Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Matthias Werner

Oprindelig forfatter HansR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Matthias Werner, 15.4.1712-26.2.1779, forfatter. Født i Varberg, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Trin.). W. kom 1729 fra Varberg til et gymnasium i Göteborg, hvorfra han 1732 overgik til universitetet i Lund; senere studerede han i Uppsala og Greifswald. 1740 blev han vikarierende rektor i Varberg og fik 1743 stillingen som hofmester for to baroner Ribbing som studerede i Lund. Efter 1747 at være flyttet til Stockholm udnævntes han 1749 til hofsekretær og blev 1752 ombudsmand eller inspektør ved søtolden i Stockholm. På grund af gæld han havde pådraget sig ved uheld med forretninger og mislykkede spekulationer måtte han 1758 flygte til Norge, men bosatte sig 1759 i Kbh.; hans hustru blev imidlertid i Stockholm. Han levede i Kbh. under elendige forhold som foranledigede ham til at indlade sig på allehånde tvivlsomme foretagender. Men det lykkedes ham dog at få udarbejdet en stor latinsk ordbog Clauis linguce latince i fem bind som udkom 1766-78. Foruden latinske forklaringer på ordene gives her oversættelser både på dansk og på svensk og eksempler på ordenes anvendelse. Endvidere udgav han 1766 en lille bog Kort Afridsning paa Lig- og Uligheden imellem det danske og svenske Sprog som han dedicerede prinsesse Sophie Magdalene i anledning af hendes formæling med den svenske kronprins (Gustav III).

Familie

Forældre: visitør Peter. Gift 1752 med Catharine Elisabeth Reichhardt. Ægteskabet opløst 1766.

Bibliografi

M. W.: Biographie eller kort och sanfärdig berättelse om min förda wandel, 1766. – C. W. Skarstedt: Göteborgs stifts herdaminne, Lund 1885 (nyt opl. 1948) 957f. Breve fra Jacob Langebek, udg. H. F. Rørdam, 1895 333f 336 343.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Ræder: Matthias Werner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299245