Ludvig Holberg, 3.12.1684-28.1.1754, forfatter. Ludvig Holberg, som fornyede vor nationale litteratur, var, såvel ved sine forudsætninger som ved sine resultater, europæeren i dansk åndsliv. Hans liv og virke bestemtes i høj grad af Europas stilling i tiden efter trediveårskrigens ophør 1648. Slår vi en kreds omkring Holbergs dobbelte fædreland finder vi o. 1700 England som oprørets og frihedens land, Spanien rystet siden ødelæggelsen af den "uovervindelige armada", et rigt og stærkt Holland; Frankrigs litteratur var mønstergivende, men ophævelsen af Nantesediktet viste en intolerance som foruroligede alle Europas protestanter. Tyskeren Samuel Pufendorf kaldte sit lands statsforfatning for et monstrum; og for at bringe orden i begreberne sammenarbejdede han de gryende natur- og folkeretstanker i et systematisk værk De jure naturæ et gentium, 1672. Rusland stod, med Peter den Stores hårdhændede reformer, som overraskelsernes land. Med Danmarks afståelse af de skånske provinser 1658 havde Sverige vundet adgang til Kattegat. Som en følge af Danmarks nederlag knægtedes adelen, og med den enevældige kongemagt, fra 1660, forøgedes chancerne for en borgerlig karriere. Denne var forberedt i Ludvig Holbergs familie. Han var opkaldt efter sin mors farfar, Ludvig Munthe, som var biskop i Bergen; slægten var velsitueret. Ludvig Holbergs far var bondefødt; han kom i veneziansk krigstjeneste, vandrede hele Italien igennem og var 1656 indskrevet ved universitetet i Siena. Ludvig Holberg var stolt af denne far som tjente sig op til oberstløjtnant.

Men faderen døde da Ludvig Holberg, yngst af tolv børn, var et år gammel, og moderen ni år senere. Børnene spredtes; Ludvig Holberg kom en stund til østlandet hos sin mors fætter, pastor Otto Munthe i Gudbrandsdalen; men han boede derefter til 1702 i Bergen hos sin morbror, købmand Peder Lem, hvis djærve lune han satte stor pris på. I latinskolen havde Ludvig Holberg en lærd og initiativrig rektor, Søren Lintrup; da skolen brændte, med det meste af byen, ilede rektor med at sende årets dimittender til København hvor Ludvig Holberg da blev student om sommeren, 17½ år gammel; et halvt år senere blev han gjort myndig og snart efter overladt en jordlod som en beskeden arv. Han tog tjeneste som huslærer hos pastor Weinwich, i Voss, men fik herved afsmag både for at undervise og for at prædike hvad den aldrende sognepræst undertiden pålagde ham. I efteråret 1703 rejste han over Bergen til København hvor han i marts 1704 tog den filosofiske eksamen som omfattede græsk, latin og hebraisk; fysik, geometri, aritmetik og geografi; metafysik og etik. I april s.å. fik han den teologiske eksamen som gav adgang til at søge præstekald, men efter Danske Lov først med det fyldte 25. år. Ludvig Holberg var endnu ikke fyldt 20 og ikke opsat på præstegerningen. Han vendte – for sidste gang – tilbage til sin fødeby for dér at lade sig engagere som huslærer hos vicebiskop Niels Smed. Men han følte sig, skriver han i sine erindringer, som dømt til minearbejde (ad metalla damnatus) og brød ud. Ved at læse Niels Smeds (eller Smiths) rejsedagbog havde han fundet et foreløbigt mål, han ville ud i Europa. Det var et første vendepunkt i Ludvig Holbergs liv da han trods familiens modstand solgte sin jordlod og øvrige eje og sejlede med kun 60 rigsdaler til Amsterdam, en driftig verdensstad som vakte hans beundring, men tærede på hans pengepung. Han havde regnet med at tjene noget ved at læse fransk og italiensk med begyndere, og måske har han på denne rejse en tid været i tjeneste som sproglærer hos en russisk adelsmand. I erindringerne bekender han at han under et kurbesøg i Aachen forsøgte hotelsvig, men blev grebet af værten. Han kom for lånte penge tilbage til Norge; i Kristiansand boede Ludvig Holberg hos sit næstsøskendebarn, kapellanen Otto Stoud hvis søster Sophia han kalder meget smuk; hun kan have fristet hans hjerte. Ludvig Holberg tjente penge ved privatundervisning i sprog, men var bestemt på at rejse til England; med en velbeslået kammerat, Christian Brix, drog han af sted i foråret 1706. De stilede mod Oxford og fik fra 18.4. adgang til universitetsbiblioteket, The Bodleian Library.

En ny fase i Ludvig Holbergs liv var begyndt, han ville være populærvidenskabelig forfatter, og 1708 kom han til København med manuskriptet til en håndbog i Europas geografi og nyere historie; til hans ærgrelse havde H. O. Pflug 1707 udgivet et sådant værk; Ludvig Holberg delte da sit i to; 1711 kom Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier fortsat indtil disse Tider og 1713 et geografisk Anhang dertil, om Tyskland, England og Holland. Ludvig Holberg var, som han selv siger, en ivrig avislæser, og hans samtidshistorie bygger bl.a. på tidens nyhedsblade, gazetterne. Efter en fattig tid i København fik han en ny chance; han ledsagede 1708 en søn af professor Poul Vinding (1658–1712) til Tyskland; efter hjemkomsten blev han huslærer hos admiral Frederik Giedde; men fra august 1709 skaffede Vinding ham fribolig på Borchs kollegium. Og så tog Ludvig Holbergs fremtidsplaner endelig form; han ville kvalificere sig til universitetet ved et førstehånds historisk arbejde. Han fattede et i sandhed dristigt projekt; han ville føre Danmarkshistorien op til dato. Arild Huitfeldts krønike sluttede med Christian 3.s død; C.C. Lyschanders Frederik 2.s krønike var udgivet 1580. 1711 kunne Ludvig Holberg melde at han havde skildret Christian 4.s, Frederik 3.s og Christian 5.s regeringsår. Det er vel denne præstation som 1712 skaffede ham det Rosenkrantzske legat på 120 rigsdaler i fire år og 29.1.1714 kongens løfte om det første ledige professorat ved universitetet. Karrieren var sikret; Ludvig Holberg hævede sit stipendium skønt fundatsen krævede at han i tre af de fire år opholdt sig i udlandet. Men så kom budskabet at legatets patron, Iver Rosenkrantz (1674–1745), på grundlag af Ludvig Holbergs "avancement" havde udnævnt en ny stipendiat. Ludvig Holberg fik af legatets efor, professor Hans Bartholin, det råd at rejse ud straks; han skriver 21.5. fra Amsterdam at han bliver i Frankrig "indtil vacance". Ludvig Holberg beholdt stipendiet; vi har den paradoksale situation at han blev tvunget ud på den store rejse til Frankrig og Italien som fik så gennemgribende indflydelse på hans europæiske horisont. Som overalt lærte han folket at kende, bl.a. fordi knappe midler tvang ham til at rejse og bo billigt. I Paris besøgte Ludvig Holberg bibliotekerne og læste vistnok mest historie. I Mazarinbiblioteket så han studenterne stå i kø om morgenen for at sikre sig Pierre Bayle's Dictionnaire historique et critique (1696) hvis dristige meninger om religionen såede tvivl i mange sind. Men Ludvig Holberg siger ikke at han stillede op i køen, og da han i Rom to gange på katolske biblioteker forsøgte at få Bayles forbudte værk frem til studium mislykkedes det. Ludvig Holbergs nysgerrighed var vakt, men han kom antagelig hjem uden at være påvirket af Bayles tvivl om Guds retfærdighed. Bayles problemstilling blev først aktuel for Ludvig Holberg fra 1730'erne. Derimod har han inden 1728, under påvirkning af Richard Simon, en tid næret nogen tvivl om Bibelens guddommelighed. I Rom, hvor Ludvig Holberg tilbragte vinteren 1715–16, fik han sin smag for den italienske barokarkitektur og musik fastlagt. Han havde i Paris sikkert ikke haft råd til at gå i teatret; i Rom fik han kraftige indtryk af den italienske maskekomedie, commedia dell'arte, som folkelig forlystelse. Ludvig Holberg led under den toårige rejse meget af malaria, men helbredte sig ved at gå; inden han kom hjem i sommeren 1716 havde han vandret o. 2000 km ad europæiske landeveje.

Årene på Borchs kollegium havde været frugtbare. Inden Ludvig Holberg drog af gårde havde han forfattet en håndbog i en ny videnskab, uden tvivl opmuntret af Christian Reitzer der var professor i jura og holdt forelæsninger over natur- og folkeretten. Fra kollegiet var der kun få skridt til Reitzers bolig hvor et stort bibliotek stod til rådighed for Ludvig Holberg og fx Christian Falster. Her udarbejdede Ludvig Holberg da sin Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab som først blev udgivet 1716, efter hans hjemkomst. Det naturretlige system som Ludvig Holberg til sin bog især overtog fra Pufendorf udtrykker en opfattelse af menneskenaturen og samfundsordningen som genfindes i alle Ludvig Holbergs historiske, digteriske og filosofiske skrifter. Gud har begavet mennesket med en fornuft der er et herligt lys til at begribe og dømme hvad som godt og ondt er hvis den ikke er fordærvet af ond, dvs. dårlig optugtelse, vane eller af de affekter, hvilke ikke lidet formørker menneskets forstand. Hos Pufendorf fandt Ludvig Holberg også Thomas Hobbes' lære om den stærke kongemagt der var nødvendig for at beskytte det ene menneske mod det andets ondskab. Ludvig Holbergs naturret er den bedste introduktion til hans forfatterskab som til oplysningens århundrede overhovedet. Den blev hans bedst solgte danske bog, optrykt 1728, 1734, 1741, 1751 og 1763. Efter indførelse af juridisk eksamen 1736 læstes den af de fleste jurister i Danmark-Norge. I fortalen fra 1716 havde Ludvig Holberg lastet de universitetsøvelser som skulle træne de studerende i at ræsonnere men som ifølge Holberg øvede dem i "at gøre sort hvidt og hvidt sort" ved hjælp af "barbariske ord og terminis, hvorudi unge mennesker finder en synderlig smag". Ved skæbnens ironi omfattede det professorat som Ludvig Holberg måtte overtage i december 1717, netop læren om almenbegreberne, dvs. metafysikken, samt logikken, de to filosofiske hjælpediscipliner han foragtede. I maj 1720 blev han professor eloquentiæ; det betød at han skulle gennemgå de klassisk-romerske forfattere, herunder satirikerne og komedieskriverne. Skiftet faldt, heldigt, sammen med at han selv blev poet.

Der var i Ludvig Holbergs første arbejder intet tegn som varslede digteren. Men fra 1719 kan vi se denne komme til syne, i ryk, som en guldsmed der skyder sig ud af puppen. Det første stadium fremkaldtes af Ludvig Holbergs koleriske temperament. I sine erindringers første del, 1728, tilstod han om sig selv, i et afsnit som ved optryk 1737 gled ud, at han ikke kunne styre sin misundelse (livor) når han hørte lovtaler om konkurrenter. Da en farlig konkurrent, den begavede Andreas Hojer, i sin Dännemärckische Geschichte, 1718 tillod sig en skødesløst overlegen bemærkning om Ludvig Holbergs introduktion til de europæiske rigers historie fattede Holberg et livslangt had til ham. Under fingerede navne forfattede Holberg to latinske småskrifter hvor han angriber Hojer som naturretslærer og insinuerer at han som polyhistor – jurist, læge, historiker – er en slags charlatan. I disse skandskrifter gjorde vreden Ludvig Holberg til digter. Juvenal blev et aktuelt forbillede da Holberg så forsøgte sig med en satire i danske aleksandrinere, Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig, i realiteten et nej til den ægteskabelige stand som nok fristede den 30-årige Ludvig Holberg. I det næste ryk blev Holberg sig sin komiske indbildningskraft bevidst. I en af de sædvanligt illustrerede udgaver af Boileau's Œuvres har han en dag betragtet et kobberstik hvor to hold ophidsede gejstlige kaster bøger i hovedet på hinanden: de slås om placeringen af "Nodepulten", Le Lutrin, som Boileau's komiske epos hedder. I et tankelyn så Ludvig Holberg, som det synes, de disputergale professorer og studenter på Københavns universitet, og han skabte sin første fiktive situation. Mere blev det ikke til, så kom det store spring ud i fantasiens rum. Fra sin latinskole kunne Ludvig Holberg Vergils Æneide halvvejs udenad, men nærede ingen respekt for den troløse prins Æneas. I Paul Scarron's Le Virgile travesti (1648ff) havde han set en burlesk genfortælling af Æneidens handling. Ludvig Holberg besluttede at berette om en dansk Æneas, en jævn købmand, Peder Paars, der på en rejse til Århus strander på Anholt. Paars bliver latterlig fordi han med stupid uforstyrrethed modtager skæbnens slag. Det lange aleksandrinerdigt – 6249 verslinier – skrider frem i kraftige, næsten primitivt komiske visioner. Da Ludvig Holberg nåede til 1. bogs 3. sang indskød han, med en humoristisk motivering, bogslaget på universitetet; det skulle ikke gå til spilde! – Peder Paars, som udkom 1719–20, vakte opsigt og blev eftertrykt. Anholts ejer, Frederik Rostgaard, klagede til kongen over at øens befolkning blev rakket ned, men kongen fandt digtet skæmtsomt og afviste klagen.

Der er ingen tvivl om at Ludvig Holberg efter Peder Paars følte sig som en benådet digter. Et forsvarsdigt, Critique over Peder Paars, 1722 er en lovtale over poesien: "Man med forundring læs [dvs. læser] Homeri gyldne bog / For fantasiens skyld, ej for det græske tog". Digterne skaffer nationerne ære: Cervantes, Molière, Boileau, ja Scarron. Hos en stor jurist findes lærdom, hos poeten geist: "Een klog, skarpsindig er; een er guddommelig". Så dyb er Ludvig Holbergs glæde over sin forløste digterevne. Fire Skæmte-Digte, 1722 indeholdt, foruden denne pris til fantasien og Jens Larsen-digtet, to tankedigte hvori de modsætninger i menneskets natur som naturretten havde udredet sættes skarpt op mod hinanden. I Apologi for Sangeren Tigellio hævdes at vi alle er vægelsindede som denne romerske kunstner; i Democritus og Heraclitus at menneskeheden er både til at le og græde over – dog mest det første. Med skæmtedigtene fulgte Zille Hansdotters Forsvars-Skrift for Quindekønnet hvor Ludvig Holberg, ligesom i sin naturret, hævder kvindens ligeret med manden.

Peder Paars og skæmtedigtene udsendtes under pseudonymet Hans Michelsen; men man kendte forfatteren, og det var ikke forunderligt at denne fik opfordring til at skrive komedier da planen om et teater i København skulle realiseres. Der var en sikker teaterpolitik bag projektet. Dette støttedes af høje embedsmænd, U.A. Holstein og Frederik Rostgaard, og deres hensigt var klart at skabe en folkelig scene. Det ser vi af de bevarede oversættelser; franske verskomedier gengives i dansk prosa, og poleret stil gøres mere hverdagsagtig. Holberg fulgte parolen i de 25 komedier, han skrev 1722–26 for Komediehuset i Lille Grønnegade der åbnede 19.1.1722. Under denne kogende skabelsesproces fik Ludvig Holberg udløsning for al sin komiske fantasi samtidig med at han brugte gammel og nyerhvervet viden om komedielitteraturen fra antikken til samtiden, herunder de skuespil af Molière og hans elever som opførtes sideløbende med Ludvig Holbergs egne. Disse udkom som tre bind Comoedier, 1723–25, optrykt og forøget til fem som Den danske Skueplads, 1731, hvortil et sent efterslæt som 6. og 7. bind 1753–54. Ludvig Holberg kappedes først med Molièreskolens store karakterkomedie, gik derefter, i stød, baglæns til den italienske maskekomedie som han kendte fra de franske udgaver af Le Théâtre italien og Le Théâtre de la Foire for efterhånden at tage temaer fra romersk antik op, og endelig, i sine filosofiske alderdomskomedier, at bore sig tilbage til den oldgræske komedie. Men Ludvig Holberg viser på hvert stadium sin originalitet. I emnevalget ved Den politiske Kandestøber; Jean de France; Mester Gert Westphaler; Erasmus Montanus.

Jeppe paa Bierget's vældige komiske udsving har basis i en hverdagsrealisme, som fransk komedie ikke kendte. Molière har intet sidestykke til Jeppes karakter. Den Vægelsindede har en forløber, men ikke forbillede i P. N. Destouches: L'Irrésolu, 1713. Jacob von Tyboe er en dygtig lokalisering af Plautus: Miles gloriosus, ligesom Don Ranudo og Den honnette Ambition skiller sig godt ud fra deres fælles udspring i Molière: Le Bourgeois gentilhomme. Og da Ludvig Holberg låner skemaet fra Molière's Le Malade imaginaire til Den Stundesløse så ser man hvorledes Ludvig Holberg driver karakterfigurens dårlige affekt til et yderpunkt som Molière ikke kender. Der er hos Ludvig Holbergs bedste skikkelser et moment af vanvid, ligesom i Cervantes' Don Quijote der er støbeformen for Holbergs narre. Barselstuen er en skuffekomedie, comédie à tiroirs, hvor et galleri af bipersoner optræder på række; det er efter Molière: Les Fâcheux og især hans elev Boursault: Les Fables d'Esope (der opførtes her) og Le Mercure galant. Metoden bruger han igen i sidste akt af Det lykkelige Skibbrud. Temaet i Kilde-Rejsen findes hos Molière, Regnard og i Théâtre italien. Fra sidstnævnte kilde hentede Ludvig Holberg talrige komiske motiver og replikker. Han har følt sig beslægtet med italienernes fandenivoldske komik; det fremgår af parodikomedierne Ulysses von Ithacia og Melampe, og den drastiske skrækkomik i Uden Hoved og Hale og Hexeri eller Blind Alarm; særlig den sidste er lutter løjer; det er så at sige en omvandrende harlekintrup der gæster Thisted, og det er forfejlet at finde træk af tortur heri. Det var især italienerne som gav Ludvig Holberg intrigekomediernes faste rollestab (Jeronimus, Leander og Leonora, Henrik og Pernille) som vi møder i Maskarade og Julestue, Henrich og Pernille, De Usynlige og Det arabiske Pulver. Ludvig Holberg lader Diderich Menschen-Skræk, som har emne fra Plautus: "Pseudolus" og "Curculio", foregå i Venezia.

Da Ludvig Holberg for det 1748 genåbnede teater skrev nogle nye komedier var Abracadabra en bearbejdelse af Plautus: Mostellaria. To komedier bragte abstraktioner på scenen, Plutus rigdommen og Republiquen staten som i Aristofanes' "Plutus" og "Ridderne". Ludvig Holberg roser sig, i sin 447. epistel, af at have "fornyet igen de gamle græske skuespil". - Omkring sommerterminen forlangte og fik teatret aktuelle stykker hvis grovkornede optrin kunne more de tilrejsende gæster: Den ellevte Junii og Den pantsatte Bondedreng. Den første er inspireret af Molière: Monsieur de Pourceaugnac, den anden af en komedie i Théâtre italien: Le Banqueroutier. Ludvig Holberg har fået begge farcer til at ose af københavnsk knejpe og gæstgivergård. I Holbergs komedier genopstår, forynget, den europæiske komedietradition, bortset fra den engelske (Ludvig Holberg kendte ikke Shakespeare); i stedet for den spanske (Lope de Vega, Calderón) virker Cervantes' roman med enorm gennemslagskraft. Under den heftige komedieskrivning tog Ludvig Holberg 1725–26 orlov fra universitetet, officielt for at bruge badene i Aachen, i virkeligheden for at gå på skuespil i Paris. Det var ham en sorg at han til Grønnegadeteatrets lukning 25.2.1727 måtte skrive De danske Comoediers Liigbegængelse. Skuespillene fortsatte dog ind i 1728 da Københavns brand 20.-22. februar standsede alle forlystelser.

1730 døde Frederik 4., og Christian 6. kaldte teatret djævelens værk. Men da var Ludvig Holbergs poetiske raptus til ende; han tog afsked med den danske poesi med en mærkelig digtrække, Metamorphosis, 1726 i velklingende aleksandrinere og kortvers. Og han skrev efterskriften til perioden som første del af sin livsroman, erindringer i form af et brev til en utvivlsomt opdigtet fornem person, Epistola ad virum perillustrem, 1728, en humørfyldt skildring især af ungdomstidens rejser, et åbenhjertigt selvportræt, samt en utilsløret reklame for egne værker. For at friste oversættere refererer han de da trykte komedier, men meddeler kun titlerne på de utrykte. Efter den poetiske raptus har nu en historisk fanget ham. Før digteriet havde han haft plan om en Dannemarks og Norges Beskrivelse som nu skulle realiseres. Den store bog, der udkom 1729, skulle nærmest være et sidestykke til Edward Chamberlayne's værk, Present State of England (1678–81 og mangfoldige gange optrykt). Ludvig Holberg har taget bestik af englænderens kapitelinddeling og veloplagte fremstilling der krydres af digterord og anekdoter. Men han giver hvert kapitel, om nationalkarakteren, regeringsformen, religionen, etc., et grundigere historisk perspektiv. Det må dog overraske at Ludvig Holberg indlægger sin gamle, utrykte skildring af de tre seneste kongers historie, og antyder at han gerne havde fortsat med den nu regerende, Frederik 4.s tid: "Men, som Hans Majestæt har allernaadigst andre overdraget saadant udførlig i pennen at forefatte, vil jeg med Christiani 5. død slutte dette kapitel." Ludvig Holberg har villet vise at han burde være kongelig historiograf, og ikke Hojer der 1722 var udnævnt dertil. Det vældige kapitel forsvandt da Ludvig Holbergs skrift 1749 kom i ny udgave under titlen Dannemarks og Norges gejstlige og verdslige Stat. Og da havde Ludvig Holberg forlængst forfattet en fuldstændig og velfortalt Dannemarks Riges Historie i tre dele 1732–35 der dog slutter ved Frederik 3.s død hvor den for Ludvig Holberg livgivende dansk-norske enevælde var sikret. Som et æggende forbillede har han haft en mangebinds Histoire d'Angleterre (1724ff) af Rapin de Thoyras, en fransk jurist som på grund af sin tro var udvandret til England. Med større grundighed end franskmanden giver Ludvig Holberg ved en konges død en samlet bedømmelse af hans karakter og gerninger. Det psykologiske skema og den etiske norm er de samme som i Ludvig Holbergs natur- og folkeret.

1730 havde Ludvig Holberg overtaget professoratet i historie, og da historie 1732 blev eksamensfag ved den filosofiske eksamen udarbejdede Holberg to korte lærebøger, Synopsis historiæ universalis og Compendium geographicum, begge fra 1733. I Almindelig Kirkehistorie, 1738 og Jødiske Historie, 1742 mødes nøgtern vurdering af paver og profeter med religiøst betonet grebethed over for historiske skikkelser som Luther og Moses. Ludvig Holberg indleder det første skrift med en åndfuld Jesu Christi Historie og slutter det sidste med en betragtning over jødefolkets forunderlige bevarelse igennem tiderne: vi må i deres skæbne "erkende Guds finger". Biografien opdyrkede Ludvig Holberg med sine Heltes sammenlignede Historier, 1739 og tilsvarende Heltinders, 1745. Interessantest er historien om Peter den Store der ene mand omstøbte et helt rige, og forsøget på at fatte en gådefuld kvinde som dronning Christina af Sverige. Under denne imponerende historiske produktion forberedtes Ludvig Holbergs tredje raptus, den filosofiske. 1735–36 var Ludvig Holberg universitetets rektor og holdt ved afslutningen en god tale om en administrators fornuftige strategi. 1737 havde Holberg fortsat sine erindringer med Epistola secunda og 1743 med Epistola tertia hvortil han føjede seks livsfilosofiske essays. Disse oversatte han til Moralske Tanker, 1744 som indeholdt Ludvig Holbergs finest tilspidsede prosa, præget af Seneca og Montaigne. I den latinske roman Nicolai Klimii her subterraneum, Niels Klims underjordiske rejse, 1741, havde Ludvig Holberg, anonymt, kæmpet mod den religiøse intolerance. I Moralske Tanker, hans filosofiske hovedværk, hævdede han et menneskes ret og pligt til at tænke selv, også i religiøse sager.

Vi kan følge Ludvig Holbergs egen udvikling, fra 1730'erne, hvor Bayles anklager mod Gud gik op for ham. Efter forbilleder af romeren Martial, englænderen John Owen og danskeren Henrik Harder havde Ludvig Holberg 1737 udgivet en samling latinske Epigrammata og forøget dem 1743 og 1749. De er i alle tonearter: humoristiske, satiriske, frivole og opbyggelige. Over for Bayle der gjorde Gud ansvarlig for det onde i verden indvender Ludvig Holberg i 1737 med Leibniz at det gode ikke kan eksistere uden det onde (Epigram II, 94 og III, 78). I Moralske Tanker er han stadig på Leibniz' parti over for Bayle. Men senere skifter billedet. Ludvig Holbergs Epistler udkom med to bind 1748, to nye 1750 og et posthumt 1754. I de første bind indrømmer Ludvig Holberg at Bayles modstandere ikke har løst problemet om det ondes oprindelse og i de to næste kapitulerer han og henflyr til den åbenbarede lære om syndefaldet. Blandt de samtidigt udgivne Moralske Fabler, 1750 møder vi en beslægtet pessimisme i nr. 81, en besættende fabel om det ondes problem. – Epistlerne er filosofiske kommentarer til den aldrende Ludvig Holbergs mangeartede læsning. De handler om alt i fortid og samtid og holdes sammen af en urokkelig sund fornuft. Det var Ludvig Holbergs opfattelse at fornuftens lys kan lede os, men at vore lyster ofte forårsager uforståelig adfærd. I Bayles Dictionnaire læste Ludvig Holberg om en fornem græsk jomfru, Hipparchia, som giftede sig med en kyniker eller hundefilosof der levede i fattigdom og smuds. Ludvig Holberg mindedes derved en dansk adelsdame som først fandt tilfredshed i ægteskab med en rå mandsperson af laveste stand; således blev to eksempler, Hipparchia og Marie Grubbe, stoffet til en epistel, nr. 89, om visse menneskers fordærvede smag. – En af de seneste epistler, nr. 447, fører selvbiografien frem til 1753

Siden 1727 havde Ludvig Holberg mistet lysten til at rejse ud, og han var faldet til ro som de katte han taler om i fortalen til Metamorphosis. 1737 blev han universitetets kvæstor, dvs. regnskabsfører. Han blev, som nye fund af arkivalier har bekræftet, en nidkær forvalter af universitetets midler indtil han 1751 frasagde sig hvervet. Ludvig Holberg havde nemlig sans for privat og offentlig økonomi. Han skrev et par latinske pjecer til fordel for hovedstadens økonomiske særstilling (1729) og for Det ostindiske Kompagni, 1728. I det vestindisk-guineiske Kompagni besad han 1730 en obligation et halvt år; renteudbyttet var 18 rigsdaler som således er Ludvig Holbergs eneste udbytte af slavehandel. Ludvig Holbergs husførelse var alle dage beskeden; fra 1740 havde han embedsbolig på hjørnet af Fiolstræde og Kannikestræde. Fra o. 1730 tjente han gode penge på forfatterskabet; han satte sin opsparing i københavnske huse, men da priserne herpå faldt købte han jordegods. 1740 erhvervede han Brorup ved Slagelse og 1745 desuden Tersløsegård ved Sorø. Han havde allerede 1735 meddelt offentligheden at han ønskede at testamentere sine midler til fremme af det danske sprog. Efter opfordring bestemte han 1747 sin formue for Sorø ridderlige akademi; han fik samtidig sine godser omdannet til baroniet Holberg. Det var ham en tilfredsstillelse at han ved egen fortjeneste blev baron. Da renterne af Ludvig Holbergs kapital var nødvendige for akademiets drift gav Holberg 1.5.1751 afkald derpå og fortsatte sin spartanske levevis. Han var som universitetets senior, dvs. ældste professor, fritaget for undervisning; han tilbragte sine sidste somre på Tersløsegård (der nu er Holberg-museum). Ludvig Holberg havde som Voltaire skabt sig en formue ved pennen, købt sig gods og fik som senere patriarken i Ferney ry som en klog og human herremand. Da den frygtede kvægsyge nåede Ludvig Holbergs gods har han sammenkaldt sine fæstebønder og i fælles interesse givet dem de samme råd som tryktes i hans Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge, 1746. Ludvig Holberg og Voltaire er oplysningstidens forfattere som godsbesiddere.

Ludvig Holberg giftede sig aldrig, og hans pirrelige sind tillod ham næppe at have intime venner. Men det var utvivlsomt ærligt ment når han gav det danske samfund tilbage hvad han havde tjent på sine bøger. Da disse, i reglen utvivlsomt uden vederlag, udbredtes på fremmede sprog gav han den kreds af lande som bestemte hans horisont deres ydelse igen. Holberg var i sit århundrede ikke blot en nordisk, men en europæisk forfatter. Så at sige alle hans historiske skrifter oversattes til tysk, flere af dem tillige til hollandsk. Natur- og folkeretten kom på tysk, Moralske Tanker på tysk, hollandsk og fransk, Epistlerne på tysk og hollandsk, Moralske Fabler på tysk og russisk. Peder Paars blev gendigtet på tyske vers og derfra på hollandsk prosa. Med komedierne blev Ludvig Holberg tyske teatertruppers foretrukne komediedigter. Der kom talrige udgaver på hollandsk. Niels Klim oversattes i galop og inden århundredets udgang til tysk, hollandsk, fransk, engelsk, russisk og ungarsk. Med Niels Klim deltog Ludvig Holberg i en europæisk kamp mod åndelig tvang, på linje med bl.a. Montesquieu; han oversatte i Epistel 520 et gribende stykke om inkvisitionen fra "Lovenes ånd". Og da han sammesteds fandt enevælden mistænkeliggjort udsendte han, fire måneder før sin død, i sit eget fransk, en lille bog som ikke var uden slagkraft takket være Holbergs overlegne historiske viden: Remarques sur quelques positions qui se trouvent dans l'esprit des loix par M. le baron de Holberg. Ånden svigtede ikke den gamle da han gav sig i disput med et af de skarpsindigste hoveder i Europa.

Familie

Ludvig Holberg blev født 1684 i Bergen (Nykirken), sandsynligvis 3.12., død 28.1.1754 i Kbh. (Frue), begravet i Sorø klosterkirke. Forældre: oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg (ca. 1620–86) og Karen Lem (1647–95). Ugift.

Ikonografi

Stik af C. Fritzsch, 1731, efter dette stik af J. M. Bernigeroth 1744 og 1747, af I. B. Brühl 1745, S. Fokke 1757, E. Scriven 1827, I. C. B. Gottschick, træsnit af H. P. Hansen, 1886, og C. Holter, 1891, samt på norsk frimærke. Mal. af Johan Roselius ca. 1747–49, formentlig i to ekspl. (et brændt på Sorø akad. 1813, et sst. siden 1818). T. Laans mislykkede stik 1749, rettet på pladen af J. Haas 1755, synes at forudsætte denne type; efter dette grisaille på vase af kgl. porcelæn ca. 1785 (Fr.borg) og træsnit af H. P. Hansen, 1886. Det 1813 brændte mal. blev stukket af J. M. Haas, 1775, og J. F. Clemens, 1798, i samme type er stik af O. H. de Lode 1752, et stik af J. Haas 1754, af Bernigeroth 1757, J. Chevillet 1762, I. D. Philippin 1780, O. Bagge 1832 m.fl., litografi af C. Henckel, af See og af E. Fortling 1861, træsnit 1855 efter tegn. af C. Bloch, af H. C. Henneberg og af J. F. Rosenstand 1860, af E. Hansen 1863 efter tegn. af A. Dorph, m.fl., radering af C. C. Andersen, 1873 og H. Nik. Hansen, 1884. Efter denne type min. (Sorø akad.), raderet af Magnus Petersen, 1865 og E. Britze, 1922. Efter et af de to nævnte mal. af Roselius flere kopier, bl.a. mal. tilskrevet C. A. Lorentzen (Fr.borg), af Hans Hansen, 1822 (Kbh.s bymus.), Jørgen Roed, 1848 (Nasjonalgall., Oslo), Christen Dalsgaard (Tersløsegård), O. Hermansen (Fr.borg) samt af D. Arnesen if. litografi derefter af C. Simonsen, 1855. Efter ovennævnte mal. i Sorø tegn. og stik af Erling Eckersberg, 1843, litografi af I. W. Tegner 1848, af P. Gemzøe 1862, 1868 fra Bærentzens inst., træsnit af Alb. Møller, 1884 og stik af A. Repholtz, 1913, i samme type stik af J. Haas 1754, A. Weger 1860, træsnit af F. Hendriksen 1876, efter tegn. af F. Henningsen, af H. P. Hansen 1883, litografi af Gemzøe 1877, og i talrige andre gengivelser. Min. muligvis forestillende H. (Sorø akad.), efter denne træsnit 1884 af H. C. Olsen, samt 1886. Mal. forestillende gammel mand, muligvis H. (Sorø akad.). Relief (Bergens mus.), efter dette træsnit 1886, og radering af Povl Christensen, 1954. Dødsmaske, taget af C. P. Rothe, nu tabt. Efter dødsmasken og måske relieffet i Bergen udførte M. G. Arbien 1755 et relief (Kbh.s bymus.) og 1757 en medalje, stukket af bl.a. Meno Haas. På grundlag af relieffet mal. af C. A. Lorentzen (St.mus.), efter dette stik af W. Heuer, 1816, og af W. H. Lizar, tegn. af N. J. Bredal, 1822 (Fr.borg), radering af A. P. Madsen, 1867 og mal. af Chr. Tilemann Petersen, 1923 (Teatermus.). Satirisk tegn. af Cornelius Høyer ca. 1775 (Sorø akad.). På grundlag af dødsmasken og muligvis Arbiens relief udførte J. Wiedewelt et relief, udst. 1778 (1780 på sarkofagen), afbildet på J. F. Clemens' stik af sarkofagen ca. 1783–84, efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1886; en del træsnit efter profilportrættet, bl.a. efter tegn. af P. C. Skovgaard af J. F. Rosenstand, 1866, af H. P. Hansen, 1879, 1884 efter tegn. af Hans Tegner og af H. P. Hansen efter tegn. af W. Rosenstand. Buste af N. Dajon, 1784 (Det kgl. teater). På grundlag hovedsagelig af Arbiens relief udførte Thorvaldsen en buste 1839 (Thorvaldsens mus., afstøbning i Kgl. bibl. og Teatermus.), i marmor af W. Matthias, 1842 (Sorø akad.) og 1863 af J. Hoffmann i H. V. Bissens atelier (Nivågård). Relief efter Thorvaldsens buste af J. C. Gøricke, 1841. Buste af H. Michelsen, 1846 (Oslo univ.). 1851 var udstillet statuetter af O. Evens (Ribe mus.; Odense bys mus.), Thorvald Mule, Aug. Saabye og Th. Stein (orig. 1850 i glyptoteket, 1851 St.mus.), bronzestatuette af sidstnævnte udst. 1890 (Fr.borg; Teatermus.)- Relief efter Arbien af O. Glosimodt, 1868 (Teatermus.), relieffer af samme udst. 1869 og 1891, relief af samme 1870, statue af samme 1880 (Teatermus.). Statue af Th. Stein, 1875 (foran Det kgl. teater). Statuette, udkast til monument i Bergen, af F. E. Ring, 1880 (Odense bys mus.). Statuette af G. C. Freund, 1881 (Maribo mus.). 1882 var udst. udkast til monument i Sorø af Saabye (Nordjyllands kunstmus. Ring (Odense bys mus.) og V. Bissen, statue af sidstnævnte (Nordjyllands kunstmus.) og statue af samme 1898 (Sorø akad. have), Medalje af Iver Throndsen, 1884. Statue af John Borjesson, 1884 (Bergen), statue af samme udst. 1911 (Teatermus.; kgl. teater i Sth.). Statue af Jul. Schultz udst. 1906 (Teatermus.). Buste af J. Gelert udst. 1881 (Teatermus.; Århus kunstmus.). Medalje af Arno Malinowski, 1935. Relief af E. Ølsgaard (Randers teater). H. er ofte fremstillet i anekdotiske historiemal. o.l., bl.a. flere mal. af W. Marstrand (St.mus.; Hirschsprung), mange tegn. af samme (Fr.borg; kobberstiksaml.), tegn. af Constantin Hansen, 1862, portr. som dekorationsmal. af samme, mal. af Carl Thomsen, 1883 (Århus kunstmus.), tegn. af samme, mal. af H. P. Lindeburg udst. 1883, tegn. af K. Gamborg, 1887 (Fr.borg), mal. af Lor. Frølich, 1888 (St.mus.) og mal. af samme udst. 1892, mal. af V. Rosenstand, 1891 (Fr.borg) og 1892 (St.mus.; Nordjyllands kunstmus.), forarbejder til mal. 1892 (Kbh. univ.), mal. af Aug. Schiøtt, af O. Matthiesen og en lang række mal. af V. Neiiendam (bl.a. Teatermus.) udst. 1911–49. Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). – Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1782 (ved Jægerspris). Radering "Holbergs minde" af F. L. Bradt, 1784. Mindetavle på H.s bolig (Fiolstræde 8, Kbh.). Mindesmærke i Hansinelund (Ølgod). – Tersløsegård er siden 1917 mindegård for H. (F. J. Billeskov Jansen: L. H. and Tersløsegård, 1979). - Th. A. Müller: Holbergportrætter, 1918. Victor Hermansen: Johan Roselius og Portrættet af Holberg, 1961. Torben Glahn: Holbergportrættet, i Soranerbladet 1968–69; sst. juni 1977.

Bibliografi

Bibliografi. H. Ehrencron-Müller: Forfatterlexikon X-XII, 1933–35 (bibliografi over H.s skrifter). Lage Hulthén: Collectio Holbergiana. En saml. skrifter av och om H., Göteborg 1959 = Acta bibl. Gotoburgensis V.

Udg. Komedier, ved Jul. Martensen I-XIII, 1897–1909. Saml. skr., udg. Carl S. Petersen I-XVIII, 1913–63. Comoedierne og de populære skrifter. Festudg., ved Francis Bull, Georg Christensen, Carl Roos, S. W. P. Thomas og A. H. Winsnes I-VI, Kbh., Kria. 1922–25. Moralske tanker, udg. F. J. Billeskov Jansen, 1943. Epistler, udg. samme I–VIII, 1944–54. Værker i tolv bind, udg. samme, 1969–71. Niels Klims underjordiske rejse, nyudg. og overs. A. Kragelund I–III, 1970. Latinske småskr., udg. og overs, samme I-II, 1974.

Kilder. H.s breve, udg. Verner Dahlerup I-II, 1926. L. H.s memoirer, udg. F. J. Billeskov Jansen, 1943 (2. udg. 1963). Tre levnedsbreve 1728–43, udg. og overs. A. Kragelund I–III, 1965. Sv. Eegholm-Pedersen: Utrykte Holbergiana i universitetsarkivet, 1979.

Lit. Chr. Delgobe: Stamtvl. over familien H., Bergen 1884. Holberg årbog, red. Francis Bull og Carl S. Petersen I-VI, 1920–25. C. W. Smith: Om H.s levnet og populære skr., 1858. Olaf Skavlan: H. som komedieforf., Kria. 1872. Jul. Paludan: Om H.s Niels Klim, 1878. Edv. Holm: H.s statsretlige og politiske synsmåde, 1879 (reproudg. 1975). Georg Brandes: L. H., 1884 (også i forf.s Saml. skr. I, 1899 9–162, 2. udg. 1919, optr. 1969). Oluf Nielsen: Kbh. på H.s tid, 1884. Viljam Olsvig: Det store vendepunkt i H.s liv, Bergen 1895. Vilh. Andersen: Tider og typer. Erasmus I, 2, 1909 29–154. Francis Bull: L. H. som historiker, Kria. 1913. Sig. Høst: Om H.s historiske skr., Bergen 1913. Oscar J. Campbell: The comedies of H., Cambr., Mass. 1914 = Harvard studies in comparative lit. III. E. Nystrøm: Den danske komedies oprindelse, 1918. Harald Nielsen: H. i nutidsbelysning, 1923. Paul V. Rubow: Litterære studier, 1928 145–53. T. Krogh: Studier over de sceniske opførelser af H.s komedier i de første år på den genoprettede da. skueplads, 1929 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CLII. Carl Roos: Om et upåagtet værk af H. [Moralske fabler], 1930. Hans Brix: Analyser og problemer I, 1933 249–80; III, 1936 176–203; IV, 1938 94–106; V, 1940 134–260. Kåre Foss: L. H.s naturrett, Oslo 1934. Samme: Konge for en dag, Oslo 1946. F. J. Billeskov Jansen: H. som epigrammatiker og essayist I-II, 1938–39. Samme i Orbis litterarum I, 1943 161–78. Samme sst. III, 1945 227–60. Samme: L. H., N.Y. 1974. Samme: H. og hans tid, tekstudvalg, 1980. Holbergblandinger, udg. Holbergsamf. af 3. dec. 1922 I–III, 1939–46. Th. A. Müller: Den unge L. H. 1684–1722, 1943. Samme: Afhandl, i udvalg, 1945 113–21 134–65. Danske studier, 1954 5–74 (seks afhandl, af Emil Frederiksen, Hans Møller, F. J. Billeskov Jansen, Jon Kehler, Aage Hansen og T. Krogh) (også som særtryk s.å.). E. Spang-Hanssen sst. 1968 99–117. Søren Holm: H. og religionen, 1954. Max Kjær Hansen: Økonomen L. H., 1954. Ejnar Thomsen: Sfinxen. Streger til et H.-portræt, 1954 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. marts 1954. Samme: Digteren og kaldet, 1957 15–43. H. G. Olrik: L. H. Undersøgelser og kroniker, 1959. Tage Becker: Baron H. og lenet H., 1959. E. Spang-Hanssen: Fra L. H.s unge dage. Hans strid m. Andr. Hojer, 1963. Jens Kruuse: H.s maske, 1964 (2. udg. 1970). Ebbe Spang-Hanssen: Erasmus Montanus og naturvidenskaben, 1965. Reidar Myhre: H.s pedagogiske idéer, Oslo 1969. Jørgen Stender Clausen: H. og Le nouveau théâtre italien, 1970. Torben Damsholdt i Festskr. til Povl Bagge, 1972 1–32. Anne E. Jensen: Teatret i Lille Grønnegade, 1972. Jørgen Stegelmann: Hvem er hvem hos H., 1974. Gudrun Hovde Gvåle i Edda, Oslo 1976 27–48. Bente Kjølbye: I H.s fodspor, 1977. Asger Albjerg: L. H.s poetiske maskerade, 1978. Jens Kruuse: En poetisk kriger, 1978.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig