Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Herman Wessel

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Herman Wessel, 6.10.1742-29.12.1785, forfatter. Johan Herman Wessel tilbragte de første 14 år af sit liv i den lille flække Vestby et par mil fra Kristiania (Oslo). Sin tidligste undervisning har han fået af huslærere, senere gik han tre år i Kristiania latinskole hvor han som den fjerde af tretten søskende måtte hjælpes igennem med legater. 1761 fik han adgangseksamen til Københavns universitet, næste år tog han anden eksamen. Han dyrkede intet brødstudium, men lagde sig efter engelsk og de romanske sprog. Hele hans dannelse er antik eller franskklassisk; hans litterære horisont strækker sig fra Horats til Alexander Pope og François de Voltaire.

Det var i en litterært stærkt bevæget tid Johan Herman Wessel kom til København, og de herboende nordmænd gik i spidsen for smagens romanisering. Niels Krog Bredal, Johan Nordal Brun og Claus Fasting holdt skuepladsen til de klassiske idealer, andre norske digtere dominerede i de skrifter som udgaves af Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse. Over for det norsk-romanske element i hovedstadens åndsliv dukkede Friedrich Klopstock og Johannes Ewald op med deres nye program. I dette myldrende åndelige liv finder vi Johan Herman Wessel placeret som et af de vittigste hoveder i den gruppe af unge skønånder der holdt til på kaffehuse i den indre by, hos Madam Neergaard i Badstuestræde og hos vintapper Juel i Sværtegade (se Anna Cathrine Juel).

Da Johan Herman Wessel med ét slag blev berømt konsoliderede banden sig som det navnkundige Norske selskab. Et syngestykke af Bredal, Thronfølgen i Sidon (1771) havde vakt stærk modstand blandt studenterne; man kæmpede for og imod den gode smag. Bredal, der var fast besluttet på at skaffe scenen et nyt indenlandsk repertoire, udlovede en belønning til den der kunne skrive en god tragedie på dansk. Man havde hidtil måttet nøjes med Voltaires Zaire i Barthold Loddes oversættelse som repræsentant for den tragiske genre. Bredals løfte gav anledning til Nordal Bruns Zarine (1772) og Fastings Hermione (samme år), to digterværker som ikke formåede at genoplive den hensygnende franske tragedie. Med Voltaires Zaire i frisk erindring nedskrev Johan Herman Wessel på seks uger sin parodikomedie Kierlighed uden Strømper, 1772, der straks blev trykt og (betegnende nok for hans gode forhold til de norske kammerater) forhandlet fra Nordal Bruns bopæl. Det var ikke hans hensigt med dette stykke at tage parti i striden mellem danske og norske, heller ikke at angribe tragedien som digtart. Det var overhovedet ikke hans hensigt at offentliggøre stykket, vennerne overtalte ham.

Annonce

Stykket blev opført med Paolo Scalabrinis musik 26.3.1773 og gik straks fem aftener i træk; i den efterfølgende sæson opførtes det afvekslende med Zarine og Thronfølgen i Sidon; man klappede den ene dag af tragedien og den næste dag af komedien. Det var heller ikke ment som andet end en harmløs spøg. Eftertiden har med urette opfattet det som et angreb på den franske tragedies eller italienske operas teknik og stil; det er kun en satire over deres misbrug. Johan Herman Wessel var i litterære sager strengt ortodoks, og den forfattergruppe han tilhørte delte hans meninger om de overleverede smagsreglers absolutte gyldighed. Det er på vor egen regning vi nu om stunder finder en principiel kritik af stedets enhed i det træk at de to rivaler og heltinden synes at have samme værelse. Med den berømte begyndelse: "Du bliver aldrig gift, hvis det i Dag ej sker" parodieres kun de uheldige forfatteres vanskeligheder ved at imødekomme fordringen om tidens enhed. Stykket glimrer især ved den sikre stil, de udmærkede aleksandrinere og den overlegne streg hvormed personerne er tegnet. K.L. Rahbek betegnede stykket som en "Hilarotragoedia" der lader alle forbilleder "lige godt holde for, nok at der i dem findes Noget, som enten ved en liden Forandring eller ved den Person, det lægges i Munden paa, eller ved de Ideer, det forbindes med, kan blive latterligt".

En epilog (trykt 1774) er ikke stykket helt værdigt. De forventninger man herefter stillede til Johan Herman Wessel som dramatisk forfatter blev ikke opfyldte. Hans velkomponerede lystspil Lykken bedre end Forstanden, 1776, består nærmest af reminiscenser efter Holberg og de franske mestre. Komedien Anno 7603, 1785 har ligeledes holbergske træk; man tænker snarest på Niels Klim ved dens satire over kønnenes forbytning. Begge stykker er i prosa og med en ret mat dialog.

Johan Herman Wessel ernærede sig, vistnok ret kummerligt, ved at give timer i fransk og engelsk; først ved kgl. resolution af 27.12.1779 gaves der ham forsikring om "at faa aarlig to Syngestykker til at oversætte paa de dertil forfattede Musiker, og at nyde for hvert Stykke uden Forskel 100 Rdlr., samt ansættes i Teaterlønnings-Reglementet for 100 Rdlr., som et Honorarium pro persona fra dette Teateraars Begyndelse, for at rette og forbedre de Oversættelser ved Teatret, som kunne behøve det". Som en følge heraf oversatte han syv franske syngestykker, gennemgående heldigt; især var arierne gode. På en anden måde gjorde han sit poetiske pund indbringende ved at udgive et ugeblad på vers, Votre Serviteur, Otiosis (marts 1784–juli 1785). Det gjorde i begyndelsen stor lykke, men tabte efterhånden sine læsere, indholdet blev også slettere og slettere. Det rummer de fleste af hans komiske fortællinger. Rigtignok er de bedste af ældre dato.

Johan Herman Wessel tog sine emner fra mange hold; navnlig brugte han anekdotesamlinger som Morten Hallagers Vademecum (1781-83); i nogle tilfælde har han brugt stof som ofte var behandlet af andre digtere (Gaffelen, Smeden og Bageren). Det er en sidste udløber af middelalderens fabliau; dog favoriserer han ikke i samme grad som denne digtart den ulovlige kærlighed som motiv; han ynder især, som folkeeventyret, den rene dumhed, molbohistorien. Til forbillede tog han den franske digter La Fontaine i hvis uartige "contes" han fandt en tilsyneladende skødesløs, men i virkeligheden meget lovbunden fortællemåde der stemte med hans eget slentrende naturel og hans strenge forestillinger om sprog og stil. Fra La Fontaine har han navnlig sine digressioner ("svinkeærinder") der dog efterhånden blev et skjul for inspirationens fattigdom. De bedste af hans fortællinger udmærker sig ved den sikre anvendelse af små kendsgerninger, en ypperlig sans for billedvirkning og en gennemført udnyttelse af den komiske pointe. De er ofte meget grovkornede, men de vinder selv de ærbareste læsere ved deres præcise og indsmigrende diktion. Moralske er de just ikke; Johan Herman Wessel var en hårdnakket tilhænger af læren om kunsten for kunstens skyld; de "moraler" han sætter efter hver fabel er blot ironiske.

