Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Larsen

Oprindelig forfatter CDumr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Karl Larsen, Karl Halfdan Edvard Larsen, 28.7.1860-11.7.1931, forfatter. Født i Rendsborg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Afstamning og opdragelse kom – med L.s eget udtryk – til at danne "den røde Traad" både i hans liv og i hans forfatterskab. Som søn af en ejderdansk officer der var faldet ved Dybbøl, og efter moderens død opdraget i et københavnsk borgerhjem og hos en farfar der var gammel helstatsmand, samt sat i Haderslev læreres nationalt prægede skole, påvirkedes han tidligt af "Brydningen mellem Dansk og Tysk – det Modsætningens Tegn, under hvilket hele min Barndomstid kom til at staa, og hvorigennem min Sans for Iagttagelse og Sammenligning blev vakt og skærpet ... gennem alt, hvad jeg har skrevet, gaar en Traad, der er spundet af to, Fordybelsen i det hjemlige og Trangen til at begribe det udenfor os, som kan stille vort eget i Belysning". Selvanalysen er træffende, men ikke udtømmende. Københavneren og kosmopolitten var fx ganske vist to af modpolerne i L.s rigt facetterede forfatterpersonlighed, men afbalanceredes altid og overskyggedes ofte af rent kunstneriske hensyn. L. var først og fremmest født til at føre en pen. Med en filologisk præget forståelse af alle ordets og stilens værdier, med en psykologisk sporsans der næsten var videnskabeligt trænet, med en ganske ulyrisk naturs rent intellektuelle forkærlighed for forenkling og fortætning og en kræsen æstetikers på én gang nøgterne og lidenskabelige trang til fuldkommen harmoni mellem indhold og form måtte L. nødvendigvis blive en af sin tids ypperste prosaister og fineste menneskekendere der nu og da nåede det klassiske og foreløbig uforgængelige uden dog – lidet frodig som egentlig digter og i høj grad en ener – nogen sinde at blive forbillede eller danne skole.

Som student (1877) begyndte L. at studere jura og statsvidenskab, sluttede sig til tidens litterære ungdom (ven bl.a. med Julius Hoffory og Herman Bang der har skildret ham i "Stuk"'), hindredes af sygdom i at tage sin embedseksamen, søgte helbredelse ved et flerårigt ophold i Tyskland og kunne ved hjemkomsten – økonomisk velstillet som han var og endnu mere blev ved sit ægteskab kort efter – udelukkende hellige sig litterær virksomhed og prøve sine evner i forskellige genrer gennem en række småbøger som næsten alle indeholdt kim til kommende arbejder. Det første forsøg var anonymt: en ubetydelig farce i Carl Møllers stil Hier spricht man Deutsch som i udstillingsåret 1888 opførtes på Folketeatret. 1889 fulgte ligeledes i dramatisk form gennembruddet Kvinder. Københavnsk Studie. -Ære. Nutidsbillede fra Tyskland med vidnesbyrd om L.s både sproglige og psykologiske særevne (i Kvinder den første virkelige proletartype i dansk litteratur, i Ære den første sympatiske skildring af tysk mentalitet og i begge et sikkert tegnet miljø der bevidst og modsætningsvis var sammenstillet.). Ære blev 1892 opført på det såkaldte Frie teater, Kvinder sst. 1894, senere på Dagmarteatret og Det kgl. teater. Ligeledes 1889 kom En Latinskoledreng og andre smaa Fortællinger med en ny proletartype og et forsøg i pubertetsårenes psykologi. Med Den brogede Bog, 1891 – en række stiløvelser i middelalderlig og naiv legendedigtning – prøvedes endnu en form som ikke senere blev fortsat. Til gengæld fandt L. helt sig selv i den kåde og vittige rejsebog Cirkler, 1893, med den dobbelttydige titel (kunstnerens ret til frit at lege med sit stof og kunstens ret til frit at indkredse sit emne). Bogen der skildrede Tyskland (herunder et portræt af vennen Hoffory) indeholdt tillige L.s første skildring af den strugglertype fra Kbh.s sidegader der skulle blive hans bedste og mest levende figur – herskabstjeneren Hans Peter Egskov.

