Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikkel Hansen Jernskæg

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Mikkel Hansen Jernskæg, 1654 el. 55-.1711, forfatter. Født antagelig i Norge (Hedemarken?), død på Hellestrup, begravet 9.5. i Flinterup. J. har øjensynlig studeret, men uden at deponere, er dernæst blevet kældersvend, først i Kbh. og så (i alt fald 1685–94) i Køge. Fra 1699 levede han i Sydsjælland som huslærer og "kortvillig Raad" på Trolleholm (nuværende Holsteinborg) hos Anders Trolle, med hvem han 1707 flyttede til Hellestrup. Foruden et par mindre ting har J. skrevet Roskilde Domkirkes Beskrivelse. 1685, Amager Lands Indbyggeres korte Beskrivelse (efter en gammel tradition dateret 1693) og en helt kvik Rejsebeskrivelse fra Trolholm til Faaborg, 1706. Disse tre digte som alle er skrevet i aleksandrinere og mærket af tidens barokstil, er hvert på sin vis af værdi som topografisk og kulturhistorisk skildring. Mogens Kabel og Helge Toldbergs udgave 1937 indeholder hele J.s forfatterskab med indledning og kommentar.

Bibliografi

Danske saml. 2.r.VI, 1878 193–235 (Beskr. af Roskilde domkirke; også som særtryk 1878). Saml. til Fyens hist. og top. VIII, 1881 1–30 (Rejsebeskr. fra Trolholm til Faaborg 1706). M. H. H.s digte, ved Mogens Kabel og Helge Toldberg, 1937 = Nord. studier I. – Joh. Nordahl-Olsen i Danske studier, 1908 48f. [Marius Kristensen] sst. 1909 119f. Mogens Strunge: Jernskiægs Amagerrim, 1935. Georg Christensen: Barokken i da. digtn., [1935] 60f. Ejnar Thomsen: Barokken i da. digtn., 1935 (nyudg. 1971) 107f 172.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Mikkel Hansen Jernskæg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292154