Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johanne Schjørring

Oprindelig forfatter kkn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johanne Schjørring, Helene Johanne Caroline Schjørring, 4.6.1836-9.3.1910, forfatter. Født i Hem ved Skive, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). 16 år gammel overtog S. ved moderens død husførelsen i hjemmet, men fik dog tid til at læse latin, stifte bekendtskab med litteraturen og skrive vers. Hun færdedes meget i naturen og deltog ofte sammen med brødrene og en huslærer i anstrengende jagtture. Under sit kortvarige, lykkelige ægteskab blev hun af sin mand opfordret til at følge sin lyst til at skrive, men kunne ikke overvinde en vis skyhed for offentligheden. Først efter mandens og faderens død, da hun stod alene som forsørger for tre små børn, drev nøden hende til at offentliggøre sine digteriske forsøg. Hun debuterede i Fædrelandet med en lille fortælling Den tause Mund, og 1874 samlede hun sine første penneprøver i bogen Fortællinger og Skizzer der efterfulgtes af en lang række romaner, fortællinger og skildringer, Havets Datter. En Historie fra Vesterhavet, 1875, Fra Vaar til Høst, 1876, Rige Dage, 1877, Flyvende Sommer, n.å., Fem Fortællinger, 1880, Den gamle Herregaard, 1881, Skilles og mødes, 1882, Esthers Historie, 1884, For Vind og Vove, 1887, Beslægtede Naturer, 1888, Fra Jyllands Vestkyst og andre Historier, 1889, Elisabeth af Rusland. Historisk Skuespil i fem Akter, 1891, En Krise, 1892, Fra en Middelhavsrejse, s.å., Skiftende Tider, 1893, Familien paa Søgaard, 1894, Svundne Drømme, 1895, Slesvigske Kvinder i 1848–1864, s.å., Et Hjem paa Heden, 1896, Til Lykkens Land, 1898 og Sirius, 1900. Mange af bøgerne er kommet i flere oplag; de fleste af dem er oversat til tysk og enkelte til hollandsk og engelsk. S.s emner er oftest forholdet mellem mand og kvinde, og hendes form er jævn og underholdende, hvorfor hendes bøger har været populær læsning i hjemmene.

Familie

Forældre: sognepræst Ludolph Johan Krohn (1801–72) og Hansine Jacobine Frederikke Hansen (1799–1853). Gift 4.6.1862 i Hem med cand.jur., senere fuldmægtig i justitsministeriet Jens Broder Theodor S., født 21.7.1836 i Skive, død 27.6.1871 i Kbh. (Holmens), s. af købmand, farver og kollektør, senere kæmner Lauritz Hastrup Schiørring (1799–1867) og Gisette (Gesetta) Caroline Møller (1807–46).

Ikonografi

To træsnit af H. P. Hansen. Foto.

Annonce

Bibliografi

Udv. fortællinger I-VI, 1929. – Anton Andersen: Danske forfatterinder i det 19. hundredår, 1896 188–98. -Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
kenth Kjeldgård Nielsen: Johanne Schjørring i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297054