Julius Schovelin, Julius Vilhelm Schovelin, 6.1.1860-8.4.1933, forfatter, politiker. Født på Frbg, død sst., begravet sst. (Solbjerg kgd.). S. blev student 1877 fra Borgerdydskolen og cand.polit. 1882. 1883–88 var han rigsdagsstenograf og arbejdede samtidig (indtil 1885) på det i Kbh. nyoprettede kommunale statistiske kontor. Han vandt 1884 universitetets guldmedalje for en afhandling om de sidste 20 års strejker i Danmark og deres betydning for arbejdslønnens højde hvor han foruden udpræget formel evne dokumenterede både historiske og teoretisk-økonomiske anlæg. 1886–87 var han på udenlandsrejser for at studere landbrugets driftskredit, hvorom han i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1886 skrev en afhandling. 1888 tildelte Grosserersocietetet S. en udsat pris for besvarelsen af en prisopgave om den tyske toldforening og en nordisk toldunion. Hermed indledtes det arbejde som blev hans egentlige livsgerning. Han blev sekretær i Grosserersocietetets komité (1888–1910) i C. F. Tietgens formandsperiode. 1889–1910 var han tillige chef for børskontoret og 1888–1911 sekretær for Den danske handelsstands fællesrepræsentation. Under friere former virkede han fra 1910 til 1918 som konsulent for komiteen (og også for fællesrepræsentationen). Han blev hurtigt en oprigtig beundrer af storhandelen og dens mænd og præsterede inden for komiteens arbejdsramme og i dens interesse et kvalificeret arbejde ved afgørende lejligheder (fx i toldspørgsmålet). Over for offentligheden var hans største indsats i denne sammenhæng dog den årlige handelsberetning som kom første gang 1888 (ophørt med 1966), hvis idé skyldes ham og hvis indhold han i en årrække selv skrev. Det samme gælder den årlige redegørelse for det økonomiske liv på verdensmarkedet og i Danmark, som under titlen Verdensmarkedet og Danmark udkom første gang 1907 (ophørt med 1967). 1917–20 var han direktør i den af de særlige konjunkturer skabte Dansk hypotekforsikrings Bank, men vendte derefter tilbage til børsen som kgl. børskommissær (1920–30) og som formand for bestyrelsen for Kbh.s Fondsbørs (1924–30). S. var medlem af valutakonferencen af 1923 og fra 1918 til sin død medlem af og næstformand i tilsynsrådet for Kongeriget Danmarks Hypotekbank.

S. var medlem af borgerrepræsentationen 1909–17, stillede sig 1901 som højres kandidat til folketinget i Horsens og valgtes 1910 til folketinget i Kbh. Han gik 1918 over i landstinget, ligeledes valgt i Kbh. Han forblev en ener inden for partiet; det eksklusive og stridbare i hans væsen førte det med sig. Han udfoldede ofte en glimrende veltalenhed, hvis sarkasme undertiden også gik ud over politiske venner. Selv om han ved behandlingen af adskillige sager viste sin begavelse og en betydelig økonomisk indsigt, blev hans politiske indsats derfor ringe. S. hørte i sine unge dage til Studentersamfundets kreds, men kom i politisk henseende efterhånden til at høre til yderste højre; han beundrede J. B. S. Estrup (se hans Blade af Højres Historie i Det nye Danmark, IV, 1931) og var fanatisk modstander af systemskiftet 1901 (artikler i Vort Land). Han kom af disse – personlige og saglige – grunde efterhånden i modsætning til sit parti og blev ikke genopstillet ved landstingsvalget 1932. Derimod beholdt han lige fra sine unge dage stærke nationale og nordiske interesser (problemerne i forbindelse med genforeningen, de nordiske handelsmøder og de nordiske interparlamentariske møder). – S.s naturlige anlæg og alsidige belæsthed gjorde ham til en vittig og fængslende taler, men også til en særdeles alsidig skribent. Han udøvede gennem en menneskealder en omfattende journalistisk virksomhed over dagens politiske og økonomiske anliggender (i Berlingske Tidende, Vort Land, Nationaltidende og i de sidste år i Jyllands-Posten). Men der var noget uensartet over hans artikler og pjecer, lødigt og ulødigt mellem hinanden. Lidenskaben og interesserne tog undertiden magten fra ham; det gjaldt således hans angreb på den senere højesteretsdommer V. Thorup for hans virksomhed som dommer i vareågersagerne under første verdenskrig (Inkvisitionens sidste Offer, 1925) som medførte en injurieproces mod ham, hvorunder han blev idømt fire måneders simpelt fængsel.

Det værdifuldeste i S.s brogede livsværk er hans økonomisk-historiske forfatterskab. Det omfatter foruden en del afhandlinger og festskrifter fire større værker: Fra den danske Handels Empire I-II, 1899–1900, Fra Kongegunst til Selvstyre, 1917, Fra den danske Handels Renaissance I-II, 1924 og Tidens Hjul og Tietgen, 1929. Egentlig videnskab har S. næppe tilsigtet med disse fire bøger. Der er ganske vist afsnit, fx om valutaforholdene i sidste fjerdedel af 1700-tallet, som viser hans klare økonomiske forståelse og hans evne til at anskueliggøre økonomiske teorier og problemer, og der er andre afsnit der viser hans evner som historiker, fx om forhistorien til toldreformen 1797, afsnit hvor han synes påvirket af den tyske historiske skole. Men S. har igennem sin behandling af landets økonomiske historie i 125 år villet noget bestemt: skrive storhandelens og derunder Grosserersocietetets historie. Han har i særlig grad – hvad der er karakteristisk for alt hvad han beskæftigede sig med – gjort dette ved at skildre de store skikkelser, hvis virksomhed har præget begivenhederne (den ældre og yngre Schimmelmann, Tietgen osv.). S. kunne godt drive kildestudier, men lagde ikke vægt på fuldstændighed i så henseende, brugte andre forskeres resultater og egne studier som det passede ham. Der kom derved noget tilfældigt over hans materialebehandling, en mangel på metode. Det samme gælder hans sprog. Til tider skrev han som en ordets kunstner, til andre tider – og med årene hyppigere – virker hans mange billeder og citater kunstigt og søgt. Det gælder både hans større bøger og hans festskrifter, blandt hvilke det om Privatbanken (1907) er det bedste, det om Landmandsbanken (1921) med sin kritikløse ros til dynastiet Glückstadt det ringeste. Men hans hovedværk Fra den danske Handels Empire, dansk finanshistorie og dansk storhandels historie fra ca. 1770 til omkring 1807, vil trods sine mangler bevare sin plads i dansk økonomisk historie.

Familie

Forældre: maler Axel Thorsen S. (1827–93) og Oline Hansine Petrine Moos (1823–93). Gift 1. gang 8.7.1887 i Kbh. (Matth.) med Jenny Camilla Sørensen, født 9.11.1860 i Kbh. (Slotsk.), død 23.2.1942 sst., d. af garderobebetjent hos kongen Christian S. og Vilhelmine Charlotte Lund. Ægteskabet opløst 1898. Gift 2. gang 23.7.1898 på Frbg. (Thomas) med Andrea Emilie Libert, født 1.2.1861 i Kbh. (Frels.), død 13.6.1930 på Frbg., d. af maler Georg Emil L. (ved dåben Liebert) (1820–1908) og Marie Philippine Caroline Busch (1830–1904). Gift 3. gang 12.9.1930 i Kbh. (Cit.) med Gerda Langvad, født 19.12.1896 i Kbh., død 18.6.1982 sst., d. af lærer, senere overlærer Peter Petersen (1858–1934) og Anna Marie Nielsine Hansen (1865–1916). Navneforandring 26.8.1921. -Brorsøn af Julius S. (1821–70).

Udnævnelser

R. 1901. DM. 1909. KA 1924.

Ikonografi

Tegn. af Emiel Hansen, 1912 (Fr.borg). Tegn. af O. Matthiesen, 1922, og afbildet på sammes mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. af H. Jensenius, 1928 og af Otto Christensen, 1930. Foto.

Bibliografi

J. S.: En redegørelse for min rigsdagsvirksomhed 1910–13 og for den politiske situation, 1913. – Kbh.s univ. årbog 1883–84, 1886 126. Marcus Rubin i Tilskueren XVI, 1899 591–95 (anm. af S.: Fra den da. handels empire). Aage Friis i Nationaløkon. t. 3.r.VIII, 1900 521–51 (anm. af samme). Bed. tid. 6.1.1920. L. V. Birck i Nationaltid. 5.1.1930. Carl Thalbitzer m.fl. i Berl. aften 8.4.1933 og Berl. tid. 9.4. s.å. Henrich ɔ: P. Stavnstrup i Det nye Danm. I, 1928 483–92. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig