Marinus Børup

Marinus Børup, Marinus Rasmussen Børup, 27.6.1891-15.9.1959, forfatter. Født i Århus, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). B. tegnede, komponerede og skrev vers allerede i drengeårene. Han blev tidligt fortrolig med de danske klassikere, men mener selv at Gustaf Froding har været fuldt så afgørende for hans udvikling. 1910 blev han student fra Århus katedralskole hvor han bl.a. havde K. G. Brøndsted og Olaf Hansen som lærere; 1911 tog han filosofikum og hebraikum. Han opgav tanken om at blive teolog, gennemgik 1911 et bibliotekskursus under H. O. Lange og ansattes derefter ved Det kgl. bibl. hvor han virkede til 1916. 1917 tog han korneteksamen fra fæstningsartilleriets skole og blev s.å. løjtnant i fæstningsartilleriet; han underviste desuden ved forskellige skoler og skrev bl.a. i Jyllands-Posten hvor han 1934-46 var teater- og boganmelder. B. debuterede 1916 med en digtsamling Følfod der hurtigt efterfulgtes af nye samlinger Dugg, 1918, Nakjælen. 1919, Gækkeliljer, 1920, Drillerier, 1920, Kimblade, 1921, Den hilsende Klinge, 1921, Tøbrud, 1923, Regnbuen, 1927, Maj. Kærlighedsdigte, 1947 og Nattevagten og andre Dyrebilleder, 1949; til denne skønlitterære del af forfatterskabet slutter sig en kærlighedshistorie i breve, Laurits Nøhrs Hjertefejl, 1919, og en stor moderne roman Forlad os vor Skyld, 1928; derimod tilhorer hovedværket Steno, Hans Livs Historie, 1938 kun ved sin ydre form, den versificerede dialog, skønlitteraturen; i realiteten er det en på omfattende kildestudier bygget monografi hvori forskerens liv og gerning er søgt levendegjort ved hjælp af digteriske midler; et udslag af den samme ånds- og religionshistoriske interesse møder man i det lille skrift Fredsfyrsten, 1942. Det er som lyriker B. har gjort sin smukkeste indsats, og som sådan tilhørte han den kreds af unge, livsbekræftende digtere der trådte frem under første verdenskrig; skønt født i Jylland var han gennem sin slægt så nært knyttet til Fyn at det er denne ø som fortrinsvis har inspireret ham; han var i besiddelse af udprægede versifikatoriske anlæg og har således med held gentagne gange anvendt den krævende sonetform; i den 1933 udsendte kortfattede danske metrik Ny dansk Verslære fik hans fortrolighed med versets love et teoretisk udtryk. En ny forøget udg. udkom 1951 med titlen Verskunsten.