Kristine Marie Jensen, 17.7.1858-7.2.1923, kogebogsforfatter. Da begge forældrene døde mens Kristine Marie Jensen endnu var barn blev hun opdraget af bedstemoderen i Randers. Efter sin konfirmation rejste hun til København hvor hun efter et kursus hos N. Zahle havde huslige pladser. Velbegavet og lærenem skaffede hun sig viden og praktisk erfaring i husførelse og madlavning, var et år i England og kom 1880 som husbestyrerinde i hjemmet hos skolebestyrer J.C. Melchior der netop var blevet enkemand. Her blev hun til sin død 43 år senere og blev en elsket plejemor for Lauritz Melchior. Denne skildrer hende i sine erindringer som "en frodig og selvsikker pige på 22, rødhåret og ikke særlig køn ...", men tilføjer i en utrykt levnedsskildring at hun ikke alene bekostede drengens sanguddannelse, men også synes at have bidraget kraftigt til at holde hjemmet på fode da faderen kom i økonomiske vanskeligheder.

Baggrunden herfor var at hun som kogebogsforfatter var blevet Madam Mangors (A.M. Mangor) arvtager. 1901 udgav hun sin første opskriftsamling som Frk. Jensens Kogebog der hurtigt blev en stor succes. Frk. Jensen blev et begreb selv om man i offentligheden ikke anede hvem personen bag betegnelsen var. Hun blev medarbejder ved Politiken, ugebladet Hjemmet og tidsskriftet Haven. Hendes kogebog, hvis grundholdning var økonomi og mådehold, henvendte sig til den voksende gruppe af borgerlige husholdninger der ikke behøvede at leve af fattigmandskost, men heller ikke undså sig for at anvende margarine, som hos "Frk. Jensen" for første gang blev et naturligt element i madlavningen. Kristine Marie Jensen udgav en lang række selvstændige småpublikationer, bl.a. Five o'clock tea, 1902, og Svampe paa 100 Maader, 1916. I Dansk bogfortegnelse findes hun indtil 1919 som Karen Jensen, så ukendt var hun som person, men kogebogen nåede 27 oplag før hendes død – af lungebetændelse – 1923, og udgives stadig. I Politikens nekrolog hedder det at Kristine Marie Jensen tjente store summer "men døde næppe velhavende".

Familie

Kristine Marie Jensen blev født i Randers, død i København, begravet samme sted (Holmens). Forældre: avlsbruger, vognmand Christen Jensen (1817-62) og Petrine Sørensen (1825-65). Ugift.

Bibliografi

Politiken 19.2.1916. Regina Vegenfeldt og L. Kornerup: Danske kogebøger 1616-1974, 1976 (2. udg. 1978).

Kommentarer (2)

skrev Kresten Klit

Kære lex.dk

I artiklen (om Kristine Marie Jensen, 17.7.1858-7.2.1923, kogebogsforfatter) angives at Jensen: "... kom 1880 som husbestyrerinde i hjemmet hos skolebestyrer J.C. Melchior der netop var blevet enkemand. Her blev hun til sin død 33 år senere ...".

Jensen døde angiveligt i 1923.

Såvel min gamle flair for hovedregning som min lommeregner har vanskeligheder med at få en årstalsberegning fra 1880 til 1923 til at være et spænd på 33 år, men metoden underordnet insisteres på at beregne det til et tidsforløb hos Melchior på 43 år.

Måske kunne jeg få en tilkendegivelse eller en uddybning af aritmetikken?
;-)

Venlig hilsen
Kresten Hartvig Klit

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig