Lars Dalager, ca. 1719-7.1.1772, forfatter. Født sandsynligvis i Kbh, død i Vadsø. Efter endt skolegang kom D. ud "at tjene sit Brød ved grovt og strengt Arbejde". Sandsynligvis har dette været på hans fætter og senere svoger, grosserer Jacob Severins grønlandske skibsværft og oplagsplads ved Hals hvor han lærte "at brase et Sejl og at ro med en Aare" samt "at rode i Beeg og Tran". Herfra sendtes han i Severins tjeneste til Grønland hvor han fra 1742 var assistent ved handelen i Frederikshåb og sammen med købmanden forestod koloniens anlæggelse. Allerede fra 1743 bestyrede han den som købmand. Det skyldtes hans energiske virksomhed at denne koloni hvis besejling de første år voldte store vanskeligheder ikke blev opgivet. Hans sprognemme, friske væsen og djærve måde at omgås befolkningen på skaffede ham god indgang hos denne og befordrede handelen. Efter Severins tilbagetræden trådte han i Det almindelige oktrojerede Handelskompagnis tjeneste. -D. er den første europæer der er trængt ind over indlandsisen og har skrevet en beretning derom. I efteråret 1751 fik en grønlænders fortælling om på en jagttur at have set landtoninger hinsides "den store is" ham til sammen med nogle indfødte at foretage en ekspedition derind i den tanke at det kunne være "Østerbygdens Fjelde". De nåede også ind til det omtalte "land" der viste sig at være en indlandsisø (nunataq). Denne fik senere navnet "Dalagers nunatakker". Beretningen om denne tur er vedføjet som tillæg til D.s ved Frederikshåb i vinteren 1752 skrevne Grønlandske Relationer der tryktes i Kbh. sandsynligvis 1758 og som har gjort ham kendt som en fremragende iagttager og skildrer af primitivt folkeliv. De danner et værdifuldt og på flere punkter korrigerende supplement til Egedernes beretninger. - 1754 forflyttedes D. til landets ældste koloni Godthåb. Her gjorde han det til sin opgave at føre grønlænderne tilbage til deres oprindelige nationale erhverv, sælfangsten, uden at det dog lykkedes ham helt. Derimod indvikledes han dels herunder og dels ved sine herrnhutiske sympatier i stadig bitrere stridigheder med missionen, og det pinlige forhold tilspidsedes til sidst i den grad at hans forbliven i landet umuliggjordes. 1767 forflyttedes han til den finmarkske handel og blev købmand i Kjøllefjord og Tana hvorfra han 1770 forflyttedes til Vadsø. Også i Finmarken skaffede hans energi og virketrang handelen fremgang, og hans kloge og vel gennemtænkte foranstaltninger "til Almuens Bedste" vandt hans foresattes bifald.

Familie

Forældre: toldbetjent, visitør på Dragsminde, senere strandrider i Gaabense Jens Laursen (D.) (ca. 1670- 1742) og Anna Goe (1688-1769). Gift 27.9.1770 i Vadsø med Anna Kirstine Fuchs, alder og herkomst ubekendt. - Bror til Carl D.

Bibliografi

L.D.: Grønlandske relationer, udg. Louis Bobé, 1915 = Det grønlandske selsk. skr. II. - H. Ostermann i Pers.-hist. t. 6.r. VI, 1915 1-21 (om slægten D.). Samme i Kirkehist. saml. 5.r. VI, 1911-13 313-19. Samme: Danske i Grønland i det 18. årh., 1945. F. Gad: Grønlands hist. II, 1969, III, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig