Johannes Hohlenberg

Johannes Hohlenberg, Johannes Edouard Hohlenberg, 21.5.1881-10.5.1960, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død i Kbh., begravet Holmens kgd. Efter at være blevet student 1898 uddannede H. sig, bl.a. hos K. Zahrtmann, som maler og levede som sådan 1906–11 i Paris hvor han var medlem af Le Salon de la Société Nationale og Salon d'Automne. Men det var som skribent han skabte sit livsværk. Efter rejser til Ægypten (1911–12) og Indien (1915) udkom nogle bøger, udsprunget af interesse for østens mystik: Yoga i dens Betydning for Europa, 1916, Kheopspyramiden og dens Hemmelighed, 1917 og Michel de Nostredame, kaldet Nostradamus, 1918, skrifter der fik stor udbredelse i teosofiske kredse i indog udland. En bog om Goethes Faust i det tyvende Aarhundrede. 1928 vandt anerkendelse i Tyskland. H.s hovedværk blev imidlertid de to bøger: Søren Kierkegaard, 1940 og Den ensommes vej. 1948, begge udkommet i flere udgaver og oversat til en række sprog, bl.a. japansk. Den første der vandt en forlagskonkurrence om den bedste danske biografi er en solid og åndrig skildring af'Kierkegaards liv, den anden en redegørelse for hans tanker. H. skildrer Kierkegaard som den enkelte, uafhængig af tid og miljø, eksistentialisten Søren Kierkegaard. 1926–40 udgav han Vidar. Nordisk tidsskrift for åndsvidenskap.

- Forsvaret for den enkeltes frihed og ret overførte H. til sin samtid i polemiske skrifter som Kampen mod staten. 1947, essays som Den trange port. Naar saltet mister sin kraft, Oslo 1948 og i tidsskriftet Øjeblikket som han udgav 1947–53. Et udvalg af artikler herfra om retsopgøret efter besættelsen, skrevet af ham selv og Peter Skov (1883–1967), blev udgivet under titlen Ansigtet bag Masken, 1955. H. der selv havde levet i Norge under krigen retter heri stærke beskyldninger mod samarbejdspolitikerne og den parlamentariske kommissions behandling af besættelsestiden. – H. var den typiske enspænder der næsten aldrig gik i arbejdsfællesskab med andre. Mens hans samtidskritik virker noget stereotyp har flere af hans kulturhistoriske værker, der vidner om et frodigt indre liv, kunnet leve videre.