Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kelvin Lindemann

Oprindelig forfatter FJBJa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kelvin Lindemann, Edvard Kelvin Thybo Lindemann (egl. Thybo-Lindemann), 6.8.1911-8.9.2004, forfatter. Kelvin Lindemann var et år gammel da familien forlod Sibirien, hvor faderen som købmand havde skabt sig en betydelig forretning, og bosatte sig i Tyskland og England; morfaderen var professor i Cambridge, en slægtning var fysikeren lord Kelvin (1824-1907). Fra 1916 opholdt Kelvin Lindemann sig i Danmark; 1928 gik han ud af Frederiksberg gymnasium, kom i handelslære (vin og konserves) til 1930 da skrivelysten fik ham til at rejse ud. Fra 9-10-årsalderen havde Kelvin Lindemann været fascineret af sproget; han ville have navn på alt og forsøgte sig med at omsætte indtryk i ord. Da han var tolv, gik den sproglige ironi op for ham. Han sugede tidligt kundskaber til sig inden for matematik, kemi, fysik, oldtidslitteratur; yndlingslæsning var både Homers brede epik og Lukians satirer.

Om Sovjetunionen bragte Kelvin Lindemann skildringer i Politiken og Verden og vi; som journalist berejste han de fleste europæiske lande, 1938 Spanien som Politikens krigskorrespondent, på Francosiden. Senere rejser førte videre ud: til Østen 1957, Grønland 1962-63, Afrika 1948, 1964 og 1967, Indien 1967.

Som romanforfatter fik Kelvin Lindemann en flyvende start, med tre romaner. En Haandfuld Babies, 1931, Vi skal nok blive berømte, 1933 (belønnet med H. C. Andersen-mindemedaljen) og Alt levende lyser, 1938. Hertil det utrykte skuespil Unge Mennesker, som fik 1. præmie i dramatikerkonkurrencen 1934 og opførtes på Folketeatret s.å. I litterær tilknytning til Michael Arlen skildrer Kelvin Lindemann med ømhed og selvironi sin generation af unge, velbeslåede mennesker, frigjorte og kyniske fordi intet i tiden kaldte på dem; bag de blaserte miner anes en alvor som skulle aktualiseres under den tyske besættelse; Lindemann selv måtte 1944 flygte til Sverige efter at en stikker havde forsøgt at skyde ham.

Annonce

Da Hasselbalchs forlag udskrev en jubilæumskonkurrence fik Kelvin Lindemann prisen for Huset med det grønne Træ. Roman om de danske Tropekolonier, 1942. Bogen blev en international succes, oversat til en halv snes sprog. Fortsættelsen, Gyldne Kæder, 1948, opnåede nordisk udbredelse. De to historiske romaner bringer livfulde billeder fra vort 1700-tals sidste, florissante periode hvor danske købmandsslægter drev handel på Ostindien og Vestafrika. Nederlag og død giver den første roman en tragisk grundtone, trods heroisk indsats af Thomasine Isert, en central skikkelse der lever videre, som enken Isert, i den senere bog; hun danner her som negerslavernes forsvarer kontrast til Ernst Schimmelmann der i slavespørgsmålet, ifølge romanen, praktiserer en uhyggelig dobbeltmoral.

1943 udgav Kelvin Lindemann Den kan vel Frihed bære som 30.8. s.å. blev beslaglagt af besættelsesmagten. Som slagkraftig analogi til Danmarks situation fremstiller Lindemann, i nøgtern romanstil, svenskernes besættelse af Bornholm 1658 og bornholmernes befrielse af øen. Denne romans etisk-nationale holdning har Lindemann efter krigen fastholdt i en meget omfattende, ræsonnerende journalistik; artikler er samlet i Min Rejse til Rusland og andre alvorlige Betragtninger, 1949.

I fyrrernes romaner brugte Kelvin Lindemann en roligt skridende fortællekunst og en håndfast personkarakteristik. Allerede i Gyldne Kæder havde en drillende satirisk tone trængt sig på; polemisk er Lykkens Tempel, 1949 hvor Kelvin Lindemann identificerer sig med Johannes Ewald i et opgør med samtiden. Lukian tager efterhånden luven fra Homer. Fuld af vid og viden er En Aften i Kolera-Aaret som fremkom 1953 i hundredåret for 1853 da en koleraepidemi i København krævede henved 4800 dødsofre. Modsat Boccaccios Decamerone (1348-53) forbliver denne rammefortællings personer i den pestramte by. De beretter for hinanden historier der åbenlyst parodierer Karen Blixen, men som desuden har selvstændige, spændende handlingsforløb med fantastiske slutpointer, kulminerende med Apotekeren i Pisa der i døden viser sig at være selve Satan hvis hestehov derefter vokser frem på hans søn, den unge forsker Pilotte, hvis speciale er vivisektion på hunde. Romanen udkom under pseudonymet Alexis Hareng bag hvilket nogle anmeldere mente at se Karen Blixen selv. Kelvin Lindemann gendigtede bogen på engelsk under titlen The Red Umbrellas, 1955.

I novellen Det ostindiske Spisestel, 1955 er personerne set med en splint af troldspejlet i øje, ligesom i Den firkantede bowlerhat, 1974 hvor politiske forhold, danske og fremmede, tages under ukærlig behandling. Kelvin Lindemanns tørre og skarpe ironi viser sig her i slægt med Jonathan Swifts. Lindemann har kendt store øjeblikke. Til at begynde med, har han fortalt, gik det for nemt når man 21 år gammel udgiver en roman og interviewes om sin mening om kunst og liv. Huset med det grønne Træ gjorde Kelvin Lindemann til en af de mest læste danske forfattere i udlandet og Den kan vel Frihed bære var en patriotisk bedrift. En Aften i Kolera-Aaret betød en skandalesucces som har vendt sig til varig, fortjent anerkendelse.

Vi kan i hele forfatterskabet erkende en henrykkelse over livet, en forundring over dets gådefuldhed, en nænsom forelskelse i naturen; i Mens nattergalen synger, 1957 er samlet følsomme naturskildringer. Vi møder en dannelse med klassiske rødder (jf. romanen Bring buen til Troja, 1969 og det utrykte engelske TV-drama: The Wound and the Bow) og med tilknytning til fx japansk romankunst. Men trods international orientering hænger Kelvin Lindemann med de stærkeste rødder ved fædrelandets kultur og dets sprog. Lindemann har lært af Holberg og Wessel som parodikere, men i hans tidligt vakte og vedholdende fascination af sprogets magi er Sophus Claussen utvivlsomt hans unærmelige forbillede.

Familie

Kelvin Lindemann blev født i Kainsk, Sibirien; begravet på Grønholt kirkegård, Fredensborg.

Forældre: grosserer Aage Thybo-Lindemann (1879-1921) og Marie Louisa Thomas (1875-1951). Gift 3.12.1940 i Frbg. k. med Elena Martens, født 18.6.1919, død 22.12.2003, datter af grosserer Martin Theodor Martens (1884-1957) og Klaudia Soboleff (født 1898).

Ikonografi

Livsmaske af Holger Winther (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kelvin Lindemann i Sådan blev jeg det, red. Aage Heinberg, 1953 234-42 og i Danske forf. om besættelsen, red. Hans Jørgen Lembourn, 1966 102-09. Interview i Berl. aften 25.11.1942 og Dagens nyheder 23.7.1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
F.J. Billeskov Jansen: Kelvin Lindemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293611