Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Jørgensen

Oprindelig forfatter EFre

/pre, function 'web.xml' failed with response:

async operation has not finished

Johannes Jørgensen, Jens Johannes Jørgensen, 6.11.1866-29.5.1956, forfatter. Johannes Jørgensens mor søgte ca. 1890 ind i den metodistiske menighed, delvis til trøst for sorger med mand og børn. Hans far var indtil ca. 1880 matros på langfart. Siden tog han forefaldende arbejde på Svendborg havn hvor han så småt fik betroet at passe lokale lystkuttere. Han var en særling. Til økonomisk støtte boede hos dem moderens ugifte bror som ejede et poetisk bibliotek og leverede kønne digte på byens og herregården Hvidkildes mærkedage. Han vejledede Johannes Jørgensens usædvanlige læselyst og lærenemme og skaffede ham hjælp til på to år at blive student i 1884.

Først var Johannes Jørgensen filolog, siden darwinistisk zoolog og botaniker. I akademiske kredse gjorde han sig bemærket ved rige litterære kundskaber, samt, helst i snævre samvær, sin intelligente, smidige formuleringsevne. Harald Høffding protegerede ham og opmuntrede ham til at stifte bekendtskab med Viggo Stuckenberg for at få hold på den omskiftelighed man sporede hos ham. Venskabet med Stuckenberg blev i flere henseender legendarisk. Det varede til ca. 1900 og tegner sig i sine mest kendte udtryk som en af vor litteraturs skønneste myter som dog modsiges af den historiske sandhed. 21.2.1886 fik Johannes Jørgensen for første gang et digt trykt i ugebladet Nutiden. Næsten hele hans lyriske produktion, også meget af hans prosa, er oprindelig fremkommet i blade, tidsskrifter o.l. Men i allerførste form findes det meste af den i hans dagbøger. Han var i høj grad en improvisator, altid næsten grafomanisk drevet til at nedskrive hændelser, navnlig iagttagelser af naturen, hobe indtryk sammen, blande dem med erindringer, variere dem i strømme af gentagelser. Jævnsides med sin lyrik skrev han en række "fortællinger", i vid udstrækning med dagbogen som kladde, derfor selvbiografiske. Det fortællende element er gjort så tyndt som muligt. Han ville fremstille mennesker der kun bestod af sansninger, naturindtryk, minder, stemninger, sjæle som på én gang var naive og raffinerede, så følelsesbesatte at de måtte blive fremmede for og ilde farne i håndfasthedens samfund.

Det foresvævede Johannes Jørgensen at frembringe en ny slags digtning, anderledes end tidens herskende realisme. Men Georg Brandes kritiserede mundtlig den bog i fortællingsrækken som hedder En Fremmed. 1890, viste mistro til titlen og foreholdt Johannes Jørgensen faren for at illudere sig ind i ufrugtbare forestillinger. Advarslen udsprang af en velvilje som Brandes allerede havde vist i sommeren 1889 ved at få Johannes Jørgensen ansat på sin bror Ernst Brandes' blad Kjøbenhavns Børstidende. Og i 1892 overøste han bogen Sommer med ros. Hos Ernst Brandes havde Johannes Jørgensen litterært set en god tid indtil chefens selvmord i august 1892. Til trods for at han allerede da var kommet ind i en bølgegang af personlige kriser medførte hans litterære kritik og den anselige samling vers og prosa Stemninger, 1892 at han blev redaktør af sit og Stuckenbergs og en kreds af kunstnervenners tidsskrift Taarnet der begyndte at udkomme sidst i 1893.

Annonce

På den tid havde han allerede et par år kendt den katolske konvertit Mogens Ballin. Da Johannes Jørgensen i en velskreven meningsveksling med Georg Brandes havde ytret sympati for positiv religiøsitet fattede Ballin stærk interesse for ham. I begyndelsen af 1894 leverede Ballin en række katolsk prægede bidrag til Taarnet og syntes nærmest at ville overtage bladet. Det voldte lidt brydning i Johannes Jørgensens venskab med Stuckenberg der desuden ligesom Jørgensen selv havde vanskeligheder i sit ægteskab, ikke uden Jørgensens skyld. I foråret 1894 hjemme i Svendborg oplevede han et gennembrud af lyrisk naturreligiøsitet. Samtidigt arrangerede Ballin en rejse for ham sydpå som førte til, at de to havde nogle måneders ophold i Assisi. Det er skildret i Johannes Jørgensens Rejsebogen, 1895 der regnes for hans første skrift som katolsk forfatter. Året efter skrev han det lille stilistisk ypperlige, menneskeligt naive skrift Livsløgn og Livssandhed, delvis selvbiografisk med anklage mod fritænkningens forførelse af ham ud i et ulykkeligt liv. Egentlig er det et sidestykke til digtsamlingen Bekendelse, 1894, som slutter med hans første klart katolske digt, det hastigt improviserede Confiteor. Efter en doktrinær undervisning konverterede han februar 1896.

Den katekismuskatolicisme han tilegnede sig var og forblev i hans forfatterskab den romerske, ufejlbare troslære med sakramental praksis, hierakisk kirke som institution for åbenbaring og autoritet, med "helgen her og helgen hisset". Der spores kun nogle skygger af omskiftelse. I begyndelsen af århundredet var han påvirket af den "modernisme" Pius X fordømte. Frem til 1914 havde han kontakter med tyske bestræbelser på både at være god katolik og med modifikation at deltage i den tyske idealismes dyrkelse af Goethe. Med dogmatiske og klerikale mure omkring sig søgte han gennem indlevelse i tysk og italiensk mystik at forvandle og helliggøre sin ungdoms naturfølelse. Det er i vid udstrækning lykkedes i hans lyrik, men han måtte erfare at sin integrale katolicisme evnede han ikke at gøre til emne for en fortællende digtning, kun i en poetisk og åndfuld og førsterangs essayistik og i religiøse levnedsskildringer. Først med sin selvbiografi, der kun når til året 1913, har han stærkt afdæmpet, med mange omformninger af fakta og motiver røbet hvor omtumlet af kriser og svingninger han har levet. Man forstår at skarpsynede trosfæller nu og da har mistænkt ham for at færdes på frafaldets rand. Typisk er det tilfælde der drejer sig om hændelser af næsten samme betydning som hans konversion.

Ca. 1913 var der tale om at ansætte ham som en slags professor ved det katolske institut i Louvain. Dog, en af dets ledere fældede en hård dom over hans manglende rettro og anden uegnethed. Ansættelsen blev til intet. Men så arrangerede høje gejstlige hænder at han i maj 1914 holdt en række forelæsninger ved Institut Catholique i Paris og således fik lejlighed til at demonstrere sig som trofast konvertit og ærkekatolsk forfatter. Denne ydre proces bekræftedes i julen samme år ved at han fornyede sin fromhed og kirkelighed gennem en række bodsøvelser i Rom og således helt for sig selv gentog sin omvendelse.

Allerede i Rejsebogen viste han sig grebet af franciskanismen, både den folkeligt primitive i de middelalderlige legender, Fioretti, som han oversatte 1902, og som den blev belyst af den lærde protestantiske teolog Paul Sabatier i hans banebrydende biografi af Skt. Frans, beåndet af antikirkelighed. På direkte opfordring af en ledende bibliotekar i Vatikanet påtog Johannes Jørgensen sig at blive "den katolske Sabatier". Det lykkedes i to værker som er verdensberømte. Først Pilgrims-bogen, 1903 om vandringer i nutidens franciskanske Italien for at kontakte fortidens. Og derpå en biografi om Den hellige Frans af Assisi, 1907. Begge er siden bearbejdede, navnlig i franske oversættelser. De var basis for aktionen Louvain-Paris 1914. Frans-bogen er videnskabeligt grundfæstet og skrevet i en netop til sit indhold egnet simpel stil. Johannes Jørgensen erobrede den store helgen tilbage til ortodoks kirkelighed fra frireligiøst sværmeri. Og ved en lønlig forvandling af sin egen ungdomsdrøm om en eksistens i primitiv naturoplevelse fandt han frem til digtersjælen i Frans, alskabningens sanger, men også et af menneskehedens reneste hjerter, mægtigt bevæget af den stærkeste alvors kraft.

