Magnus Eiríksson

Magnus Eiríksson, 22.6.1806-3.7.1881, teologisk forfatter. Født på Skinnalén, Thingø syssel, Island, død på Frederiks hospital i Kbh., begravet sst. (Garn.). E. dimitteredes 1829 fra Bessastaðir og fik ved stiftamtmand L. A. Kriegers hjælp økonomisk støtte til at tage artium i Kbh. 1831; religiøst bevæget gennem moderens påvirkning studerede han teologi og følte sig nærmest draget til H. N. Clausen. 1837 blev han teologisk kandidat, virkede som manuduktør, og i sit første store skrift Om Baptister og Barnedaab, 1844 greb han ind i striden om baptismen og imod den tvangsdåb biskop J. P. Mynster ville gennemtvinge. E. forsvarede baptisterne og henviste til at barnedåb ikke var en apostolisk skik, og at den almindelige tro på dåbens mirakuløse virkning stred mod sund fornuft. I de følgende år polemiserede han i tungt anlagte skrifter mod H. L. Martensens spekulative og da højt værdsatte teologi (Tro, Overtro og Vantro, 1846; Dr. Martensens trykte moralske Paragrapher, 1846; Speculativ Rettroenhed og Geistlig Retfærdighed, 1849, Den nydanske Theologies Cardinaldyder, 1850). Hans hovedsynspunkt var at troen hvilede på fornuften, og "kun det kan og bør være Troens Genstand, som kan være Genstand for Fornuftsansen". Med sin rationelle kritik forenede han, i lighed med venstrehegelianerne, politisk liberalisme, og da han angreb Martensens tavshed og polemiserede mod regeringens absolutisme, bl.a. i et brev 1847 til Christian VIII, fik generalfiskalen ordre til at anlægge sag mod E. Kongens død og den dermed følgende amnesti standsede dog processen. E.s økonomiske forhold var elendige; han led under ågerrenter og sultekår. Under pres fra slægt og venner søgte og fik han med biskop Helgi Thordersens støtte Stokkseyri og Kaldadarnes præstekald, men anmodede kort efter om at få udnævnelsen annulleret. Under indflydelse af den hegelianske tübingskole førtes han til et radikalt brud med kirkelæren; han frakendte Johannesevangeliet historisk værdi, og hans opfattelse af Kristi person og gerning blev unitarisk; Jesu gerning var at reformere jødedommen (således i skrifterne Er Johannes-Evangeliet et apostolisk og ægte Evangelium?, 1863 der i uddrag blev oversat til islandsk og i hvert fald i Pingeyjarsysla blev modtaget velvilligt, og Gud og Reformatoren. 1866). Jesu reformation blev forvansket af Paulus og hans offerteori, men evangeliets kerne var i virkeligheden udtrykt i lignelsen om den fortabte søn (Paulus og Kristus, 1871). – E. var en religiøst bevæget natur, sammensat af rationalitet og mystik; hans kritik var ikke skarp nok til at se tübingerskolens ensidigheder, og hans skrifter gik så godt som sporløst hen over samtiden, men han var tro mod den forskning der for ham åbenbarede sandheden, og trods sin stejlhed var han i et og alt en sandhedskærlig og uselvisk natur.