L.C. Sander, Levin (Lävin(i)us) Christian (Friedrich) Sander, 13.11.1756-30.7.1819, forfatter. L.C. Sander var en fattig dreng, svag af helbred, men læselysten og fantasifuld, og havde ved gode menneskers hjælp perfektioneret sig så vidt at han 1778 kunne blive lærer ved J.B. Basedows Philanthropinum i Dessau; samme år debuterede han som digter med tragedien Golderich und Tasso og fortsatte derefter med et alsidigt tysk forfatterskab, også efter at han 1783 var kommet til København som huslærer hos C.D. Reventlow. I de følgende år udgav han bl.a. en række oversættelser af nyere danske digteres værker. 1789 blev han fuldmægtig i kreditkassedirektionen, 1791 sekretær ved vejkommissionen og var efterhånden så fortrolig med dansk, at han kunne gøre sig gældende som dansk skribent, dels som recensent i "Lærde Efterretninger", dels ved smådigte, fx Dødens Vuggevise (Jeg haver en Vugge saa varm og saa tæt) der vandt popularitet, blev oversat både til tysk og engelsk og flere gange komponeret.
1797 opnåede L.C. Sander sin største digteriske succes med sørgespillet Niels Ebbesen af Nørreriis, eller Danmarks Befrielse, vort tidligste nationalhistoriske heltedrama (trykt næste år, omarbejdede udgaver 1799 og 1816; tysk udgave besørget af forfatteren 1798). At L.C. Sander selv var holstener har ikke afskrækket ham fra sujettet, og det er utvivlsomt ikke tilsigtet når dramaets titelfigur virker mindre interessant end grev Gert og dennes tilhænger Stig Andersen; oplysnings- og revolutionstidens ånd besjæler de middelalderlige personer, og ikke med urette er den retorik, Stig Andersen udfolder på danehoffet, af K.L. Rahbek betegnet som Mirabeausk. Stykket gjorde lykke, opførtes endnu 1834, og så sent som 1848 påtænktes en genoptagelse (nyt optryk samme år), ligesom Fædrelandet 15.12.1863 bragte det i forslag som mindeforestilling for Frederik VII på Det kongelige teater. Sit dramatiske forfatterskab fortsatte L.C. Sander med lystspillet Hospitalet, 1805, en satire navnlig over den Schellingske filosofi, og Knud, Danmarks Hertug, 1808, men begge faldt til jorden.
1799 stiftede L.C. Sander Det nye literariske Selskab der ved ufortjent ry af revolutionær klub vakte zarens mistænksomhed og derved indirekte blev anledning til forordningen om trykkefriheden 1799. L.C. Sander, der i tiden nærmest efter H.W. Ribers død havde været den ledende i Efterslægtselskabet, blev 1800, med titel af professor, lærer i pædagogik, metodik og tysk ved det samme år oprettede pædagogiske seminarium for de lærde skoler og udgav forskellige pædagogiske skrifter som Bidrag til Pædagogiken og dens Historie I-II, 1804–06, det første større værk i sin art på dansk, og (sammen med F. Plum og A.K. Holm) det fortrinlige skole-tidsskrift Egeria 1804–06. Fra 1811 holdt han forelæsninger ved universitetet over deklamation, pædagogik og tysk. Til dels efter tyske forbilleder udgav han 1808 Odeum, eller Deklamerekonstens Theorie, en antologi med en fyldig indledning, og 1813 Poly-hymnia, Euterpe og Theone, eller theoretisk Sammenligning af Musik, Rhytmik og Declamere-konst, etuddrag af sidstnævnte værk, ledsaget af øvelsesstykker udkom næste år med titel Svada, eller theoretisk og praktisk Veiledning til Betonings-kunsten.
L.C. Sander var antiromantiker og stod fremmed over for de nye litterære strømninger efter 1800. Adam Oehlenschläger, hvis tysklærer han havde været i Efterslægtens skole, og som skylder ham sit første bekendtskab med Goethe, fik i ham en arg kritiker. Ærgerrig som den lille forvoksede mand var, følte han sig miskendt og blev bitter da palmen overraktes, ikke til Niels Ebbesens men til Hakon Jarls digter.
Posthumt udkom Johann Bernhard Basedow 1801 og 1804, udgivet af "Vor Ungdom", 1898.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.