I de første måneder af 1915 fuldendte Johannes Jørgensen sin anden videnskabeligt funderede helgenbog om Den hellige Katerina af Siena. I den har han så at sige skaffet Italien og kirken en hidtil ukendt digter. Han behandler hende som brevskriver og redegør litterærkritisk for hendes værk Dialogen. Med en fylde af citater påviser han hendes sproglige evne til at øve herredømme over mennesker i kraft af Kristi tale i hendes sjæl. Som blomsterkranse på Della Robbiaernes majoliker indføjes billeder af Italiens natur. Også Johannes Jørgensens tredje store helgenbog, skrevet i Sverige under anden verdenskrig, om den i hans øjne italieniserede Den hellige Birgitta af Vadstena I–II, 1941–43, er meget præget af hans læsekunst og lyst til oversættelse og genfortælling. Hendes åbenbaringer regner han for at høre til en litterær genre og være af en anden art end Katerinas ægte digteriske ytringer af overnaturligt klarsyn.

En hyldest og tak til det Frankrig han efter 1914 elskede højere og højere er bogen om den ikke kanoniserede Charles de Foucauld, 1934. Den er også skrevet i sorgfuld erindring om hans 1932 afdøde veninde, maleren Andrée Caroff med hvem han efter sin anden omvendelse i 1914 levede et følelsesliv der rummede hele kærlighedens spil undtagen hvad de kaldte dens zoologiske side. Genfortællinger, men mere inspirerede, er også de to helgenbøger fra den tidligste tid, hvormed han begyndte denne i nordisk litteratur enestående del af sit forfatterskab, Den hellige Ild, 1902 og Den yndigste Rose, 1907. De vidner om den særegne lykke han hævdede at blive trøstet af i sit lidelsesfyldte ægteskab når han kom i kontakt med sindstilstande hos mennesker som var af kirkens visdom garanteret hellige. Dette ægteskab er et hovedtema i hans selvbiografi Mit Livs Legende I-VI I, 1916–19 samt 1928, med ikke heldig hånd sammendraget i to bind 1949. Værket begynder som en selvanklage, ender som selvforsvar over for hans hustru. Voksende pinlighed i skildringen af begges lige store skyld fik Gyldendal til at afbryde udgivelsen da forfatteren var nået til ca. 1907. Tekstens oprindelige videreførelse til 1913 blev siden omarbejdet og i høj grad omdigtet. Udeladelser og ændringer i det biografiske stof har med rette fortørnet nogle af hans danske og tyske samtidige. Men trods værkets utroværdighed står nogle vigtige temaer klart: hans kamp for at forlige naturdyrkelse og religiøsitet, hans voksende tro på et håndgribeligt forsyn som viser sig ved et menneskes udøvelse af den lydighedens dyd som i ældre dansk åndsliv M. Goldschmidt og Fr. Paludan-Müller satte særligt højt.

Johannes Jørgensen blev 1922 udnævnt til æresborger i Assisi, hvor han for det meste boede inden han 1953 vendte tilbage til Svendborg der havde tildelt ham æresborgerskabet 1936. Han fik her i sine sidste år en æresbolig i sit barndomshjem i Fruestræde der efter hans død er blevet indrettet til mindestuer, og hvor bl.a. hans op mod 800 optegnelsesbøger beror. Fra sin debut som gymnasiast til sit 80. år har han ydet sin varigste indsats som lyriker. Fra de senere år stammer samlingerne Efterslæt, 1931 og Digte i Danmark, 1943. Hans Udvalgte Digte, 1944 rummer ikke helt tilstrækkelige dokumenter om en såkaldt udvikling fra bizart stilisten til rene sjæletoner. Der var en virtuos i ham som lod sig tvinge til at yde så inderligt personlig, så forenklet kunst som ingen anden dansk poet. Blandt hans sidste digte er en hyldest i antikt metrum til det pavelige Rom ved slutningen af anden verdenskrig samt en række rent private hverdagsvers til tak for hans sidste 20 års lykkelige ægteskab med en fintfølende kvinde.

Familie

Johannes Jørgensen blev født i Svendborg, døde på Svendborg sygehus og er begravet på Svendborg kirkegård.
Forældre: matros Jørgen Christian Jørgensen (1831–1912) og Marie Elisabeth Johansen (1843–1904). Gift 1. gang 27.2.1891 i København (b.v.) med Amalia Ewald, født 5.4.1869 i Vallby, Østre Klagstorp sogn, Skåne, død 14.6.1935 i Charlottenlund, d. af urmager Aksel Gustaf Ewald (1821-tidligst 80) og Karna Hansdotter Grip (1827–1901). Ægteskabet opløst over for civil myndighed 1915. Gift 2. gang 2.9.1937 i Salzburg, Østrig med Helene Klein, født 26.2.1905 i Wien, d. af bogbindermester Josef Klein (1876–1953) og Pauline Greis (1877–1967).

Udnævnelser

R. 1920. K1 1926. K1. 1952.

Ikonografi

Tegn. af Børge Stuckenberg, før 1896. Træsnit af H.C. Olsen, 1897. Karikatur af R. Blix, 1904 og af Vald. Andersen, 1905. Tegn. af A. Caroff, 1915, og af J.B. i Siena s.å. (Kgl. bibl.). Tegn. af Palle Pio, 1918. Afbildet på karikatur af Alfred Schmidt 1918 og 1921 (Fr.borg). Tegn. af Johan Rohde (Kgl. bibl.) og mal. af samme, 1922 (Fr.borg). Tegn. af Paolo Ghiglia, 1923. Buste af K. Skikkild, 1926 (Svendborg bibl.). Træsnit af Knud Nørholm, 1927. Mal. af Karen Trier Frederiksen (Fr.borg), 1935. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1936. Mal. af Johs. Nielsen 1937 og 1942. Afbildet på mal. af samme (Svendborg bibl.). Tegn. af Otto Christensen 1941 og 1946. Linoleumssnit af K.J. Almquist 1941 og 1947. Tegn. af Jensenius, 1948. Karikatur af Biilmann Petersen. Træsnit af Kongstad Rasmussen. Foto. – Mindeplade 1956 på fødehuset i Svendborg.

Bibliografi

Bibliografi, Johannes Jørgensen: De lange vandringer, udg. Carl Bergstrøm-Nielsen, 1966 319–29 (bibliografi over Jørgensens værker). Udg. Udv. værker I-VII, 1915. Skrifter I-III, 1929. Udv. digte 1884–1944, udg. Carl Bergstrøm-Nielsen, 1944 (4. opl. 1954). Orion over Assisi og andre efterl. arbejder, udg. samme, 1959.

Kilder. Mit livs legende I–VII, 1916–28 (2. udg. I-II, 1949). Breve fra Johannes Jørgensen til Viggo Stuckenberg, udg. Jørgen Andersen, 1946.

Lit. Oscar Geismar: Digterprofiler, 1916 85–89. Nord. ugebl. for katholske kristne, 1926 893–918 932–34 945–55 986–88; 1936 1113–39 1202–05. Harald Schiller: Diktare och idealister, Sth. 1926 159–97. Helge Rode: Det sjælelige gennembrud, 1928 89–110. Sv. Lange: Meninger om litteratur, 1929 172–78. Emil Frederiksen i Credo, 1934 149–55 175–82; 1935 33–41 76–81; 1936 242–48; 1937 3–6 242–46. Samme i Festskr. til Vald. Vedel, 1935 115–31. Samme i Gads da. mag., 1936 625–32. Samme i Edda, Oslo 1936 15–53. Samme: Johannes Jørgensens ungdom, 1946. Samme i Dansk udsyn, 1966 317–29. Samme i Orbis litterarum, 1967 283–93. Jul. Bomholt: Nord. profiler, 1945 48–55. Paul V. Rubow: Sproget og stilen, 1949 36–40. A. Jolivet i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 300–08. Jørgen Breitenstein i Danske studier, 1960 32–66. Samme i Edda, Oslo 1961 152–68. W. Glyn Jones: Johannes Jørgensens modne år, 1963. Samme: Johannes Jørgensen, N.Y. 1969. Samme i Fund og forskning XVI, 1969 113–26. Tom Kristensen: Fra Holger Drachmann til Benny Andersen, 1967 19–29. Bo Nielsen: Johannes Jørgensen og symbolismen, 1975.

Papirer i Kgl. bibl. og Johannes Jørgensens mindestuer, Svendborg. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

/pre, function 'web.xml' failed with response:

async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished