Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Morten Nielsen

Oprindelig forfatter TBred

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Morten Nielsen, Karl Bent Lebrecht (Morten) Nielsen, 3.1.1922-29.8.1944, forfatter. Morten Nielsen skrev lyrik fra han var ganske ung. Han nåede kun at udgive én digtsamling, Krigere uden Vaaben, året før han kom af dage, 22 år gammel. Men den var nok til at slå ham fast som en af sin generations mest begavede og formbevidste lyrikere. Efter besættelsen voksede hans ry yderligere, styrket både af den stramt redigerede samling Efterladte Digte Paul la Cour udgav i befrielsesåret, og af det forhold at Morten Nielsen ved sin død var aktiv modstandsmand og derfor et velegnet symbol for nationens følelser. Men også i en senere eftertid hvor modstandsfølelserne fortog sig og de dominerende poetiske idealer ændrede sig er Morten Nielsens lyrik hverken blevet ramt af glemsel eller mangel på respekt. I et enkelt formsprog skrev han om sin alders to mest brændende temaer, kærligheden og døden.

Et gennemgående træk er Morten Nielsens selvkritik. En stor del af hans mange efterladte manuskripter udgøres af noveller og romanforsøg. Men næsten intet af denne prosa slap gennem hans kritiks filter. Kun enkelte noveller lod han offentliggøre i Social-Demokratens og Politikens ugentlige tillæg. Versene underkastede han en lige så streng prøve. Allerede som 17-årig var han klar med den første digtsamling, Dagene, men lod den ligge i skuffen, tog de bedste digte ud af den og skrev dem om og om. Indledningsdigtet til den samling han til sidst udgav, Riget af tusind Aar, begyndte han på i 1940. Lige til en måned før udgivelsen tre år senere arbejdede han på det. Et karakteristisk træk ved hans arbejdsmåde var at begynde med en lang version som han så beskar og fortættede. Foraarets Horisont begyndte med at fylde det meste af en side og endte som fire linier uden et overflødigt ord. Som gymnasiast i Ålborg var han kommet i kontakt med Viggo F. Møller der havde optaget digte af ham i sit tidsskrift Vild Hvede.

I besættelsessommeren blev Morten Nielsen nysproglig student og flyttede til København hvor han begyndte som dansk-studerende for senere at skifte til sammenlignende litteratur. Gennem Møller kom han i kontakt med jævnaldrende lyrikere og var med til at stifte Unge kunstneres klub sammen med bl.a. Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Her debuterede Nielsen som oplæser ved offentlige lyrikaftener og gjorde ifølge anmeldelserne indtryk. Som person gjorde han også et stærkt indtryk på de mennesker han kom nær. Han berørte dem og berørtes af dem. Flere af hans digte er bygget op over indlevelse i fremmede hvis skæbne var ham en udfordring. Riget af tusind Aar, der tager sit udgangspunkt i oplevelsen af en ung jævnaldrende der bliver sindssyg, eller Skæbne der prøver at forstå omgivelsernes medansvar for en kammerat der blev nazist. Ansvar er et nøglebegreb i Morten Nielsens forestillingsverden. Det præger hans kærlighedslyrik som bestandig inddrager hindringer, risiko, omkostninger, ofte ved det forhold der endnu ikke er indgået, eller ved det der er gået i stykker. Bevidstheden om omkostningerne former og farver det sjældne lykkelige øjeblik hvor "Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne".

Annonce

Den største af alle blandt lykkens mange hindringer i Morten Nielsens univers er døden. Den optræder i mange skikkelser: som selvmord (Jeg ser nu i Nat), som det bratte resultat af sygdom (Ingen skal flygte herfra) eller kugler (Nu er du med). Det er ikke døden som universelt metafysisk fænomen – det forhold at vi alle skal herfra engang – der optager ham. Det er døden i utide der er det store kors for tanken i hans digte, den helt unges dobbelte forvisning om at være udvalgt til at fuldføre noget stort og at være lige så udsat som alle andre for at blive standset i optrækket og ikke kunne fuldføre. Et fuldført digt var hans bedste middel til at holde modsigelsen ud med. At bringe formløshedens trussel på form er hans bedste værn mod den, det er en af de måder han viser sig som kunstner på (Men jeg er mig selv).

Sine litteraturstudier brugte han til at øve sit håndelag med. Endnu en indfaldsvinkel til det vigtigste: at digte, fik han ved at virke som free lance anmelder for sin hjembys stiftstidende, og muligvis også en forberedelse til et liv som journalist: han talte om at ville være udenrigskorrespondent. Men ingen af de forskellige "digterforberedelser" kunne få ham til at se bort fra det mest påtrængende i tiden, den tyske besættelse. At tage praktisk og ikke blot teoretisk stilling til den var uomgængeligt for en mand af Morten Nielsens indretning. Så han blev tidligt medarbejder ved det illegale Frihedsstøtten, senere kaldet Dansk Maanedspost, og fra forsommeren 1944 "indsiver" i transportgruppen Speditøren, dvs. en der besøgte og beroligede Sveriges-flygtningene inden ombordsætningen. Efter at have udført dette arbejde i få måneder omkom han under omstændigheder der i mange år har været beskrevet med den faste formular "vådeskud under våbeninstruktion". Omstændighederne ser ud til at have været følgende: 29.8.1944 transporterede Morten Nielsen et par pistoler fra det nordlige København til et kontor Speditøren rådede over i Silkegade i den indre by. Her skulle Nielsen give dem til Jørgen Haagen Schmidt, kaldet "Citronen", en navnkundig modstandsmand der arbejdede for flere grupper, bl.a. Speditøren. På dette kontor omkom Morten Nielsen ved et skud fra en af pistolerne, en Mauser der ramte ham i hjertet så han forblødte på stedet. Ifølge nulevende medlemmer af Speditøren og enkelte andre berettede Schmidt der selv omkom seks uger senere i træfning med Gestapo at Morten Nielsen havde villet sætte patroner i Mauseren og derunder var kommet til at fyre den af mod sig selv. Nielsen var ikke bevæbnet ved de opgaver han hidtil havde løst og var ikke kyndig i våbenbrug. Dødsfaldets omstændigheder blev af indlysende grunde ikke klarlagt nærmere dengang. Men at det var indtruffet spurgtes til gengæld hurtigt i det litterære København. Ved bisættelsen fra Rigshospitalet talte Paul la Cour for et stopfuldt kapel.

Familie

Morten Nielsen blev født i Ålborg, døde i København (Garn.) og er begravet i Ålborg (Almen kirkegård).
Forældre: kommunelærer Ejnar Nielsen (1880-1948) og Gerda Lebrecht Nielsen (1893-1978). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Udg. Digte, red. Halfdan Rasmussen og Tage Skou-Hansen, med forord af Paul la Cour, 1954 (5. opl. 1967).

Kilder. Morten Nielsen i Barn af Aalborg, 1959 125-32. Breve til en ven, 1962 (4. opl. 1967). Breve fra Morten Nielsen, red. Mogens Krustrup m.fl., 1966.

Lit. Ole Wivel i Politiken 30.8.1946 (optr. i forf.s Poesi og eksistens, 1953 11-21). Samme i Kunsten og krigen, 1965 10-17 (optr. i forf.s Romance for valdhorn, 1972). Bjørn Poulsen i Heretica II, 1949 156f. Ole Wivel sst. 199-207. Jørgen Nash i Dialog I, 1950 7-17. Thorkild Bjørnvig i Danske digtere i det 20. århundrede II, 1951 653-69. Samme sst. 2. udg. III, 1966 59-76 (optr. i forf.s Virkeligheden er til, 1973 56-78). Thomas Bredsdorff sst. 3. udg. III, 1981 257-79. Johs. Møller i Digt og læser, red. Volmer Dissing, 1958 86-90. Hans Jørgen Schiødt i Litterære læseøvelser, red. Erik Hansen m.fl., 1964 (2. opl. 1967)99-105. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Bredsdorff: Morten Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294988