Magdalene Thoresen, Anne Magdalene Thoresen, 3.6.1819-28.3.1903, forfatter. Født i Fredericia, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Forældrene levede i små forhold og havde som bierhverv en beværtning for søfolk. Flere sider af faderens væsen har T. skildret i fortællingen Ved Lillebelt (Livsbilleder, 1877). Fra ham arvede hun sit tungsind, sin lidenskab og frihedstrang. Indtil sit fjortende år boede hun hos farmoderen, en mærkelig kvinde hos hvem den unge piges fantasi uhæmmet boltrede sig, men som lagde grunden til hendes gudsfrygt der i T.s bevægede liv var hende en virksom hjælp. Efter farmoderens død levede hun hos forældrene seks vilde, sorgfulde og stormende år. Husets daglige dont brød hun sig ikke om. Helst læste hun romaner og skrev vers, og da hendes higen begyndte at tage fast form stod det hende klart at hun ville skifte stand. Fremmede hørte om den begavede pige, og ved fabrikejer Anker Heegaards hjælp kom hun til Kbh. for at uddanne sig til lærerinde. Med ligefrem lidenskab kastede hun sig over studierne og fik, skønt hun måtte hjælpe på udkommet ved informationer, efter knap tre års forløb sin eksamen. Mens hun læste traf hun Grímur Thomsen for hvem hun fattede glødende, men ikke tilstrækkelig besvarede følelser der livet igennem var hende en kilde til savn og længsel. De fik en søn som faderen tog sig af. For at komme ud af forholdet til Grímur Thomsen, for overhovedet at blive fortiden kvit modtog hun sommeren 1842 et tilbud som lærerinde hos den norske provst og stortingsmand Hans Conrad Thoresen på Herøy i Søndre Sunnmøre, for dennes fem børn. Under opholdet her påvirkede norsk natur og folkeliv hende så levende at hun følte sig ligefrem genfødt. Provst Thoresen forelskede sig snart heftigt i T.s sydlandske skønhed, og efteråret 1843 tog han hende til ægte. Erotisk betød han ikke videre for hende, men hun bøjede sig villigt for hans stærke peisonlighed og overlegne dannelse og nød godt af hans beundring og æstetiske interesser. Han læste sprog og litteratur med hende og bekostede hendes udenlandsrejser (1846 sammen til Danmark, 1855 alene til Tyskland, Schweiz og Frankrig), ligesom han også for at skaffe hende livligere omgivelser havde søgt embede i Bergen hvor T. vakte opsigt både ved sit ydre og sine meninger og snart kom ind i kunstnerisk interesserede kredse og bl.a. i forbindelse med Ole Bull og Henrik Ibsen med hvem hendes ældste steddatter blev gift. T. var her i Bergen med til at grundlægge den nye norske scene der foranledigede hendes første litterære virksomhed: en række litterære kritikker af dens forestillinger i Bergenske Blade, ligesom hun, tilskyndet af sin mand, oversatte og forfattede anonymt flere (utrykte) vaudeviller og skuespil hvoraf Lys og Skygge, 1859 vakte mishag ved sin gennemførelse af en af T. ofte siden benyttet idé: at Gud vil ingen synders død, der også ligger bag hendes første fortælling En Nat i Bergen som Ibsen besørgede optaget i P. Botten-Hansens 111. Nyhedsblad VII, 1858. På den tid kendte hun allerede Bjørnstjerne Bjørnson hvis strålende fremtoning aldeles havde overvældet hende; hun erklærede ham åbent sin kærlighed, men var ingen sinde blind for den store kollegas fejl og måtte ofte lide derunder. Gennem Bjørnson blev T. klar over sig selv og sit kald som forfatter. Han udgav hendes Digte af en Dame, 1860, og hans fortællinger har både i form og emne øvet stærk og afgørende indflydelse på hendes forfatterskab. Hun har også Bjørnsons idealistiske opfattelser af bønder og almuefolk, men viser samtidig en sans for og forståelse af mørke og vilde lidenskaber der ikke alene er en reminiscens fra Grimur Thomsens Byronstudier.

Efter sin mands død følte T. ikke sin position så sikker i Bergen; hun trængte også til større råderum, og 1862 rejste hun med sine børn til Kbh. for at friste forfatterlykken. Her lærte hun snart at kende søstrene Mathilde og Julie Reinhardt i hvis hjem hun traf Johanne Luise Heiberg der på flere måder fik betydning for hende. Særlig tiltalt følte hun sig dog af Rasmus Nielsen (se Forfatterbogen, 1898) og en tid lang var hun bedåret af den unge Georg Brandes der til gengæld måtte vejlede hende litterært.

Et par smånoveller hun fik optaget i Illustreret Tidende og i Fædrelandets føljeton vakte interesse for hende, og n.å. kom Fortællinger, 1863, hvori Studenten, den bedste, er et modstykke til hendes eget liv som Bjørnson har fortalt det i Fiskerjenten, og et forlæg for Arne Garborgs Bondestudenter. Hendes bygdebillede er ikke ubetinget overbevisende, hverken her eller i Signes Historie, 1864 der er skrevet som protest mod vedtagen moral, men samtidig er en bog om skyld og soning i kristelig ånd ligesom Solen i Siljedalen, 1868 der demonstrerer T.s yndlingstanke om kærlighed mellem mand og kvinde som basis for alt højere kulturliv.

Hen på sommeren 1866 nødsagede forskellige forhold T. til at vende tilbage til Norge. Det blev nogle brydsomme år. Forholdet til Bjørnson var kølnet, og værre blev det efter udgivelsen af Min Bedstemoden Historie (Ved Løvfaidstid, 1867 optrykt i Livsbilleder, 1877), i hvis helt Bjørnson til sit store mishag mente sig portrætteret. Økonomisk var hun dårligt stillet, og efter at hun havde fået afslag på et par andragender om pengestøtte rejste hun 1870 igen til Kbh. S.å. opførte Det kgl. teater Et rigt parti, et ægteskabsdrama uden videre handling der i sit motiv kan minde om Bjørnsons De Nygifte og som har sit modstykke i fortællingen Drøm og liv (i Fra nordiske Digtere, 1869). Men allerede n.å. besøgte T. de gammelkendte steder som hun skildrer i Billeder fra Vestkysten aj Norge, 1872, en historisk-topografisk studie over det norske kystliv, med sans for de vekslende egnes karakteristika og traditioner, iblandet novellistisk stof der ofte forplumrer billederne, men modsvarer hendes Nyere Fortællinger, 1873 fra bygderne. S.å. bosatte hun sig i Frederiksværk (hvorom hun skrev i Galschiøts Danmark II, 1893) sammen med sin yngste søn for hvis videre uddannelses skyld hun flyttede til Zürich 1876. Men Norge er i Schweiz hendes stadige inspiration og staffage. Fra Bergen skriver sig Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne, 1878 der mere er historie end drama og heller ingen scene fandt sig, mens Inden Døre, 1877 der behandler stridige affødninger af hine hanseatiske forhold, opførtes nogle gange bl.a. på Det kgl. teater 1878. Til Bergen er også henlagt en uhistorisk roman fra 1700-tallet Herluf Nordal, 1879 der skildrer en moderne problematisk natur, ligesom det lidt uheldige drama En opgaaende Sol, 1881 som Det kgl. teater opførte n.å.

T. opholdt sig med små afbrydelser over tre år i Zürich og pa venners foranstaltning 1879–80 i Italien. Efter sin yngste søns død 1881 rejste hun atter til Norge, til Vardø i det yderste Nordland hvor en datter var gift med fæstningskommandanten. Nordlands sælsomme og storladne natur hvor mørket kæmper med lyset som T. næsten hedensk dyrker, med dens rædsler, vildskab og ensomhed gjorde et mægtigt indtryk på hende som det genspejler sig i Billeder fra Midnatsolens Land I–II, 1884–86, der på flere måder: i anlæg, i sin meddelen faktiske forhold, sagnstof m.m. er en fortsættelse af Billeder fra Vestkysten af Norge.

Allerede Jonas Lie havde indlemmet Nordland i Den Fremsynte (1870), men T. gav landet sin befolkning og fortæller, på baggrund af denne natur, om mennesker der alle ligger under for fattigdom eller drik, for skæbnen og elementerne. Disse Billeder ... er T.s betydeligste arbejde og skaffede hende megen anerkendelse. Som forberedelse til 2. bind var hun atter i Norge 1886, men levede i øvrigt de sidste syv år af sit liv overvejende i Kbh. Noget større arbejde samlede hun sig ikke mere til. Et bind Digte udgav hun 1887, og tid efter anden skrev hun en anselig række fortællinger der, nu som før, i en gammeldags højstemt stil søger sig et særpræget stof, dystre lidenskaber, storslagne karakterer, skarpe modsætninger og gerne vælger sig til skueplads det norske vestland, og som for de flestes vedkommende findes optaget i samlingerne Mindre Fortællinger, 1891, Elvedrag, 1893, Livsluft, 1895, Udenom Afgrunden, 1897 og Skjæbner og Viljer, 1899. På sin 80-års fødselsdag var T. genstand for megen hyldest og fik både den danske og den norske fortjenstmedalje i guld. Siden 1891 fik hun dansk digtergage.

T. tilhørte som digter den norsk national-romantiske skole og delte dens religiøst-romantiske livssyn. At skildre virkeligheden syntes hende en beskeden opgave, og hun kom for sent i berøring med realismen til at kunne lære deraf. Men det var ikke alene fremmed for hendes æstetik: hun savnede ligefrem mod til utilsløret at øse af sin sjæls og sine erfaringers dyb og talte helst ikke om sin fortid. Hun var dristig i sit liv, men stod hun en enkelt gang i personlig relation til sit stof dækkede hun sig bag talemåder og omsvøb. Hun var heller ikke kunstner nok til uforglemmeligt at omsætte indtryk på papiret, og overhovedet har hendes digtning ikke det præg af overordentlig personlighed hvorom samtiden vidner. Men det originale liv hendes forfatterskab savner møder vi i hendes breve som er det værdifuldeste og mest personlige hun har efterladt sig, og som levende giver udtryk for en lidenskabelig bevæget, fængslende og dristig natur og til fulde leverer beviser for at T. var større som menneske end som forfatter.

Familie

Forældre: fragtskipper og skibstømmermand Thomas Nielsen Kragh (1790–1846) og Anne Kirstine Pedersen (ca. 1789–1877). Gift 13.10.1843 på Herøy, Sunnmøre med sognepræst i Bergen, provst Hans Conrad T., født 28.7.1802 i Tønsberg, død 11.6.1858 i Bergen (gift 1 . gang 1826 med Maria Dorthea Sophie Münster, 1803–27, gift 2. gang 1830 med Sara Margrethe Daae, 1806–41), s. af bødker Herman T (gift 1. gang 1787 med Birthe Marie Jørgensdatter, ca. 1755–1800) og Anne Sophie Albertine Walther.

Udnævnelser

F.M.l 1899.

Ikonografi

Træsnit 1866 efter tegn. af H. Olrik, efter samme litografi. Stik af Magnus Petersen, 1868, på digtergruppe. Mal. af Eiler Jørgensen, 1871 og af Johanne Krebs, 1885. Træsnit 1886 og af H. P. Hansen, 1889. Buste af A. W. Saabye, 1892 (Fr.borg; Kolding mus.) og 1893 (glyptoteket). Tegn. af Anna E. Munch, 1895 (forhen Kvindelig læseforening). Tegn. af A. S. 1899 (Teatermus.). Træsnit af L. B. Hansen, 1903. Relief på gravstenen. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Norsk biogr. leksikon XVI, Oslo 1969 262–64.

Udg. Romaner og fortællinger. Folkeudg, I-VI, 1904–05.

Kilder. Selvbiografi i III. tid. 4.6.1899. Breve fra M. T. 1855–1901, 1919 (fot. optr. 1971) = Memoirer og breve XXX. Breve i Edda XLVII, Oslo 1947 212–40 og Vinduet IX, Oslo 1955 392–400. Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, udg. Just Rahbek I-II, 1955. Bjørnstjerne Bjørnson: Brevveksl, med danske 1854–74, udg. Øyvind Anker m.fl. I-II I, 1970–74. Samme: Brevveksl, med danske 1875–1910, udg. samme I-II, 1953. Lit. Georg B[randes] i III. tid. 22.4.1866. Samme i Politiken 29.3.1903 (jfr. Vilhjalmur Finsen sst. 11.6.1957).

Samme: Levned I, 1905 148–52 227–29. Samme og Edv. Brandes: Brevveksl, med nord. forfattere, udg. Morten Borup I–VII, 1939–42. D. Irgens Hansen i Samtiden I, Bergen 1890 57–66. Kvinden og samf. XV, 1899 93–108. Clara Bergsøe: M. T., 1904. John Paulsen: Min første sommer i Kbh., 1908 især 117–42. Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger. En saml. breve, udg. Aage Friis og P. Munch II, 1915. Kr. Eister d.y.: Fra tid til anden, Kria. 1920 51–68. Else Høst i Vinduet VIII, Oslo 1954 298–306. Henning Fenger: Den unge Brandes, 1957 især 54–57. Einar Østvedt: Henrik Ibsen. Miljø og mennesker, Oslo 1968 109–32. Francis Bull: Land og lynne, Oslo 1969 94–110.

Papirer i Kgl. bibl., Bakkehusets saml. (Fr.berg bibl.) og univ. bibl., Oslo. – M. Reinhardt: M. T. Erindr, og breve (manus, i Kgl. bibl.). Nic. Bøgh: Karakteristik af M. T. (manus. sst.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig