Kjeld Abell, 25.8.1901-5.3.1961, forfatter. Kjeld Abells fader forflyttedes 1909 til Odense og 1912 til Metropolitanskolen i Kbh. hvorfra Kjeld Abell blev student 1919. Han tegnede og malede på kunstakademiet 1919–20 og 1921–22, studerede derefter statsvidenskab mens han levede af en ansættelse på fjernidentificeringsbureauet 1920–26 og blev cand.polit. 1927.

S.å. rejste han til Paris hvor han slog sig igennem som designer og som dekorativ kunstner (på Mogador) indtil 1932, bortset fra en tid i London 1928 (Alhambra) og Kbh. 1930–31 idet han fulgte den russiske balletmester George Balanchine som dekorationsmaler for tre balletter på Det kgl. teater. Indtrykkene af russisk ballet (Diaghileff) og moderne fransk teater (Louis Jouvet, Jean Giraudoux) havde utvivlsomt væsentlig betydning for ham. Efter hjemkomsten var han 1932–34 tegner på Bergenholz reklamebureau og debuterede 1934 med balletten Enken i Spejlet på Det kgl. teater (koreograf: Børge Ralov, komponist: Bernhard Christensen). 1935 fulgte komedien om Larsen, Melodien der blev væk, Riddersalen (de indlagte viser af Sven Møller Kristensen, musik af Bernhard Christensen og Herm. D. Koppel), som blev hans største publikumssucces.

Forfatterskabets hovedtemaer var givet med de første værker: en livsbekræftelse, at være "åben" over for livet (symboliseret ved "melodien") og aktiv i nutiden, betinget af menneskeligt fællesskab og ansvar, sat i modsætning til at være "lukket" i sit selv, være sig selv nok, bundet af fortid og vaner (Enken i Spejlet), derfor uden for livet. Men temaerne fremtræder i stadig nye forbindelser under indflydelse af den aktuelle situation. De to første komedier behandler yndlingsemner fra 30'erne, Melodien der blev væk den lille mands, flipproletarens småborgerlige pænhed som forhindrer ham at finde sin vej i solidaritet med andre, Eva aftjener sin barnepligt, 1936 (Det kgl. teater) opdragelsens livshæmmende virkning.

Derefter begyndte den politisk bestemte periode under indtryk af fascismens trussel og senere af besættelsestiden med Anna Sophie Hedvig, 1939, (Det kgl. teater) som på baggrund af demokratiernes ikke-indblandingspolitik hævder enhvers pligt til at tage kampen op mod uretten, om fornødent med magt, en undsigelse af den "humane" tradition. At ikke nøjes med ord, men sætte handling bag er problemet i Judith, 1940 (Det kgl. teater) som forbinder Holofernesmyten med nutiden og mere fordækt i Dronning går igen, 1943 (Det kgl. teater), først trykt i Fire skuespil, 1955. I Silkeborg, 1946 (Det ny teater) dramatiseredes modsætningen mellem den aktive modstandskamp og borgerskabets passivitet. Det sidste i denne række. Dage på en sky, 1947 (Det kgl. teater) har som hovedperson en humanist som selvopgivende over for efterkrigstidens skuffelser forsøger at flygte fra ansvaret. Det indeholder Kjeld Abells forsvar for hans venstresocialistiske holdning og affødte offentlig debat med angreb på ham.

Efter et lettere lystspil Miss Plinckby's kabale, 1949 (Det kgl. teater) fulgte den tredje periode som kendetegnes ved en mere universel belysning af temaet ensomhed/fællesskab, ikke uden sammenhæng med eksistentialismen i samtiden. Den indledtes med Vetsera blomstrer ikke for enhver (Frederiksberg teater 1950) hvor ensomheden ses som udtryk for et forfald i den borgerlige kultur. Den blå pekingeser, 1954 (Det kgl. teater) viser den isolation der fører mod selvmordet, en kamp mellem dødsdrift og livsvilje. Om kærlighedens vilkår handler Kameliadamen, 1959 (Det ny teater) som er inspireret af Dumas fils' roman, og om de menneskeskabte reglers og systemers blokering af det levende liv. Kjeld Abells sidste skuespil Skriget, 1961 (Det kgl. teater) som helt igennem spiller på modsætningen mellem åbenhed og lukkethed.

Jævnsides med denne udvidelse af temaer og tanker løb udviklingen af Kjeld Abells dramatiske form. En legende kapriciøs fantasi og humor præger de første komedier, tildels revyagtigt, og fortsætter i de egentlige revyer, de vigtigste i samarbejde med Poul Henningsen Mars på weekend (Riddersalen 1937), Dyveke (Riddersalen 1940, udg. 1967) som går tilbage til et tidligt skuespil fra ca. 1926, og Guderne te'r sig (Apolloteatret 1940) frit efter Holbergs komedie "Plutus". Med de politiske skuespil fulgte en realistisk stil, især i Anna Sophie Hedvig men allerede i Judith med indslag af den form for fantasi eller vision som fremstiller personers tanker, og som udfoldes helt i Dage på en sky, et spil i hovedpersonens bevidsthed. Dette "monologiske" drama bliver tydeligt i Den blå pekingeser, yderligere udviklet i Kameliadamen som et spil mellem digteren og hans personer, mens man i Skriget ser en sammenfletning af tre planer: en fugleverden, en nutidig menneskeverden og en gammeltestamentlig omkring Jeftas datter.

Som teaterdigter var Kjeld Abell den vigtigste fornyer og opponent mod den naturalistiske tradition i Danmark, i artikler fra 30'erne og i bogen Teaterstrejf i Påskevejr, 1948 talsmand for teatret som "den frie tankes fantastiske frihed" og samtidig for kunsten som våben. Hans ejendommelighed var foreningen af aktuelt politisk engagement med den sceniske fantasi og billedrige ordkunst.

Af andre værker for scenen skal nævnes det lille festspil Ejendommen Matr. Nr. 267 Østre Kvarter, 1948 til Det kgl. teaters 200 års jubilæum og det større Andersen eller hans Livs Eventyr, 1955 til H.C. Andersens 150 års fødselsdag. Af balletter Thorvaldsen, 1938 (musik: Johan Hye-Knudsen), Slaraffenland, 1942 (musik: Knudåge Riisager), Våren, 1942, (musik: Edvard Grieg), samt pantomimen Columbine og Anderumpen, 1958 (Tivolis pantomimeteater, musik: Knud Høgenhaven, libretto trykt i "Hilsen til Otto Gelsted", 1958). For film skrev Kjeld Abell manuskript til Millionærdrengen efter Walter Christmas' roman, 1936 (instruktør: A. W. Sandberg) og de to originale: Tak fordi du kom, Nick! og Regnen holdt op, begge 1941 (instruktør: Svend Methling), den sidste let beslægtet med skuespillet Judith. Derudover flere manuskripter til ikke optagede film. Diktionen fra skuespillene, den mundtlige livfulde veltalende stil, genfindes i Kjeld Abells prosaarbejder. Et fyldigt udvalg af kortere tekster fra 1935–61, Synskhedens gave, 1962 (udg. af Elias Bredsdorff) omfatter kritiske artikler om teater, eventyragtige fortællinger, rejseindtryk, erindringsbilleder, taler og prologer m.m.

Efter en rejse til Indien fulgte bogen Fodnoter i støvet, 1951 som bl.a. beretter om et møde med Nehru og indeholder betragtninger over kontrasten mellem Europa og Østen. Efter to besøg i Kina 1952 og 1956 kom Kjeld Abells største og betydeligste prosaværk De tre fra Minikoi, 1957 (eng., 1960) som forener en romanfiktion med beskrivelser af sørejsen til Kina og refleksioner over den kinesiske revolution. Bogen afspejler Kjeld Abells holdning til de politiske og kulturelle udviklinger i nutiden, brydningerne mellem den gamle og den ny verden, det stivnede og det levende, og mellem tro og tvivl hos ham selv.

Familie

Kjeld Abell blev født i Ribe, døde i København og er begravet sst. (Ass.).

Forældre: adjunkt Peter Fjelderup Abell (1872–1917) og Susanne Jørgensen (1876–1907). Gift 11.10.1927 i Kbh. (Frels.) med Grete Kock-Petersen, født 1.5.1902 i Brørup, død 15.1.1975 i Kbh., d. af trafikassistent i Brørup, senere stationsforstander i Holme-Olstrup Carl Frantz Eduard Kock-Petersen. (1877–1969) og Gerda Johansen (1877–1941). Bror til Jørgen Abell.

Ikonografi

Mal. af Harald Heiring, 1939. Foto.

Bibliografi

K. A.: Fire skuespil, 1955. – En bog om K. A., 1961 (med bibliografi) red. Sv. Møller Kristensen. F. J. Marker, K. A., New York 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig