Kristen Poulsen, Kristen Lars Stephen Egede Poulsen, f. Mikiassen, grønl.: Kalistat, 6.12.1910-29.5.1951, forfatter. Kristen Poulsen voksede op hos forskellige slægtninge, men kom pga. sine boglige evner i den nyoprettede efterskole i Godthåb 1928 og senere på seminariet, hvorfra han dimitteredes 1934 som kateket. Siden virkede han som sådan til sin tidlige afsked pga. tuberkulose og delte lod med alle yngre kateketer. De blev med korte mellemrum flyttet, uden eller mod eget ønske, fra plads til plads langs kysten, hvilket var meget besværligt, men havde den positive side at de lærte landet og folket at kende og blev holdt i gang. Kristen Poulsen virkede således først i Nanortalik distrikt i Augpilagtoq og selve kolonien, siden i Nordgrønland på forskellige udsteder i Ũmánaq og Egedesminde distrikter for til sidst at blive ansat i Narssaq ved Julianehåb hvor han døde under mæslingeepidemien 1951.

Allerede i seminarietiden skrev Kristen Poulsen mange digte, præget af hans lyse humør, og han fortsatte lige til sin død og har i alt skrevet 150 digte, hvoraf enkelte kom med i sangbogen Erinarssûtit, den fælles grønlandske "højskolesangbog", mens 26, Erinarsugagssat, blev udgivet af Frederik Høegh på et lille trykkeri i Narssaq.

Det omrejsende liv var tungt for Kristen Poulsen, fordi han knyttede sig så stærkt til de steder hvor han boede, og nogle af hans mest gribende digte er afsked med sådanne steder hvor erindringer fra mange års levet liv vælder op i ham, specielt når han som i Augpilagtoq måtte efterlade sin unge hustru, der var død i barselseng og et lille dødt barn på den vindblæste kirkegård. Uviljen mod de tvungne flytninger kommer frem i et gentaget tema i digtene hvor han priser de frie fugle, der kun drager hen hvor de selv vil. I det hele er dyrene et yndet emne i hans lyrik der også omfatter flere kendte børnesange. Mest brugt i dag er nok hans dejlige forårssang Seqernup qungujugdlune (Solen smiler), til hvilken han selv skrev en af de få melodier han selv skabte, med lutter korte intervaller der har stærke mindelser om gamle eskimosange. Sangen findes oversat i Højskolesangbogen, Med kåde smil den lyse sol. I øvrigt brugte han hyppigt iørefaldende døgnmelodier til sine sange. Hans sidste digt Efterår, fra tiden efter tb-angrebet er stærkt præget af hans bevidsthed om, at døden nærmede sig.

I Nanortalik distrikt var der mange indvandrede østgrønlændere; mødet med deres langt mere oprindelige kultur vakte Kristen Poulsens levende interesse for det gamle eskimoiske liv, og mange digte fra denne periode har motiver fra den hedenske sagnverden, ligesom hans eneste prosafortælling Angákoq Papik (angakokken Papik) stammer fra denne tid, omend først udgivet 1952.

Kristen Poulsen havde inden sin tidlige død nået at sikre sig en plads blandt Grønlands folkekære digtere, ikke mindst fordi han så præcist havde tolket grønlændernes glæde over deres land og dets stærke natur, og samtidig gjort det med det smittende humør der er typisk grønlandsk.

Familie

Kristen Poulsen blev født i Narssaq ved Godthåb, død i Narssaq ved Julianehåb. Forældre: Karoline Mikiassen. Navneforandring til Poulsen 13.4.1943. Gift 1. gang 18.8.1935 i Nanortalik med Margrethe Benedikte Qetura Hansen, født 12.11.1907 i Nanortalik, død 24.5.1936 i Augpilagtoq, begravet samme sted, datter af bødker Janus Gerhard Philippus Hansen (1874-1951) og Marie Sofie Salome (1881-1943). Gift 2. gang med Salome Helene Bibiane.

Bibliografi

Knud Petersen i Fem grønlandske digtere, Godthåb 1956 127-63. Chr. Berthelsen: Oqaluttualiaativut taalliaativullu, ny udg. Godthåb 1976 108-12.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig