende eksamen. 1781 blev han pagehofmester hos dronning Juliane Marie og kom i denne stilling i forbindelse med kredsen der forberedte det 14.4.1784 gennemførte statskup. Da han n.å. blev afskediget fra sin post fik han en betydelig pension for sin indsats forud for magtskiftet. R. bosatte sig nu på Falster hvor han ejede en gård i landsbyen Højet, og hvor han udfoldede et allerede tidligere påbegyndt omfattende forfatterskab. Han bevægede sig over alle sider af ånds- og videnskabslivet, og han engagerede sig helt aktuelt bl.a. med en plan om udtørring af Bøtø nor på Falster. 1800 flyttede han til Sorø hvor han oprettede en skole. – R.s forfatterskab indledes med Fuldstændig Kirkehistorie I–III, 1781–86, behandlede i flere skrifter lægekunstens udvikling, vigtigst i Forsøg til Chirurgiens Historie, 1786, for sidst i 1780-erne at koncentrere sig om aktuelle samfundsspørgsmål, bl.a. i Maaneds-skriftet Kjøbenhavns Skilderie, 1787–90, og i en lang række pjecer hvor Julemærker fra Landet og Byen, 1790 særlig vakte opsigt. Derefter kastede R. sig over historien, og udsendte Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, Udkast til Fierde Friderichs Historie efter Høier I–II, 1795–1800 og Smaa historiske Skrifter I–III, 1796–98 samtidig med at han fortsatte sin kommentering af samtidens problemer, bidrog med indlæg i tidsskrifter og anmeldte litteratur. – R. har fået et meget ringe eftermæle. Allerede i samtiden lagde man afstand til hans person, og vurderingen af hans forfatterskab har været ensidigt negativt. R. er en gennemkritisk ånd parat til at angribe autoriteter af enhver art og til alle tider, inklusive samtidens. Der er næppe tvivl om at han besad både evner og ærgerrighed der blev bremset ved hans udmanøvrering efter 1784. Han er ingen ringe skribent når han ikke forfalder til overdreven antipati mod sit emne, og der er både i hans medicinsk-historiske og egentlige historiske bidrag værdifulde enkeltheder. Fr. IV er hans helt, men ellers finder ikke meget nåde for hans vurdering, der præges af tidens radikale idéstrømninger. Selv om man også i samtiden kunne tage afstand fra hans person og skrifter, blev han dog læst og kommenteret som udtryk for den yderste venstrefløj i den offentlige meningsdannelse.