Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karen Blixen

Oprindelig forfatter OWivel

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Karen Blixen, Karen (Tanne) Christenze Blixen-Finecke, pseudonymer Isak Dinesen og Pierre Andrezel, 17.4.1885-7.9.1962, baronesse, forfatter.

Karen Blixen voksede op på Rungstedlund som den næstældste af fem søskende (Inger Benedicte g. Neergaard, 1883–1922, Ellen Alvilde g. Dahl, 1892–1959, Thomas Fasti Dinesen og Anders Runsti, 1894–1976) og blev undervist i hjemmet. Opdragelse og undervisning udgjorde én sammenhængende, til hendes karakter, fantasi, idealer og intelligens lige stærkt appellerende dannelse. Denne tidlige dannelsesverden brød sammen med faderens selvmord 28.3.1895. Med Wilhelm Dinesens død ændredes ligevægten i den påvirkning B. havde modtaget sine ti første leveår: fra faderen sansen for friluftsliv og lykkelig selvudfoldelse, fra moderen en etiskreligiøs livsanskuelse (unitarismen) og en til denne anskuelse svarende opdragelse i respektabilitet og selvdisciplin. Alvoren fik overtag over munterheden, og omsorgen for moderen (senere i breve fra Afrika kaldet "Mit elskede snehvide Lam") har næppe dæmpet længslen efter og drømmen om faderen (opfattet og ofte antydningsvis skildret som familiens sorte får). Moderens milde myndighed blev styrket af mormoderen, Mary Westenholz der 1882 som enke var flyttet fra godset Matrup ved Horsens til Folehavegård i Hørsholm (en del af Wilhelm Dinesens ejendom) sammen med to ugifte døtre, Mary, kaldet moster Bess, og Karen, kaldet moster Lidda. Især moster Bess øvede med sin principfasthed og resolutte karakter betydelig indflydelse på Karen Blixen.

Men så højt Karen Blixen end værdsatte sin mødrene familie har hun med stigende bevidsthedsstyrke identificeret sig med faderen og i sin sværmeriske frihedslængsel følt sig som hans barn. Længslen blev dog foreløbig holdt i ave i stuerne på Rungstedlund og Folehavegård. Sin eskapisme gav den tiårige udtryk i forborgne, hårrejsende historier, fortalt om aftenen i soveværelset for søsteren Ellen, og i dramatiske forsøg hvoraf det ældste Hovmod staar for Fald er fra 1896. Karen Blixens fantasiverden blev stimuleret dels af barnepigen Mallas almueskrøner, dels af højtlæsning i kaminstuen af danske folkeeventyr, islandske slægtssagaer og norske kongesagaer. De sidste gjorde det stærkeste indtryk og har sat sig spor i den fængslende sagapastiche Grjotgard Ålvesøn og Aud, nedskrevet o. 1905 hvori for første gang en hovedtanke i forfatterskabet formuleres: "En Mand faar lige den Skæbne, han kan holde, lige den Skæbne, han kan slæbe." Højtlæsningen suppleredes af studier i den nationale guldalderlitteratur og engelsk poesi og prosa på originalsproget. Livet ud bevarede Karen Blixen en usvækket taknemmelighed mod denne indføring i digtekunstens vidunderlige verden. I den levede hun, som i sine egne drømme og fantasier, den bedste del af sit unge liv.

Annonce

Sidst i 1890'erne begyndte Karen Blixens opdagelses- og opdragelsesrejser, først og skæbnesvangert til de nære slægtninge hinsides Sundet, den velhavende og ekstravagante familie Blixen-Finecke med de fire halvkusiner og halvfætrene Hans og Bror. Her blev kimene lagt både til Karen Blixens ulykkelige ungdomsforelskelse i Hans og mislykkede ægteskab med Bror. Sommerferier blev tilbragt på Frijsenborg hos halvkusinerne Daisy og Inger og på slægten Dinesens familiegods Katholm syd for Grenå hvor faderens ældste bror, Wentzel Laurentzius Dinesen, residerede og efter aftensmåltidet, med havedørene åbne ud til lindealleen, docerede sin godmodige, skønt eksplosive mandschauvinisme i anledning af den nymodens kvindeemancipation. Karen Blixen svælgede sin forargelse, men senere indgik denne belæring, uendeligt raffineret og nuanceret, i hendes eget livssyn, hendes opfattelse af tiltrækningen og jævnbyrdigheden mellem de to køn i kraft af deres forskellighed (Daguerreotypier, 1951, og En Baaltale med 14 Aars Forsinkelse, 1954).

Familiebesøgene på de store gårde og den atmosfære af aristokratisk uafhængighed hun indåndede dér gav B. blod på tanden efter at undslippe hjemmets velmente kvinderegimente og komme ud i verden på egen hånd. Sit første udenlandsophold 1898–99 måtte hun dog dele med de to søstre og barndomsveninden Else Bardenfleth (g. 1910 m. greve Eduard Reventlow) på en dannelsesrejse til Schweiz hvor hun lærte sig fransk lige så ubesværet som hun i hjemmet havde tilegnet sig engelsk. Kærligheden til det sidste sprog – og Shakespeare – blev yderligere stimuleret under et ophold i Oxford 1904. Allerede o. 1900 havde Karen Blixen tegnet yndefulde illustrationer til "A Midsummernight's Dream", og 1902 blev hun optaget på Charlotte Sodes tegneskole hvorfra hun overgik som elev til kunstakademiet 1903–06, bl.a. med Viggo Johansen som lærer. Her udviklede hun det naturlige anlæg for at male som kom friest til udtryk i Afrika hvorfra en række portrætter og interiører stammer. Af størst betydning på kunstakademiet blev dog beskæftigelsen med perspektivet, en nøgle til Karen Blixens hele senere kunst- og livsforståelse. "Jeg blev," skriver hun i 1950, "paa en ejendommelig Maade henrevet af den urokkelige Retfærdighed og Lovbundethed i Perspektivtegningen". Fra da af udledte Karen Blixen etisk-religiøse principper af de æstetiske, så kunsten blev stedfortrædende for et guddommeligt perspektiv på tilværelsen.

Samtidig med studierne på kunstakademiet som næppe gav Karen Blixen nogen dybere tilfredsstillelse fortsatte hun sit mere ambitiøse litterære arbejde, og i august 1907 debuterede hun i Tilskueren med fortællingen Eneboerne. I oktober samme år kom i Gads danske Magasin novellen Pløjeren. Begge historier, ligesom Familien de Cats (Tilskueren, januar 1909) publiceredes under pseudonymet Osceola som er navnet på en berømt indianerhøvding af blandet afstamning fra begyndelsen af forrige århundrede. Og om blandet afstamning eller indre splittelse handler både Eneboerne og Pløjeren hvoraf den sidste er skrevet før den første. Pløjeren fortæller om en dydig og modig ung pige som finder sig selv ved at elske (og frelse) en ung vildstyring, nattens og de frie vindes barn. Her underordnes selvudfoldelsens princip pligtens og lovens. Omvendt fortæller Eneboerne om en ung hustru som af en genganger, en afdød officer, drages bort fra de levendes stræbsomhed og fornuft. Hun vælger drømmen og døden for et virkeligt, men åndløst liv. Med disse historier og Familien de Cats, som handler om en hæderlig og retsindig slægt der i hver generation har et sort får som sin hemmelige velsignelse, gjorde Karen Blixen modigt og med store evner under udfoldelse sit personligt-familiære konfliktstof alment-symbolsk.

Offentliggørelsen bragte hende dog ingen større glæde endsige berømmelse. Femogtyve år gammel følte Karen Blixen sig lukket ude fra sine (snart alle nygifte) veninders lykke i det virkelige liv såvel som fra de store sejre og nederlag i kunstens verden. Var hun og hendes kloge søstre de unge mænd for aparte, og var de ikke aparte nok til et liv i digtning, sang og musik? Hun følte ydmygelsen fordi hun var og blev luft for sin halvfætter Hans som ellers havde været den ideale svigersøn af den afdøde far: på én og samme dag præsterede han at vinde i galopløb på Klampenborg væddeløbsbane, flyve sit aeroplan til Malmø og sejre i galopløb også dér. Et sidste forsøg på med hendes egne ord "at ofre sig for det højere Selskabsliv" anstillede Karen Blixen i Rom vinteren og foråret 1912 hos sin hjerteveninde Daisy (f. Frijs, nu gift med Henrik Grevenkop-Castenskiold), men kun for at indse hvor uhjælpeligt hun havde sat sig mellem to stole. Samme år den 23.12.1912 deklareredes, trods familiens betænkeligheder, hendes forlovelse med den yngste tvilling fra Näsbyholm.

Bror Blixen-Finecke var et dristigt handlingsmenneske, men ganske uden litterære og intellektuelle ambitioner. Så lidt som sin forlovede var han indstillet på en betrygget herregårdstilværelse i Danmark eller Skåne, og da emigration for dem begge indebar eventyrlige muligheder valgte de Kenya som fremtidigt hjemland. Bror Blixen-Finecke drog i begyndelsen af 1913 ud for at finde en passende ejendom, og den 2.12. s.å. fulgte Karen Blixen efter sin forlovede. Han havde da erhvervet M'Bagathi Estate hvortil senere kom naboejendommen M'Bogani, en af de største farme i Britisk Østafrika. Men farmen lå så højt at kaffedyrkning var et risikabelt foretagende. Ved erhvervelsen indskød Ingeborg Dinesen og hendes bror, Aage Westenholz, hver 150.000 kroner. Store beløb blev også senere af familierne Dinesen og Westenholz indskudt som aktiekapital i Karen Coffee Co., Ltd., men forgæves. Kaffedyrkningen kom aldrig til at svare regning. Små atten år efter at Karen Blixen havde indgået ægteskab i Mombasa og fra havnebyen var kørt den døgnlange rejse op til Nairobi og farmen måtte hun sælge den jord hun de sidste ti år havde kæmpet alene for at bevare og i august 1931 søge samme vej tilbage via Mombasa til Europa og en uvis fremtid.

På farmen under Ngong Hills følte Karen Blixen sig for første gang i sit liv fuldkommen lykkelig. "Her i denne høje Luft trak man Vejret let og indaandede et vildt Haab, som Vinger. I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være." Ordene (i Den afrikanske Farm) går ikke alene på naturen, så inspireret og præcist den i øvrigt er skildret. Nok så stærkt et indtryk gjorde den sorte befolkning på Karen Blixen. Farmen omfattede 6000 acres land hvoraf 600 var tilplantet med kaffetræer, mens et par tusinde lå hen som frit steppeland hvor farmens 200 indfødte familier græssede deres kvæg. 2000 acres var urskov. Squatterne var kikuyuer som yderligere havde 1000 acres fæstejord til deres landsbyer og afgrøder af majs, bønner, græskar og kartofler. Men foruden kikuyuerne færdedes andre stammer på og omkring farmen, wakambas, kawirondos, swahelier og – på den anden side floden – masaierne, et nomade- og krigerfolk som Karen Blixen fik et særlig indforstået forhold til. Sine indtryk af de sorte stammer sammenfatter hun således: "Maaske var de virkelig paa en Maade, der for os maa blive uforstaaelig, og som vi ikke kan efterligne, i selve Livet i deres rette Element, som Dybhavsfisk, der ikke vilde kunne forklare sig vor Frygt for at drukne."

Karen Blixens egen fornemmelse af at være i sit rette element skulle ofte blive rystet, men de sorte folks uforstyrrelige accept af skæbnens tilskikkelser blev kun desto rigere en kilde til undren, inspiration og fornyede håb. De sidste havde hun også hårdt brug for. Forholdet til Bror Blixen-Finecke udviklede sig snart til et pinligt misforhold. Ikke alene påførte han hende i ægteskabets første år en kønssygdom som Karen Blixen måtte søge helbredelse for i Danmark uden at kunne røbe årsagen til sin hjemkomst for moderen, men han viste sig langt mindre udholdende som farmer end som medlem af den svenske klub i Nairobi og leder af spændende safaris langt fra M'Bogani. Karen Blixen overtog selv ansvaret for driften, definitivt fra 1921 efter separationen. Truet og forpint på næsten ethvert livsplan, økonomisk, helbredsmæssigt og ægteskabeligt, svingende mellem de vildeste forhåbninger om at kunne holde farmen oven vande og frygten for den uundgåelige fallit var det da at Karen Blixen genoptog sit forfatterskab og overlevede i sine drømme ved at realisere dem digterisk.

Af de knap atten år Karen Blixen boede i Kenya tilbragte hun de fire i Danmark: fra juni 1915 til november 1916, fra maj 1919 til november 1920, fra maj 1925 til december 1925 og fra maj 1929 til december 1929 – dels på grund af den sygdom hun søgte helbredelse for, dels for at forberede en forfattereksistens, så håbløst det end tog sig ud. I sidste anledning opsøgte hun Georg Brandes i København i 1925 og fik ved hans mellemkomst i Tilskueren, maj 1926, trykt den åndfulde marionetkomedie Sandhedens Hævn. Men disse lange fravær fra farmen blev kun muliggjort ved den hjælp Karen Blixen modtog af sin trofaste tjener, Farah Aden, og sin bror, Thomas Dinesen som var hos hende i Afrika i to perioder: fra december 1920 til marts 1923 og igen fra oktober 1924 til marts 1925. Farah Aden var somali af stammen Habr Yunis og i sin værdige fremtræden en glimrende repræsentant for disse første muhamedanske indvandrere i landet. Men end ikke denne "Tjener af Guds Naade" og maleriske major-domus formåede som Karen Blixens kassemester at holde kreditorerne i skak. Heller ikke Thomas Dinesen der med sit sikre greb om alle praktiske og tekniske problemer og sin økonomiske indsigt førte farmen gennem svære perioder kunne afværge aktieselskabets nedgang og ejendommens afståelse. Til gengæld lykkedes det ham, trods Karen Blixens temporært desperate fortvivlelse, at opmuntre hende til at holde ud med sine litterære planer og – mod alle odds – tro på sit eget talent.

Bekræftelse på sit talent fik Karen Blixen dog ikke alene fra sin bror, men fra den eneste mand hun kom til at elske: Denys George Finch Hatton (1887–1931), næstældste søn af den trettende jarl af Winchelsea. De traf hinanden i foråret 1918. "Han vilde have hævdet sig i enhver Tidsalder" skriver Karen Blixen "for han var en fremragende Sportsmand, med fin Sans for Musik og Kunst, Kunstner selv, en stor Jæger." Men han passede ikke til den tid han levede i. I samvær med dette maskuline og forfinede væsen, under erotisk-sublimeret inspiration, fandt Karen Blixen nu kunstneriske udtryk for sit vidtspændende livssyn, lige rummeligt i humorens og tragediens dimensioner. Denys Finch Hatton lyttede til hendes fortællinger og kritiserede dem under tilblivelsen. Hvad hun fortalte eller læste højt foran den flammende kaminild er ikke aldeles sikkert, men man tør gætte på den posthumt udgivne Karneval foruden af de fantastiske fortællinger Vejene omkring Pisa og Et Aftenselskab i Helsingør. I disse som i andre senere fortællinger anslås og varieres et tema som kom til fuld klarhed for Karen Blixen i Afrika, både som personligt skæbnemotiv og alment paradigma, men som havde været gennemspillet for én finger i marionetkomedien Sandhedens Hævn. Det angår forholdet mellem frihed og nødvendighed, mellem skyld og skæbne, og således selve det magiske grundforhold hvori et menneske står til sine muligheder.

Hjemvendt til Rungstedlund i eftersommeren 1931 – efter Denys Finch Hattons flystyrt og begravelse i Ngong Hills og med hele sin afrikanske tilværelse splintret bag sig – tog Karen Blixen de fortællinger frem hun var begyndt på i Kenya og planlagde en samling på i alt ni Tales by Nozdref's Cook som dog blev opgivet til fordel for syv fortællinger under pseudonymet Isak Dinesen. Isak betyder latter og navnet må for Karen Blixen, alt taget i betragtning, have haft en biklang af fandenivoldsk humor. Med dette arbejde vandt hun sin sene, definitive sejr. Efter endeløse skriverier og forgæves forlagshenvendelser lykkedes det hende ved Thomas Dinesens mellemkomst at fremtræde for et verdenspublikum på det amerikanske forlag Harrison Smith & Robert Haas, New York, den 9.4.1934. Bogen blev en opsigtsvækkende succes, udkom i løbet af få måneder i 100.000 eksemplarer, blev udgivet i England i september og i svensk oversættelse i oktober samme år. Men en dansk udgave lod vente på sig. En oversættelse af Valdemar Rørdam måtte opgives, og Karen Blixen påtog sig da selv at gendigte Syv fantastiske Fortællinger til sit modersmål. Bogen udkom den 25.9.1935. De syv fortællinger lader alle i spændende handlingsforløb og gennem komplicerede intriger hovedpersonerne formes af enkle dominerende lidenskaber som driver dem frem mod fuldbyrdelsen af deres skæbne. Handling, tidsbaggrund og miljø tegner klassisk europæiske kulturbilleder hvis klare konturer kontrasterer med og holder den vidtløftige fantasi under kontrol. Personkarakteristikken er nok individualiserende; men lægger hovedvægten på den enkeltes typiske og arketypiske træk således, at fortællingerne på et højere abstrakt handlingsplan stræber mod udfoldelsen af tidløse skæbnemønstre.

Som epiker låner Karen Blixen stik imod den herskende naturalistiske tradition grundtræk fra opera, ballet og marionetkomedie og undgår derfor ikke, men fremprovokerer det teatralsk-artificielle som har med hendes syn på relationen mellem liv og kunst at gøre. I kunstens uvirkelige verden fremstår virkelighed forklaret, forenklet, som symbolske variationer over primitive formler og mytiske urbilleder. De menneskelige lidenskaber opfattes som tegn fra naturen eller Gud. Men dette mytisk-oprindelige i livsopfattelsen er gengivet med forfinet senkultur, med bevidst tilbageerobring af det førbevidste. Med sin arkaiserende fortællemåde føjede Karen Blixen således træk til moderniteten som trådte frem på samme tid hos andre store europæiske digtere: den psykologiske fortolkning af et handlingsforløb blev vraget til fordel for de irrationelle momenter som er uløseligt forbundet med passioners udfoldelse og fuldbyrdelse. Det nære samtidige miljø blev forladt til fordel for det fjerne, fortidige. En romantisk længsel efter mening – i en tid uden tro og idealer hinsides den politiske sfære – blev hos hendes læsere tilfredsstillet når hun skildrede lykken som den vare der købes til højeste pris.

I bogens første og sidste fortælling spejles denne strenge lykke-lære i den godmodige æstetiker, greve August von Schimmelmanns undrende øjne. Han indfanges som biperson i en historie hvis tohovedpersoner, prins Potenziani i Vejene omkring Pisa og justitsråd Mathiesen i Digteren hver på sin måde fusker med prisen og prøver at krydse Guds planer ved at sætte sig selv i den almægtiges sted. De har villet deres eget, afsløres af historien og må undgælde med livet. Historien er deres dommer. Større mod og indforståethed med deres grumme skæbne viser personerne i Syndfloden over Norderney, Drømmerne og Et Aftenselskab i Helsingør. De er alle slået ud af kurs og skjuler deres forulykkede identitet under masker, forklædninger og forrykte drømme om uindfriede muligheder. Men forklædninger og forrykthed er deres former for stolthed og accept af forsynets luner. Sin egen eksistens indfortolker Karen Blixen i Drømmerne hvis hovedperson, sangerinden Pellegrina Leoni, ved et chok har mistet stemmen og derfor flakker om under skiftende navne, bange både for genkendelse og kærlighed, kun fri i sin hvileløse flugt. Berøvet egentlig væren lever hun sit skinliv i realiserede drømme som erstatning for ufuldbyrdet liv.

Det brillante og raffinerede i Karen Blixens fortællekunst som faldt især mere prosaiske gemytter for brystet, blev lykkeligt afbalanceret med hendes næste bog Den afrikanske Farm, 1937 (Out of Africa, 1937), skrevet samtidig på dansk og engelsk til dels under et langt ophold på Skagen i vinteren 1936–37. Erindringer fra årene i Kenya samles her på én gang til myte og virkelighedsskildring, men den personlige fortællestil, det konkrete virkelighedsstof, det umiddelbart forståelige og bevægende i Karen Bilxens livshistorie gav baggrund for dybere indsigt i hendes tankeverden. På logisk måde synes hendes tidlige ungdoms modsætning mellem en kristen-borgerlig ansvarslære og den modige accept af naturens, kærlighedens og dødens magter at ophæves under den mægtige afrikanske horisontudvidelse. Der er træk af muhamedansk fatalisme i denne hendes nye livsanskuelse, men tillige af Jobs bog, en ærefrygt for det uransagelige i skaberværket og en appel til menneskers frie underkastelse under Guds vilje hvori deres egen stolthed får afsæt. De sorte folk, eliten af europæiske indvandrere og de vilde dyr som har det fælles at de på højeste eller laveste bevidsthedsplan er uden frygt synes for Karen Blixen i deres livsudfoldelses rene og hensynsløse linjer at være tegnet med Guds egen finger. Ansvar bliver identisk ikke med at gøre sin pligt som den gode borger, men leve sig ud og hævde sin plads i den universelle sammenhæng. Den tanke: at få fuld skæbne, er grundtanken i Den afrikanske Farm.

Mens Karen Blixens frit opfundne fantastiske fortællinger udfolder sig af anekdotens kim, har erindringsforløbene i den tilsyneladende løst komponerede bog om farmen deres fælles udgangspunkt i en barnlig allegori, en lille historie som står i afsnittet Af en Emigrants Dagbog, og som fortæller om en mand det går op og ned for i verden. Han er modig og stædig nok til at tro på at der er en mening med hans prøvelser, og han taber ikke sit mål af syne. Historien hedder Livets Veje og er en lidelseshistorie Karen Blixen fik fortalt som barn. Men hvad der oprindelig var barnligt eventyr, fortalt til selvprøvelse og i opdragende hensigt, fremlægges nu så det får voksent og guddommeligt perspektiv og indfældes som et hulspejl på endevæggen i hele bogens bygning. I dette spejl, tværs igennem sin egen lidelseshistorie ser Karen Blixen de sene, måske sidste grusomt-uskyldige udfoldelser af frit liv som Gud så det da han efter skabelsesugen fandt at alt var såre godt. Hjemvendt til Danmark, i Ewalds stue, efter overstået smerte og besvær så Karen Blixen sin egen skæbne, med et udtryk fra Livets Veje, tegnet som billedet af en stork. Hendes prøvelser blev velsignet og hendes nederlag på farmen forvandlet til en sejr i fortællingen om den.

Det kunne derfor godt få klang af koketteri når hun vedblivende, skønt med passende mellemrum, lancerede den konversation på sine ældre dage at hun langt hellere ville have været farmer end fortæller. Nær sit livs afslutning, i en tale Karen Blixen holdt som æresgæst i The American Academy of Arts & Letters i New York 1959 formulerede hun sig derimod præcist og sandfærdigt, med et elskelig-storsnudet understatement af sit eget værd: "Jeg tilhører, ja jeg er maaske en af de sidste af en ældgammel, ørkesløs, vild, unyttig Stamme, som igennem mange Tusind Aar og i alle Lande og Verdensdele af og til har sat sig ned imellem de haardt arbejdende, hæderlige Folk i det virkelige Liv og saa undertiden har haft Held til for dem at skabe en Slags anden Virkelighed, som paa en eller anden Maade har tiltalt dem. Jeg er en "story-teller" – en Fortællerske." Og som story-teller øvede hun tiltrækning, ikke mindst under den anden verdenskrig, da hendes læsere fik brug for både at flygte fra virkeligheden og finde sig selv i fantastiske, heroiserede skikkelser, hvis tragiske skæbner havde opbyggelig effekt midt i en verden af ruiner.

1942 udkom Vinter-Eventyr (Winter's Tales, 1942) som Karen Blixen selv foretrak for Syv fantastiske Fortællinger fordi den sidstnævnte havde "for meget af Forfatteren" i sig, mens den nye var en "enklere, mere sober" bog. Vurderingen var næppe alene en æstetisk, men angik grundholdning og afstand til stoffet. Skyldtes den også påvirkningen fra det miljø Karen Blixen nu faldt til ro i? I hvert fald er de ofte forbløffende frivole og blasfemiske elementer i samlingen fra 1934 reduceret eller helt forsvundet, og de var prisen for frigørelsen fra det dogmatisk-moralistiske livssyn Karen Blixen havde gjort så lidenskabeligt op med siden sin ungdom. Først ved at skrive sig igennem Den afrikanske Farm og i den bog lægge virkningerne af sin puritanske mødrene arv bag sig fandt Karen Blixen balance i et aristokratisk-polemisk forhold til sin samtid med understregning af dyder fra l'ancien regime som i moralsk henseende var nok så krævende som de borgerlige. Der sker en vægtforskydning i livsholdningen fra det romantisk-heroiske til det stolte og tragiske som dæmper udtrykket samtidig med at de mentale strukturer træder mere selvberoende frem. Karen Blixen løb nu på et dybt frisk spor som hun ikke tabte af syne og genoptog i de elleve eventyrs forenklede, ikke længere gotiske, men klassisk-danske fortællekunst i allerede gennemprøvede temaer som her fik ny lødig form.

Vinter-Eventyr er en gennemkomponeret bog. Optakten er Skibsdrengens Fortælling som endnu har et fantastisk, overnaturligt handlingsforløb der symboliserer magternes leg med menneskets liv, mens den anden og den sidste historie handler om kunstnerskæbner der accepteres uden resignation eller selvforagt. De otte resterende falder i to grupper, ja- og nej-fortællinger om henholdsvis beslutsomme og sagtmodige naturer hvis forhold til egne livsmuligheder falder positivt og negativt ud. Til ja-fortællingerne hører Det drømmende Barn om et af disse medrivende unge væsener hvis pælerod, ligesom kaffetræets, er blevet bøjet og derfor nok sætter skønne blomster, men aldrig bærer frugt. Det holder sig i live ved hjælp af sine drømme og velsigner andre med dem. Billedet er centralt og går, udover det personlige, på kunstnerisk fastholdt identitet. Man kunne sige om de øvrige eventyr at de varierer Karen Blixens drømme: om at falde ind med eller forråde Guds plan (Peter og Rosa); om at bukke under for konventioner (Alkmene); om stolthed og selvsagt offer (Heloïse); om oprør og protest mod love (Sorg-Agre). Sidstnævnte er samlingens ypperste historie, bygget over et folkeeventyr som Karen Blixen læste i Paul la Cours version ude i Afrika men nu giver den modsatte tydning: ikke ud fra det humant-medfølende synspunkt men fra det aristokratiske således at samfundshierarkiet symboliserer den universelle orden. Få af Karen Blixens fortællinger har virket provokerende som denne hvori lidelsen tilsyneladende æsteticeres men i realiteten accepteres som menneskets lod. I Vinter-Eventyr genoptager Karen Blixen sin beskæftigelse med kristendommen, især syndefaldsmyten og læren om Kristi stedfortrædende offer. Men disse to religiøse temaer behandles nu uden behov for spot, og Karen Blixens fromhed lader på sin vis ikke den kristne bekenders noget efter når hun som her sætter personlighedens ansvar og skyld op imod forsoningen i Kristus. Det var imidlertid hendes hensigt at udfolde sin religiøse tematik i en vældig roman, Albondocani, på hundrede kapitler – eller hun legede med en sådan plan for at bevare sin foruroligelse intakt. Sygdom, gentagne hospitalsindlæggelser og svækket arbejdskraft modsatte sig dog realisationen. Et enkelt kapitel Kardinalens tredje Historie udkom bibliofilt i 1952. Det handler om Lady Flora som besmittes med syfilis ved at kysse Sankt Peters storetå og er således endnu en blasfemisk legende om indvielse og martyrium med selvbiografiske træk. Karen Blixen var da kommet i berøring med en generation af unge danske forfattere som for første gang gav hende fornemmelsen af et hjemligt miljø og en venskabskreds, men unægtelig også af modsætninger i moral- og kunstopfattelse som stimulerede hende til selvudfoldelse, dybsindigt drilleri og løbende polemiske meningsudvekslinger, og som gjorde Rungstedlund til en litterær salon. Om denne salon gik de mest urimelige forestillinger i svang. Der blev ikke budt på orgier, men tevand i dagligstuen hvor værtinden selv lagde brænde på kaminen. I mange år var der ikke økonomiske muligheder for at vedligeholde og forbedre ejendommen, og det var en indsats af Karen Blixen trods et ødelagt helbred at færdes på de iskolde trapper og gange i et hus uden den elementæreste komfort. Men Rungstedlund var som farmen i Afrika blevet en del af hendes myte. Her færdedes af ungdomsforbindelserne foruden Karen Blixens søskende familierne Bernstorff, Wedell og Reventlow, og blandt de politiske og kulturelle koryfæer Hartvig Frisch, Christian Elling og Steen Eiler Rasmussen (som restaurerede Rungstedlund i 1960 to år før Karen Blixens død). Til dem kom i årenes løb talløse beundrende læsere fra ind- og udland samt unge studerende som alle blev venligt modtaget af Karen Blixen eller hendes sekretær Clara Svendsen og beværtet af husholdersken Caroline Carlsen.

Da tidsskriftet Heretica begyndte at udkomme 1948 bidrog Karen Blixen til første årgang med sine Breve fra et Land i Krig, skrevet efter et ophold i Berlin i vinteren 1940 – og kontakten med Hereticas udgivere, redaktører og medarbejdere udviklede sig til et krævende arbejdsfællesskab og inspirerende modsætningsforhold. Mest blev det til velsignelse og besvær for Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen som begge havde åndeligt format til Karen Blixens kollokvier, men som gik for bogstaveligt ind på hendes urimeligheder. Digteren Jørgen Gustava Brandt og skuespilleren Erling Schroeder havde til gengæld det letsind som kunne være den eneste effektive medicin mod Karen Blixens melankoli.

I årene mellem 1942 og 1956 arbejdede Karen Blixen på hele to store projekter, en samling nye fortællinger og den før nævnte roman "Albondocani". Hun skrev stadig suverænt, men uendeligt besværet af sine sygdomme, især efter en krise i 1955, og da Sidste Fortællinger udkom i 1957 og Skæbne-Anekdoter i1958 var begge bøger kun torso'er af de oprindelige planer. Kompositorisk af tvivlsom konsekvens er begge værker dog fuldlødige i henseende til de enkelte historiers klarhed og dybde og den rigt varierede tematik. Sidste Fortællinger rummer bl.a. tre nye vintereventyr om parforhold En Herregaardshistorie om forbyttede børn, Ib og Adelaide om unge elskende med tydelige træk af faderens ulykkelige forelskelse i sin højadelige kusine, Agnes Friijs, og Samtale om Natten i København om den sindssyge konge, Christian 7., og digteren Johannes Ewald som begge hævder deres kald "af Guds Naade". Skæbne-Anekdoter er ikke som titlen kunne forlede til at tro en samling korte noveller, men fem fortællinger hvoriblandt nogle af Karen Blixens længste og mest underholdende. Handlingen i Babettes Gæstebud og Storme er henlagt til Norge og begge historier er – i humoristisk og tragisk udformning – maskerede selvportrætter. Den udødelige Historie er bygget over en gammel skrøne om det arrangerede samleje mellem en rig og udlevet ægtemands unge hustru og sømanden i fremmed havn, hvor gemenheden stik mod hensigten forvandler sig og sublimeres til det mystiske bryllup i gensidig henrykt betagelse. Ringen som afslutter bogen (og dermed forfatterskabet) handler ligeledes om mysteriet som velsignende og ødelæggende griber ind fra vildskabens rige i gennemkultiverede menneskesind. Karen Blixen fastholdt således til det sidste grundstemningen i sit livsværk ved at spille oprindelige skæbnemagter ud mod fordærvet eller forfinet og velfungerende senkultur.

I sine sidste leveår, under næsten konstant spisevægring, med en vægt reduceret til 35 kilo og ude af stand til at gå mange skridt, blev Karen Blixen offer for lunefuldhed og misantropi og kunne være en plage for sig selv og sine nærmeste omgivelser i det daglige liv på Rungstedlund. Men så meget stærkere lyste hendes ånd i lykkelige øjeblikke når munterhed og visdom foldede sig uimodståeligt ud. Hun var da om ikke den gamle "Lioness Blixen" fra farmen i Kenya, så dog en sibylle eller klog "Gammeljomfru" som hun sarkastisk kunne sige, forfaren i livskunst og verdensklogskab på 3000 års afstand af sin samtid. Sine jordiske ejendele, herunder sin forfatterret, havde hun testamenteret til Rungstedlundfonden og beskikket sit hus. Hun døde på Rungstedlund fredag den 7.9.1962 og blev begravet tirsdag den 11.9. for foden af Ewalds høj i parken. Kisten havde stået i kaminstuen hvor Thomas Dinesen læste Karen Blixens ungdomsdigt Vinger, og ved den åbne grav hørtes, efter hendes eget ønske, Davids salme "Jeg løfter mine øjne til bjergene" – den samme tekst som blev læst over Denys Finch Hattons grav i Ngong Hills. Af sit eget liv havde hun da skabt en historie som omfatter alle de andre historier hun skrev hvis linjer synes at løbe sammen og forsvinde i et og det samme perspektiviske punkt. – Ingenio et arti 1950.

Familie

Karen Blixen blev født i Rungsted, død på Rungstedlund, begravet i haven sst. Forældre: forfatteren, godsejer Wilhelm Dinesen (1845–95) og Ingeborg Westenholz (1856–1939). Gift 14.1.1914 i Mombasa, Kenya (b. v.) med plantagedirektør baron Bror Frederik Blixen-Finecke, født 25.7.1886 på Näsbyholm i Skåne, død 4.3.1946 i Lund (gift 2. gang 1928 med Jacqueline (Cockie) Harriet Alexander, født 1892 (gift 1. gang med Birckbeck); ægteskabet opløst 1935. Gift 3. gang 1935 med flyversken Eva Amalia Maria Lindström, 1905–38 (gift 1. gang med direktør Olof Elis Dickson, født 1901)), s. af baron, hofjægermester Frederik Theodor Hans Anna Christian Wolfgang Blixen-Finecke til Näsbyholm og Dallund (1847–1919) og komtesse Clara Alvilda Benedicte Krag-Juel-Vind-Frijs (1855–1925). Ægteskabet opløst 1925. – Søster til Thomas Dinesen.

Ikonografi

Buste af Isenstein, 1935, i bronze 1958 (Fr.borg). Tegn. af Otto Christensen, 1939 (Fr.borg) og 1948. Tegn. af Johs. Nielsen, 1941. Tegn. af Carl Jensen ca. 1944. Tegn. af Kay Christensen, 1947, mal. af samme 1955 (begge Fr.borg). Tegn. af Bo Bojesen ca. 1961. Tegn. af E. Egeland, af Hans Bendix (Kgl. bibl.) og mal. af R. Bouché (Rungstedlund). Livsmaske. Foto. Buste af Lis Hooge Hansen.

Bibliografi

Bibliografi. Liselotte Henriksen: K. B. En bibliografi. Isak Dinesen. A bibliography, 1977. Udg. Mindeudgave I-VI I, 1964. Essays, 1965. Frans Lasson (udg.): K. B.s tegninger, 1969. K. B.: Breve fra Afrika 1–2, 1978.

Lit. Hans Brix: K. B.s eventyr, 1949. Hans Brix: Analyser og problemer VI, 1950 286–305. Jørgen Gustava Brandt i Heretica VI, 1953 200–23 og 300–20. Aage Henriksen: K. B. og marionetterne, 1952. Samme: Guder og galgenfugle, Oslo 1956. Harald Nielsen: K. B., 1956. Louis E. Grandjean: Blixens animus, 1957. Johannes Rosendahl: K. B., 1957. Eric O. Johanneson: The world of Isak Dinesen, Seattle 1961. K. B., udg. Clara Svendsen og Ole Wivel, 1962. Robert Langbaum: Mulm, stråler og latter, 1964. Isak Dinesen. A memorial, udg. Clara Svendsen, N. Y. 1964. Aage Henriksen: Det guddommelige barn, 1965. Samme i Orbis litterarum XXII, 1967 319–42. Parmenia Migel: Titania, 1967. Steen Eiler Rasmussen i Det danske akademi 1960–1967, 1967 251–318. Aage Kabell: K. B. debuterer, München 1968. Hannah Arendt: Men in dark times, N. Y. 1968 95–109. Frans Lasson og Clara Svendsen: K. B., 1969. Donald Hannah: Isak Dinesen and K. B., London 1971. Isak Dinesen, udg. Aage Jørgensen, 1972. Thomas R. Whissen: Isak Dinesen's aesthetics, London 1973. Thorkild Bjørnvig: Pagten, 1974. Thomas Dinesen: Tanne, 1974. Clara Svendsen: Notater om K. B., 1974. Longing for darkness. Kamante's tales from Out of Africa, udg. Peter Beard, N. Y. 1975. Caroline Carlsen: Erindringer om K. B., 1976. Chr. Elling: K. B., 1976. Blixeniana 1977, udg. Hans Andersen og Frans Lasson, 1977. E. Trzebinski: Silence will speak. A study of the life of Denys Finch Hatton and his relationship with K. B., London 1977. (da. udg. Tilsidst taler tavsheden, 1978).

AV K. B. fortæller, 1964 (Louisiana). Papireri Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Wivel: Karen Blixen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287175