Johan Herman Wessels versbehandling var mesterlig. Hans normalvers var aleksandrinerne således som de især var forbedret hos C. B. Tullin. De kan hos Johan Herman Wessel læses næsten som de ville udtales i en prosatekst, uden omstilling af ordene eller falsk skansion. Snart er der lige så mange takter som fødder, disse vers går langsomt og gravitetisk; snart er antallet af takter færre, og sådanne vers må fremsiges hastigere. Der findes vers på fem og fire takter, endog trimetre. I mange af de komiske fortællinger blandes korte vers imellem aleksandrinerne; det hyppige skifte af metrum nærmer foredraget en lille smule af prosaens. Her spiller han virtuost med skiftende versmål og skiftende antal takter sådan at de to systemer snart følges ad, snart skilles. Også rimstillingen tillader allehånde luner. Mindre original er Johan Herman Wessel i de talrige epigrammer han rystede ud af ærmet; her var i forvejen gode danske traditioner. Hans impromptuer var berømte – eftertiden har haft ondt ved at skille de ægte ud fra alle dem der tillægges ham. Han blev for sine vittige indfalds skyld omtrent en sagnfigur. I en alvorlig stil har Johan Herman Wessel kun digtet læredigtet Nøjsomhed og Ode til Søvnen (begge fra 1775). Wessel skal også have syslet med en tragedie, uden tvivl i klassisk-fransk stil, thi han kendte kun den.

Johan Herman Wessel havde et svagt helbred; 1776 fik han en fistelskade i kindbenet; han lå herefter til sengs i halvandet år og blev siden aldrig helt rask. Han søgte for sine slunkne finansers skyld et tolderembede i Kristiania, men kom aldrig til at forlade København. Hans ægteskab var vel kun et forsøg på at skaffe ham en plejerske. Traditionen påstår at det var ulykkeligt, men hans egne udtalelser går ikke i den retning. Han var meget glad over en lille dreng de fik. Johan Herman Wessels viljekraft var ringe; han slæbte sig igennem tilværelsen. I vinstuen på hjørnet af Købmager- og Skindergade tilbragte han sine bedste timer. Noget af det sidste han skrev var et rimbrev til Jens Baggesen (Han stiger i sin Flugt, jeg daler). Det fattedes ham ikke på anerkendelse, men den formåede ikke at bringe ham på ret køl. I efteråret 1785 blev han angrebet af "nervefeber", sidst i december døde han; først den 6.1.1786 blev han begravet på Trinitatis kirkegård under Rundetårn, ganske nær ved hans kære vinstue. Hans indbo var pantsat, og han efterlod sig kun gæld.

Johan Herman Wessel skal have været af middelhøjde, med en høj pande, store brune øjne og mægtige sammengroede øjenbryn. Han gik ikke med paryk, holdt hovedet foroverbøjet, gik slentrende og var oftest skødesløst påklædt. Han var en eksklusiv og fornem personlighed trods det udsvævende liv han førte. De samtidige roser hans grundige dannelse. Det er den dansk-norske litteraturs vittigste hoved; en sjælden formkunstner, en konsekvent og klar ånd, ypperlig både i den dramatiske kunst og som overgiven fortæller. Måske rugede der inderst inde et tungsind som brød ud i de mange barokke indfald.

Familie

Johan Herman Wessel blev født i Jonsrud ved Vestby, Norge, død i København (Trinitatis), begravet sammesteds (Trinitatis kirkegård).

Forældre: kapellan, senere sognepræst og provst Jonas Wessel (1707-85) og Helene Marie Schumacher (1715-89). Gift 10.5.1780 i København (Helligg.) med Anna Catharina Bukier, født 23.2.1748 i Kristiania, død 4.1.1813 sammesteds, datter af krigsbogholder, justitsråd Thomas Bukier (1702-65) og Karen Sophie Riis (død 1765). – Bror til Caspar Wessel.

Ikonografi

Tegning af Hartman Beeken udst. 1778. Tegning af F. Wedege, 1780 (Goethemus., Düsseldorf), gengivet i træsnit 1856 og senere bl.a. af H.P. Hansen, 1886. Lille akvarel (Fr.borg) efter tegn. af Jens Juel, 1784. Efter samme stik af M.-J. Clemens, 1785, af G. Breitzing, W. Heuer, A. Weger m.fl., talrige litografier, bl.a. af G.L. Fehr, af See og af P. Gemzøe, og træsnit af bl.a. I.C. Nielsen efter tegn. af Carl Bloch, af C.L. Sandberg, J.F. Rosenstand, P. L. Bevers m.fl., gengivet på vase, i mal. af Hans Hansen, 1824 (Fr.borg) og har været grundlag for buste af J.O. Middelthun, 1842 (Fr.borg; maske i Teatermus.). Min. Silhouet (univ.bibl. i Oslo). Karikatur af J. Wiedewelt (Fr.borg), stukket af M.W. Schmith, formentlig forestillende Johan Herman Wessel. Medalje af F. Krohn, 1835. Malaleri af J. Th. Lundbye, 1842, formentlig tilintetgjort.

Maleri af Constantin Hansen, 1855 (Teatermus.). Afbildet på maleri af W. Marstrand, 1863. Buste af L. Prior, 1869 og af V. Bissen, 1874. Statue af C. Peters, 1878 (Fr.borg), siddende statue af samme, marmor 1879 (Ribe mus.; Det kgl. teater 1889), skitse 1879 (Hirschsprung; Vejle mus.). Relief af O. Evens, 1879 (ved Trinitatis k., Kbh.), efter dette tegn. af J.T. Hansen samme år. Afbildet på tegning af V. Rosenstand, 1897 (Nordjyllands kunstmuseum) og på maleri af samme udst. 1899. Afbildet på maleri af V. Neiiendam 1915, 1937 (Bakkehusmus.) og udst. 1940 og 1946. – Gravsten opsat 1863 af selskabet Johan Herman Wessels minde. Mindetavle af Aage Rafn og O. Stæhr-Nielsen, Gråbrødre torv 3, København.

Bibliografi

Udg. Samtl. skr. I–II, ved P. J. Monrad m.fl., 1787 (3. opl. ved K.L. Rahbek, 1817). Saml. digte, udg. A.E. Boye, 1832 (4. opl. 1878). Samtl. skr. I–II, udg. P.L. Møller, 1844-50. Saml. digte, udg. I. Levin, 1862 (ny udg. 1901). Digte I–II, ved Francis Bull, Kria., Kbh. 1918. Kærlighed uden strømper. Komiske fortæll. Vers, udg. Tage Høeg, 1925. Digte, ved Paul V. Rubow, 1936. Udv. værker, ved Johs. Weltzer, 1941. Lit. J.S. Welhaven: Ewald og de norske digtere, Kria. 1863 123-80. V[illads] Qhristensen] i Hist. medd. om Kbh. VIII, 1921-22 46-50. Carl C. Christensen sst. 2.r.II, 1925-26 396-408; IV, 1929-30 389-92 og 3.r.IV, 1940-41 404-13. A.H. Winsnes: Det norske selsk., Kria. 1924 46-104. Fr. Orluf i Danske studier, 1940 59-95. Leif Ludwig Albertsen sst. 1969 96-99. Paul V. Rubow: Reflexioner, 1942 35-50. Johan Herman Wessel og Norge, red. W.P. Sommerfeldt, Oslo 1942 = Boken om bøker V (heri bibliografi). Idar Handagard: Johan Herman Wessel som oversetter, Oslo 1942 = Småskr. for bokvenner VII. Olav Myre: Johan Herman Wessel på strøket og i bibliofilien, Oslo 1942. Samme: Johan Herman Wessel på skolen og i "Det norske selsk.", Oslo 1943 = Småskr. for bokvenner XLIV. Daniel Haakonsen i Edda LIV, Oslo 1954 236-57. Leif Nedergaard-Hansen sst. LXVIII, 1968 253-63. Olaf Øyslebø: Stilstudier, Oslo 1969 44-63. André Bjerke: I syklonens sentrum, Oslo 1970 68-81. Samme i Dansk udsyn LI, 1971 356-67. Francis Bull: Norske selsk. i Kbh., Oslo 1972. Harald Langberg: Den store satire. Johan Herman Wessel og "Kærlighed uden strømper", 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Johan Herman Wessel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299256