Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knuth Becker

Oprindelig forfatter NBWa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knuth Becker, Carl Henrik Knuth Becker, 21.1.1891-30.10.1974, forfatter. Knuth Becker er født 1891 men angav altid selv ud fra sit grundmurede nordjyske lune og uden nærmere årsag 1893 som fødselsår. Det lykkedes ham at suggerere et flertal af litteraturhistorikere til at bogføre det gale årstal skønt hans romaners præcision i tidsbilledets væld af detaljer (Christian IX, Alberti, Sabroe, Herman Bang, Nansen, osv.) er med til at rykke tingene på plads. Kai Gøtsche – den til dels digteriske figur, "som er mig og ikke mig" – er punktligt født til verden i januar 1891, om end i vendsysselsk snefog.

Knuth Becker tilbragte den første del af sit liv i fødebyen Hjørring, det Beckerske private verdenscentrum for undertrykkelse, underkastelse og frigørelse, småstaden som han i sin romanrække har omdøbt og omdigtet til "Vendelby", idet han med en uudtømmelig poetisk styrke har mættet den rent topografiske betegnelse med samme symbolbærende realisme som den der kendes fx fra navnet Sidenius i Pontoppidans Lykke-Per. I det hele taget står Knuth Beckers vilje og radikale lidenskab ikke tilbage for Henrik Pontoppidans. Tidligt i livet kom Knuth Becker, der var den yngste ud af en søskendeflok på i alt fire (en broder sendtes i en alder af otte til slægtninge i Amerika, hovedsaglig fordi moderen ikke brød sig om drengebørn), i opposition til sin fattigfine, halvruinerede og konservative familie, til sit miljø og hele det samfund som omgav ham.

Hans fantasiudfoldelse konkretiserede sig som en trussel mod de "formeget-voksne" og de normer de lagde hen over deres afkom. Det førte til at hans forældre, stærkt tilskyndet af en lokal indremissionær, Nyholm, (i Det daglige Brød kaldet Nærum, og dermed digterisk fritlevende som alle Knuth Beckers figurer) anbragte den tilsyneladende vanartede, asociale, bandende og skoleskulkende 8-års dreng på opdragelsesanstalten Holsteinsminde i Sydvestsjælland. I Verden venter har Knuth Becker givet stedet det ironidryppende navn Sjællandsglæde. Her forsøgte forstander Mollerup (i Verden venter: Monrad) at få sat skik på Knuth Becker og klemme hans fantasi ind i de rette nationale og gudhengivne rammer. Knuth Beckers ophold på Holsteinsminde strakte sig over 6–7 år, til og med konfirmationen. Mollerup sattes senere, i tiden op mod første verdenskrig, under skarp offentlig anklage af Peter Sabroe (i Verden venter: journalist Sand). Debatten om børnehjemmenes hårdtslående pædagogik og forkyndelse bragtes frem i folketinget og førte til Mollerups afskedigelse fra Bøggildgård i maj 1913. Ved udgivelsen af Verden venter, 1934, blussede diskussionen om det offentliges behandling af samfundets stedbørn op på ny med voldsomhed, skønt Knuth Beckers digterisk udformede anklage – tilsyneladende – havde retrospektiv karakter. Også fra Sjællandsglædes krumbøjede verden henter drengen Kai (eller digteren Knuth Becker, men stadig væk med et forbehold over for en alt for håndfast identifikation) et begreb der viser sig at have symbolbærende realisme i romanens univers, "solhjørnet" i anstaltens have ses som et helle, en stump paradis, for de beklippede småfyre, og forfatterskabet har som et mål, uden at det polemisk-agitatoriske bestemmer forløbet, at rydde en plads til et solhjørne, uden undertrykkelse, uden Jantelov, uden skyldbyrde af traditionel observans, for hvert enkelt menneske.

Annonce

Knuth Becker har i Profiler, 1944 beskrevet sit digteriske program således "Fra spontane udbrud og angreb til en lang, lang undersøgelse af den uret vi mennesker altfor ofte begår mod hverandre og mod det menneskelige i os selv. – En opgørelse af individets og samfundets gensidige skyld." Til brug for sin opgørelse der har vældige reserver af varme til sin rådighed arbejder Knuth Becker sig hen mod en totaldækning af sine personers sjælelige topografi. Overalt sættes individet i et forhold til kollektivet, men med så stor en psykologisk rummelighed at særtilfældet bliver alment. Lillebyen gøres universel, uden at konturerne og farverne udviskes. Digtning som selvhævdelse og livsudvidelse, "en erupsjon av erfaring", som Aksel Sandemose har sagt.

Ved tilbagekomsten til Hjørring fortsatte den nu 15-årige Knuth Becker sin afbrudte skolegang, men uden held til at glide ind i det autoritært formede kollektiv. Fortabt søn, men ingen fedekalv. Han gik sin fader til hånde i hans kuldskære sygeplejeforretning, var landvæsenselev på' Asdal hovedgård ved Hirtshals 1906–07 (i Uroligt Foraar: "Klitgården"), stod en overgang i smedelære i Kolding og så sig i stand til, efter soldatertidens spidsrod (jf. afsnittet "Funksjonærfabrik" i Uroligt Foraar) at overtage og videreføre faderens maskinforretning som senere, under krisen omkring 1930, gik fallit skønt Knuth Becker der slet ikke var nogen talentløs forhandler af landbrugsmaskiner kunne have reddet stumperne ved hjælp af cirka 40.000 kroner. Men fallitten var formentlig kærkommen. Den altid meget læsende og kundskabssøgende mand var netop ved denne tid for alvor på vej ind i forfatterskabets massiv og i fuld gang med at forberede udgivelsen af sit værk om Kai Gøtsches udviklingshistorie. 1934 købte han herregården Wår ved Sebbersund i nærheden af Løgstør, ikke langt fra proletardigteren C. Stauns barndomshjem, og her boede Knuth Becker bortset fra periodiske ophold i Hjørring, indtil sin død i 1974.

Den skyhed hos ham der førte til en mangeårig selvvalgt isolation formåede han at kaste fuldstændig af sig så snart han arbejdede med sin digtning.
I efteråret 1917 giftede han sig med Mette Wittrup gennem hvis slægt han nærmede sig "en arv fra gammel nordjysk bondekultur på den ene side og vestkystalmue på den anden". Hun mærkes som inspiration til Marianne-skikkelsen i romanseriens sidste bind, et nybrud af erotisk lykkelig skrivekunst. Her vender Kais skæbne.

Barndommen og ungdommen var, som Knuth Becker har sagt det (i det selvbiografiske essay "Omfødsel" i Profiler), ikke et tabt, men et overvundet land, og hans digtning forsøger med lige dele hukommelsesperfektionisme, fantasikraft og retfærdighedsfølelse at beskrive det tryk som hans nederlagsomgivelser lagde over ham siden de tidligste barneår og at gøre rede for den "blodige omfødsel" som romanernes midterfigur Kai gennemgår inden han slipper nogenlunde levedygtig ud i det fri og tager sig selv i besiddelse. Kai, pariaen, den overkomplette og på en måde hjemløse, var oprindelig af sin digter døbt Kjeld men blev ret snart benævnt Kai, det vil sige Kain, flygtningen der krydser og opsøger sine egne spor idet han møjsommeligt og ufuldkomment beslutter sig til at tage kampen med omgivelserne op på stedet. Fra og med 1913 fik den tidligt skrivende Knuth Becker (jf. "lapperne" fra poeten Kai Gøtsches drenge- og ungdomsår) offentliggjort et stort antal af sine digte i Vendsyssel Tidende. En del af dem forsynede han med sin elskede afdøde tyske bedstemoders initialer D.P. (ɔ: Dittmann Paysen). Dermed knyttede han som med en hemmelig kærlighedskode forbindelsen bagud til det menneske han følelsesmæssigt havde knyttet sig tættest til. Fru Dittmann Paysen døde 1912. I romanerne er bedstemoderen skildret som den, der med stabil kærlighed lærer sin umulius af en dattersøn at "takke for wer dag du leve" som det hedder i hendes tysk-danske mundart.

Ligesom Andersen Nexøs Pelle Erobreren fører Knuth Beckers værk fra mørket ud i lyset. 1916 udsendte Becker en samling af Digte ("i Commission hos J.F. Petersens Boghandel, Hjørring"). Bogen består næsten udelukkende af skikkelige pietetsytringer og er uden varsler om det temperament og det livsmod der rører kraftigt på sig i Silhuetter I-III (1921, 1923 og 1928, ny udgave 1969), og som i romanrækken strækker sig helt ud. Silhuetterne samler de vigtigste af Knuth Beckers motiver: gammelverdenens morallove, børnene som ofre for de voksnes kompakte uforstand, opdragernes opadrettede sagtmodighed og nedadrettede fanatisme, præsteskabets statsunderstøttede hykleri, krigsgalskaben, ravnekrogens sladdermekanismer (med personkarakteristikker i Harald Bergstedt-stil), det daglige brøds forbandelse og velsignelse. Skuespillet I som præker, 1922, om de ugifte mødre i "en hvilken som helst dansk provinsby" og det moralpostyr som seksualdriftens mere konkrete resultater afstedkommer hos byens menighed af sædelighedsapostle slutter sig i tendens og agitation og reformiver til silhuetterne. De sort-hvide kontraster falder i øjnene.

Med romanen Det daglige Brød 1932 indledte Knuth Becker sin monumentalkarakteristik af antihelten og fantasten Kai Gøtsche og hans forsøg på, op gennem hverdagslivets lange dag og med fantasien dels som flugtmulighed, det vil sige som mulighed for eskapisme, dels som befrielses- og erkendelsesredskab at erobre sin egen identitet. Værket fortsættes med Verden venter I-II 1934, Uroligt Foraar I-III, 1938–39, Naar Toget kører I-II 1944 og Marianne 1956. Ferie fra hverdagen 1957, (udvidet udgave 1968) supplerer Knuth Beckers tidligere biografiske oplysninger. Digtsamlingen Sind og Stof. Digte gennem 30 Aar, 1920–1950, (1951, i udvalg ved og med forord af Harald Rue, samt ganske korte, tydeliggørende kommentarer af Knuth Becker selv) supplerer indtrykkene af Knuth Becker som lyriker, og Huset, 1961 bringer i fragmentarisk form nogle kapitler af fortsættelsen til Marianne: "Et kors af brosten". Et færdigudarbejdet manuskript til et nyt, selvstændigt bind findes ikke.

Knuth Beckers romaner tilhører for så vidt den sociale litteratur hvis begrebet "social" opfattes som enhver form for menneskelig gensidighed, i lyst og i nød. Værket er enestående i dansk digtning gennem miljøbeskrivelsens mangfoldighed, personernes animalsk dampende nærvær, replikkernes træfsikkerhed i det individualistiske, den stejle og ømme gengivelse af bevidsthedslivets fineste skift, de næsten umærkelige overgange mellem sorg og munterhed, forventning og skuffelse, forstillelse og oprigtighed, fortvivlelse og tro, fortid og nutid i ét. Hver enkelt detalje opnår skinbarlighed via Knuth Beckers sans for det artistiske, uden at værkets episke spændkraft nogensinde svækkes. Den symbolbærende realisme, som med Knuth Beckers associationsmættede fortrolighedssprog er gjort til en struktur i strukturen, udvider værkets dimensioner indtil det grænsesprængende: de formeget-voksne, bloddyngen, solhjørnet, dueslaget, vestenlæet, Vendelby løbegrav, spindemaskinen, den fortabte søn, osv. Værket er klassisk og moderne på én gang, båret oppe af humor, forfærdelse og befrielsesdrømme, en enetale, men med tusind stemmers forskellighed.
Knuth Becker ser sin sandhed som den at "det er en betinget dom det at være menneske, og de gode stunder, vi har, må vi være dobbelt taknemmelige for - som en slags benådning".
Videnskabernes selskabs pris, 1934. Holbergmedaljen, 1955. Det da. akademis store pris, 1961.

Familie

Knuth Becker blev født i Hjørring, døde på gården Vaar (Waar) ved Sebbersund, urne nedsat på ukendt sted i museumshaven i Hjørring efter eget ønske.
Forældre: tidl. proprietær, senere detailhandler Johan Heinrich Becker (1844–1924) og Sophie Margrethe Henriette Dittmann (1860–1921). Gift efteråret 1917 med Mette Pedersen Wittrup, født 18.7.1898 i Linderum, Ugilt sogn, Hjørring amt, død 28.10.1990, d. af landbruger Kresten Pedersen (1865–1905) og Johanne Wittrup (1866–1944).

Ikonografi

Tegn. af Ellis Ullman, ca. 1933, af Johs. Nielsen, 1941, af Otto Christensen, 1944, af Hans Bendix, 1961 (Fr. borg), og af Mogens Becker. Foto.

Bibliografi

Udg. Sind og stof. Digte gennem 30 år, udg. Harald Rue, 1951. Kai Gøtsche (Det daglige brød og Verden venter i uddrag), udg. Kjeld Birket-Smith, 6. opl. 1972. Kilder. Niels Birger Wamberg: Samtaler med danske digtere, 1968 80–84. Samme i Danske digtere i det 20. årh. II, 1966 369–432.

Lit. Jul. Bomholt: Moderne skribenter, 1933 41–61. Martin Ellehauge: Det danske skuespil efter verdenskrigen, 1933 99–102. Paul la Cour i Tilskueren, 1934 206–23. Hakon Stangerup: Portrætter og protester, 1940 145–53. Mogens Kragh-Müller: Knuth Becker, 1946. Tom Kristensen: Til dags dato, 1953 109–11. Richardt Gandrup: For og imod, 1960 51–63. Anne-Kathrine Gudme i Tilbageblik på 30erne, udg. Hans Hertel, II, 1967 118–27. Emil Frederiksen: Knuth Becker, 1970. Inger Elbirk i Dansk udsyn LI, 1971 422–31. Aksel Sandemose: Dikteren og temaet, 1973 41–46. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Birger Wamberg: Knuth Becker i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286648