Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martin Andersen Nexø

Oprindelig forfatter PPRo

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Martin Andersen Nexø, 26.6.1869-1.6.1954, forfatter. Martin Andersen Nexø fødtes på Christianshavn som det fjerde af elleve børn. Da han var 3 år flyttede familien til Lægeforeningens boliger på Østerbro og fem år senere til Bornholm da faderen stammede fra egnen omkring Nexø og håbede bedre at kunne slå sig igennem der. Det kneb dog, og drengen måtte hjælpe til, først i stenbruddet hvor faderen arbejdede, senere som vogterdreng. Det strenge arbejde var dog for meget for ham, og efter et års forløb søgte han til Rønne hvor han kom i skomagerlære hos en tuberkuløs mester. Her blev kimen formentlig lagt til den sygelighed der fulgte Martin Andersen Nexø gennem livet. Alligevel blev han i professionen i fem år for siden at forsøge sig som murerhåndlanger.

Skønt han kun havde fået en ringe skoleundervisning havde han en glubende trang til at læse og udvide sine kundskaber. Han havde held til at blive antaget som elev på Bornholms højskole i to vintre og kom derfra med gode anbefalinger til Askov, ligeledes i to vinterophold som fik gennemgribende betydning for ham. Den grundtvigske ånd gjorde indtryk på ham. Men samtidig blev han grebet af socialismen som han først var kommet i berøring med gennem en tysk glarmestersvend på Bornholm og nu fik uddybet kendskabet til gennem intensiv læsning. Det er i disse år Martin Andersen Nexøs trang til at skrive kommer til udfoldelse. Han fik enkelte digte og prosastykker optaget i lokale blade og forfattede en roman Af en ung mands erindringer. Den er præget af symbolismen med dens pessimisme og tragiske livsfornemmelse der inspirerede ham til at indsende et digt til Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet hvor det fandt optagelse i dets sidste nummer. Med romanen havde Andersen Nexø ikke held, den blev returneret fra Gyldendal. – Alligevel var disse år en lykkelig tid for Andersen Nexø, hvad der især skyldtes den venlighed og menneskelige varme han fandt hos digteren C.F. Molbechs enke i villa Spurvely i Askov. Hun gav ham hans livsmod tilbage da han i 1894 var blevet offer for et anfald af lungehindebetændelse, hun plejede ham og skaffede midler til veje til et rekreationsophold i syden. Rejsen, fra 1894–96, gik til Italien, Nordafrika og Spanien hvor han følte sin solidaritet med de fattige, proletariatet, bekræftet, som det fremgår af en række noveller og rejsebeskrivelser. Den symbolistiske påvirkning var dog ikke dermed udryddet. 1899 fik han omsider den refuserede roman udgivet under titlen Det bødes der for og 3 år senere Dryss som afslutter denne retning i forfatterskabet.

Martin Andersen Nexø der hidtil havde ernæret sig som lærer kastede sig med begyndelsen af det nye århundrede ud på det åbne hav og levede fra da af alene ved sin skribentvirksomhed. 1902–03 var han igen i Italien og Spanien der inspirerede ham til rejsebogen Soldage hvor den sociale tendens er udformet med langt større konsekvens end i de tidligere artikler fra syden. Det var særligt den revolutionære anarkisme der appellerede til ham. Han skrev i disse år adskillige noveller (Skygger, 1898, Muldskud I–II, 1900–05, Af Dybets Lovsang, 1908), men samtidig tumlede han med at formulere sine tanker i et større værk om proletarens betingelser i den nye verden, 1900-tallets Europa. Det blev udsendelsen af Henrik PontoppidansLykke-Per, hvis sidste bind forelå i 1904, der fik Martin Andersen Nexø til at tage sig sammen, og to år senere forelå første bind af Pelle Erobreren. Hvor meget han end beundrede Pontoppidan var det ham dog en anstødssten at bogens hovedskikkelse Per Sidenius ender med at resignere.

Annonce

Martin Andersen Nexø delte ikke Pontoppidans pessimistiske livssyn og han anså det for symptomatisk for det degenererede borgerskab. Under dette borgerskab var en ny klasse vokset frem som var parat til at overtage førerskabet, og som ikke led af anfægtelser, arbejderklassen, proletariatet. Andersen Nexø var optimist, han troede på den menneskelige godhed og på at proletaren, det nøgne menneske, var bæreren af denne godhed. Herom handler Pelle Erobreren. I første bind, Barndom, bygger Andersen Nexø i udstrakt grad på sine egne barndomsminder. Det gælder også andet bind, Læreaar (1907), hvor Pelle – ligesom Andersen Nexø selv – kommer i skomagerlære hos en tuberkuløs mester, stifter bekendtskab med en socialistisk agitator og sluttelig drager til hovedstaden. Her møder vi ham igen i Den store Kamp (1909), som er kampen for at skaffe proletariatet dets rimelige andel i samfundsgoderne, den kamp, som i fjerde bind, Gryet, føres sejrrigt igennem, om end på overraskende vis, idet Pelle er blevet en overbevist tilhænger af andelstanken og takket være en privatmands rundhåndede støtte får oprettet en fabrik der ejes af arbejderne selv. Det er udvejen der skal skåne samfundet for revolutionens lidelser. Pelle er blevet socialdemokrat – som Martin Andersen Nexø selv blev det i disse år – en reformistisk socialist der accepterede det klassedelte samfund.

Alligevel var Martin Andersen Nexø ikke uden videre identisk med sin Pelle. Ved siden af ham står Morten der har den revolutionære gnist i sig, og ved siden af ham igen Peter Drejer, anarkisten. Han er et portræt af den mand, malersvend Sophus Rasmussen der i november 1907 skød en betjent som kom for at arrestere ham, og derpå sig selv. Andersen Nexø skrev et digt, Memento Mori som efter at være blevet afvist af Socialdemokratens redaktør blev optaget i det anarkistiske ugeblad Revolten. Senere blev det genoptrykt i Digte (1951) under titlen Vaadesang. Pelle, Morten og Peter Drejer er alle sider af Martin Andersen Nexø selv.

I Pelle Erobreren har Andersen Nexø givet et billede af den frembrydende arbejderbevægelse og af den første generation af arbejdere som endnu stod på skellet mellem to tidsaldre, da der af almuen opstod et proletariat og inden dette proletariat var blevet forvandlet til en respektabel og respekteret samfundsklasse. Andersen Nexøs barndom og ungdom var præget af brydningen mellem gammelt og nyt, ligesom han havde oplevet den gamle lavsånd med dens fortrolige forhold mellem mester og svende på værkstedet hvor diskussionens bølger ofte gik højt om socialismen og Anden Internationale, om Marx og Lasalle, om Pio, Brix, Geleff, Holm og Hørdum. Det er disse, den frembrydende industrialismes endnu halvt patriarkalske forhold der afpejler sig i Pelle Erobreren. Det kendte han til, men ikke den moderne industrialismes upersonlige og højmekaniserede kulde. Han kendte til de røde agitatorer som kom med bredskygget hat og slængkappe, Stormesteren fra Pelle, der er et let gennemskueligt billede af Louis Pio. Men han forstod ikke den forretningsmæssige, kontorkyndige og kølige, men effektive forretningsfører og endnu mindre den socialdemokratiske parlamentariker i redingote og stribede benklæder der snoede sig gennem kompromisernes jungle.

Det varslede ikke godt for Martin Andersen Nexøs forhold til den organiserede danske arbejderbevægelse. Foreløbig skrev han en del noveller (Af Dybets Lovsang, 1908, Barndommens Kyst, 1911, Under Himmelen den blaa, 1915, Dybhavsfisk, 1918, Undervejs, 1919, og De tomme Pladsers Passagerer, 1921). Men han tumlede i disse år også med planer om et nyt storværk, der skulle være et sidestykke til Pelle Erobreren, en kvindelig pendant til Pelle. Således blev Ditte Menneskebarn, hvis første bind kom i 1917, til. Det var dengang da verdenskrigen gik ind i sit tredje år, og da den russiske revolution fandt sted. Martin Andersen Nexø havde forholdt sig forholdsvis passiv til krigen som han fordømte i bred almindelighed i kronikker i Socialdemokraten. Begivenhederne i Rusland førte imidlertid til flere partidannelser i Danmark. Et af dem var socialistisk arbejderparti, som udgav bladet Klassekampen, og til det meldte Andersen Nexø sig som medarbejder. I slutningen af 1919 blev partiet sluttet sammen med Danmarks venstresocialistiske parti der et år efter tog navneforandring til Danmarks kommunistiske parti. Andersen Nexø var skeptisk over for den nye partidannelse og følte sig fortsat i kraft af at være blevet indvalgt i socialistisk arbejderpartis hovedbestyrelse som den der med rette talte Danmarks revolutionære arbejderes sag.

Imidlertid fik han i november 1919 en samtale i København med Maksim Litvinov, den senere sovjetiske udenrigsminister som var i København for at føre forhandlinger med en engelsk befuldmægtiget om krigsfangespørgsmålet. Litvinov lod Andersen Nexø vide at det nye parti var blevet godkendt af den kommunistiske internationale. Andersen Nexø skrev kort efter til sin ven, forfatteren, hospitalsforstander K.K. Nikolaisen at han nu var blevet klar over at det nok tjente hans ideer bedst hvis han holdt sig fra partipolitik og indskrænkede sig til at dyrke sit forfatterskab. Trods de kraftige brydninger inden for parti og samfund fandt Martin Andersen Nexø tid til at fuldføre Ditte Menneskebarn. Efter Barndom fulgte Lillemor og Syndefaldet, 1919, Skærsilden, 1920 og Mod Stjernerne, 1921. Den første spire til bogen finder man i en novelle fra 1907, Kærlighedsbarnet. Hvor Pelle er den handlende, aktive, kæmpende part, er Ditte som kvinde den lidende. Selv har Andersen Nexø fremhævet Ditte som den bog, hvor den socialistiske realisme er lykkedes bedst for ham, "skønt Begrebet ikke var formet dengang jeg skrev Bogen. Dittes Bane fjerner sig aldrig fra Livets haarde Virkelighed." (Taler og Artikler III, 206). Det er en hovedårsag til bogens rige menneskelighed at den i modsætning til hans andre store værker er nogenlunde blottet for politisk debat. Andersen Nexøs politiske forståelse var begrænset, hans teoretiske indsigt lig nul.

Efter at han havde brudt broerne til fortiden og det socialdemokratiske parti foretog han i 1922 en rejse til Sovjetunionen. Den varede i fire måneder og gik over Norge via Murmansk og Karelen til hvad der endnu officielt hed Petrograd og Moskva. Hans rejsebeskrivelser er samlet i Mod Dagningen, 1923. De er visselig præget af tendens, men også af oplevet, fortættet kunst. Et af bogens kapitler handler om Børnene i Samara (nu Kujbysjev ved Volga), og det var som en naturlig følge af dette besøg at han påtog sig at opretholde et børnehjem her for 65 børn, af egne midler. Det oversteg dog hans evner, og han måtte overlade det til andre året efter.

Martin Andersen Nexø lagde aldrig skjul på sine meninger, og det vakte uvilje mod ham i vide kredse, hvad der omsider førte til at han brød op og forlagde sit hjem til Tyskland hvor han altid var blevet påskønnet og hvor han følte sig hjemme. 1923 tog han ophold i Allensbach ved Bodensøen. Her skrev han en del noveller med motiver fra efterkrigstidens Tyskland, indgået i De sorte Fugle, 1930 og især tobindsromanen Midt i en Jærntid, 1929, hvori han giver et bidsk billede af de danske bønder under første verdenskrig, dog med en stadig respekt for de typer han havde lært at kende i højskoletiden. Han kan sympatisere med grundtvigianerne, men ikke med den tilflyttede struggler der kun interesserer sig for gevinst, bliver krigs-spekulant og ender med at gå fallit.

1930 flyttede Andersen Nexø tilbage til Danmark, fordrevet af den omsiggribende nazisme, og købte et hus uden for Hillerød. Her genoplevede han endnu en gang sin barndom og ungdom i sine Erindringer der kom i fire dele (Et lille Kræ, 1932, Under aaben Himmel, 1935, For Lud og koldt Vand, 1937, og Vejs Ende, 1939). De slutter 1894 med Askovopholdet og en skildring af fru Molbechs hjem, hans tilholdssted. De små bøger hører til det ypperste, Andersen Nexø har skrevet og danner især et sidestykke til første bind af Pelle Erobreren.

Ind imellem fik Martin Andersen Nexø tid til at dyrke det politiske. 1933 foretog han på ny en rejse til Sovjetunionen som blev til rejsebogen To Verdener. Tanker og Indtryk fra en Ruslandsrejse, 1934. Han genså de steder han havde besøgt en halv snes år tidligere og forbavsedes over de fremskridt der var gjort siden dengang. Hjemkommen kastede han sig ud i foredragsrejser og skrev en række artikler til Arbejderbladet. De blev til pjecen Hænderne væk!, hvor han skildrer Sovjetunionen som et værn mod nazismen og lader adskillige bidske bemærkninger falde af til navngivne personer der var blevet svage i koderne over for det nye der kom sydfra. Hans kompromisløse standpunkttagen fremkaldte imidlertid en voldsom reaktion i store dele af befolkningen. Denne reaktion fremkaldte en tilsvarende indstilling hos Andersen Nexø.

Havde der tidligere været en slags dialog med socialdemokratiet så blev de hårde standpunkter nu den eneste mulighed. 1919 havde han efter sin samtale med Litvinov erkendt sin politiske naivitet. En sådan erkendelse var fra nu af som blæst bort, og hans doktrinære uflyttelighed bidrog sit til at uddybe kløften og bryde broerne som hidtil havde gjort en forsonlig holdning til socialdemokratiet mulig. Men den kritik der var kommet til udtryk siden udgivelsen af To Verdener og af pjecen Hænderne væk! var for intet at regne i sammenligning med den storm der rejste sig under Finlandskrigen hvor Andersen Nexø blev stormens midtpunkt. Fra konservativ side stilledes der forslag om at fratage Andersen Nexø den årlige forfatterunderstøttelse på 2400 kr. Forslaget blev dog trukket tilbage, men på foranledning af Sorø Amtstidende blev der rundt om foretaget indsamling af Andersen Nexøs bøger og foranstaltet autodaféer, dog uden større tilslutning.

22.6.1941, den dag Hitler rykkede ind i USSR, blev Andersen Nexø sammen med et betydeligt antal danske kommunister arresteret. Han blev indsat i Frederikssunds arrest men frigivet tre måneder senere. Nu blev hans forfatterunderstøttelse imidlertid inddraget.

1943 kom han illegalt til Sverige hvor han trods alder og sygelighed stadig udfoldede en rig virksomhed både som taler og som artikelskribent til den svenske presse (Breve til en landsmand). Han fandt også tid og kræfter til en rejse til Sovjetunionen i slutningen af 1944 hvorfra han talte i radio til det kæmpende Danmark. Han gik så i gang med et trebindsværk hvis første del han kaldte Morten hin Røde, og som han fik fuldført mens han endnu var i Sverige. Ideen til det går langt tilbage i tiden. Det omtales allerede i et brev til K.K. Nikolaisen 11.11.21, hvori det hedder: "Som du vil se, 'ventileres' Pelle og Morten i Slutningen af Bindet. Dermed er der skitseret en Brobue, som skal forbinde de to, Pelle og Ditte. Man hævder jo gerne at Handling er Tankens Barn... I al Fald er Konsekvenserne Handlingens Barn. Om disse Konsekvenser – altsaa Pelles og Dittes aandelige Afkom – skal et Trebindsværk handle, som jeg ad Aare haaber at faa Kraft til at skrive."

Martin Andersen Nexø var stærkt optaget af brobuen, men det varede tyve år før han kunne komme i gang. Første bind udkom på svensk i efteråret 1944. Han foretager i dette værk en omvurdering af Pelle og Morten, de centrale skikkelser i hans store ungdomsværk. Pelle har udviklet sig til pamper og er blevet minister, mens Morten hvis mere radikale holdning inden for socialdemokratiet var tydelig nok allerede i ungdomsværket går den modsatte vej, Andersen Nexøs egen vej. I brev til Johs. Hansen 30.6.43 skriver han: "Jeg har nu de to første Bind af den nye Roman, som skildrer Pelles Hjemfalden til Kødgryderne og Mortens Vandring gennem Ingenmandsland over mod det ny Proletarien, omtrent færdige. De naar til Oktoberrevolutionen, og siden skulde der komme et eller to Bind om Mellemkrigsaarene og et eller to om den Kamp, vi nu er inde i – om ellers jeg holder til det." Det gjorde han ikke. Ved hans død forelå det tredje bind i ufuldført stand, men er sammen med bind to udgivet posthumt af Børge Houmann og Hans Kirk under titlerne Den fortabte Generation og Jeanette.

Martin Andersen Nexø havde i 1951 bosat sig i Østtyskland i en æresbolig som Den tyske demokratiske republik havde tilstået ham. Her døde han uden at han havde fået "brobuen" bygget færdig, men i urokket forventning om at den store proletariske revolution var nært forestående også i Danmark, og at han selv ville opnå at se den virkeliggjort.

Familie

Martin Andersen Nexø blev født på Christianshavn (Frels.), døde i Dresden og er begravet i København (Ass.).

Forældre: stenhugger Hans Jørgen Andersen (1837–1910) og Helene Christine Mathilde Mainz (1845–1927). Gift 1. gang 5.8.1898 i Mellerup valgmenighedskirke, Randers amt, med Margrethe Thomsen, født 31.3.1881 i Gjesing, Randers amt, død 3.7.1957 på Usserød sygehus, d. af proprietær Niels Nikolaj Thomsen (1857–1944) og Anna Abrahamsen (1860–1918). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 29.11.1913 i Brønshøj med Margrethe Frydenlund Hansen, født 9.12.1889 på Enø, død 2.1.1953 i Kbh., d. af lærer, senere i Hårlev, Peter Christian Hansen (1859–1912) og Christiane Cecilie Augustesen Frydenlund (1866–1939). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 18.3.1925 i Konstanz med Johanna May, født 22.12.1902 i Karlsruhe, død 30.7.77 i Dresden, d. af justitssekretær Wilhelm Friedrich May (1870–1946) og Elisabeth Legler (1874–1949).

Ikonografi

Bronzebuster af M. Andersen, 1911 (Dresden, Albertinum) og Arthur Zweininger, 1912. Mal. af Aug. Tørsleff, 1913 og tegn. af Henry Bach, 1923 (begge Fr.borg). Tegn. af Carl Jensen, ca. 1930. Buste af H. Isenstein, 1933. Træsnit af Hilmer Buchner, 1934. En række linoleumssnit af K. J. Almquist, 1930–49. Tegn. af Sophus Jürgensen, Alfr. Schmidt og Ivan Opffer. Frimærke, 1969, graveret af Slania efter tegn. af Jane Muus. Buste af Knud Nellemose på monument, 1969 (Chr.havns vold). Foto. Mal. af Frans Henriques (Bornholms mus.).

Bibliografi

Bibliografi. Børge Houmann: M.A.N. Bibliografi I–II, 1961–67.

Udg. Digte, 1951. Taler og artikler I–III, 1954–55. Kilder. Erindringer I–III, 1969. Breve fra M.A.N. I–III. 1969–72.

Lit. Harald Nielsen: Vej og sti, 1916 56–68. K. K. Nikolaisen: M.A.N., 1919: Henning Kehler: Kronik og kritik, 1922 167–90. Svend Erichsen: M.A.N., 1938. Eva Hemmer Hansen: Digter og samfund, 1939 151–77. Tom Kristensen: Mellem krigene, 1946 121–33. Walter A. Berendsohn: M.A.N., 1948 (ty. udg. 1949). Bogen til M.A.N. fra venner og kampfæller, 1949. Børge Houmann: Drømmen om en ny verden, 1957. Samme: M.A.N. og børnene i Samara, 1967. Samme: Af en ung mands papirer, 1968. Samme: Nu – eller aldrig, 1969. Samme: Den unge mands egne papirer, 1970. Samme: Hædersgaven til M.A.N., 1971. Samme: Havørn og proletar, 1972. Samme: Digterspire i spurvely, 1973. Samme: Undervejs med Pelle, 1974. Samme: Partifælle Nexø, 1975. Samme: Omkring Pelle Erobreren, 1975. Samme: Brevet til Pelle, 1976. Sven Møller Kristensen: Digtning og livssyn, 1959 150–79. Arild Haaland i Edda LXI, 1961 112–35. István Bernáth o.a.: M.A.N. als Dichter und Mensch, Greifswald, 1966. Jacqueline le Bras-Barret: M.A.N., écrivain du proletariat, Paris 1969. Harry Slochower: Three Ways of Modern Man, New York 1969 105–44. Anker Gemzøe: Pelle Erobreren, 1975. Lisbet Holst og Knud Wentzel: Solidaritet og individualitet, 1975. Johan de Mylius i Edda LXXV, 1975 209–20.

Papirer. Breve og manus. i Kgl. bibl. og Deutsche Akademie der Künste zu Berlin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter P. Rohde: Martin Andersen Nexø i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286031