Louise Nimb, Louise Sophie Thora Nimb, 9.10.1842-3.5.1903, restauratør. Født i Holstebro, død i Kbh., begravet i Søllerød. N. der var den yngste i en flok på ni børn overtog tidligt sammen med sin mand Nyholte kro der i hen ved 70 år havde været i den N.ske slægts eje og bl.a. som Røjels kro er kendt som målet for mange af Søren Kierkegaards køreture i 1840erne og 50erne. Kroen blev kendt som et udsøgt madsted, og det varede ikke længe før N. kom til Kbh. og overtog en række store restauranter, bl.a. Studenterforeningens, rigsdagens, Industriforeningens, væddeløbsbanens, Tivolis Divan 2 o.fl. Med sin udsøgte smag, sans for hygge og kendskab til kogekunstens mysterier forstod N. at vinde sine gæster, blandt hvilke mange inden for intelligensens verden blev hendes personlige venner, således Herman Bang der endog en tid havde sit hjem i N.s hus. Det var hos hende han skrev sin første roman Haabløse Slægter, 1880. Ved siden af sin udstrakte virksomhed som restauratør fik N. tid til at skrive en række koge- og syltebøger, Kogebog for større og mindre Husholdninger, 1888 (3. udg. 1900), Illustreret Syltebog. 1896, Menuer, 1897, Menu-Ordbog, 1899, Kogebog og Menuer for Sukkersyge-Patienter, 1900, Karen, en Bog om Trofasthed i Husgerning, 1894, Anvendelse af Grøntsager til Vegetarianermiddage, 1896. Endelig kom Tolv Opskrifter paa Tomatretter, 1900; N. var en af de første der anvendte denne frugt i husholdningen. Døtrene Henriette (13.9.1863-29.8.1919) og Zerina Emilie N. (4.7.1865-18.11.1939) fortsatte efter forældrenes død ledelsen af de forskellige restauranter. Fra Divan 2 flyttedes Tivoliforretningen 1909 til bazarbygningen, og her grundlagdes restaurant Nimb der blev samlingssted for borgerskabet, kunstens og litteraturens store navne. 1913 overgik virksomheden til et aktieselskab. Henriette N. udgav Kogebog og Opskrifter med indskrænket Smør-, Fedt- og Kødforbrug, 1918.

Familie

Forældre: grosserer Aron Abraham Gunst (ca. 1783-1866) og Zerina Dellevie (ca.1801-64). –22.6.1861 i Kbh. (Trin.) med restauratør, senere kammerråd Vilhelm Christopher N., født 18.8.1830 i Kbh. (Trin.), død 9.7.1900 i Snekkersten (gift 1. gang ca. 1852 med Doris Gottlibine Hansen, 1830-1924; ægteskabet opløst, hun gift 2. gang 1860 med læge i Nykøbing M., senere dr.med., stiftsfysicus i Ålborg Ove Ludvig Møller, 1834-1909), s. af mel- og grynhandler, rugbrødsbager, senere kroejer i Nyholte Jens Christian N. (1804-69) og Emilie Therese Schmidt (1804-68).

Ikonografi

Tegn. af Hugo V. Petersen (Fr.borg). Mal. af Sophus Jürgensen, 1903. Foto.

Bibliografi

Herman Bang i København 6.5.1903. Chr. Houmark i Politiken 30.8.1919 og 8.7.1920. Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938 455-58. Serina Nimb i Berl. tid., tillæg 22.1., 5.2. og 19.2.1939. Hans Ellekilde i Søllerødbogen 1949 45-90.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig