Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Sønderby

Oprindelig forfatter SRoss

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud Sønderby, 10.7.1909-8.8.1966, forfatter. Knud Sønderby blev student 1927 fra Øregård gymnasium, cand.jur. 1935 og var sagførerfuldmægtig 1936–37. Han var medarbejder ved Nationaltidende 1933–37, Berlingske Tidende 1937–44 og Politiken 1944–48, foretog mange rejser i Mellemeuropa og i 1935 bl.a. til Grønland. Han modtog en lang række legater, kom 1944 fast på finansloven og blev 1960 medlem af Det danske akademi. I januar 1945 flygtede han til Sverige.

Knud Sønderby debuterede 1925 med digte og artikler i skolebladet Øregaards-Posten og fik i maj 1931 udgivet en prosaskitse i Vild Hvede inden han s.å. udsendte sin første roman Midt i en Jazztid (filmat. 1969). Bogen handler om 20ernes desillusionerede ungdom der frygter sentimentaliteten bag de store ord og følelser og derfor kaster sig ud i en ansvarsløs men egentlig desperat dyrkelse af sportspræstationer, filmidoler, dansemusik – og erotik. Hovedpersonen, stud.jur. Peter Hasvig, skildres i forholdet til to piger fra vidt forskellige miljøer som han begge føler sig hjemløs i. Men når han bryder med dem skyldes det mindre dette sociale forhold end angsten for at skulle træffe et bindende valg. Livet går derfor Peter forbi og blot i en række dagdrømme, gennemtrængt af livsglæde og spontaneitet, lykkes det ham at opleve sig selv og omverdenen som en helhed. Peters – og også de andre personers - kynisme er således delvis påtaget og deres fornægtelse af alle livsanskuelser og moralske normer er blot en maske der dækker over et fortvivlet ønske om at komme i et realistisk forhold til tilværelsen. Miljøet – det velhavende og smarte københavnske borgerskab – og personernes blanding af selvudleverende ærlighed og påtaget ligegyldighed er med sikker hånd udtrykt i romanens på en gang naive og yderst raffinerede stil. Dens tilsyneladende tilfældige komposition, dens skiften mellem følsomme naturbilleder, lyriske drømmepassager og skeptiske, flertydige kommentarer er en bevidst og mesterligt udført afspejling af bogens tematik.

Det sociale aspekt træder tydeligere frem i Knud Sønderbys næste roman, To Mennesker mødes, 1932, om konflikten mellem to unges kærlighed og deres forskellige miljø. Er bevidstheden om at tilhøre samme generation, tilsyneladende så frigjort og nøgtern, stærk nok til at overvinde klasseskellene og – på det psykologiske plan – ensomheden? Helt bevidst undlader Knud Sønderby at give noget svar hvilket skyldes – og dette er hans pointe – at personerne selv har et uafklaret og splittet forhold til deres eget følelsesliv. Men problemet gennemlyses med stor nuancerigdom og en undertiden nænsom ironi. Knud Sønderby lader os følge begivenhederne gennem flere personers bevidsthed; han lader myldrende storbyscener i fugleperspektiv veksle med på en gang skarpt-sansede og folsomme iagttagelser der bag den mindste detalje lader ane det store udblik. Bogen er kommet til at stå i skyggen af Midt i en Jazztid men hævder sig som en af dansk litteraturs fineste kærlighedsskildringer.

Annonce

Generationsproblemet stilles i midtpunkt i En Kvinde er overflødig, 1936 (dramat. 1942, filmat. 1956). Denne helt traditionelt fortalte roman er Knud Sønderbys betydeligste. Den analyserer en mor, enkefru Tang, med rødder helt tilbage til guldalderkulturen, og hendes tyranniserende omsorg for børnene, Erik og Ester, der hindrer dem i at udvikle sig til selvstændige mennesker. Hun forstår hverken deres liv eller ideer, men samtidig længes hun efter deres kærlighed og forståelse. De afviser dog hendes selvopofrelsestrang som på dem virker konventionel og selvhøjtidelig, og først gennem moderens selvmord løses den tragiske konflikt. Bogens kunstneriske gyldighed skyldes ikke mindst at Knud Sønderby ikke tager parti for sine personer. Børnene afviser ganske vist deres mor, men alligevel røres de over hende og forfatteren lader hende således i sin forfejlethed fremtræde som et menneske af god vilje.

Med De kolde Flammer, 1940 – Knud Sønderbys sidste roman ud over den mindre betydelige fortælling fra modstandskampen, Den usynlige Hær, 1945 (filmat. s.å.) – nås en resigneret men livsduelig opfattelse af kærlighedsforholdet. Bogen skildrer et ægteskab der består sin prøve ved at konfronteres med den storslåede, uberørte grønlandske natur. Den begynder som en ekstatisk højsang der symboliserer parrets højspændte opfattelse af kærligheden som en romantisk drøm. Men gennem mødet med isolationen, det primitive liv og døden modnes den til en illusionsløs men ærlig hengivenhed mellem to jævnbyrdige mennesker. De udsøgte naturscenerier bygger på Knud Sønderbys ophold i Grønland 1935 der også resulterede i prosaskitserne Grønlandsk Sommer, 1941, den første i rækken af de essaysamlinger der skulle danne kulminationen på hans senere forfatterskab.

Efter hjemkomsten foretog Knud Sønderby en dramatiserende gendigtning af En Kvinde er overflødig (premiere på Det kgl. teater 10.11.1942) der blev en stor succes. Generationsproblematikken er her blevet skærpet, en række digressioner og forfatterkommentarer udeladt. Replikkunsten er fuldkommen og lader personerne fremstå med større skarphed end i romanen. Enkefru Tang er således nu befriet for alle ansatser til klynkeri og optræder med en monumentalitet der lader hendes navn lyse i al dets symbolske kraft.

I et par enaktere, Krista, 1947, en næsten farceagtig situation, og Hjertets Renhed, 1949, en dyster dialog mellem en ældre mand og hans unge elskerinde, fortsatte Knud Sønderby sin teaterdigtning; hertil kom i 1963 den korte hørespildialog Gardin for åbent vindue (udg. 1968). Betydeligere er Kvindernes oprør, 1955 (premiere på Det kgl. teater 1963), Knud Sønderbys version af motivet i Aristofanes' komedie Lysistrate om kvinderne der går i erotisk strejke for at forhindre mændene i at føre krig – en aktualisering rettet mod den kolde krig. Dramaet slutter i modsætning til dets mere frivole forbillede tragisk. I en patetisk scene der falder uden for den komedieprægede handling dræber hovedpersonen sin elsker, førsteministeren, der har brugt og misbrugt hende i skuespillets konflikt.

Efterhånden fortrængte prosaskitsen – kronikken og essayet – romanerne og dramerne, og det er i denne genre Knud Sønderby nåede højest både som sprogkunstner og filosofisk iagttager. Efter Grønlandsk Sommer fra 1941 udkom ialt fire samlinger, Forsvundne Somre, 1946, Hvidtjørnen, 1950, Gensyn med havet, 1957 og De blå glimt, 1964; hertil føjedes i 1969 De danske havne. Det drejer sig gerne om selvbiografisk formede, lavmælte humoresker, beslægtede med Jacob Paludans essaykunst, og skitser i traditionen efter Johannes V. Jensens myter. Om denne forfatter minder også Knud Sønderbys ekspanderende livsbetragtning der med udgangspunkt i den konkrete detalje, gerne en naturiagttagelse.

Knud Sønderby blev Dyrehavens skildrer fremfor nogen – overskrider grænserne for tid og rum. Han er en erindringskunstner af største format, for hvem barndom, manddom og alderdom løber sammen i en erkendelse af nuets evighedsværdi. Det er som om virkeligheden har fået en ny dimension i Knud Sønderbys forfatterskab hvoraf ikke mindst hans udsøgte essaydigtning vil give ham en varig plads i dansk litteratur.

Familie

Knud Sønderby blev født i Esbjerg, døde i Visbyå, Visby sogn og blev begravet på Tårbæk kirkegård.

Forældre: grosserer Niels Christian Sønderby (1870– 1917) og Inge Nielsen Barfod (1879–1934). Gift 20.4.1940 i Gentofte (b.v.) med Ingeborg Marie Johansen, født 26.8.1910 i Næstved (gift 1. gang 1932 med redaktør Sven Sabroe, født 1906, gift 2. gang 1939 med Astrid Karin Gunhild Danckert, født 1908), d. af købmand Peter J. (1865–1944) og Anna Rasmussen (1879–1953).

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1943, af Carl Jensen udst. 1948 og af Birte Dietz, 1963 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Dan Helium: Knud Sønderby bibliografi, 1976 = Studier fra Danm.s biblioteksskole XXIII.

Udg. Saml. essays, 1961. Kilder. Knud Sønderby i Profiler, 1944 109–17.

Lit. Hakon Stangerup: Portrætter og protester, 1940 168–75-: Fr. Schyberg i Ord och bild LIII, Sth. 1944 305–08. Samme: Teatret i krig, 1949 75–80. Niels Kaas Johansen i Danske digtere i det 20. årh. II, 1951 451–64. Niels Birger Wamberg sst. 2. udg. II, 1966 269–300. Bodil Wamberg sst. 3. udg. II, 1981 322–38. Flemming Bergsøe m.fl.: Tingene. Knud Sønderby in memoriam, 1966. Lars Peter Rømhild i Medd. fra dansklærerforen., 1966 125–33. Finn Nordentoft sst. 1972 307–18. Hanne Marie Svendsen i Tilbageblik på 30erne, ved Hans Hertel I, 1967 80–93. Ole Risak: Knud Sønderby En kultur-sociologisk analyse, 1973. Vibeke Sandersen: Essayet, oprør og tradition, 1975 = Faglig-pæd. småskr. om da. sprog V 55–64. Peter Gadman: Knud Sønderbys forfatterskab, 1976.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel: Knud Sønderby i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298077