Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Buchholtz

Oprindelige forfattere JDJ og CRime
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johannes Buchholtz, 22.2.1882-5.8.1940, forfatter. Født i Odense, død i Struer, Urne sst. B. var ansat ved statsbanerne 1899-1924, i mange år som trafikassistent i Struer. Han debuterede som forfatter med romanen Egholms Gud, 1915 der n.å. fuldførtes med Clara van Haags Mirakler. Blandt hans senere arbejder er de vigtigste romanerne Urolige Hjerte, 1919, De smaa Pile, 1923, Under det gyldne Træ, 1925, Gudrun og Simon, 1927, Susanne, 1931 der fik den danske førstepræmie ved den nordiske romankonkurrence, og Frank Dovers Ansigt, 1933, Frank Dover og den lille Kvinde, 1934, Mennesker vil være Guder, 1935, Dr. Malthes Hus, 1936 og dens fortsættelse God lille By, 1937. I 1939 kom Vanda Venzel, digtsamlingen Ravne og Duer, 1921 og skuespillene Menneskeaben Charles, 1921 (uopført), Skænk mig Fjender (opført på Det kgl. teater 1927), Blomsternes Hus (opført på Dagmarteatret 1928) og Den retfærdige Fyrmester (antaget til opførelse på Det kgl. teater 1932). I den første roman Egholms Gud har titelpersonen træk af B.s far der førte en omskiftelig tilværelse. Han var egentlig uddannet ved handelen, men han gav sig af med meget andet, var fotograf, jernbanemand, tandtekniker, opfinder, teglværksejer, bygmester og forfatter. Man skal imidlertid ikke betragte denne bog, lige så lidt som de efterfølgende, som referater af virkelige begivenheder. B. har selv erklæret at de, skønt de ret nøje følger de virkelige forhold, er digtede; af nogle oplysninger af hans mor er der skabt levende billeder. Mange af de enkelte episoder er opdigtede. Det er således galt når man, fordi B. selv var jernbanemand, har opfattet et kendt kapitel i Urolige Hjerte om en rangering som bygget over en virkelig begivenhed. Den har kun fundet sted i B.s fantasi. Tager man de øvrige romaner og noveller, gælder det samme; der er altid en virkelighedens baggrund, men derudfra er der trukket linier så langt at modellerne ikke kan kende sig selv, eller meddeleren genkende det stof han har givet. Dette viser i hvilken grad B. både instinktivt og bevidst arbejder med det mål for øje at gøre sine personer, der er særdeles individuelt tegnet, til almengyldige typer. Egholm er således typen på fantasten, egoisten, selvbedrageren. Han kan i mangt og meget erindre om Henrik Ibsens Hjalmar Ekdal, men figuren er, som det sømmer sig i en roman, der har mere plads end et drama, mere facetteret. For øvrigt har B. selv meddelt at han, da han skrev sin roman, ikke kendte fotografen og opfinderen Hjalmar Ekdal - havde han kendt Ibsens værk havde han ikke kaldt datteren Hedvig og havde næppe vovet sig i lag med romanen om sin far. -B. havde da han begyndte sit forfatterskab kun liden læsning bag sig. Derfor fik også de to digtere, han kendte og elskede, en overmægtig indflydelse på ham: Knut Hamsun og Johannes V. Jensen. Det er dog kun rent formelt at de to, især den første, har påvirket ham. Dels havde han selv et stort og broget personligt oplevet stof at øse af, dels var han en så selvstændig skribentbegavelse at al egentlig imitation blev udelukket. Hvad man hæfter sig ved ved siden af alt det strålende i hans bøger er et vist hang hos ham til at give sig inspirationens luner i vold, det fantastiske og springende og dirrende i hans tænke- og følemåde. Den stundom noget overdrevne optimisme som præger flertallet af hans bøger, og som også kan føles mere præget af fantasi end af virkelighedsstudium, forklares naturligt ved at han efter en vanskelig barndom og ungdom har fundet sig til rette med tilværelsen, og at han ikke blot elsker naturen, men også menneskene, til trods for deres skavanker og latterligheder. - I B.s noveller synes hans optegnelser at indgå mest ubearbejdede. Mange af dem er snarere anekdoter sat raskt og friskt op. Hans roman Frank Dovers Ansigt er heller ikke opdigtet, men bygget over Afrikafareren Frants Mikkelsens oplevelser. Rimeligvis er det den af B.s romaner der, hvad stoffet angår, nøjagtigst følger virkeligheden.

Familie

Forældre: dentist William B. (1838-1905) og Jensine Marie Simonsen (1839-1917). Gift 19.8.1908 i Struer med Olga Eskilda Vilhelmine Jagd, født 3.6.1878 i Fredericia, død 5.3.1957 i Struer, d. af postekspedient Christian Henrik J. (1847-83) og Petra Madsine Mariane Christine Eskildsen (1852-1937).

Ikonografi

Tegn. af Saltoft, 1919, af Jensenius, 1919 (Fr.borg), linoleumssnit af Knud Nørholm, 1927. Buste af Anker Hoffmann, 1930 (ved B.s hus, Struer). Mal. af S. Swane, 1930. Tegn. (bl.a. Kgl. bibl.) af bl.a. Ivan Opffer, Anders Thuborg, Gudrun Grove, Otto Christensen og S. Swane. Foto.

Annonce

Bibliografi

J. B.: Erindringsbilleder, 1973. - W. Worster i Gads da. mag. XVI, 1922 535-44. Peder Hesselaa: Vor tids digtere, 1926 35-50. Chr. Stub-Jørgensen: Jernbanen i dansk digtning, 1930 30f 67-82. Ejnar Thomsen i Gyldendals julebog 1940, 1940 9-30. Kj. Elfelt: Ti år, 1942 44-51. -Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Düring Jørgensen, Chr. Rimestad: Johannes Buchholtz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287890