Karl Gjellerup, Karl Adolph Gjellerup, 2.6.1857-11.10.1919, forfatter. Født i Roholte, død i Klotzsche ved Dresden, begravet sst. G. tilhørte både på fædrene og mødrene side gejstlige familier. Hans mor var søster til Mathilde Fibiger, kendt under pseudonymet Clara Raphael, hendes fætter var den lærde præst og digter Johannes Fibiger af hvis forfatterskab G.s er som en anden udgave. I hans hus kom G. efter faderens tidlige død; han voksede op i Kbh. hvor han blev student 1874 fra Haderslev læreres skole. Hans kendskab til præstegårde på landet stammer fra studietiden da han tilbragte sine ferier på Næstvedegnen. Ved siden af teologien dyrkede han ivrigt æstetiske studier; Schiller, med hvis profil hans egen havde en skæbnesvanger lighed, blev tidligt hans ideal, og i de unge dage forlæste han sig på Heine. 1878 blev han cand. teol.; bekendtskab med den nyere bibelkritik havde allerede da ført ham bort fra kristendommen.

Kort efter embedseksamen skrev han romanen En Idealist der blev udgivet under mærket "Epigonos" 1878, meget stærkt påvirket af Holger Drachmanns Tannhäuser. Så umodent dette arbejde om overspændt følende ungdom end var, blev dog en filosofiprofessor (Sophus Heegaard) udlagt som dets ophavsmand. En ny roman, Det unge Danmark, 1879, om brydning mellem ortodoksi og fritænkeri, er mere i Sophus Schandorphs manér. Disse bøger er skødesløst skrevne, fulde af brandere og Heinecitater; man mærker at G. (som han selv meddeler) i disse år skelnede stærkt imellem "fiction" og "poetry": i den første genre behøvede man ikke at tage det så nøje med formen. 1880 kom fortællingen Aritigonos der atter behandler modsætningen mellem hedninge og kristne, men skuepladsen er denne gang henlagt til det 2. århundredes Grækenland og Lilleasien; det er en tribut til den i hine dage moderne arkæologiske romandigtning, men stilen er upoetisk og intellektuel, det hele er nærmest et supplement til teologien i smag med Viktor Rydberg, man strides om ægtheden af Johannesevangeliet og Filippenserbrevet. De teologiske elementer viser sig endnu som fremherskende i digtsamlingen Rødtjørn, 1881, tilegnet Georg Brandes; den er meget polemisk. I et rimbrev til Drachmann (svar på dennes "Til Karl G." i "Dags-Avisen" 13.2.1881) protesterer han imod at man lader de døde hvile: de skal slås til gavns ihjel; han raser også mod "Reaktionen" og "de Lunkne". Samlingens moral er: vi har afhændet guderne, selv til sidst Pan, og dyrker nu kun naturen. Den indeholder dog enkelte elskovs- og naturdigte. Formelt er den påvirket af Drachmann, Heine, Shelley, Byron og af Swinburne som nu for en tid var G.s ideal af en digter. 1881 udgav han Arvelighed og Moral, en afhandling, for hvilken han netop havde vundet universitetets guldmedalje, men med forskellige dristige tilføjelser, fx en om selvmord (efterligning af Brandes i Emigrantliteraturen, thi G. var ikke opfindsom). Bogen var i øvrigt meget darwinistisk og deterministisk, og tilføjelserne blev desavouerede i en kultusministeriel skrivelse af 3.11.1881. Endelig tog G. afsked med teologien i romanen Germanernes Lærling, 1882, der vel er nærgående afhængig af Schandorphs Thomas Fris's historie, men dog indeholder mere af oplevet og virkeligt end noget af hans øvrige skrifter. Skildringen af de teologiske studerendes liv i Kbh. er vederhæftig og morsom, og redegørelsen for hans egen religiøse udvikling er givet uden for megen romanagtig oppyntning. En karikaturagtig og ganske vittig skildring af den teologiske professor skaffede bogen den sensation uden hvilken G. hidtil ikke havde kunnet leve og skrive.

Efter denne antiteologiske og radikale periode tiltrådte G. en større udenlandsrejse gennem Tyskland, Schweiz, Grækenland og Rusland. Forinden, efteråret 1882, havde han begyndt en roman Romulus der blev fuldendt i Venezia og udkom 1883 (den nydelige føl-idyl, nuværende kap. 11, var allerede offentliggjort i "Ude og Hjemme"). Det er en af hans bedre fortællinger, påvirket af den russiske naturalisme med dens sympati for de lidende væsener uden mæle. I et svar G. sendte fra Rom, på en kritik af Brandes i Morgenbladet, vedgår han særlig at have tænkt på Turgenjevs Røg, i senere udgaver er denne indflydelse stærkt udvisket. Beslægtet med denne bog er novellen G-Dur (s.å.) som foregår i Chr. Winthers Sydsjælland og bærer præg af G.s hjemve. Begge handler om en senere elskov bestemt ved en tidligere forelskelse. Stilen i dem er nu langt mindre end før plettet af Heinecitater.

Efter hjemkomsten foretog G. på støjende måde et omstændeligt frafald fra det litterære venstre der just var ved at løbe fra hinanden efter at Drachmann havde erklæret brødrene Brandes krig. Opsigelsen stod at læse i hans to tykke rejsebøger En klassisk Maaned, 1884 og Vandreaaret, 1885; navnlig vendte han sig i den sidste bog med vrede og utaknemlighed mod Brandes hvem han fordum havde plaget med sin beundring; den indeholder talrige æstetisklitterære betragtninger, om G.s kald som videnskabsmand og digter, om malerkunst og farver, om romanens enevælde, om den røde kritik, om dens forfatters sympati med det russiske gemyt osv. Digterisk gik G. ubestrideligt frem i denne tid. Fra 1884 er hans betydeligste sceneværk, Brynhild, en lærd tragedie i Swinburnes facon. Planen gik tilbage til hans studietid. Den moderne tragedie råder, efter G., over det område "hvor den indre personlige Lov krydses af den almene Gennemsnitslov, hvor Individualismen kommer i Kollision med Almenvæsnet og dets mere eller mindre helliggjorte Vedtægtsgærde, rejser sig derimod, gennembryder det og redder sin Idealitet, men paa Bekostning af Individet der gaar under". Efter dette system er også hans følgende danske tragedie, Hagbard og Signe, 1888 og hans moderne dramer Herman Vandel, 1891, Wuthorn, 1893 og Hs. Excellence, 1895 udarbejdet. De mangler kunst, men ikke lidenskab; de er ligesom hans digtsamling Min Kjærligheds Bog, 1889 inspirerede af hans forhold til sin tyskfødte hustru. Om hans stilling til datidens åndelige bevægelser handler i historisk forklædning tragedien Si. Just, 1886 og den omfangsrige versificerede litteraturallegori Thamyris, der udkom i to dele: Kampen med Muserne, 1887 og Helikon, 1887. Et ophold i Dresden på halvtredie år satte frugt i versekomedien Bryllupsgaven. 1888 og den smukke roman Minna, som tillige betegner G.s overgang til en dansktysk poesi. 1889 fik han digtergage, i nogle år boede han i Hellerup og tog fra 1892 atter bopæl i Dresden hvor han levede til sin død. Her skrev han sin betydeligste roman Møllen, 1896, i genre med Zolas Germinal og La Bete humaine. Den indeholder sider som er en stor digter værdige og er båret af en mandig etos.

Fra da af taber hans meget talrige skrifter gennemgående i interesse; hans digtning savnede naturlig jordbund, han blev mere og mere omvendt til preussiske synsmåder på alle verdslige ting, levede i øvrigt mest for sine studier. Siden Midten af 90'erne foretog han en svingning fra den højspændte individualisme og overmenneskedyrkelse hvorved han en tid var blevet stående, hen imod de indiske religioners verdensfornægtelse. Det var først Schopenhauer som bragte ham ind på "de indiske Veje"; senere blev han en ganske lærd indolog. Smukkest er fra denne tid det lille legendespil Offerildene, 1903, opført i Dresden og Kbh., inspireret af Upanishaderne, og det store Buddhadrama Den Fuldendtes Hustru, 1907, hvori nogle smukke episke partier. Uden kunstnerisk samvittighed, men mærkværdige som udtryk for hans rent buddhistiske tænkemåde er legende-romanen Pilgrimen Kamanita, 1906 og Verdensvandrerne, 1910, en forunderlig blanding af underholdningsroman og didaktisk novelle. Men i sine sidste år vendte G. skridtvis tilbage mod kristendommen. I romanen Rudolph Stens Landpraksis, 1913 søger han atter at anslå danske toner og at give udtryk for en forsagelsens religiøsitet uden oldindisk dogmatik; den gemmer ungdomserindringer fra Sydsjælland. Hans sidste romaner, Guds Venner, 1916 og Den gyldne Gren, 1917, er svage billeder fra middelalderlig mystik og fra oldkirken. Ligesom Johs. Fibigers store formløse livsværk slutter G.s med forkyndelsen af Jesuordene.

G. var ingen stor kunstner. Den raske tilegnelse af alle slags livsanskuelser og lidt overfladiske anvendelse af alverdens kunstformer røber et meget bogligt forhold til livet. Men han var en ærlig sandhedssøger og rådede i sine bedste øjeblikke over en patos og en poesi som vil redde et og andet af hvad han har skrevet fra den forglemmelse, der er uselvstændige digterværkers lod. – 1917 deltes den litterære nobelpris mellem G. og Henrik Pontoppidan.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Landet og Ryde Carl Adolph G. (1808-60, gift 1. gang 1834 med Sara Elisabeth Behrendt, 1810–52) og Anna Johanne Elisabeth Fibiger (1826-1905). Gift 24. 10.1887 i Ønslev med Éugenia Anna Caroline Heusinger, født 24.9.1852 i Dresden, død 23.5.1940 sst. (gift 1. gang 23.7.1874 i Dresden med musiker Fritz Bendix, 1847-1914), d. af gymnasiallærer Friedrich Wilhelm H. (1813-89) og Bertha Therese Hempel (1825-1904). – Halvbror til S.M. Gjellerup.

Ikonografi

Træsnit af C. Hammer, 1883. Pastel af P. S. Krøyer ca. 1884 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1889. Træsnit af H. Sørensen efter tegn. af Krøyer, 1897. Tegn. af sidstnævnte (Hirschsprung). Karikatur af Alfred Schmidt ca. 1917. Afbildet på E. Henningsens tegn. af "Bogstaveligheden" (Fr.borg). Mal. af Walter Witting. Buste af Arnold Kramer.

Bibliografi

K. C: Æstetiske fragmenter i Literatur og kritik I, 1889 214-22 og Efterskrift til mine dramer i Hans excellence, 1895. Breve til William Behrend i Tilskueren, 1919 II 407-20. K. G. Der Dichter und Denker. Sein Leben in Selbstzeugnissen und Briefen I-II, Lpz. 1922. – Herman Bang: Realisme og realister, 1879 97-113. C. E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 3-16. Sv. Lange og Will. Behrend i Politiken 15.10.1919. Arthur Drews i Preuss. Jahrbücher CLXXV, Berlin 1919 409-13. Fr. Vetterlund: Ur portföljen, Sth. 1927 237-64. Georg Buchreitz i Edda XXX, Oslo 1930 400-33. Constantin Grossmann i Jahrbuch der Schopenhauer-Gesellsch. XXIII, Heidelberg 1936 249-68. Hans Neumann i Danske studier XXXIX, 1942 150-53. Fritz Paul sst. 1971 81-90. K. Sorainen i Orbis litterarum, 1949 115-32. Paul V. Rubow: Herman Bang og flere krit. studier, 1958 79-86. Nic. Zberae i The Indo-Asian culture XIX, New Delhi 30-33. – Papirer og breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig