Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marie Bregendahl

Oprindelig forfatter KiStam

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marie Bregendahl, 6.11.1867-22.7.1940, forfatter. Marie Bregendahl voksede op som den ældste af en stor søskendeflok på gården Bregendal i Fly. Hun gik i skole i Iglsø og kom tidligt efter moderens død til at forestå arbejdet i hjemmet. Der var ikke meget i barndomsmiljøet der kunne stimulere hendes åndelige udvikling; et ophold på Vrigsted højskole 1886–87, dels som medhjælper, dels som elev fik derfor stor betydning for hende, men nok endnu mere hendes samtidige møde med Jeppe Aakjær hvis radikale anskuelser virkede både inspirerende og skræmmende. De rejste begge til København, og mens han læste til student søgte hun at klare udkommet ved at drive "Det jyske Pensionat" i Nørregade (1892–94). Efter skilsmissen tjente hun til livets ophold for sig selv og sønnen Svend Aakjær ved korrekturlæsning og husligt arbejde. Samtidig var hun begyndt at skrive. Skønt hun forblev bosat i København blev den topografiske forankring af hendes digtning hjemstavnen, Fjends hrd., omskrevet til Sødalen. – I spændingen mellem forankret, selvbevidst bondekultur, som hun selv var en del af og i opposition til, og de nye strømninger i såvel åndelig som materiel kultur ligger kimen til hendes forfatterskab. Men interessen for følgerne af de sociale forandringer rettedes ikke mod det politiske men mod det psykologiske. Hendes univers er kun til det ydre Sødalen, det væsentlige er menneskesindet.

Det første arbejde hun fik trykt var fortællingen Da Katten løb med Frikadellerne (i Vagten, 1899), men selv regnede hun sin debut fra den næste fortælling Ved Lars Skrædders Sygeseng (i Aakjærs Jysk Stævne, 1902). Allerede her udfoldes nogle af de motiver der blev de fremherskende i hendes senere bøger, men som noget særligt findes her udtryk for social indignation (indflydelse fra Jeppe Aakjær?). Hendes første bog Hendrik i Bakken kom 1904. Dens hovedperson er en indesluttet mand uden evne til at vække kærlighed, sær, tavs og grim. Hustruen er hans modsætning, blid og stærk, beundret og elsket. Begge personer har – som flere parallelle skikkelser i forfatterskabet – lånt træk fra Marie Bregendahls forældre uden at være portrætter. Bogen indeholder ikke større dramatiske begivenheder, afdækningen af Hendriks karakter er bogens emne. De næste mange år forhindres Marie Bregendahl i at skrive: "Å jo, kampen for tilværelsen. Penge ejede jeg jo ikke, og drengen skulle gerne opdrages ordentligt." Først 1912 fik hun med En Dødsnat sit egentlige gennembrud. Bogen handler om en mors død under en fødsel set gennem omgivelsernes – især børnenes øjne. Man får på denne indirekte måde et stærkt billede af den døende kvindes karakter og af børnenes nød.

Fra 1914 udkom nogle små værker om mennesker der har det ydre tilfælles at de bor i Sødalen. Forst Alvilda, derpå Peter Guldgraver og hans eneste Ven, 1917, Tre gamle Kvinder, 1918, Blandt de unge, 1919, I Fest og Trængsler, 1921, Mens Aarene gik –, 1922, Den gamle Provst, 1923. De udsendtes samlet under den fælles titel Sødalsfolkene I-II; 1935. Værket kan betragtes som en kollektiv roman hvor hver enkelt fortælling har sin hovedperson. Personerne er forankret i deres miljø og i den gamle almuekultur. Der er kun få egentlige handlingsforløb, men alligevel afdækkes de vigtigste begivenheder i personernes liv og skæbneforløb gennem den suverænt benyttede spejlingsteknik. Det er hjemstavnslitteratur i den forstand at en lang række af de gamle almueskikke, miljøer og klædedragter indflettes organisk i handlingen, men det er de menneskelige vilkår der er det centrale, livets betingelser og muligheder, med den sorg og lykke livet kan bringe. Gennem de realistiske skildringer af personernes syn på hinanden, deres indbyrdes forhold og reaktioner vises menneskene på godt og ondt, forstående, uforstående, hjælpsomme, ondskabsfulde, men altid skildret med forståelse for de betingelser der former mennesket, og altid med en viden om at menneskelivet skal leves ud i lykke som ulykke: "Vort menneskeliv, hvad vi formår som menneske, det er hvad vi har at vise og give af" lader hun den gamle provst sige, og hans forestilling om godhed og retsindighed kan ses som bærende element i hele forfatterskabet.

Fra 1920–36 udgav Marie Bregendahl skitser, fortællinger og noveller, de fleste med motiv- og temafællesskab med Sødalsfolkene: I de lyse Nætter, 1920, I Haabets Skær. Fire Fortællinger, 1924, Thora. En Novelle. 1926, Med Aabne Sind, 1926, Den blinde Rytter, 1927, Naar Jul er nær. Noveller og Skitser, 1927, Møllen og andre Fortællinger, 1936. 1934–35 udkom Holger Hauge og hans Hustru, roman fra en historisk tid, hvis handling udspilles 1877–1901. Bogens hovedperson er Holger Hauge, energisk og opfyldt af de nye ideer om dansk landbrug. Hans heftige fremfusende adfærd støder på stor modstand i det gamle bondesogn samtidig med at han betragtes som en udenforstående. Kun ved hjælp af hustruen – igen en af de milde, stærke kvinder – lykkes det ham at føre ideerne frugtbart igennem, og kun sammen med hende kan han realisere et menneskeliv: "En mand er en mand, en kvinde er en kvinde, men et menneske – et menneske, det er en mand og en kvinde." Ind i denne handling væves et bredt billede af provisorietiden, landbrugets omlægning, de politiske og åndelige strømninger, men det bærende element er Kristine Hauges stærke ønske om bondestandens fremgang og tro på de væsentlige værdier i bondens fællesfølelse.

1937 udkom Marie Bregendahls eneste digtsamling Filtret Høst, 1941 den uafsluttede roman Birgitte Borg der er halvt selvbiografisk. Marie Bregendahl beskriver sine personer i samspil med et miljø hun kender til bunds, og i afhængighed af de tidsbestemte omstændigheder. Hun overskrider det personliges snævre område, hendes realisme lader personerne fremstå som hele, som individualiteter, men samtidig som repræsentanter for deres tid og som bærere af Marie Bregendahls syn på livet. 1918 kom hun på finansloven. 1901 og -08 var hun i Norge, 1926 i Tyskland, England og Frankrig, og da hun 1928 fik Tagea Brandts legat rejste hun til Frankrig og Italien. Men rejserne satte ikke noget direkte spor i forfatterskabet. Udover det skønlitterære skrev hun nogle få artikler, desuden i 1914 en kogebog.

Familie

Marie Bregendahl blev født i Fly ved Skive, døde i København og er begravet i Fly. Forældre: gårdejer Peder Sørensen Bregendahl (1829–1906) og Ane Kathrine Christensen (1845–79). Ved dåben: Sørensen, faderen: navneforandring til Bregendahl 13.12.1894. Marie tog navneforandring til Bregendahl 25.10.1923. Gift 11.7.1893 i København (b.v.) med tidl. fri- og højskolelærer, senere forfatter Jeppe Aakjær, født 10.9.1866 i Aakjær, Fly sg., død 22.4.1930 på Jenle i Salling, søn af gårdejer Jens Peder Jensen (1834–1901) og Cathrine M. Jeppesen (1839–90). Ægteskabet opløst 1900. – Mor til Svend Aakjær.

Ikonografi

Tegn. ca. 1915. Mal. af Poul Corona 1922. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1927. Foto.

Annonce

Bibliografi

Berl. tid. 20.11.1921. Ålborg venstreblad 27.10.1923. Nationaltid. 2.10.1927. Tidens kvinder 10.11.1927. Jeppe Aakjær: Drengeår og knøsekår, 1929 129 138; Før det dages, s.å. 37f 109–60 197. M. B.: Små kommentarer til Aakjærs erindringer, 1936. Marie Bregendahl: Birgitte Borg, 1941. – Peder Hesselaa: Marie Bregendahl, 1939 (med bibliografi). Palle Nielsen i Ni nordiske forfattere, 1944. P. M. Andersen: M.B., 1946. Sven Møller Kristensen: Den store generation, 1974 63 f 125–30 209–18. J.-L. Hjordt-Vetlesen: Forlokkelse og familie, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Stamer: Marie Bregendahl i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287625