Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marcus Lauesen

Oprindelige forfattere EM-P og hast
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marcus Lauesen, 22.11.1907-14.10.1975, forfatter. Født i Løjt ved Åbenrå, død i Kbh., begravet Løjt Kirkeby. L.s far holdt trods fattigdom og hårde kår fast ved sin og børnenes danskhed. Familien var genstand for pression og chikanerier fordi børnene fulgte den karrige danske religionsundervisning i den ellers helt tyske skole. Men familien fik også hjælp fra dansksindede sønderjyder, og det var især L. denne hjælp kom til gode. Det var H. P. Hanssen og hans hustru Helene Hanssen som først tog sig af drengen. De holdt ham med tøj i den tid han gik på statsskolen i Åbenrå hvorfra han tog dansk studentereksamen 1926. Senere blev han optaget i pastor C. J. Ludvigsens hjem i Åbenrå hvor han et par år boede som en slags plejesøn. L. studerede i København først teologi og senere humaniora og sprog, men brød af for at blive forfatter. Studierne fulgte ham dog livet igennem og mærkes mange steder i hans reflekterede forfatterskab. Ved siden af sin forfattervirksomhed virkede han som foredragsholder og skrev mange kronikker i hovedstadsbladene. Han rejste i det meste af Europa og 1936–37 til Malaya, Filippinerne, Kina og Japan. Siden slog han sig ned i sin fødeby hvor han tog ivrig del i det danske grænsepolitiske arbejde.

L.s forfatterskab følger ikke nogen tydelig linje, og det er uden formelle eller retningsmæssige eksperimenter. Som dets vage baggrund fornemmer man en åndelig søgen der snart trækker sig sammen i bevidst religiøsitet, snart fortoner sig i et alment behag ved det gode og det skønne. Det er ikke meningerne der hæver forfatterskabet opad, det er menneskene i det, især de mennesker der er skabt over lokalt sønderjysk stof, som er sete og ikke tænkte. Forfatterskabets svagheder kommer frem hver gang det hælder mod det abstrakte, dets styrke hver gang det holder sig til det konkrete. Det er det sønderjyske sind og stof i L. som gør ham til digter, ikke hans af tysk opdragelse og læsning påtrykte refleksioner og tendenser mod det dunkeltfortænkte. På en morsom måde sejrer således danskheden kunstnerisk i ham som er den første danske digter fra det genvundne land. L.s forfatterskab omfatter lyrik, noveller og romaner. Han debuterede som lyriker præget af læremestrene Helge Rode og Viggo Stuckenberg med Guds Gøglere, 1928 og viser sin inspiration fra nyere tysk lyrik især R. M. Rilke i Høstelegi, 1930. Hans lyrik er ikke betydelig og har et vist tørt akademisk præg. Som en af de sidste har han dyrket det officielle hyldestdigt, fx kantaten til H. P. Hanssens 70-årsdag i Ventetider, 1944 og Kantate ved Københavns Universitets Mindefest for Kong Christian X, 1947.

Prosaforfatterskabet er langt det betydeligste, men uhyre svingende i kvalitet. Det rummer dog mindst tre betydningsfulde bøger, alle knyttet til barndommen og Sønderjylland. Efter et par tilløb fik L. sit store gennembrud med romanen Og nu venter vi paa Skib, 1931, der sammen med Nis Petersens Sandalmagernes Gade (s.å.) blev 30ernes mest læste danske roman. Handlingen, der med fin psykologisk sans skildrer en række karakterer, er koncentreret om de sidste dage i en magtfuld sønderjysk rederenkes liv. L. belyser personerne med indforstået kendskab til det lokale miljøs brydninger, og viser det gamle handelshus' undergang under nye forhold i en nykapitalistisk tid. L.s sejr med denne bog kastede en skygge over hans senere forfatterskab der ikke kunne leve op til kritikkens forventninger. Nævnes kan den stort planlagte, men egentlig uforløste romanserie om Luther, Kætteren fra Eisleben. 1934 og Det tyske Oprør, 1936. Hans andet mesterstykke handler om den sønderjyske Skipper Theobald, 1936, og sympatisk er også Maaske er det Katharina, 1937 der er en legende om den smukke Katharina af Alexandria og hendes martyrium. Den kan ses i sammenhæng med en samling Legender, 1962 med motiver fra bibelhistorien der dog ikke når op til forbilledet Selma Lagerlöf. I Den rige Vandring. 1940 (2. udg. 1962 med titlen Far) havde L. givet et portræt af sin far. Med bogen Mor. 1961 vandt han for anden gang kritikkens gunst med skildringen af den gamle aftægtskones minder om et liv i dyb fattigdom og hårdt slid. Skildringen af hendes uselviske omsorg og livskloge hjælpsomhed løfter da også beskrivelsen af moderen op i det mytiske. I dette meget ujævne forfatterskab er L.s sidste bog Kras. 1973, en folkelig almanakhistorie om en landsbytosses store dag, nok meget typisk for en anden side af hans forfatterskab.

Annonce

Familie

Forældre: arbejdsmand Niels L. (1839–1927) og Anna Botille Juhl (1866–1951). Gift 17.2.1929 i Lumsås (b.v.) med Anna Sophie Kirschstein, født 27.1.1908 i Berlin, d. af ingeniør Bruno Johannes K. (1872–1944) og Emilie Christine Andersen (1879–1958). Ægteskabet opløst 1949.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp. Litografi af Torben Galle Jensen (Kgl.bibl.). Mal. af Magdalene Hammerich, 1931. Buste af G. Hammerich, 1932. Foto.

Bibliografi

Tom Kristensen i Tilskueren, 1931 II 415–20. Harald Nielsen: Litterære mirakler, 1933 7–93 246–53. Henning Kehler: På jagt efter geniet, 1938 38–59 113–18. Uffe Hansen i Ubberup højskoles årsskr. 1937 24–28. Fr. Nielsen i Danske digtere i det 20. årh., 2.udg. II, 1966 257–67. M. Kamphovener i Sønderjysk månedsskr., 1977 325–29. – Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erland Munch-Petersen, Hans Strange: Marcus Lauesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293395