Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Laura Kieler

Oprindelig forfatter SAC

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Laura Kieler, Laura Anna Sophie Müller Kieler, 9.1.1849-23.4.1932, forfatter. Billedet af Laura Kielers tilværelse er farvet at tre slags drama: det ene er hendes eget livs forløb, – det andet det forfatterskab hun selv skabte, – det tredje dét dramatiske værk som hendes livssituation på et tidspunkt dannede forlæg for, og som kom til at præge resten af hendes liv.

Det ironiske træk i dette liv kunne, når det nu ses i retrospekt, siges at være at det mere intense end inderlige forfatterskab hun skrev på sit eget livs ofte pinefulde erfaring er forsvundet i tidens skygge, medens en andens dramatiske værk der benyttede – og nogle vil sige udnyttede – hendes livs ulykke som model bragte hendes livsdrama i den stærke belysning og til den omvæltende diskussion hun selv kunne ønske – ja, måske opnåede alt det hun selv gerne havde villet – men fyldte hende selv med bitterhed og fortabthed fordi det var endnu en form for umyndiggørelse af hendes person – en skål i hendes hjerteblod.

I et dybt pietistiskpræget nordnorsk kystbymiljø fødtes Laura Kieler af dansk-norske forældre det år Henrik Ibsen udgav sine sonetter Vaagner, Skandinaver hvor han første gang slog til lyd for det fælles nordiske Slesvig-problem. Hendes ungdoms største intellektuelle omvæltning blev fremkomsten af Ibsens Brand i 1866, som "skabte nødstilstand i mange hjem". Selv forfattede hun under pseudonym et på én gang naivt og begavet modstykke Brand's Døtre som skildrer præsten efter Agnes' død for "lysere at klarlægge de religiøse spørgsmål". Bogen, som udkom 1869 og var tilegnet Ibsen, sendte hun ham og fik et venligt svar med den for hende rystende oplysning at Brand "for ham var mere æstetisk end religiøst i sin problematik". Religionen havde været tilfældig anledning og model.

Annonce

På en rejse med moderen besøgte hun i sommeren 1871 Ibsens i Dresden, og Ibsen kaldte ved afrejsen den glade unge pige "vor lærkefugl". Hun giftede sig 1873 med den danske overlærer Kieler i Hillerød, udgav 1875 rejseskildringerne Skitser og 1876 novellerne Everil. For ægtefællens begyndende tb-lidelse burde de rejse til Syden, men pengene strakte ikke til, og han ville ikke låne af sin familie. Hemmeligt lånte hun da i en norsk bank, og for de midler han troede hun tjente ved "skriverier" rejste de til Syden hvor han helbredtes. I München besøgte de Ibsens høsten 1876. Ved hjemkomsten kunne hun ikke betale lånet tilbage, og Ibsen skrev til hende at han ikke kunne hjælpe. Bankens officielle krav blev en katastrofe, manden krævede skilsmisse, og hun indlagdes på sindssygehospital efter "en unødig brutal proces" (amtmanden i Hillerød).

1879 udkom Ibsens Et Dukkehjem. Bag stykkets triumf krøb sladderen om hændelsen i Hillerød, og Laura Kieler følte sig kompromitteret og karikeret. "Ibsen tog virkelighedens Nora med som bytte i sin ærgerrigheds og verdensberømmelses vogn" (Camilla Collet). 1879 og 1881 udgav Laura Kieler sine formentlig bedste romaner: skildringerne fra Lapland André fra Kautokeino og Lavrekas Korhoinen, og 1882 og 1886 de betydelige romaner Min Broder Amtmanden (om faderen) og En Oppositionsmand (om Hans Hauges religiøse vækkelseskampagne). Samtidig vendte hun for børnenes skyld tilbage til familien. I de kommende år helligede hun sig ved foredrag, artikler og romaner specielt to spørgsmål: undertrykte folkeminoriteter, særligt Sønderjylland, – og kvindens stilling. Om Sønderjylland (hvis ledende mænds stadige støtte netop var Ibsens Brand (Francis Bull)), skrev hun en lang række romaner, bl.a. Han faldt ved Helgoland, 1894, Dit Folk skal være mit Folk, 1901, Sten Stensen til Stensbo, 1904, og Hvem kastede den første Sten?, 1906. For sin interesse for Slovakiets problemer fik hun en gade opkaldt efter sig i Bratislava.

For kvindesagen virkede hun i artikler og foredrag og var Danmarks delegerede ved Den internationale kvindekongres i Chicago 1893. Hun ønskede at hævde frihedens og ligestillingens seriøse ansvar fremfor frigjorthedens ligegyldige løsagtighed, og kom herved, bl.a. med sit skuespil Mænd af Ære (1890 på Casino teatret) tilsyneladende på tværs af Georg Brandes der kvitterede med en nedrig artikel om hendes ægteskabsforhold i "Verdens Gang" august 1889. Ligestillingens bannerfører skuffede hende således ved at vise sig som mandschauvinistisk litterat. – Pietismens mørke vendte hun sig endelig mod 1892 med romanen I en Lysengels Skikkelse.

1891 opsøgte hun sidste gang Ibsen og bebrejdede ham hans misbrug af hende i Et Dukkehjem. Det antages at denne bebrejdelse var en vigtig inspirationskilde til hans sidste skuespil Naar vi Døde vaagner, 1899, om billedhuggeren og hans model der suges tom for liv for at kunstværket kan blive til. Flere af deres mødes replikker skulle angiveligt gå igen i stykket, og hovedpersonen Irenes nordlandske tonefald er netop Laura Kielers. Om hendes egen litteratur sagde Bjørnson træffende at "tendensen ligger som nøgen nerve, ikke dækket af menneskelighed". Men dens varetagelse af de undertryktes nødråb og dens søgen efter varme og værdighed mellem religionens og bohemevæsenets skinliv giver indtryk af tiden og gør indtryk på læseren.

Familie

Laura Kieler blev født på Tromsø, død i Ålsgårde, begravet i København (Vestre). Forældre: foged i Senjen og Tromsø, senere i Inderøen Morten Smith Petersen (v. Fyren) (1797–1872) og Anna Hansine Kjerulf Müller (1812–89). Gift 1.5.1873 i København (Johannes kirke) med cand.philol., senere overlærer i Fr.borg Victor Thomas Joachim Kieler, født 28.6.1843 i Nakskov, død 17.2.1917 i København, søn af handelsbogholder, senere bestyrer og medejer af Kjærs mølles klædefabrik Julius Eiler Joachim Kieler (1813–96, gift 2. gang 1869 med Julie Marie Kieler, 1824–1905) og Valborg Kirstine Marie Kieler (1820–51). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Relief af R. Bøgebjerg. Foto.

Bibliografi

Laura Kieler i Nationaltidende 28.-30.6.1915. – Georg Brandes i Verdens gang, aug. 1889. Laura Kieler samme sted 29.11.samme år. Anton Andersen: Danske forfatterinder i det 19. århundrede, 1896 132–35 182–87. Helge Rode: Det sjælelige gennembrud, 1928 124–32. Carl Gad: Omkring kulturkrisen, 1929 45–64. B.M. Kinck i Edda XXXV, Oslo 1935 498–543. Helge Kjærgaard i Jyllandsposten 21.6.1949. Kamma Svensson i Politiken 17.11.1955. Steen A. Cold i Berlingske tidende 20.10.1968. Erindringer i Fædrelandet 18.8.1910.

Papirer i Det Kongelige Bibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen A. Cold: Laura Kieler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292546