I "Ei blot til Lyst". Tre dramatiske Arbejder, 1894, dukker for anden gang københavnske kvindetyper frem (en af L.s specialiteter), og i Søster Marianna og hendes Kærlighedsbreve, 1894, var han med sin behandling af den portugisiske nonnes skæbne og skriftlige minder (fra 1600-tallet) inde på et felt og en metode som han siden overførte og fortsatte på helt andre områder. Dermed var prøveårene forbi og linjerne draget for hans fremtidige produktion der meget vel – som det også er sket – lader sig skille i forskellige grupper. Med den næste bog Dansk Soldatersprog til Lands og til Vands, 1895 – jfr. en afhandling i Dania s.å. om dansk argot og slang – fortsattes det indtrængende studium af ordenes liv som krystalliserede sig i enkeltportrætter af københavnere i de lavere og laveste lag: Udenfor Rangklasserne, 1896, med bl.a. Af Hans Peter Egskovs Iliade, af den småkriminelle Kresjan Vesterbro, 1897, Danske Mænd, 1898 med alfonsen Hopsadrengen som hovedfigur og med andet anslag – De Ensomme. 1903, eller i en hel miljøskildring: I det gamle Voldkvarter. 1899, L.s allerede klassiske hovedværk om selve stemningen i barndommens stille bykvarter. Humor, medfølelse og formfuldendt fremstilling er i disse bøger forenet på fuldkommen fortryllende vis til et naturalistisk eller realistisk højdepunkt der helt er L.s egen opfattelse af virkelighedskravet. I det gamle Voldkvarter blev senere dramatiseret og 1910 opført på Dagmarteatret. Med Lystfart, 1896 – senere 3. bd. af Ude fra den vide, vide Verden – Modet og den blanke Klinge, dvs. Spanien, 1898, Poetisk Tyskland, 1898 og Det skønne Portugal, 1904 – henholdsvis seriens I., 2. og 4. bd. -fortsattes linjen fra Cirkler, rent kunstnerisk opfattede og gengivne rejseindtryk udenlandsfra uden tyngende paralleller ti! hjemlige forhold. Seksten Aar, 1900, med det fint tegnede ungpigesind, dobbeltfortællingen med fællestitlen Hvi ser du Skæven – og undertitlerne En Kvindes Skriftemaal, 1901 og Aksel Halcks Optegnelser, 1902 – et mislykket ægteskab i begge parters ensidige belysning – og En moderne Hverdagshistorie, 1906 om det trods alle forskelle til sidst helede ægteskab er nye kvindestudier fra de højere lag. I periferien af disse psykologiske skildringer står tre bøger om mandstyper: Doktor Ix, 1896, med L.s eget syn på selvspaltningen mellem kunstneren i renkultur (Dr. Ix) og mennesket (Dr. Falk) og ment som en personligt følt fare ved at sætte kunst over liv, ofte regnet for L.s dybest gående bog, men lovlig meget præget af klog konstruktion, Det springende Punkt, 1911, bl.a. med et digterisk svagt forsøg på at give en dansk-amerikaners psykologi, og Daniel-Daniela, skrevet 1904 (udg. på tysk 1908 og -med et forord af professor Oluf Thomsen – på dansk 1922), en redegørelse til større forståelse af homoseksualitet, men uden virkning i så henseende. Med den sluttede L.s rent skønlitterære forfatterskab som han samlede i Søndagsbørn og Hverdagsmennesker I-III, 1909 og Udvalgte Skrifter I-IV, 1921 og 1930. Midt imellem selvbiografi og skønlitteratur stod Den gamle Historie. Billeder fra Firserne, 1920, hvoraf kun 1. del udkom.

Annonce

I kraft af sin personlige baggrund havde L. altid følt sig knyttet til krigsbegivenhederne i 1864. Med ny og selvstændig valgt basis i ca. 2000 samtidige breve fra deltagere eller tilskuere til opgøret søgte han i Under vor sidste Krig, 1897 at give en historisk-psykologisk belysning af tids-begivenheder og tidsånd (2. udg. 1914 under titlen Et Folk i Krig, sammentrængt 1900 til et foredrag Vort Folk i 64). Den stærke interesse for bogen – og Frants Henningsens maleri En Helt fra 1864 på forårsudstillingen 1901 – førte til en minutiøs gennemgang af hændelsesforløbet i kampen ved Kolding der førte til Niels Kjeldsens død. Resultatet af undersøgelsen, fremlagt i bogen Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand, 1902, medførte en voldsom pressedebat, hvorunder L. støttedes af historikerne ved Kbh.s univ. (Kr. Erslev og J. A. Fridericia).

Hans syn på krigens væsen og uafvendelighed der mere og mere fæstnede sig som et modsætningsforhold til almindelig dansk opfattelse og som en pligt til at vedgå sine meninger, fremkaldte den oprindelig anonyme og med bistand af daværende kaptajn V. Dalhoff-Nielsen skrevne Dommens Dag, der kom i tolv oplag, Japansk Aand, 1909, et moralsk forsvar for nationalmilitarisme med Tyskland mellem linjerne, og Mene-mene, 1908 (ny udg. 1917 med titel Dødens Besøg). Han blev herved for en tid både en angreben og en ensom mand. Fuld anerkendelse vandt derimod det næste folkepsykologiske udgiverarbejde Danske Nybyggere, 1910 der – til sidst på et materiale af ca. 8000 breve og dagbøger – udviklede sig til De, der tog hjemmefra I-IV, 1912–14. Hermed var året for verdenskrigens udbrud nået. L. måtte under denne, atter i kraft af sine forudsætninger, sine erfaringer og sin overbevisning, på ny gå skarpt imod hjemlig opfattelse og stemning. Hans føling med tyske forhold og besøg ved fronten fik ham imidlertid til modigt – nu og da ensidigt, nu og da fremsynet -at fastholde sine anskuelser i talrige artikler, foredrag og småskritter, herimellem Set og tænkt under den store Krig I-II, 1915, Fronten, 1916, Krig, Kultur og Danmark, s.å., Den gamle og denunge Kejsers Tyskland, 1917, Militarismens Fallit. 1919 og Ørnens Flugt over Rhinen og over Ækvator. 1924 samt mange af kronikkerne i udvalget heraf Midt i og mod Strømmen. 1930, udgivet i anledning af L.s halvfjerdsårsdag. Mellem modangrebene fra disse år må nævnes sidste afsnit af Harald Nielsen: Jøden, Filisteren og Holsteneren (1917) som L. imødegik i Æsthetiker, Patriot. Polemiker, s.å. Til L.s alsidige forfatterskab henhører endelig hans udgivelse af Henrik Ibsens episke Brand. 1907, efter originalmanuskriptet som blev fundet i Rom og overgivet til ham, H. C. Andersen i Tekst og Billeder, 1925 og resultaterne af hans interesse for skuespilkunst, Fra danske Teatre 1927–29, 1929 og tonekunst, Levende Musik, mekanisk Musik, 1931.

Ud over forfatterskabet var L. virksom på mange andre områder: 1902–08 formand for Dansk forfatterforening, 1913–22 for den københavnske afdeling af Dansk turistforening, fra 1916 for det Anckerske legat som han selv havde fået 1894 (s.å. understøttelse på finansloven) og 1915 bl.a. for fællesudvalget for landsfredning. 1900–15 var han redaktør af Juleroser. Fra 1906 var han medlem af instituttet i Coimbra (som tak for det utrykte skuespil Inez fra Coimbra som 1908 opførtes på Det ny teater), 1925 blev han dr.phil. h.c. ved universitetet i Jena og senere extr. senator i Deutsche Academie, München. – Tit. professor 1899.

Familie

Forældre: ingeniørløjtnant Hans Peter L. (1836–64) og Eleonora Christine Roedsted (1836–65). Gift 17.6.1892 i Kbh. med maler Mathilde Minona Marie (Mimi) Schwartzkopf, født 30.1.1851 i Kbh. (Frue), død 29.12.1932 sst., d. af kaptajn, fuldmægtig i kultusministeriet, senere kontorchef, etatsråd Christian Frederik S. (1817–93, gift 1. gang 1847 med Christine Mathilde Wulff, 1818–49) og Minona Bianca Malvina Hostrup Schultz (1824–93).

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1930.

Ikonografi

Pastel af L. som ung af Tycho Jessen. Tegn. af A. Tørsleff, 1893 (begge Bakkehusmus.). Træsnit af B. Guldbrandsen, 1898, og af Kr. Kongstad s.å. Tegn. af P. S. Krøyer, 1899, af Alfred Schmidt, 1900 og af Krøyer, 1909 (Hirschsprung). Mal. af- formentlig Johanna – Berge, 1911. Tegn. af Alfred Schmidt 1921 og 1922 (Fr.borg) og af H. Jensenius de s.å. (sst.) samt 1930. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1924 (Kgl. bibl.). Tegn. af Carl Jensen, 1929 og 1931. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1933. Tegn. af Sophus Jürgensen (Kgl. bibl.) og R. Blix. Foto. – Mindesmærke tegnet af Jens Lund på graven 1934.

Bibliografi

Udg. Udv. skr. I-IV, 1921 (2. udg. 1930).

Kilder. Selvbiografi i Forfatterbogen, 1898 117–19. Tilskueren XXI, 1904 27–37 (K. L.: Hvorledes jeg arbejder; optr. i forf.s Midt i og mod strømmen, 1930 359–67). Chr. Rimestad: Digtere i forhør, 1906 87–91. Interview i Gads da. mag. XXIV, 1930 375–84.

Lit. C. E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 75–93. Georg Brandes: Saml. skr. XV, 1905 338–45. J. Aakjær: Saml. værker IV, 1919. Erik Rindom i K. L.: I det gamle voldkvarter, 1920 (indledn.). Henning Kehler: Kronik og kritik, 1922 112–23. Samme: Kampen for livsanskuelse, 1925 9–18 58–65. P. Rosenkrantz: 30 år på det da. parnas, 1927 117–32. Hans Brix i K. L.: Midt i og mod strømmen, 1930 7–12. Kj. Elfelt i Den nye lit. VIII, 1931 231–37 (optr. i forf.s Klovn og menneske, 1932 28–35). Jørgen Bukdahl i Ord och bild XLI, Sth. 1932 321–30. Einar Christiansen: Literaturkritik fra halvfemserne, 1936 41–43. V. Borge i Edda XXXVIII, Oslo 1938 457–74. Samme sst. 1939 308–26. Niels Birger Wamberg i Danske digtere i det 20. årh., 2. udg I, 1965 275–84. Helge Gullberg i Danske studier, 1973 159–69 (heri breve). Papirer iKgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Dumreicher: Karl Larsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293313