Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julius Strandberg

Oprindelig forfatter Pioe

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Julius Strandberg, Peter Julius Strandberg, 9.3.1834-3.2.1903, forfatter, forlægger. Julius Strandberg blev optaget i Det kgl. opfostringshus som tiårig og på inspektørens anbefaling kom han 1848 i typograflære hos bogtrykker J.C.F. Græbe i København hvor han blev udlært 1853. Derefter var han ansat hos Græbe til 1857, hos bogtrykker Louis Klein til 1859 og i Thieles Bogtrykkeri til 1861. I de 13 år Julius Strandberg arbejdede som typograf skrev han humoristiske småhistorier, lejlighedssange samt adskillige viser om døgnets begivenheder og om tidsaktuelle emner. De første af hans viser der udkom i skillingstryk er fra 1853, og 1854 begyndte han regelmæssigt at skrive viser til de satirisk-humoristiske blade Uglen, Krydseren og Hr. Sørensen. Julius Strandberg udsendte sine skillingsviser på boghandler H.P. Møllers forlag i Gammel Mønt som havde specialiseret sig i disse folkelige tryksager. 1858 samlede Julius Strandberg de mest populære af sine viser i Gemytlighed til Smaasold og 1859–60 i Viser og Smaating I–III.

Januar 1861 blev Julius Strandberg redaktør af Hr. Sørensen og 1.5. opsagde han sin stilling i Thieles Bogtrykkeri samtidig med at han lejede en butik i Regnegade 17. Det var på denne adresse Julius Strandberg udsendte de første skillingsviser på eget forlag, bl.a. i juli en vise om en mand der stjal to sølvlysestager i slotskirken og som blev pågrebet af en gammel kone. I løbet af tre dage solgte han 7000 eksemplarer. Allerede oktober 1861 flyttede Julius Strandberg til Holmensgade (det nuværende Bremerholm) nr. 18 og 1882 til Vingårdsstræde nr. 18. 1861–69 fik Julius Strandberg sine viser og andre folkelige småskrifter trykt hos forskellige bogtrykkere, dog mest hos Ernst Lund. I november 1869 indrettede han imidlertid sammen med typograf E. Bernh. Wennstrøm et trykkeri i Brogade 14 på Christianshavn, og de indledte samarbejdet med at udgive Christianshavns Avis (1869–72). 1872 solgte Julius Strandberg sin part i trykkeriet til Wennstrøm, men han vedblev med næsten udelukkende at bruge ham som bogtrykker.

I de første år vidste man næppe uden for København hvad Jul. Strandbergs Forlag var, men krigen 1864 gjorde ham landskendt, og efter den fransk-tyske krig 1870–71 var han så afgjort den dominerende skillingsviseforfatter og -producent i Danmark. Det var nemlig de aktuelle viser der slog hans navn fast. Hans succes skyldtes først og fremmest at han i lighed med vore dages sensationspresse appellerede direkte til folks følelser: han borede i og udpenslede gribende og menneskevarme historier fra fronterne, fra de store katastrofer som skibsforlis, brande og jernbaneulykker og fra tidens mordsager, dobbeltmord, modermord, barnemord m.m. Mange begivenheder som kun fik korte og tørre notitser i aviserne digtede han følsomme viser om og lod dem ledsage af udførlige prosaberetninger. Fx Den døende Soldat paa Faaborg Lazareth (I Faaborg paa Lazarethet der laa en dansk Soldat, 1864), En Sømands ulykkelige Skjæbne (Georg Seman tog ømt i Favnen, 1878), En dansk Pige der blev solgt til en Neger (I Jylland der levede en Pige saa ung, 1881), Løjtnant Sparres og Elvira Madigans ulykkelige Død i Nørreskov (Det var i Taasinge skønne Egne, 1889) og Min Kærestes Død ved Jernbane-Ulykken i Gjentofte (Vi droge saa glade til Skoven den grønne, 1897).

Annonce

Julius Strandberg mestrede også mange andre visegenrer. Blandt de kendteste kan nævnes roman- og novelleviserne I Hytten derhjemme vi dansede som smaa, 1872, Den skjønne Selinde som Barn fra sit Hjem, 1878, Var jeg rig, jeg gifted mig i Morgen, 1880, Jeg var en ung Sømand fra Dover jeg kom, 1882, samt viser som Rundt paa Gulvet, 1891, La' Hønen gaa, 1883 (til Wilhelm Rantzaus melodi), O Gine, du dejlige Mø, 1883, og Vi vil ha' Øl, Vi vil ha' mere Carlsberg Øl, 1886, endvidere oversatte gendigtninger af viser fra svensk: Hjalmar og Hulda, 1879, og Elfsborg-Visen, 1890, fra amerikansk: O Susanne, 1880, og fra tysk: Zigeunerdrengens Klage, mellem 1865 og 1867. Skønsmæssigt har Julius Strandberg skrevet henved 8000 viser, og han har udgivet mindst lige så mange ældre og nyere viser og sange i alle genrer. Med mellemrum udgav han større og mindre hæfter med de mest populære af dem, fx Visebog for Hvermand I-XVI, 1861-78, og Den (Danmarks) syngende Mand paa Bølge og Land I-IV, 1883-99.

Ud over viserne, som profilerede Julius Strandbergs forlag, udsendte han også et meget betydeligt antal bøger og småskrifter: flere praktiske håndbøger for landmænd og for husmænd, havebøger, koge-, kage- og syltebøger for folk både på landet og i byerne og både til større og mindre husholdninger, bøger med udlægninger af drømme, med kloge koners og kloge mænds husråd og med anvisninger til unge elskende der havde svært ved at udtrykke sig skriftligt til hinanden. De fleste af bøgerne samlede og skrev Julius Strandberg selv. Han skrev også bøger hvor han i prosa berettede udførligt om en række af de begivenheder han havde skrevet skillingsviser om, ligesom han digtede videre på historierne i de roman- og novelleviser han udgav. Endelig udgav han en række af de gamle folkebøger som Till Ugelspils Historie, Peder med Sølvnøglen, Griselda, Kejser Octaviano med flere samt adskillige kristeligt-opbyggelige småskrifter skrevet til forlaget af Hans Schmidt.

Julius Strandberg var tidens store underholdningsmager. Bort med det Kedelige hedder en samling med "Løjer og Lege" samlet af ham selv under pseudonymet "Jacob Smagemand, forhen Professor i det højere Gavstrikken i Kjøbenhavn". En anden samling, som blev så populær at den udkom i 12 bind i ialt 125 000 eksemplarer, var Blus! Haandbog for gemytlige Selskabsfolk. Samling af komiske Monologer til Fremsigelse eller Oplæsning, Smaastykker for To, Digte og Deklamation, samt Sange, Skælmstykker, Gættelege, Gækkekunster, osv. osv. Til oplivende Underholdning i Selskab. Selv var Julius Strandberg en jovial selskabsmand der kunne lide at synge og at fortælle historier når han var sammen med sine venner. Han var en flittig gæst i de sangerindepavilloner Rantzau bestyrede og hvor flere af hans viser blev lanceret første gang fra scenen. Og de "blandede humorististiske Historier" han udgav under titlen Onkel Frederik fortæller (dvs. Frederik Olsen = Julius Strandberg selv) var i øvrigt hyppigt på repertoiret når skuespillere som Albert Helsengreen, Viggo Lindstrøm og Sophus Neumann drog rundt i landet på deres oplæsningsturneer. Ud over at Julius Strandberg var et musisk begavet menneske som har skrevet og udgivet viser der angiveligt har glædet flere generationer af folkelige sangere var han en særdeles effektiv forretningsmand. Han havde opbygget et velfungerende distributionsnet over hele landet idet han havde faste aftaler med en lang række boghandlere, kolportører, markedssangere, gadesangere og visedrenge. Det sikrede ham at hans viser i løbet af meget kort tid kunne nå ud i alle kroge af landet. Hertil kom at han også fik skabt sig et betydeligt marked på Færøerne, i Norge og blandt danskerne i USA. Alene af skillingstryk med viser solgte han gennemsnitligt 300 000 om året. Med Julius Strandberg blev skillingsvisen et massemedium hvis betydning for den folkelige meningsdannelse i virkeligheden var større end tidens aviser.

Hans søn Olaf Julius Strandberg (1868–1952) videreførte forlaget som nu også kom til at omfatte et trykkeri. Han udgav endnu fire bind af Danmarks syngende Mand og skrev selv skillingsviser indtil omkring 1920 hvor konkurrencen fra den begyndende underholdningsindustri, herunder sensationspressen, slog dette medium ud. Olaf Strandbergs søn Flemming Strandberg (f. 1897) videreførte trykkeriet, men lod forlaget hvile, hvorimod hans søn Hans Jørgen Strandberg (f. 1928) siden 1966 har videreført både trykkeri og forlag hvor han bl.a. har udgivet en række nyoptryk af Julius Strandbergs skrifter og tre samlinger med hans skillingsviser.

Familie

Julius Strandberg blev født i København (Fødsst.), død samme sted, begravet samme sted (Holmens). Forældre: Johanne Kirstine Strandberg (1816–94, gift 1849 med stolemager Hans Hansen, 1821–86). Gift 1. gang 22.2.1857 i København (Holmens) med Laura Julie Kock, født 9.12.1837 i Randers, død 11.4.1858 i København (Holmens), datter af toldbetjent Frederik Lauritz Kock (ca. 1789–1854) og Mette Marie Jørgensdutter. Gift 2. gang 23.11.1862 i København (Holmens) med Gottfredine (Dina) Henriette Søeborg, født 1.12.1842 i København (Garn.), død 14.3.1919 samme sted, datter af skomagermester Johan Gottfred Søeborg (ca. 1788–1862, gift 1. gang 1814 med Charlotte Amalie Hartvig, gift 2. gang med Anne Christine Olsen, ca. 1797–1841) og Marie Henriette Sternberg (født 1815, død senest 1862).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aftenbl. 5.2.1903. Klokken 12, Vort land, Middagsposten og Samfundet samme dag. A.C. Meyer i Socialdemokraten samme dag. Flyveposten 9.2. samme år. R. Paulli i Danske folkebøger XIII, 1936 236. Iørn Piø i Folk og kultur, 1974 17–49 (heri Julius Strandbergs årsoversigter). Samme i Julius Strandberg: 80'erviser, 1980 (heri uddrag af Julius Strandbergs dagbøger). – Papirer i Dansk folkemindesamling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: Julius Strandberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297898